Indholdsfortegnelse
108
IX.
Slaget ved Kjøge*)
_____
Den næste Morgen, den 29de, ganske tidlig før Dagens Frembrud, blev man underrettet om at Fjenden var i Anmarsch og allerede ved Carlslunde, omtrent een Miil norden for Kjøge.
Formodentlig som en Følge af Efterretningen om General Castenskjolds Afmarsch til Kjøge var allerede den 27de August den engelske Reservedivision under General Wellesley afgaaet fra Beleiringshæren mod Roeskildekro, som Foreningspunktet for Veiene fra Roeskilde og Kjøge. Den Styrke, der nu rykkede frem mod Castenskjold, bestod af 3 Regimenter, det 43de, 52de og 92de Regiment under Brigadegeneral Stewart, at 1ste Bataillon af det 95de Regiment under Oberst Beckwith, og et ridende Batteri under Capitain Newhouse, hvormed senere en Deel Hannoveranere under General Linsingen, bestaaende af 8 Escadroner, 6te Bataillon af den tydske Legion, samt et ridende Batteri under
______
*) Dette Afsnit samt det foregaaende er for en stor Deel taget efter Blom, Pag. 93 til 118.
109
Capitain Sympher forenede sig, saa det Hele udgjorde omtrent 6000 Mand.
Da man var kommen til Roeskildekro posteredes Oberst Reden med Avantgarden, bestaaende af 2 Escadroner, ved Vellensbæk [i. e. Vallensbæk], for at iagttage Strandveien fra Kjøge og dække Beleiringshæren mod et fjendtlig Forsøg fra denne Kant.
Den næste Morgen, den 28de August, blev der fra Wellesleys Division detacheret et Corps under General Linsingen til Roeskilde, da man formodentlig antog at Castenskjold endnu stod ved Kornerup eller nærmede sig fra denne Kant.
General Linsingens Corps bestod af:
6 Escadroner Cavalleri under Oberst Alten, tilsammen 510 Heste;
43de Infanteriregiment;
5 Compagnier af det 95de Regiment;
6te Liniebataillon af den tydske Legion, tilsammen 1,991 Mand under Oberst v. Hohnstedt, og et halvt ridende Batteri af den tydske Legion under Capitain Witzleben, omtrent 97 Mand.
Disse Tropper udgjorde saaledes ialt næsten 2,600 Mand.
Da Linsingen meldte Wellesley at de Danske allerede for længe siden havde forladt Roeskilde og vare marscherede til Kjøge, besluttede Generalen at angribe ham der. Han aftalte med Linsingen, at denne skulde udhvile sit Corps efter dets Marsch til Roeskilde og den næste Morgen ganske tidlig bryde op, for ved Lille Salby at gaae over Kjøgeaa og falde de Danske i venstre Flanke, medens Wellesley selv med Hoved-
110
styrken og de tvende Husar-Escadroner under Oberst Reden fulgte Landeveien til Kjøge for at angribe denne i Fronten.
Da Meldingen fra vores Forposter, at Fjenden var i Anmarsch paa den anden Side Skillingskroen, naaede Castenskjold, var den sjællandske Deel af Landeværnet allerede udrykket til Exercits, et Beviis paa, at man aldeles ikke ventede noget Angreb. Generalen kom vistnok ikke i en liden Forlegenhed ved dette Budskab. Han skulde rykke med en Armee, som den vi kjendte, mod veldisciplinerede og udrustede Tropper. Angreb han Fjenden, saae han at han umulig kunde seire, og gik han tilbage, udsatte han sig for Dadel. Han saae ingen anden Udvei for sig, end at blive staaende og falde med Vaaben i Haand, som dog var en hæderlig Udvei.
Castenskjold befalede Troppernes øieblikkelige Samling, og Oxholm fik Ordre at besætte Skillingskronen med 7de og 8de Bataillon samt 2 Kanoner under Lieutenant Schultes. Der medgik imidlertid nogen Tid inden man fik disse Batailloner samlede og uddeelte 30 patroner til hver Mand.
De 2 Kanoner havde imidlertid faaet Ordre, at rykke frem i Iilmarsch, og Rytterfeltvagten at recognoscere, men snart underrettedes man om, at Fjenden havde besat Skillingskroen. Oxholm lod nu 2 Compagnier af 8de Bataillon besætte Ølsemagleby indtil 9de Bataillon ankom. 80 Mand Cavalleri bleve satte paa høire Fløi, nærmest Stranden, og de to Kanoner spillede foran Fronten. Fjenden opkjørte nu sit Artilleri
111
paa sin venstre Fløi nær ved Stranden, med Cavaleriet paa samme Fløi og beskød Oxholms Front med sit ridende Batteri paa 12 Kanoner. Lieutenant Schultes betjente sin kanon saa godt han kunde, men i den Hurlumhei, hvori disse vare komne afsted, havde han ikke faaet den fornødne Ammunition med sig. En afsendt Officeer kom tilbage fra Kjøge med den Beskjed, at Ammunitionsvognene vare indespærrede i Kirken, og Dørene til denne aflaasede. Lieutenant Schultes havde snart forskudt sig, og maatte nu gaae tilbage, indtil han kunde erholde nye Karduser. Men paa den Retirade maatte han lade den ene Kanon blive tilbage, fordi en Hest var bleven skudt og Seletøiet revet itu, og Fjenden bemægtigede sig nu Kanonen. Oxholm gav sit Cavalleri Ordre til at attaquere og erobre Kanonen, men da dette Cavalleri blev beskudt med Granater, og dets utilredne Bønderheste ei vilde staa for Skud, trak det sig ogsaa tilbage. Infanteriet, der ogsaa blev beskudt af Fjenden, saae ikke saa snart at Cavalleriet flygtede, førend det uden Ordre fulgte dets Exempel, og, uagtet Generalen samlede sine Officerer, gjorde Alt for at standse Folkene, nyttede det intet, og de standsede ikke før de havde naaet de udenfor Kjøge liggende Grøvter og Gjærder.
Her havde imidlertid General Castenskjold vundet Tid til at opstille de 4 sjællandske Batailloner i en Linie udenfor Byen ved det saakaldte "hvide Knæ", med sit Cavalleri paa høire Fløi tæt ved Stranden, noget foran Infanteriet, samt ladet opkjøre 6 Kanoner deels paa Landeveien, deels foran Bataillonerne.
112
Resten af Infanteriet kom ikke ud af Kjøge eller frem over Aaen, enten det nu var ved et Tilfælde eller fordi den skulde tjene til Reserve.
Wellesley, der endnu ikke var kommen i Forbindelse med sit høire Flankecorps, havde af den grund fulgt langsomt. Da han antog at de af Kjøge udrykkede Batailloner gjorde en Bevægelse til venstre, besluttede han at holde sin høire Fløi tilbage og foretage en Attaque en échellon fra venstre Fløi. Efter engelske Beretninger trak vort Landeværn sig tilbage til en Forskandning, formodentlig en Markgrøft, som de havde opkastet foran Fronten af deres Leir udenfor Kjøge, og da det 92de Regiment syntes at berede sig til at storme den, ordnede de danske Ryttere sig paa Strandbredden, for at falde det i venstre Flanke. Wellesley kaldte nu sine 2 eneste Escadroner fra høire Fløi til Understøttelse for sin venstre, og tog det 43de Regiment som sin midterste Echellon tilbage i anden Træfning, til Reserve for sin fremrykkende Infanterilinie. Nu paafulgte der et Angreb af Oberst Redens Husarer, der formodentlig kastede den Smule danske Cavalleri her var tilstede. Den bagved holdende 5te Landeværns-Bataillon som stod nærmest Stranden, og leed en Deel af Fjendens heftige Kardætskild, trak sig derpaa tilbage. Men vore Skarpskytter og andre Tropper vedbleve at holde de foranliggende Grøfter og sendte derfra deres velrettede Skud imod Fjendens Linie. Da gjorde det 92de Infanteriregiment med fældet Gevær et Angreb paa den formeentlige Forskandning, og nu blev hele Landeværnet i fuldkommen Uorden kastet ind i Byen.
113
Derpaa rykkede Oberst Reden frem med sine Husarer, efter ham fulgte det 95de Infanteri-Regiment og endelig hele Infanteriet. - General Castenskjold retirerede nu ogsaa, da han, som han siger i sin Rapport Ingen saae imellem Kjøge og Fjenden uden sig selv og sine Adjutanter.
I den største Uorden trak vore Tropper sig igjennem Byen, og Forvirringen steeg til det Høieste, da Fjenden rykkede frem med sit fortræffelige ridende Artilleri, opkjørte et Par Kanoner i Byens Port, og skjød med Kardætsker langs Gaderne. Det var nu umuligt at standse de Flygtende, i Særdeleshed da Trængslen i Gaderne af Kanoner, Bagagevogne, Folk og Hest var saa stor, at Passagen næsten var ufremkommelig.
Paa den søndre Side af Kjøgeaa stod Capitain Wagtmann med 2 Kanoner og en Deel af 10de eller den møenske Bataillon, som nu, udmattet og udaset af Nattemarschen, var ankommen til Valpladsen. Efter Gereral Oxholms Ordre opstilledes der 4 Kanoner, samt en Deel af den 9de Bataillon under Capitain Bjerring til Broens Forsvar. Capitainen stod urokkelig og forsvarede Overgangen over Broen meget modigt. Det fjendtlige Cavalleri blev ogsaa standset ved Broen af vores Kanoners virksomme Ild. Men vort Infanteri og Cavalleri var nu engang betagen af Skræk, man havde tabt Modet, Mandskabet var ikke at bevæge til at gjøre Holdt, skjøndt Castenskjold reed foran det, ja, endog sprang af Hesten for personlig at føre en Bataillon imod Fjenden. Desuagtet havde man dog faaet en Deel af Mandskabet samlet og standset, og man
114
havde vist ogsaa bragt det i Orden og til Besindelse igjen, naar ikke et fjendtligt Corps, bestaaende af Jægerne af de 43de og 95de Regiment, 4 Escadroner Husarer og 4 Kanoner, som hørte til det før omtalte Flankecorps under General Linsingen, havde angrebet det i Ryggen.
Denne var samme Dags Morgen Kl. 5 brudt op fra Roeskildekanten, og havde ved Ørsted gjenforenet sig med 2 Escadroner under Major Grote, som om Natten vare blevne sendt derhen, for at iagttage og indhente Efterretninger om Castenskjolds Afdeling. Efter kort Rast fortsatte Linsingen sin Marsch over Ladager til Eiby, hvor han standsede, og efter at have udsendt et Recognosceringsparti under Major Plessen, besluttede sig til at gaae over ved Lellingegaard. Major Plessen fandt den herværende Bro afbrudt, lod derfor sit Detaschement vade igjennem Aaen og oppebie sit Infanteri paa den søndre Side. De medfølgende Pionerer istandsatte først Broen, der medtog en halv Times Tid, og nu først gik Infanteriet over og det kun i rodeviis. Det medfølgende ridende Artilleri maatte derimod vade igjennem, uden at møde den mindste Modstand fra dansk Side, da Landeværnet, efter at have afbrudt Broen, ikke mere ændsede dette Overgangssted i dets venstre Flanke. Linsingen fortsatte sin Marsch igjennem Lellingegaard og videre mellem Aaen og den søndenfor liggende Skov, lod den foranliggende Deel af denne afsøge ved et Detaschement af det 43de Regiment, med hvilket 4 Escadroner under Oberst Victoir Alten fulgte i Retning mod Kjøge, medens en Deel af det 95de Regiment, tilligemed de 2 Escadroner under Major Plessen,
115
sendtes igjennem Skoven til høire af Colonnen, for over Aashøi og Svansbjerg at sætte sig i Besiddelse af Broen ved Søllerup, mellem Herfølge og Sæder, og derved afskjære de Danske Retraiten. Hovedcorpset, bestaaende af den øvrige Deel af det 43de Regiment, samt 6te Bataillon af den tydske Legion fulgte dem i Linie, ligesom Artilleriet efter Cavalleriet.
Da vore Tropper saaledes saae sig angrebne saavel i Flanken som i Ryggen, matte Alt vige. Imidlertid gjorde de dog først en tapper Modstand, hvorved Major Plessen med Skytterne af 6te Bataillon af den tydske Legion og 2 Escadroner Husarer led et ikke ringe Tab, tvende Lieutenanter bleve saarede, den ene dødeligt, desuden havde Husarerne 16 andre Saarede og 22 Heste beskadigede især af 3die Husarregiment.
Havde man ikke afbrudt Broen ved Lellinge saa vilde Overrumplingen have været aldeles complet, men Fjenden var bleven betydelig opholdt paa denne Kant. Enhver søgte nu, som han kunde bedst, at redde sig; den største Hob ad Landeveien til Vallø og Resten over Marker og Hegn henimod Clemenstrup og Herfølge, kastende overalt Armatur og Mundering fra sig. Dog blev mangen kjæk Mand staaende bag Grøfter og Gjærder, eller dækket af Kornet paa Marken, og skjød paa den omsværmende Fjende, som derved led et ikke ubetydeligt Tab. Da det hannoveranske Cavalleri red igjennem Kjøge fyrede vort Infanteri paa det og lod sig nedskyde af det engelske Fodfolk.
De dygtigste Linietropper af samme Styrke som Fjendens vilde, under lignende Omstændigheder, have
116
havt nok at gjøre med at forsvare sin Stilling, langt mindre vort Landeværn og vor Kystmilice, hvis Bevæbning og Organisation vi have omtalt. Et almindeligt Tilbagetog maatte i alle Henseender være Følgen af et saa pludseligt Angreb fra alle 3 Sider af en saavel factisk som i Antal overlegen Fjende. Officererne gjorde Alle deres Pligt, og søgte at redde hvad de formaaede.
Generalmajorerne Castenskjold og Oxholm opgave heller endnu ikke Forsvaret, og den sidste fik den Roes af sin Chef: "at han gjorde hvad han kunde, for at opmuntre sine Folk og holde dem sammen." Artilleriet kæmpede ogsaa med megen Tapperhed, og fortjente al Roes.
General Oxholm trak sig nu tilbage til de ved Landsbyen Herfølge liggende Høider, omtrent ¾ Miil sydvest for Kjøge, og besatte den derværende Kirkegaard, som ligger paa en Bakke, for om muligt at skaffe Castenskjold Tid til at samle de øvrige Tropper. Men den Styrke, som General Oxholm her kunde byde over, der angives forskjelligt til 120 eller 400 Mand, var i enhver Henseende for ringe til at byde Fjenden Spidsen. Af Artilleri havde Oxholm intet, thi de to medhavende Kanoners Lavetter vare paa den sidste Retraite gaaede itu og blevne liggende i en Grøft. Grøften udenfor Kirkegaarden lod Generalen nu besætte af 50 Mand og paa Veien ved Hospitalet lod han 40 til 50 Landeværns-Cavallerister gjøre Holdt; men alle disse trak sig tilbage, da de saae, at den store Hob af Flygtninger forlode Herfølge, saa at General Oxholm blev staaende alene paa Kirkegaarden med sit Commando.
117
Hans Folk vare imidlertid ved godt Mod og havde den bedste Villie til at modstaae Fjenden.
Oberst Alten havde faaet Ordre af Linsingen, da denne havde passeret Clemenstrup, at angribe Oxholm, og han lod nu sit Artilleri beskyde Kirkegaarden fra den østenfor liggende Møllebakke, medens nogle Skytter af de 95de Regiment angreb den i Fronten, og 4 Escadroner omgik den i venstre Flanke.
General Oxholm vilde have trukket sig tilbage til Kirken og sendte Bud efter Kirkenøglen; men Præst saavelsom Degn vare forsvundne, saa at Kirken maatte opbrækkes, hvorved nogen Tid forløb. En Trop Husarer gjorde paa denne Tid et Angreb, men blev modtaget af en saa velrettet Ild, at Anføreren og flere Mand styrtede af Hesten og Resten vendte om.
Lidt efter Lidt besatte nu de fjendtlige Skytter Grøften i Fronten af Kirkegaarden og understøttedes af en Bataillon Infanteri, beredt til at storme dem. Til høire af Kirkegaarden holdt 2 Escadroner Husarer, til venstre af samme en Bataillon let Infanteri af 95de Infanteri Regiment; og, som vi vide, beskøde nogle Kanoner paa Møllebakken Kirkegaarden og nedskød tildeels den forreste Kirkegaardsmuur.
Under saadanne Omstændigheder var det vistnok en Umulighed at holde sig længere, Generalen lod derfor slaae Chamade og sendte Fjenden en Officeer imøde med et hvidt Tørklæde for at give Signal til Overgivelse. Da Kirkelaagen i dette Øiemed blev aabnet, benyttede 16 fjendtlige Husarer under en Lieutenant sig af dette Øieblik til at sprænge ind paa Kirkegaarden, og der
118
faldt nogle Skud paa begge Sider, hvorved et Par fjendtlige Husarer og nogle Mand paa vor Side bleve saarede. Klokken 4 om Eftermiddagen faldt de sidste Skud her. General Oxholm blev omringet og udplyndret af de fjendtlige Soldater, men da Oberst Alten kom i det samme, blev han tagen i Beskyttelse af ham, og senere gav endog General Wellesley ham sin Sabel tilbage.
Vort Tab paa Kirkegaarden bestod i 2 Døde og 13 Saarede; iblandt de Sidste, Lieutenant, Baron v. Wedel-Jarlsberg, der erholdt to Sabelhug i Armen, og fangne blev 5 Officerer, een Tambour og omtrent 120 Mand, samt en Fane tagen.
General Wellesley holdt op at forfølge vort Landeværn ved Herfølge og lagde sig i Qvarteer i og i Nærheden af Kjøge. General Linsingen fik derimod Ordre at forfølge Castenskjold med det ridende Artilleri og Cavalleriet til Sæder, hvor der gjordes en Deel Fanger, medens Infanteriet tog Stilling ved Svandsbjerg; endnu vedblev han at forfølge Castenskjold over Gummerød til Gjersløv, og udsendte herfra enkelte Detaschementer for at forfølge Veien ad denne Kant til Sletterne ved Ringsted. Hans Infanteri blev imidlertid snart tilbagekaldt for at dække Wellesleys Hovedqvarteer i Kjøge med en Forpostlinie fra Lellingegaard over Aashøi, Svandsbjerg og Herfølge til Vidskølle.
General Castenskjold tilbragte den sørgelige Nat efter dette Nederlag i Hasle Præstegaard, omtrent ½ Miil nordvest for Bregentved, og skrev samme Aften sin Rapport til Kronprindsen, hvilken begyndt saaledes:
119
"Naadige Herre"
En saadan Melding vilde Gud bevare Deres kongelige Høihed for at erholde oftere!"
Ligeledes tilskrev han General Peymann og meddeelte ham sit Nederlag. Han lod skrevne Sedler sendes omkring, hvori han underrettede det flygtende Landeværn om, at det atter skulde samles ved Nestved, hvor han ogsaa den næste Dag, den 30te August, virkelig forefandt omtrent 2 Batailloner Infanteri, 250 Mand til Hest og 4 Kanoner hvilket beviser, at han besad en ikke ringe Grad af Mod og god Villie under fortvivlede Omstændigheder. Men da Tropperne vare næsten uden al Ammuntion og blottede for Alt, lod Generalen Dagen efter Infanteriet fra Sjælland gaae aldeles fra hinanden, og trak sig med Cavalleriet og Smaa-Øernes Infanteri til den sydlige Kyst af Sjælland. Da han om Natten imellem den 1ste og 2den September blev underrettet om, at Fjenden havde besat Nestved, gik Castenskjold den 2den September med sit tilbageblevne Corps over Møen og Falster.
