Indholdsfortegnelse

L

Ladegården

Det er dokumenteret, at Chri­stian 3. i 1548 lod anlægge en ladegård (avls­gård) til Københavns Slot. Den blev anlagt i Nyby uden for København. Et regnskab fra 1602 fortæller, at materialforvaltningen ved Københavns Slot dette år leverede tømmer og søm til en bro "imellem Nyby ladegård og Islevmark".

På Christian 4.s tid var den for lille, hvorfor en ny og større avlsgård opførtes 1623 ved La­degårdsåen (ved nuværende Åboulevarden). Til gården henlagde Christian 4. hele det areal, hvorpå Frederiksberg siden har rejst sig. Selve bygningen, en lav længe, kunne rumme 500 stykker kvæg. 1628 blæste den om, hvorefter kongen lod rejse en ny, denne gang i grund­mur og tre etager. Den blev omgivet med ba­stioner og voldgrave, og vandet dertil hente­des fra Ladegårdsåen samt en gren af den, Rosenåen, som løb ud i Kalvebodstrand.

Gårdens økonomi blev aldrig god, kongen satte årligt penge til og til sidst blev den bort­forpagtet. Derefter begyndte en udstykning af jordene, mest til de hollandske bønder, hvor­ved grunden blev lagt til Ny Hollænderby. Da svenskerne belejrede København 1658-59, blev bygningen skudt i grus. Ladegårdens ruin købtes i begyndelsen af 1660erne af Christof­fer Gabel, og 1710 indrettedes den til kvæst­hus (krigshospital) for landetaten. Under pe­sten 1711-13 husede gården et hundrede pest­syge ad gangen, og sammen med det andet pesthospital, Vodroffgård, havde den en bar­ber (kirurg) som chef.

Den 27. juni 1733 ansøgte direktørerne for Krigshospitalskassen om tilladelse til at opret­te et spinderi af blår og hør samt et væveri på Ladegården. Man foreslog endvidere hærar­kivar Simon Schmidt som ansvarlig for fa­brikkens drift. Kort efter fulgte planer om at samle alle almisselemmer på Ladegården. Af disse projekter udviklede der sig et større fore­tagende, som Schmidt valgtes til at styre. Han skulle som inspektør tilse Ladegårdens mange bygninger og deres inventar, fabrikkens ma­skiner og andet inventar, de modtagne og for­arbejdede varer samt regnskaberne. Af de me­re detaljerede instrukser kan nævnes, at ar­bejdsstuerne skulle opvarmes fra mortensdag til påske, hvortil der var seks favne bøgebræn­de til rådighed. Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kun måtte væ­re en fast lygte. Det skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde- og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og ryg­ning (med enebær), hvis der var behov derfor. Schmidt fik 500 rigsdaler i løn som inspektør.

1768 solgte man Ladegården til Køben­havns Kommune, hvorefter lemmerne fra pesthuset "Sankt Hans Hospital" ved Kalvebodstrand blev overført til dens bygninger. Den nye institution på Ladegården, som navn­lig fungerede som sindssygehospital, fik lov til at bevare navnet Sankt Hans Hospital. 1816 flyttede myndighederne hospitalet til Bistrup udenfor Roskilde. De næste seks år henlå Ladegården ubenyttet, men 11822 indrettede man den til arbejdsanstalt. De første fattig­lemmer ankom dertil 1. oktober samme år, og 1834 blev institutionen udvidet med en tvangsarbejdsanstalt. Da Arbejdsanstalten Sundholm indviedes 1908, blev Ladegårdens fattiglemmer flyttet ud til Amager. Dog fik Ladegården lov til at stå helt frem til 1930, hvor man rømmede den. På dens grund opfør­tes i stedet boligejendomme og Radiohuset.

Landemærket

Landemærket, navn på den gade, der løber langs den nordvestre side af Rundetårn og Trinitatis Kirke. Navnet afspejler de topografiske forhold i slutningen af 1500-tallet, hvor denne strækning markerede grænsen mellem byen og de sidste ubebyggede grunde inden for voldene. I Trinitatis Kirkes ældste regnskaber nævnes 23. oktober 1656 en udgift på "en Haspe paa Laagen ud til Landemer­chett".

