Indholdsfortegnelse

 

151

XIV.

Byens Tilstand efter Bombardementet.

_____

For Øieblikket var Fjenden standset med at ødelægge Byen, men hvor snart han begyndte igjen vidste Ingen. Modet begyndte at falde endog paa de Kjækkeste. De Ulykkelige, som havde mistet alt, hvad de eiede, efter Nærpaarørende, Slægt og Venner, vare nærved at fortvivle. Den nordvestlige Deel af Staden stod i lys Lue, og man anvendte alle Midler til at standse Ilden. De tilstødende Huse, som endnu ikke var i Brand, blev tildeels nedrevne. Huusvilde Mennesker laae med Koner og Børn paa den Smule usle Eiendom, de havde reddet, langs Foden af Voldenes indre Dosseringer, i Rosenborghave og langs Havemuren i Gothersgade, paa reformeert Kirkegaard, paa Torvene, og mange andre Steder, drivvaade, da der var falden en stærk Regn.

Levnetsmidler begyndte ogsaa at mange, Kjød kunde neppe faaes, Manglen paa Brød var saa stor, at Bagerne rakte Brødet ud af Vinduerne for at standse Tilløb; endeel Brænde var ogsaa ødelagte af Bomber.


152

saa at man begyndte at frygte Vandmangel; Foder og Halm til Heste og Qvæg begyndte ogsaa at mangle. Med al denne Nød vidste man ikke, om Bombardementet ikke vilde blive fortsat igjen, hvilket var altfor sandsynligt, og da var man overbeviist om, at Byen vilde blive aldeles ødelagt. Skulde Fjenden faae i Sinde at rette sine Batterier og Kasteskyts mod Christianshavn, hvorhen der var flygtet som man antog 20,000 Mennesker fra Kjøbenhavn, saa vilde Ulykken stige til det Høieste. Man saae endnu denne Dag hele Rækker af Vogne med Folk og Gods kjøre did.

Under denne almindelige Nød erholdt de Familier, som ved Bombardementet havde mistet Alt, hvad de eiede og havde, Understøttelse ved Peymanns eller Øvrighedens Omsorg. Magistraten gav ogsaa Ordre til uopholdelig at indrømme Trinitatis- og Helliggeistes-Kirker til Byens trængende og huusvilde Brandlidte.

Man var kommen ud af den Vildfarelse, at Fjenden vilde udtømme sit Forraad af Ødelæggelsesredskaber, og derfor steg nu Misfornøielsen og Fortvivlelsen. Byens Borgere og andre havde nu staaet i to hele Nætter og en Deel af den tredie under Vaaben paa Voldene, men da de derfra saae Byen og deres egne Huse brænde, forlode de, tabende Modet, den Vold, de skulde forsvare, og man saae saaledes hele Afdelinger af Borgervæbningen ile afsted for at redde Familie og hvad de eiede. Man havde heller ikke den tredie Nat besvaret Fjendens Skud saaledes som de foregaaende Nætter, og efter Midnat var der ikke faldet eet Skud, hvilket var, som det borgerlige Artilleries Chef, Major Hallander meldte, en Følge af Voldens betydelige Blot-


153

telse. Dog maae vi tilføie, at en stor Deel af de Bortgaaende indfandt sig hedad Morgen igjen paa deres Post, hvilket under saa fortvivlede Omstændigheder dog afgiver et Beviis paa Fædrelandskjærlighed, Pligtfølelse og krigerisk Aand hos dette aldeles borgerlige Corps.

Men Forsvarernes physiske Kræfter vare ogsaa overordentlig svækkede ved Anstrængelse og Nattevaagen. Endog Anførerne maatte bukke under for deres Iver. Saaledes faldt Admiral Lütken den 3die Nat Klokken 1 overende af Udmattelse, og maatte bringes til sit Hjem, hvorfra han dog efter nogle Timers Hvile atter ilede paa sin Post.

Af Brandfolkene vare, som vi allerede have fortalt, mange dræbte og endnu flere saarede; Sprøiterne, hvoraf 36 havde lidt saa meget at de vare at ansee som næsten ødelagte.

Saae man hen til de ulykkelige Offere for Fjendens Ødelæggelsesvaaben, saa blødte Hjertet ved den stedfindende Jammer. Mange Børn vare blevne dræbte eller lemlæstede; mange Mødre havde opoffret sig for deres Kjærlighed til deres Børn. Hospitalerne kunde ikke modtage de Saarede, da de, uagtet de havde opstilet et sort Flag paa Tagene, dog vare næsten alle rammede af Bomber, saa at alle Syge og Saarede maatte bortskaffes til sikkrere Steder, især Christianshavn.

Som vi have sagt, ventede man hvert Øieblik paa de fjendtlige Bomber skulle atter regne ned over Byen og at Fjenden skulle storme. Man erfarede ogsaa senere, at det havde været Fjendens Beslutning næste Dag at tage Staden med Storm, og at de Faskiner, hvormed Stadsgravene skulde fyldes ved Overgangen,


154

allerede vare bundne. Efter Capitulationen fandt man dem ogsaa liggende i Pile-Alleen, paa Frederiksberg og flere Steder. Ogsaa var der samme Dag, den 5te September, bleven landsat een Bataillon Søfolk og Marinere med 3 Divisioner Tømmermænd under Capitain Watsons Commando fra Linieskibet "Inflexible" for at gjøre Tjeneste ved Overgangen over Stadsgraven, naar den almindelige Storm paa Fæstningen blev foretagen. Disse Tropper havde udbedet sig Tilladelse til at plyndre i 4 Timer, hvilket imidlertid var bleven indskrænket til 2 Timer. Hvad Fjendens Projectiler havde levnet os, vilde han selv have røvet os denne Nat, der vilde have afgjort Kjøbenhavns Skjæbne, thi der kunde ingen Tvivl have været, at naar Bombardementet havde begyndt den fjerde Nat, vilde Alle have forladt Volden, og Staden saaledes bleven et let Bytte for de stormende Englændere.

Bastionerne og Voldene vare som pløiede af Bombekast og Kugleskud. Mange Tropper havde alt fundet deres Grav paa dem, thi Fjendens Skud vare meget nøie beregnede og viste at han havde bragt det vidt i Ødelæggelseskunsten.

Flere Borgere fandt nu at det var paa Tiden at capitulere. Om Morgenen havde Præsten Hundtwalker indfundet sig i Hovedqvarteret for at gjøre Forestilling derom, men blev afviist. Han samlede derefter Underskrifter paa en Petition af samme Indhold fra de meest anseete af Stadens Indvaanere, hvilken han indleverede om Eftermiddagen.

Besynderligt nok at man under disse fortvivlede Omstændigheder endnu kunne tænke paa at ville tilføie


155

Fjenden Skade og vore Folks Liv og Blod uden Nytte. Man besluttede nemlig, at gjøre endnu et Udfald med Livjægerne og en Deel Landeværn, som sædvanlig under Major Holsteins Commando til Tømmerpladserne, for at redde de Kanoner, man den foregaaende Aften havde maattet lade blive tilbage. Atter indlagde Livjægerne sig Berømmelse ved deres Mod og Kjækhed, Premierlieutenant Mangor af Livjægerne og Lieutenant Drevsen, der under den største Deel af Beleiringen var indtraadt som Frivillig i Corpset, ligesom ogsaa Lieutenant Hammer af Landeværnet, omtaltes med megen Roes. Da vore Tropper trængte frem, bleve de overdængede med Kugler og Kardætscher, der dræbte og saarede flere Mand, men, understøttede af Kanonbaadene i Kallebostrand og Batterierne paa Hovedvolden, blev Fjenden, som vilde ind paa Tømmerpladsen, dreven tilbage, hvorpaa vore Folk jublende førte det reddede Skyts, som det ansaae for en Æressag ikke at lade blive tilbage i Fjendens Hænder, med sig ind i Byen i Triumf. Kanonbaadene erholdt ogsaa i denne Kamp 2 Saarede.

Ilden var imidlertid ikke slukket i Byen, det brændte saavel i den nordlige som i den vestlige Kant af den. Contre-Admiral Lütken havde i den saarede Brandmajors Sted overtaget Commandoen og erholdt 2 Capitainlieutenanter til Assistenter. Men skjøndt hans Iver var ligesaa stor som Kirkerups, formaaede han dog ikke at sætte en Grændse for Branden. Først efterat endnu 450 af Søetatens faste Mandskab kom til Hjælp og Bombardementet var ophørt, standsedes Ilden i Landemærket den 7de September og først aldeles den 8de


156

September om Eftermiddagen. Men ligetil Enden af September brændte det endnu i Grunden af flere Bygninger, f. ex. Frue Kirke.

