190

Det var bleven paalagt Capitain Rosenvinge af Marinen, Undereqvipagemester paa Gammelholm, at overlevere Flaaden og dens Arsenaler til Fjenden, og den brutale Capitain Home Popham var bleven udnævnt til at modtage samme, understøttet af 6000 Mand.

I Begyndelsen forfattede man Inventarielister over alle udleverede Gjenstande, men da Englænderne fandt, at det medtog for lang Tid, toge de uden videre Omstændigheder, hvad der fandtes i Arsenalerne. Ved Kjøbenhavns Capitulation var der rigtignok givet Englænderne Ret til at bortføre Flaaden med Alt, hvad dertil hørte, og de engelske Ord: naval-store, kan gives en meget vidtstrakt, næsten ubegrænset Betydning, som tillod Englænderne at gribe om sig i alle Retninger. I Spidsen for dette Plyndringsvæsen stod den omtalte Capitain Popham og en Capitain James Mackenzie.

191

Den Høistcommanderende paa Holmen var Admiral Sir Samuel Hood, en liberal Mand, der gjorde hvad han formaaede for at holde sine rovbegjærlige Undergivne i Ave; men disse lode sig ikke standse i deres Rovbegjærlighed, og Englænderne toge derfor ikke alene Alt, hvad der flød paa Vandet og hvad der hørte til Skibenes Udrustning, med sig, men ødelagde desuden alle Gjenstande, som de ikke kunde eller vilde føre med sig, hvoriblandt især maa nævnes Arsenalernes Værksteder. En Commission af engelske Admiraler og Søofficerer nedsattes, som fortolkede Udtrykket: "naval-stores" saaledes, at det betydede Alt, hvad der var godt og brugbart og især kunde forhøie Priispengene. Derfor regnedes dertil: "Tømmer og Bjælker, Hamp, Jern, Værktøi (endog Arbeidernes private), Maskiner, Instrumenter, Flaadens Sølv-Kirkekar, Døre, Vinduer, Laase, endvidere Meubler, Bøger, Kaart, Officerernes Vagtinventarium, ubevæbnede Baade og Rofartøier, selv de som tilhørte private Personer; ja endog en Deel i England kjøbte Steenkul.

Alt dette fandt man sig i, men dybt blev den danske Nationalfølelse krænket, da man ødelagde 2de paa Stabelen værende Orlogsskibe paa 74 Kanoner samt flere Kanonbaade, og indskibede det bedste Tømmer deraf. Endnu midt i October stod et næste fuldført Linieskib, ogsa paa 74 Kanoner paa Stabelen, hvilket man havde haabet at Englænderne vilde have sparet, men det var langt fra, tvertimod gjorde de det til en Fest om Eftermiddagen den 16de October, at omstyrte Orlogsskibet paa dets Beding paa Nyholm i Overværelse af General Cathcart og Admiral Gambier med deres hele Stab og

192

under et almindeligt Hurra- og Jubelraab. De engelske Overbefalingsmænd havde, for et at fryde sig over det for de danske krænkende Skuespil, taget Plads paa den samme Altan, hvor Danmarks Konger med deres Omgivelse pleiede at overvære det altid glædelige Skue af et Linieskibs Løb af Stabelen.

Et Linieskib, "Dithmarsken", som laa under Reparation i Dokken, vilde Englænderne ogsaa have medtaget, men da de vilde udpompe Vandet af Dokken, for at Skibet kunde blive efterseet og repareret var rimeligvis en eller anden Ventil eller Communication ei bleven tilbørlig lukket, saa at Dokken ikke kunde pompes læns; hvorfor man heller ikke kunde foretage Reparationen. Man maatte derfor nøies med at ødelægge Skibet over Vandet, nedbryde Kahyt og Gallerier, og hugge Huller i Bunden. Dokken kunde Englænderne derimod ikke ødelægge, da den bestandig blev fuld af Vand, hvilket var en meget heldig Omstændighed.

Ligesom disse Ødelæggelser vare krænkende for Nationalfølelsen, var det ikke mindre ærgerligt for Kjøbenhavns Beboere, at høre Englænderne opføre om Eftermiddagen tæt ved Canalen til bestemte Tider, Janitscharmusik, hvilket altid forsamlede sammesteds en Mængde Mennesker, meest af de laveste Folkeklasser. Generalcommandoen anmodede General Cathcart om, at Musiken maatte blive opført længere ind paa Holmen, da disse Glædesyttringer lode de Danske føle dobbelt deres Ulykke.

Herpaa svarede General Cathcart: "at han fra Begyndelsen af Vaabenstilstanden havde viist Pøblen al mulig Opmærksomhed; men at han nu matte tage Hensyn til

193

sin kongelige Majestæts Glands og Troppernes Følelser, hvorfor denne Musik, som var brugelig hos de Engelske ikke kunde undgaaes".

For at forhindre Sammenstødet af større Folkemasser opstilledes nu Cavallerister langs med Canalen for at holde Orden hver Eftermiddag Musikken opførtes.