Langebro

Langebro, som fortsætter H.C.Andersens Boulevard over til Amager, har haft flere for­gængere. Den ældste broforbindelse på dette sted, kaldet Kalvebodbro, fuldførtes 1690 og forbandt hermed bastionerne på begge sider af stranden. Ved færdiggørelsen var den både gang- og kørebro, men i midten forsynet med en vindebro, der gjorde det muligt at sejle igennem havnen. Skønt Kalvebodbro i mange år var forbeholdt militæret, kunne den dog be­nyttes af civile fodgængere.

Ved broen stod i en periode det såkaldte blå tårn, der var opført 1731 som afløser for det gamle Blåtårn på Københavns Slot. Bygnin­gen fungerede som hofarrest ligesom forgæn­geren og her måtte bl.a. kgl. majestæts skue­spillere udstå deres straf. I følge en forordning af 1762 bestemtes det, at forbrydere, der ikke dømtes til døden, skulle modtage deres "pub­lique Straf" på kroppen ved den side af tårnet, som vendte ud mod kanalen. En pæl skulle op­sættes på dette sted, men straks nedtages, når afstraffelsen var fuldbyrdet. Tårnet blev del­vis nedbrudt 1848 (indtil ca. 19865 var en rest deraf endnu bevaret i gården til Vester Vold­gade 131).

Efter flere ombygninger af træbroen blev den 1875-76 gjort bredere og overdækket med et klapparti af jern, der kunne bevæges med håndkraft. Tanken om en ny Langebro frem­sattes 1885, men først 1903 kunne den åbnes, placeret godt 400 fod syd for den gamle. I mid­ten var anbragt et svingparti med to gennem­sejlingsåbninger og hele brolegemet hvilede på ni stenpiller. Kort var dens levetid takket være den øgede trafik med større skibe og 1929-30 etableredes en interimistisk "vindebro" med en svær betonklods som kontravægt. En sabo­tage i foråret 1945 satte denne bro ud af drift, hvorefter den nuværende blev bygget (1954).

Larslejstræde

Larslejstræde fungerede i middelalderen som adgangsvej til Skt. Johannes og Skt. Bir­gitte Alters gård, under reformationen benævnt Pædagogi Gaard efter den professor, man havde tildelt den. Desuden førte strædet frem til Skt. Peders Kirkegård. Den 21. marts 1495 er i et dokument noteret "thet lille strede som ær mellem sancti Peders(stræde) oc then bolegh som her Jens vicarius till sancte Birgitte alters nu udj boer".

Det nuværende gadenavn kan føres tilbage til 1571, hvor man skriver Lasse Leegs Strede efter en borger af samme navn, som i mange år havde ejet en gård i gaden. Herefter varierer stavemåden, såsom Lasse-, Laurs- og Leeg-, Leyell-, Leig, til sidst nedslidt til Larslejstræ­de.

Latinerkvarteret

Latinerkvarteret, det københavnske mod­stykke til Quartier Latin i Paris, har gennem århundreder været bydelen, hvor studenter, magistre og professorer har færdedes og dyr­ket videnskaberne. At Frue Plads har været hjertet i latinerkvarteret, er ingen i tvivl om. Derimod er dets afgrænsning vanskeligere at bestemme, da det ikke danner en administra­tiv enhed ligesom Københavns gamle roder el­ler kvarterer, f.eks. Frimands Kvarter, Rosen­borg Kvarter eller Strand Kvarter. De fleste vil dog opfatte området som afgrænset af: Store Kannikestræde, Krystalgade, Fiolstræde, Nørregade, Skt. Peders Stræde og Dyrkøb.

Skønt Københavns Universitet i stort om­fang er flyttet ud til Amager, ligger endnu byg­ninger og krogede gader tilbage som erindring om det gamle lærdomscenter - "dette gothiske Pakhus for Videnskaberne, der bliver frem­budne som i en offentlig Krambod", som J. H. Tauber kaldte det i 1760erne. I Kannikestræ­derne havde de katolske klerke deres gårde, efter reformationstiden indrettet til professor­residenser. Af Vor Frue Kirkeskole opstod Metropolitanskolen (s.d.), mens selve universitetet fik plads på den gamle bispegårds grund.

I gamle dage satte studenterne deres præg på livet i kvarterets gader, ofte ved slagsmål, hvis ikke det ligefrem gjaldt dueller. 1702 blev Jakob Krog og Thomas Kingo stævnet for at have overfaldet kaptajn Kaltoft udenfor Re­gensen. Kingo kom dog fri af anklagen. En vægter i Skt. Peders Stræde havde 1711 mis­tanke om, at studenter fra Regensen og Wal­kendorff "Fredag Nat imellem elleve og tolf" havde slået og tilredt ham.

Lenin

Lenin, hvis virkelige navn var Vladimir Iljitch Ulianov (1870-1924), kom eftersommeren 1910 til København for at deltage i den 8. kongres af 2. internationale. Den fandt sted 28. august til 3. september og afvikledes under Staunings og Borgbjergs værtsskab i Odd Fel­low Palæet. I kongressen, som gav anledning til megen presseomtale, selv i de borgerlige ti­dender, deltog også den franske socialistleder Jean Jaurès; desuden de senere tyske spartaki­ster Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.

Under sit en måned lange ophold i Køben­havn boede Lenin i ejendommen Vesterbroga­de 112a, baghuset på 1. sal. Han fandt adressen gennem en russisk emigrant og udlejeren var vognmand og tidligere skibsværftsarbejder. 10 kr. var huslejen for en måned. Udlejerens kone fortalte nogle år senere til redaktør An­ker Kirkebye på dagbladet Politiken, at "Le­nin var meget proper og omhyggelig med sit Tøj. Han ejede kun samme blaa Sæt, og hans Sko var meget slidte, men altid pænt velpudse­de". Lenin var i øvrigt en flittig bruger af Det kgl. Bibliotek. En mindetavle opsattes 17. sep­tember 1984 i ejendommen på Vesterbrogade.

Lille Strandstræde 14

I forhuset er der re­ster af en bygning, som muligvis kan føres til­bage til 1600-tallet. Den nuværende facade er fra 1773-76, da ejendommen blev ombygget for brigader William Halling. Facaden opde­les ved en fire-fags midtrisalit og en port er an­bragt asymmetrisk deri, hvilket skyldes hensy­net til den ældre bygning. Ud fra dekoratio­nen med guirlander, medaljoner og vinduesindramninger må arbejdet tilskrives Jardin­-traditionen, hvor en af Jardins elever, Hans Næss kommer nærmest på tale.

William Halling var i øvrigt en legendarisk person i datidens København. En tid var han direktør for Asiatisk Kompagni, men ellers til­bragte han meget af sit liv på godset Dronning­lund, som han havde erhvervet fra grev C. H. G. Moltke ved byttehandel. Her i det vendsysselske optrådte han som en ren bon­deplager, men kunne samtidig få den bizarre idé at ville forskønne befolkningen ved at gifte de smukkeste piger med de smukkeste karle.

Lindencrones Palæ, Bredgade 26

Lindenkrones Palæ er opført 1752 for den rige godsejer Christen Lintrup, som 1756 adledes Lindencrone. Han havde grundlagt sin formue som storkøbmand i det fjerne østen. Bygherren lod kridtstensblokke transportere fra Stevns Klint, hvilken han eje­de sammen med godset Gjorslev, og de an­vendtes ved palæets opførelse. Fra Eigtveds tegnestue leveredes tegningerne, mens I. C. Conradi havde ansvaret for det praktiske arbejde.

Luxdorph, Bolle Willum (1716-88)

Bolle Willum Luxdorph studere­de jura ved universitetet, men fik dog også læst oldtidens klassiske digtere. 1734 ansattes han som sekretær i danske Kancelli, 1774 blev han assessor ved Højesteret, hvorefter han 1760 udnævntes til etatsråd og sluttede sin suc­ces som hvid ridder. Ved siden af sin embeds­virksomhed førte han nidkært dagbog over alt, hvad der hændte i København samt større begivenheder i det øvrige rige. Desuden var han en ivrig bogsamler som historikeren Hans Gram, Ludvig Holberg og andre af tidens hu­manister.

Lyshøj Allé

Mellem alléens rønnebærtræer tæt ved Toftegårds Plads står monumentet "Jabal, Jubal og Tubalkain". Skulpturgrup­pen, som skabtes af den franske billedhugger Paul Maximilian Landowski, blev oprindelig opstillet på Vester Boulevard (nuværende H.C.Andersens Boulevard) i 1914. Opstillin­gen bekostedes af legatet "Albertina", hvis stifter var brygger Carl Jacobsen. Da boule­varden blev omlagt, flyttedes monumentet 1956 til Lyshøj Allé.

De stærkt irrede bronzefigurer fremstiller tre personer fra det Gamle Testamente, der al­le var efterkommere af Kain. I l. Mosebog (4,20-22) fortælles det, at Jabal var stamfader til nomaderne, mens hans broder Jubal blev "stamfader til alle dem, der spiller på harpe og fløjte". Tubalkain var deres halvbroder, og fra ham nedstammede "alle dem, der smeder kobber og jern".

Læderstræde

Læderstræde bag Gammel Strand var oprin­delig en havnegade og tidligst omfattede den også Kompagnistræde. Når gaden 1397 omta­les som Laadbrostrede, henviser det til Lad­broen, der udgjorde den vigtigste del af sta­dens ældste havn. I 1416 forekommer beteg­nelsen Lathbrostrede, mens der senere i år­hundredet optræder forskellige forvansknin­ger af navnet: Lædherstrædet (1423), Lædær­stredhet (1461) og Lederstredet (1475). I 1600­tallet blev formerne Læderstræde og Læder­strede efterhånden herskende.

På en af matriklerne mellem Læderstræde og Gammelstrand ligger en smuk ejendom fra nyklassicismens tid. Forhuset mod Gammel Strand (nr. 40) opførtes 1799-1801 for hofgra­vør David Ahron Jacobsen, og et side- og tværhus er formentlig opført ved samme lej­lighed. I 1830 byggedes forhuset til Læder­stræde.

Ejendommen beboedes i forrige århundre­de af en række kendte københavnere, hvor forhuset mod Gammel Strand naturligvis tiltrak de fleste: 1815-19 arkæologen P. O. Brøndsted , 1843-45 Georg Carstensen, Tivolis grundlægger og dernæst 1850-53 Peter Faber, en mand af helt usædvanlige talenter. Hans in­teresser for naturvidenskaberne, især elektro­magnetismen, gjorde ham 1853 til direktør for telegrafvæsenet, som han tjente indtil sin død 1877. Dette stod vel i skyggen af hans forfat­tervirksomhed. Faber digtede og komponere­de "Den Gang jeg drog afsted" og skrev den udødelige "Højt fra Træets grønne Top".

I året 1853 boede biskop og rigsdagsmand D. G. Monrad også i dette forhus, mens mu­sikdirektør H. C. Lumbye valgte at logere i for­huset til Læderstræde på samme tid.

Løveapoteket

Fredag den 30. april 1971 luk­kede en af Københavns mest historiske "bu­tikker", det mere end 350 år gamle Løveapo­tek ved hjørnet af Amagertorv og Hysken­stræde. I hjørneejendommen, hvor Per Reu­mert har forretning, havde apoteket sit officin i det nordre butiksfag ud til torvet.

Apotekets historie begyndte 1605, da kro­nen tilskødede den daværende gård til apote­ker Werner von Kleve. Først var apoteket upriviligeret, men fra 1620 fik det bevilling og herfra gik i de følgende årtier vigtige leveran­cer til hoffet. Rentemesterregnskaberne om­taler ofte "Konfekt, Sukker, Urter og Spece­ri", mere interessant var en betaling 1621 for "Urter og Farve til Kongens Rideheste". Lige­ledes kunne man levere "forgyldt og beskaaret Papir... fin, middel og gemen Papir samt Voks, Lak og Blækpulver" til Christian 4.s be­hov (1639). Flere af disse ordrer gik til det kgl. laboratorium i Rosenborg Have.

Christian 4.s tafler var krævende, f.eks. be­stiltes 28. februar 1639: peber, kanel, mu­skatblomme, mandler, rosiner, dadler, pista­cier, anis, engelsk safran, kardemomme og husblas. I slutningen af 1600-tallet havde "Løveapoteket" opnået en førende position og kun tre andre, Elefantapoteket, Svaneapo­teket og Kong Salomons Apotek, var ligeledes priviligerede. Den berømte danske anatom, Thomas Bartholin, som 1672 udgav bogen "De visitatione pharmacopolorum", skrev heri, at lægerne dette år den 13. oktober ved visitationen af de fire priviligerede apoteker i København begyndte med Løveapoteket som det ældste.

