sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Københavns Bombardement
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Johann Peter Hebel
Titel: Københavns Bombardement
Udgivet: Kbh., 1807
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007
Note: Dansk udgave ved Jan E. Janssen

 

Johann Peter Hebel (Basel 1760 - Schwetzingen 1826), første repræsentant for alemannisk dialektlitteratur, blev en af de mest læste forfattere i Tyskland og Schweiz i første halvdel af 1800-tallet. Der er paralleller til Danmarks St St. Blicher. Enkel, folkelig og opdragende prosa, natur- og landskabslyrik på et kristent protestantisk grundlag. Hans korte humoristiske almanakhistorier og uprætentiøse halvt alvorlige halvt morsomme fortællinger var beregnet til den ikkelærde del af samtidens tyske læsepublikum. Hebels hovederhverv var gymnasie- og seminarielærer.


Jan E. Janssen

Johann Peter Hebel: Københavns Bombardement

I den ikke helt ufarlige tid efter 1789 da det ene land efter det andet blev offer for revolution eller blev trukket ind i blodig krig, var det lykkedes kongeriget Danmark at holde sig udenfor. Det skyldtes til dels landets beliggenhed og til dels den danske regerings klogskab. Den danske regering gjorde ingen tilpas og skadede samtidigt ingen, og man tænkte kun på at fremme borgernes velstand. Derfor blev den beundret af alle. Men da englænderne i 1807 indså, at såvel Rusland som Preussen var gået tabt som støtte for briterne og havde sluttet fred med fjenden, og franskmændene dermed havde alle havne og fæstninger ved Østersøen i deres magt, kunne forholdene kunne udvikle sig til det værre for briterne, hvis de også erobrede Danmark. Man sagde intet, men lod en flåde afsejle uden at nogen vidste, hvor den skulle hen.

Men da flåden lå i Sundet og ved den danske kyst foran den kongelige hoved- og residensstad København, sendte englænderne bud til København, medens alt endnu var trygt og roligt: "Da vi er gode venner, så overlad jeres flåde og fæstninger godvilligt til os frem til fredsslutningen, så den ikke kommer i fjendehånd. Det ville gøre os frygteligt ondt, om vi skulle skyde byen sønder og sammen over jeres hoveder".

Det var ganske som når en borger eller en bonde kommer med sine karle til sin sovende nabo midt om natten og siger: "Kære nabo, jeg har en strid med min fadder og I må derfor overlade jeres heste i min forvaring, indtil sagen er slut, så min modpart ikke kan bruge den til at ride til sine advokater. Hvis ikke du gør det, brænder jeg jeres hus ned, og I må give mig tilladelse til, at jeg kan stå midt i jeres kornmark med mine folk, så jeg kan spærre min modpart vejen, hvis han rider på sin egen hest til retten.

Naboen siger så: "Lad være med at brænde mit hus ned! Hvad vedkommer jeres kiv mig?" Det sagde danskerne også, men englænderne spurgte så: "Gør I det godvilligt eller ej?", og danskerne sagde "Nej, vi gør det ikke godvilligt!"

Så steg fjenden i land med sine tropper, rykkede hele tiden nærmere hovedstaden og opkastede batterier, førte kanoner hertil og sagde efter Tilsitterfreden den 2. september. "Det er nu sidste chance". Men alle indbyggerne i København - og i hele Danmark - sagde blot: Den overmodige fjendes krav er uhørte, og det ville være en skændsel, som Bæltet ikke kunne vaske af, om man lod sig afskrække af trusler, og gik ind på en sådan uretfærdig fordring: Nej! Da fældedes den frygtelige dom, som skæbnen havde pålagt den arme by: Fra aftenen kl. 7 og hele natten igennem i 12 timer vedblev beskydningen af København med 72 morterer og tunge kanoner.

Og en djævel ved navn Congreve, der selv var til stede, havde opfundet et nyt ødelæggelsesvåben, de såkaldte brandraketter. Det var en slags rør, som var fyldt med brandbare materialer, og som fortil var forsynet med en kort spids pil. Ved affyringen blev materien tændt og når pilen så fløj hen, hvor den blev siddende, ofte et sted, hvor der ikke var til at komme til, så antændte ildstoffet alt hvad der kunne brænde. Også disse brandraketter fløj altså ind i det stakkels København.

Dengang havde byen 4000 huse, 85965 indbyggere, 22 kirker, 4 kongelige slotte, 22 hospitaler, 30 fattighuse, en blomstrende handel og mange fabrikker.

Da kan man let se, hvor mange gode tagestole, der blev smadret i denne frygtelige nat, og hvor mange angste mødres hjerter, der ikke vidste at hjælpe sig, hvor mange sår der blødte, og hvorledes menneskestemmer, der bad og som skreg af fortvivlelse, blandede sig med stormklokker og kanontorden.

Den 3 september ved morgengry ophørte skydningen og englænderne spurgte om de nu ville indrømme at de var besejret.

Kommandanten i København sagde nej. Så begyndte skydningen igen om eftermiddagen kl. 4 og varede uafbrudt til den 4. september om middagen - uden ophold og uden barmhjertighed. Og da kommandanten stadig ikke ville sige ja, begyndte ilden om aftenen igen, og den varede hele natten igennem frem til middag den 5. september.

Da lå mere end 300 smukke huse i aske, kirketårne var styrtet sammen og overalt rasede flammerne. Mere end 800 indbyggere var allerede døde og flere svært kvæstede.

Hele København lignede en brandtomt eller en bunke sten. Et sted lignede byen et lazaret og et andet sted en slagmark.

Da endelig Københavns kommandant ikke mere kunne se en redning eller hjælp og overalt kun så undergang og ødelæggelse, kapitulerede han den 7. september. Og kronprinsen roste ham end ikke!

Det første, der herefter skete var at englænderne tog hele flåden og førte den bort: 18 linieskibe, 15 fregatter og flere mindre skibe på nær en enkelt fregat, som Kongen af England engang havde skænket den danske konge, da landene endnu var gode venner. Kun denne lod de blive tilbage. Den danske konge sendte den dog snart efter tilbage, og ville ikke have nogen gave herfra mere. Englænderne handlede i selve landet og på skibene som onde fjender, for soldaten ved ikke, hvad han gør, men tænker blot: De må have fortjent det, eller havde vi ikke ført krig med dem. Heldigvis varede deres ophold ikke længe. De indskibede sig igen den 19. oktober og sejlede den 21. væk med den danske flåde og med rovet. Congreve druknede undervejs, og fik derfor ikke set sin hustru og sine børn igen. Fra dette tidspunkt holdt danskerne i almindelighed med franskmændene, og Napoleon vil ikke slutte fred med englænderne førend de har givet skibene tilbage og betalt erstatninger for ødelæggelsen af København.

Dette er Danmarks skæbne og englændernes venner siger: Det var ikke ment så alvorligt. Andre hævder derimod, at det ikke kunne have været værre - og det mener danskerne vist også.

(Hebel: Schatzkästlein des rheinischen Hausfreundes, s. 234ff. Digitale Bibliothek. Band 1: Deutsche Literatur, s. 37525)

Tilbage til toppen



© Selskabet for Københavns Historie 13. august 2016
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |