Artikler af Ole Olesen i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Ole Olesen.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 58, oktober 1992, s. [3]-[5]

[Side 3]

Sten-orglet på bjerget

Af Ole Olesen

Oppe på Bispebjerg ligger der en ejendommelig bygning. Det er en sognekirke, men den er mange gange større end nødvendigt. Den er bygget med kolossale omkostninger på et tidspunkt, hvor der manglede boliger til befolkningen. Den er rejst i Grundtvigs navn, men Grundtvig ville næppe have vedkendt sig den, blandt andet fordi dens voldsomme ekko på det nærmeste gør det umuligt at opfatte det talte ord. Den er moderne og gammeldags på samme tid, og den ligner på en gang en landsbykirke, en katedral og - en orgelfacade.

Forklaringen på disse tilsyneladende urimeligheder er selvfølgelig at bygningen ikke i første række er beregnet til praktisk brug. Dens væsen og egentlige bestemmelse er at være et monument - et symbol og et samlingsmærke.

Grundtvigs Mindekirke blev opført 1921-40 efter tegninger af P. V. Jensen-Klint. Ideen til dens udformning fremkom i forbindelse med to

[Side 4, illustration]

[Side 5]

konkurrencer om et Grundtvig-mindesmærke, der afholdtes 1912 og 1913, og hvortil Jensen-Klint bidrog flittigt, dels med en række økonomisk overkommelige projekter - bl.a. en triumfbue i Søndermarken og et mindekapel ved Vartov - dels med det store, bekostelige kirkeprojekt, der efter hans eget udsagn kom til verden i et anfald af galgenhumor: han havde nu så mange gange oplevet, at hans små brød ikke blev bagt, hvorfor så ikke lige så godt slå et af de helt store op?

Hvis man læser hvad der blev skrevet om Grundtvigskirkens opførelse i samtidens aviser og tidsskrifter, forstår man hurtigt at der dengang eksisterede et stærkt behov for at rejse et nyt, markant mindesmærke for dansk kultur, åndsliv, historie og dygtighed, og at dette behov fik sin opfyldelse i Jensen-Klints storstilede kirkeprojekt.

Det var oprindelig meningen at Grundtvigs Mindekirke skulle ligge på Kalvebod Bastion på Christianshavns Vold, således at den mægtige tredelte blændingsgavl kunne ses for enden af Vester Voldgade. Monumentet skulle også kunne høres: et indbygget klokkespil ville sørge for at melodier til kendte Grundtvig-salmer tonede ud over byen fra det store sten-orgel.

Efter at have drøftet en række foreslåede placeringsmulighed er bl.a. Dybbøl Banke - bestemte man sig imidlertid for Bispebjerg, hvor Københavns kommune var parat til at skænke en smukt beliggende byggegrund. Samtidig besluttede man at lade kirken omkranse af et lavt boligbyggeri, der skulle udformes i samarbejde med Jensen-Klint. Efterhånden bredte ringene sig i vandet, og resultatet blev den Grundtvigskirke-bydel vi kender i dag, med gule murstenshuse og med friholdte sigtelinier til kirken fra flere verdenshjørner. Bispebjerg var jo et nyt og jomfrueligt område i kommunen, og der var derfor mulighed for at skabe en storstilet, sammenhængende byplan.

Selvom de store nationale monumenter næppe er i synderlig høj kurs i vore dage, hævder kirken på bjerget sig stadig som et af byens mest yndede turistmål. Og folk i kvarteret er stolte af den: Da en lokalavis for nogle år siden formastede sig til den 1. april at meddele at kirken nu snart skulle flyttes væk fra Bispebjerg, hvor den lå så uheldigt, rejste der sig en sand proteststorm fra læserne - der var virkelig ingen der skulle få lov at lægge hånd på bydelens stolte vartegn!