1728-branden lagde også Løveapoteket i aske, så kun de nøgne mure stod tilbage. Men huset genopstod. I 1762 gjorde daværende indehaver, Christoffer Günther en kostbar be­stilling hos kanon- og hofklokkestøber M.C. Troschell. En halv meter høj malmmorter skulle støbes, og det færdige arbejde, prydet med delfiner som hanke, bar latinske inskrip­tioner. En af disse lød: "Multam malititiam decuit", hvilket lidt populært kan oversættes til "hastværk er lastværk". Malm-morteren, måske Europas største, stod i Løveapotekets officin indtil 1971.

Ved 1795-branden ødelagdes huset atter, hvorefter dets ejer, farmaceuten Ludvig Man­they, lod professor Harsdorff fra Kunstakademiet tegne den ny hjørnebygning. Stilen var nyklasssicistisk og maleren Nicolai Abild­gaard leverede endog et par af malerierne til officinet. Bag officinet lå recepturen og urte­kammeret, mens der i kælderen var dampla­boratorium. Hernede grundlagdes Løvens ke­miske Fabrik for mere end et halvt hundrede år siden.

Apotekets inventar var rigt, f.eks. talte det 228 gamle apotekerkrukker, heraf størstede­len fra Den kongelige Porcelainsfabrik, som alle var dekoreret med en forgyldt og rød kant med sort overglasur. I urtekammeret stod 235 grønlakerede lågdåser. Varesortimentet var en kuriøs vandring i gamle receptnavne, for her annonceredes baldrianrod, "Kristen Spil­lemands Draaber", "Jomfru Mikkelsens Brystdraaber" og "Sadelmager Brandts Uni­versalsalve". Santali Rubrum, rød sandeltræ, og violrod manglede heller ikke.

Den mest navnkundige bestyrer af Løve­apoteket var cand.pharm. H. C. Ørsted, som år 1800 virkede i huset, mens Manthey var på udenlandsrejse. Det gav Ørsted lejlighed til eksperimenter inden for elektrokemien. 1907-­08 ombyggedes hjørneejendommen, hvorved Harsdorffs smukke nyklassicisme forvandle­des til en ornamental jugendstil à la Bindes­bøll. Men apotekets enestående interiører be­varedes: skade at myndighederne lod denne institution forsvinde i 1971. Det kunne glim­rende have fungeret som museum.

Løvstræde

Løvstræde, som forbinder Gråbrødretorv med Købmagergade, giver associationer om træer og grønne vækster. Strædets historie be­gynder også dermed, for det var oprindelig en klosterhave til det middelalderlige Gråbrødre­kloster, oprettet 1238. Gennem haven snoede en sti sig og løb ud til Købmagergade. Stien blev offentlig gade efter reformationen og kaldtes i begyndelsen for Ny Gråbrødrestræde i modsætning til det nordligere Gråbrødre­stræde (nuværende Skindergade nærmest Købmagergade).

En fortegnelse over københavnske gader fra årene 1613-23 fortæller, at gaden nu bar navnet Løffue stræde og i grundtaksten fra 1661 benævnes den Løw Stræde. Da Corfitz Ulfeldt i slutningen af 1630rne opførte sit pa­lads på klostergrunden, blev Løvstræde den vigtigste adgang til den fornemme bygning. Men i 1663 faldt dommen over Ulfeldt, som landsforræder skulle hans gård nedbrydes, pladsen ryddes og en skamstøtte opsættes. I forbindelse med Gråbrødretorvs etablering blev Løvstræde afkortet til sin nuværende længde.

I 1800-tallet kan man tale om det litterære Løvstræde, for her færdedes guldalderdigte­ren Oehlenschläger og senere hans disciple. Oehlenschläger kom i huset på matrikelnum­mer 178, det nuværende nr. 7, som bogtrykker Boas Brünnich ejede 1813-26. Han trykte ad­skillige af hans bøger, bl.a. mesterværket Hel­ge. I 1852 blev ejendommen overtaget af forla­get C. A. Reitzel, hvis kunder var digtere som Christian Winther og Frederik Paludan-­Müller; også H. C. Andersen og Kierkegaard søgte forlaget og bogladen, som hørte til.

En af Kierkegaards modstandere, digteren Meir Goldschmidt, boede i midten af 1840rne i Løvstræde 8, og i nr. 10 havde billedhuggeren Jens Adolf Jerichau sit hjem. Det stod åbent for malerne Johan Thomas Lundbye, Christen Køb­ke og P. C. Skovgaard.