Den 22de September henad Aften kom en Borger meget ængstelig til Hovedqvarteret og meldte: "at Englænderne paa ny have begyndt at kaste Bomber ind i Staden" og til Beviis herpaa foreviste han General Bielefeldt et Stykke af en sprunge Bombe, som kort iforveien var falden paa hans Huus, ikke langt fra Toldboden. Ved at betragte Bombestykket, saae Generalen strax at det var af en dansk Bombe, og søgte at berolige Borgeren, skjøndt han ikke kunde forklare sig Grunden til det Forefaldne. Men strax efter kom en Rapport fra Toldbodvagten, der underrettede Generalen om, at der var gaaet Ild i en Bygning paa Nyholm, hvor der fandtes en Deel fyldte danske Bomber, som vare komne i Brand, og, da de sprang, kastede Stykkerne vidt omkring, og saaledes var det omtalte Bombestykke fløiet til Omegnen af Toldboden. En Soldat af det 32te Regiment havde af Skildvagten ved bemeldte Magasin under en stærk Regn faaet Tilladelse til at træde i Ly indenfor Døren af Magazinet. Her optog han et derliggende Gevær, som strax gik løs, hvorved der kom Ild i Bomberne, hvis omspringende Stykker saarede 4 Mand deraf een dødeligt.

Nogle Dage efter tildrog der sig en Begivenhed af en anden Art. En af vore Marinere krøb ved høilys Dag og i vor egen Vagts Paasyn gjennem en

194

Aabning paa Palisaderingen, som var opreist langs Toldbodveien, for at desertere over til Englænderne i Citadellet. Vagtmandskabet bestod af Livjægere, og en Underofficeer med nogle Mand løb efter ham gjennem Palisade-Bariererne og indhentede ham paa Broen over Citadellets ydre Grav, hvor de i Paasyn af den engelske Vagt, der allerede var i Begreb med at give Ild paa dem, greb Deserteuren og førte ham i Triumph tilbage som Arrestant i Hovedvagten.

Livjægerne havde i deres Iver overtraadt deres Instrux, og for at undgaae Klager fra Englænderne sendte General Peymann en Skrivelse til General Cathcart, hvori han undskyldte hvad der var foregaaet, og sendte ham den ovennævnte Deserteur, i det han yttrede, at han gjorde det saa meget heller som han ikke ønskede at beholde slige Meenedere og utroe Tjenere i Hans Majestæts Sold. General Cathcart beholdt ogsaa Deserteuren, formodetnlig for at han ikke skulde pryde Galgen, der visselig var bleven ham til Deel.

I Enden af September bemærkede man, at det var Englændernes Alvor at forlade Sjælland, thi den 30te var alle de engelske Batterier sløifede med Undtagelse af Batteriet ved gamle Pesthuus, som vedblev at være armeret og besat indtil Englændernes Bortgang.

Efter mange Indvendinger fra Peymanns Side tillodes det i Midten af September, at engelske Officerer maatte besee og betræde Kjøbenhavn imod at de skulde indpassere om Dagen i ringe Antal, forsynede med Pas, at de skulde melde sig ved Ind- og Udgangen ved Portene; at de ikke opholdt sig længere i Byen end til Solens Nedgang; og at det skulde staae os frit for

195

at arrestere dem, som overtraadte disse Betingelser. Peymann gav, skjøndt unødig, denne Tilladelse, fordi danske Officerer gik uhindrede og uden Pas ud og ind af de engelske Leire og Posteringer. Imidlertid var det ikke sjeldent, at Mange af den engelske Armee eller Søfolk listede sig ind i Byen uagtet den engelske Overcommandoes udtrykkelige Befaling, men disse bleve hyppigt arresterede og afleveredes til Citadellet, hvor de bleve exemplarisk straffede.

I de første Dage overholdt de engelske Officerer nøiagtigt de dem paalagte Forskrifter, men senere opholdt enkelte af dem sig længere i Byen end det var dem tilladt, og da Portene lukkedes ved Solens Nedgang, vare de nødsagede til at forblive Natten over paa Værtshusene. Da man fra dansk Side klagede over dette til General Cathcart, bad han Peymann om at lade saadanne Officerer arrestere og meddele ham Navnene paa dem, for at han kunde straffe dem. Men nu blev det sjeldent, at man traf nogen Officeer efter Solens Nedgang, og da de forresten vare artige og dannede Mænd, der forholdt sig stille og rolige, saa bleve heller ingen af dem arresterede.

I Begyndelsen af October forlangte General Cathcart skriftligt af Generalcommandoet, at ogsaa Menigmand af den engelske Armee maatte fra næste Dag af gives Tilladelse til at besee Byen. "Han skulde indrette alt paa det Bedste", skrev han, "kun indlade 12 Mand ad Gangen, der skulle være ubevæbnede, anføres af en Sergeant og forsynes med Pas fra deres Regimentschefer, kun opholde sig nogle Timer i Byen, og saafremt nogen opførte sig uordentligt eller dreve enkelte omkring i Byen, skulde det være afhængig af

196

Generalcommandoen at arrestere og føre saadanne til Citadellet, hvorfra de skulde blive straffet."