Vort hele Tab i dette Slag bestod af omtrent 110 Døde, hvoriblandt Capitain Qvistgaard, Eier af Vibygaard ved Roeskilde og omtrent 150 Saarede, hvoriblandt 4 Officerer, Capitain Nørager, som døde kort efter i Kjøge af sine Saar, og Lieutenanterne Kretschmann, Baron Wedel-Jarsberg og Rist. Fangne bleve General Oxholm og 57 Officerer, samt 1,100 Mand, og 9 Kanoner erobredes af Fjenden. Ogsaa tabtes en Deel Bagage, Felt-Commissariatet, Felt-Hospitalsvæsenet med alle Lægerne.
120
Fjendens Tab vides ikke, dog laae der alene i Hospitalet i Kjøge omtrent 80 Saarede; 1ste og 3die Husar-Regiment angave deres Tab til 2 Officerer, 16 Mand og 22 Heste.
Ved General Oxholms Medvirkning fik alle de danske Officerer Tilladelse til at reise hjem, imod at udstede et Revers, at de vilde holde sig rolige i denne Krig men Mandskabet blev uden videre ført ombord paa de engelske Krigsskibe, dog blev der lovet dem, at de ikke paa nogen Maade skulde blive brugte mod deres Fødeland.
Men det materielle Tab vi havde lidt var ikke at sammenligne med den dybe Krænkelse, Nationalfølelsen leed. Den krænkede Nationalære gav sig Luft i Parodier og i satiriske Sidehug saavel til de Høistcommanderende som til den menige Mand selv. En Vise, som gik fra Mund til Mund, endte med følgende Omqvæd om General Castenskjold:
"Ja, han var feig
Ja, han var feig
Ja, han var Feig-hedens Fjende!"
Om Landeværnet:
"De stode som Fæ
De stode som Fæ
De stode som Fæ-drene stode."
Vor nationale Fornedrelse begyndte lidt efter lidt at blive os bevidst, vi ansaae vore Anstrængelser til Lands for frugtesløse og vore Forsvarsanstalter i denne Retning som en unyttig, trykkende Byrde. Militairstanden blev betragtet med Foragt vore Søfolk alene
121
ansaaes for dygtige. Først i Aarene 1848-49-50 kom der et Omslag i Folkets Mening. Det viste sig, at vore Soldater kunde taale Sammenligning med andre Landes i alle Henseender, naar de blot anførtes af dygtige og kyndige Officerer, Nationalbevidstheden opvaagnede, og Folkets Tillid til sin egen Kraft er fra den Tid bleven urokkelig.
I de følgende Dage fortsatte Linsingen med sit Cavalleri sin Marsch over Ringsted og Nestved til Vordingborg, hvor han overalt borttog Vaaben og Krigsforraad. Da han havde overtydet sig om, at Landeværnet var gaaet over til Smaaøerne, vendte han atter tilbage til Nestved, og gik efter 2 Dages Ophold derfra til Korsøer, for at forvisse sig om, at Almuen ikke havde væbnet sig andre Steder i Landet. Wellesley med Infanteriet indtog derimod en Centralstilling imellem Roeskilde, Ringsted og Kjøge, med Hovedqvarteret i Blæsenborg Kro ved Lethraborg.
General Castenskjold blev af Kronprindsen kaldet til Kiel, overgav Commandoen over Øerne til Generalmajor Ewald, og blev naadigt modtaget af Prindsen, der allerede den 6te September skriftligt havde trøstet ham over hans havte Uheld. Da han vendte tilbage til Lolland i Enden af October overtog han atter Commandoen over Øerne.