Indholdsfortegnelse
L
Ladegården
Det er dokumenteret, at Christian 3. i 1548 lod anlægge en ladegård (avlsgård) til Københavns Slot. Den blev anlagt i Nyby uden for København. Et regnskab fra 1602 fortæller, at materialforvaltningen ved Københavns Slot dette år leverede tømmer og søm til en bro "imellem Nyby ladegård og Islevmark".
På Christian 4.s tid var den for lille, hvorfor en ny og større avlsgård opførtes 1623 ved Ladegårdsåen (ved nuværende Åboulevarden). Til gården henlagde Christian 4. hele det areal, hvorpå Frederiksberg siden har rejst sig. Selve bygningen, en lav længe, kunne rumme 500 stykker kvæg. 1628 blæste den om, hvorefter kongen lod rejse en ny, denne gang i grundmur og tre etager. Den blev omgivet med bastioner og voldgrave, og vandet dertil hentedes fra Ladegårdsåen samt en gren af den, Rosenåen, som løb ud i Kalvebodstrand.
Gårdens økonomi blev aldrig god, kongen satte årligt penge til og til sidst blev den bortforpagtet. Derefter begyndte en udstykning af jordene, mest til de hollandske bønder, hvorved grunden blev lagt til Ny Hollænderby. Da svenskerne belejrede København 1658-59, blev bygningen skudt i grus. Ladegårdens ruin købtes i begyndelsen af 1660erne af Christoffer Gabel, og 1710 indrettedes den til kvæsthus (krigshospital) for landetaten. Under pesten 1711-13 husede gården et hundrede pestsyge ad gangen, og sammen med det andet pesthospital, Vodroffgård, havde den en barber (kirurg) som chef.
Den 27. juni 1733 ansøgte direktørerne for Krigshospitalskassen om tilladelse til at oprette et spinderi af blår og hør samt et væveri på Ladegården. Man foreslog endvidere hærarkivar Simon Schmidt som ansvarlig for fabrikkens drift. Kort efter fulgte planer om at samle alle almisselemmer på Ladegården. Af disse projekter udviklede der sig et større foretagende, som Schmidt valgtes til at styre. Han skulle som inspektør tilse Ladegårdens mange bygninger og deres inventar, fabrikkens maskiner og andet inventar, de modtagne og forarbejdede varer samt regnskaberne. Af de mere detaljerede instrukser kan nævnes, at arbejdsstuerne skulle opvarmes fra mortensdag til påske, hvortil der var seks favne bøgebrænde til rådighed. Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kun måtte være en fast lygte. Det skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde- og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning (med enebær), hvis der var behov derfor. Schmidt fik 500 rigsdaler i løn som inspektør.
1768 solgte man Ladegården til Københavns Kommune, hvorefter lemmerne fra pesthuset "Sankt Hans Hospital" ved Kalvebodstrand blev overført til dens bygninger. Den nye institution på Ladegården, som navnlig fungerede som sindssygehospital, fik lov til at bevare navnet Sankt Hans Hospital. 1816 flyttede myndighederne hospitalet til Bistrup udenfor Roskilde. De næste seks år henlå Ladegården ubenyttet, men 11822 indrettede man den til arbejdsanstalt. De første fattiglemmer ankom dertil 1. oktober samme år, og 1834 blev institutionen udvidet med en tvangsarbejdsanstalt. Da Arbejdsanstalten Sundholm indviedes 1908, blev Ladegårdens fattiglemmer flyttet ud til Amager. Dog fik Ladegården lov til at stå helt frem til 1930, hvor man rømmede den. På dens grund opførtes i stedet boligejendomme og Radiohuset.
Landemærket
Landemærket, navn på den gade, der løber langs den nordvestre side af Rundetårn og Trinitatis Kirke. Navnet afspejler de topografiske forhold i slutningen af 1500-tallet, hvor denne strækning markerede grænsen mellem byen og de sidste ubebyggede grunde inden for voldene. I Trinitatis Kirkes ældste regnskaber nævnes 23. oktober 1656 en udgift på "en Haspe paa Laagen ud til Landemerchett".