Man nødtes ogsaa til at tilstaae denne nye Fordring, og Politimesteren fandt det nødvendigt samme Dag i en Bekjendtgjørelse, at underrette Indbyggerne derom, og yttrede til Slutningen, at han ikke tvivlede om, at alt Sammenløb og Alt, som kunde give Anledning til Uorden, vilde paa det Omhyggeligste søges forekommet.

Dagen efter vare Gaderne fulde af engelske Soldater; men skjøndt det nu skete dagligt, forefaldt der ikke noget betydeligt Opløb eller nogen Uorden, og ved enkelte Tilfælde af ringere Betydenhed bleve de Skyldige arresterede og afleverede i Citadellet.

Da Lieutenant Bruun af Livjægerne skude begraves den 15de October, vilde en fjendtlig Husar, den Dag Ordonnants hos General Wellesley, ride tvers over Østergade, netop som Liigprocessionen kom ham imøde, for at dreie ind i en Sidegade. Folkemassen, som troede at han vilde stille sig iveien for Processionen, og opirret som den var ved dette Begravelsestog, gjorde Mine til at ville rive ham af Hesten. Husaren drog sin Sabel for at forsvare sig, men da sprang Major Krogh, Herregaardsskytternes Chef frem, tog Husaren i Beskyttelse og beroligede Folkemassen ved at lade Husaren arrestere. Da Husaren ikke havde begaaet andet end drage sin Sabel, da han blev omringet og tildeels fornærmet, saa blev han om Aftenen, saasnart det var blevet mørkt, sat i Frihed.

Liigpocessionen blev ellers ved dette Tilfælde meget forstyrret i sin Høitidelighed. Folkemassen, der fulgte

197

Liigtoget, var saa forbittret imod Englænderne, at de engelske Officerer, som stode i Gaderne, hvor Toget passerede, ofte endog med blottet Hoved, bleve insulterede, saa at man tilsidst maatte anvende Liig-Paraden til at beskytte dem imod Folkets Raseri, ved at slaae en Kreds omkring dem, eller beskytte dem inde i Garnisonskirken, hvor den faldne Livjægerofficeeer blev begravet.

En Dag i October troede man at Englænderne vilde atter begynde Fjendtligheder mod Staden. Man havde nemlig seet at flere Kanoner bleve førte fra Stranden til Batteriet ved gamle Pesthuus. Medens Generalerne Peymann og Bielefeldt overlagde med hinanden, hvad derved var at gjøre, meldte man Oberstlieutenant Murray, der kom for at anmode Peymann om en Forlængelse af Capitulationen af 12 Dage. Svaret lød, at man paa ingen Maade vilde indgaae herpaa, og at man matte føle sig saa meget meer fornærmet ved et sligt Forslag, da man nylig var bleven underrettet om, at man fra engelsk Side paa en vis Maade havde begyndt paa Fjendtlighederne igjen, da man denne Dag havde fraflyttet Kanonerne fra Skibene til Batteriet ved gamle Pesthuus, hvilket under en Vaabenstilstand var stridende imod al Krigsbrug.

Murray paastod at det maatte være en Misforstaaelse, og for at bevise dette, opfordrede han Bielefeldt til at tage ud med ham til bemeldte Batteri. Det viste sig ogsaa, at Artillerichefen, der indskibede det svære Skyts, havde erholdt nogle lette 6 Pd. Kanoner fra Skibene, for at Batteriet ikke skulde være aldeles uden Forsvar.

198

Denne Begivenhed havde imidlertid ikke sat Kjøbenhavns Indvaanere lidet i Frygt og Bekymring, og Mange agtede at forlade Byen, fordi de frygtede for at Catastrophen skulde blive gjentaget. Sjællands Beboere, ja selv Fjenden, og det især de hannoveranske Officerer, var af den Mening, at Øen vilde blive besat Vinteren over, og hertil bidrog især den Trudsel, som de øverste Befalingsmænd oftere anvendte naar man ikke indrømmede denne eller hiin Begjering, at man i det Tilfælde vilde ansee det som et Brud paa Capitulationen. Man havde heller ikke nogen Tillid til det engelske Cabinet, da det ved sin Handlemaade imod det fredelige og uforberedte Danmark havde traadt alle Love under Fødder.

Til Slutningen af dette Afsnit ville vi blot omtale at Capitain Rosenvinge kom i en personlig Strid med Capitain Popham, fordi han beskyldte ham for at have fordulgt flere Magaziner for de Engelske. Rosenvinge udfordrede den engelske Capitain paa Pistoler, men Admiralen fik Stridigheden bilagt, ved at Popham maatte gjøre Rosenvinge en Æreserklæring i flere engelske Officerers Overværelse.