Da Peymann havde erholdt de nøiagtigeste Efterretninger om Stadens Tilstand og var overbeviist om, at Byen vilde blive aldeles ødelagt, uden at Flaaden frelstes, hvis man gjorde en længere Modstand, besluttede han om Eftermiddagen at sende en Parlamentair til General Cathcart med følgende Brev.

Kjøbenhavn den 5te September 1807.

"Min Herre!

For at undgaae al videre Blodsudgydelse og for ikke at udsætte Byen for de sørgelige Følger af et længere Bombardement, foreslaaer jeg en Vaabenstilstand paa 24 Timer, under hvilken Overenskomst kan træffes med den Bestemmelse at tjene som Indledning til Capitulationsbetingelserne."

Kort efter overbragte den engelske Generalqvarteermester, Oberstlieutenant Murray General Cathcarts Svar:

Hovedqvarteret foran Kjøbenhavn, den 5te September 1807.

"Sir!

Den samme Nødvendiged, som tvang os til at tage vor Tilflugt til Vaaben, tvinger mig til at afslaae enhver Nærmelse, der kun bevirker Ophold. For imidlertid at vise, hvor gjerne jeg ønsker at gjør en Ende paa dette Skuespil, som jeg betragter med den største Bekymring, sender jeg Dem hermed en Officeer, der er bemyndiget til at modtage ethvert Forslag, De maatte være tilbøielig til at gjøre, med Hensyn til Betingelserne


157

for Overgivelsen, og som kunde sætte mig i Stand til at tilstaae selv den allerkorteste Vaabenstilstand."

Oberstlieutenant Murray forlangte nu mundtlig Flaadens Udlevering og yttrede: at han havde Ordre, til ved sin Tilbagekomst at befale, at Bombardementet skulde fortsættes, dersom ikke et afgjørende og tilfredsstillende Svar ledsagede Peymanns Erklæring.

Denne lød:

Kjøbenhavn den 5te September 1807.

"Min Herre!

Mit Forslag har ikke havt den mindst Forsinkelse til Hensigt; men da det er allerede for langt ud paa Natten for at raadslaae med de respective Departementschefer om Gjenstande af saa stor Vigtighed - en Forholdsregel, Hans Majestæt Kongens og Kronprindsens Fraværelse gjør nødvendig - ligesom ogsaa min Helbredstilstand ikke tillader mig at handle saa hurtigt, som jeg ønskede, saa forpligter jeg mig til inden Klokken 12 i Morgen Middag at oversende Betingelserne for Overgivelsen.."

"Iøvrigt maa jeg overlade Byen til sin Skjæbne, ifald man skulde finde for godt at vedblive med Bombardementet."

Paa samme Tid lod General Peymann mundtlig befale: "at der ikke matte skydes fra Voldene eller Forposterne, undtagen at disse bleve angrebne," hvilken Befaling imidlertid ikke blev respecteret, thi om Aftenen skød man af alle Kræfter fra Voldene rundt om Kjøbenhavn, og en Borger-Artilleriofficeer blev derfor arresteret.


158

Nu frembrød Natten over Staden, og man kan let tænke med hvilke Følelser dens Indbyggere, der Intet kjendte til den indledede Vaabenstilstand, ventede paa Bombardementets Fornyelse og Byens fuldkomne Ødelæggelse. Fra Fæstningen hørtes af og til enkelte Skud, ligesom ogsaa Fjenden kastede enkelte Bomber i den. Men Indbyggernes Rolighed blev dog ikke forstyrret denne Nat.

Ordren, ikke at skyde fra Voldene eller Forposterne, blev ved Dagens Frembrud fornyet, men da Massen af Stadens Indvaanere endnu var uvidende om de indledte Underhandlinger med Fjenden, strømmede ogsaa idag en Mængde Mennesker ud gjennem den eneste af Stadens Porte, der stod aaben, nemlig Amagerport, for at søge Ly paa Amager, hvor det lod sig gjøre, i Huse, Lader, Staldbygninger o.s.v.