Langebro
Langebro, som fortsætter H.C.Andersens Boulevard over til Amager, har haft flere forgængere. Den ældste broforbindelse på dette sted, kaldet Kalvebodbro, fuldførtes 1690 og forbandt hermed bastionerne på begge sider af stranden. Ved færdiggørelsen var den både gang- og kørebro, men i midten forsynet med en vindebro, der gjorde det muligt at sejle igennem havnen. Skønt Kalvebodbro i mange år var forbeholdt militæret, kunne den dog benyttes af civile fodgængere.
Ved broen stod i en periode det såkaldte blå tårn, der var opført 1731 som afløser for det gamle Blåtårn på Københavns Slot. Bygningen fungerede som hofarrest ligesom forgængeren og her måtte bl.a. kgl. majestæts skuespillere udstå deres straf. I følge en forordning af 1762 bestemtes det, at forbrydere, der ikke dømtes til døden, skulle modtage deres "publique Straf" på kroppen ved den side af tårnet, som vendte ud mod kanalen. En pæl skulle opsættes på dette sted, men straks nedtages, når afstraffelsen var fuldbyrdet. Tårnet blev delvis nedbrudt 1848 (indtil ca. 19865 var en rest deraf endnu bevaret i gården til Vester Voldgade 131).
Efter flere ombygninger af træbroen blev den 1875-76 gjort bredere og overdækket med et klapparti af jern, der kunne bevæges med håndkraft. Tanken om en ny Langebro fremsattes 1885, men først 1903 kunne den åbnes, placeret godt 400 fod syd for den gamle. I midten var anbragt et svingparti med to gennemsejlingsåbninger og hele brolegemet hvilede på ni stenpiller. Kort var dens levetid takket være den øgede trafik med større skibe og 1929-30 etableredes en interimistisk "vindebro" med en svær betonklods som kontravægt. En sabotage i foråret 1945 satte denne bro ud af drift, hvorefter den nuværende blev bygget (1954).
Larslejstræde
Larslejstræde fungerede i middelalderen som adgangsvej til Skt. Johannes og Skt. Birgitte Alters gård, under reformationen benævnt Pædagogi Gaard efter den professor, man havde tildelt den. Desuden førte strædet frem til Skt. Peders Kirkegård. Den 21. marts 1495 er i et dokument noteret "thet lille strede som ær mellem sancti Peders(stræde) oc then bolegh som her Jens vicarius till sancte Birgitte alters nu udj boer".
Det nuværende gadenavn kan føres tilbage til 1571, hvor man skriver Lasse Leegs Strede efter en borger af samme navn, som i mange år havde ejet en gård i gaden. Herefter varierer stavemåden, såsom Lasse-, Laurs- og Leeg-, Leyell-, Leig, til sidst nedslidt til Larslejstræde.
Latinerkvarteret
Latinerkvarteret, det københavnske modstykke til Quartier Latin i Paris, har gennem århundreder været bydelen, hvor studenter, magistre og professorer har færdedes og dyrket videnskaberne. At Frue Plads har været hjertet i latinerkvarteret, er ingen i tvivl om. Derimod er dets afgrænsning vanskeligere at bestemme, da det ikke danner en administrativ enhed ligesom Københavns gamle roder eller kvarterer, f.eks. Frimands Kvarter, Rosenborg Kvarter eller Strand Kvarter. De fleste vil dog opfatte området som afgrænset af: Store Kannikestræde, Krystalgade, Fiolstræde, Nørregade, Skt. Peders Stræde og Dyrkøb.
Skønt Københavns Universitet i stort omfang er flyttet ud til Amager, ligger endnu bygninger og krogede gader tilbage som erindring om det gamle lærdomscenter - "dette gothiske Pakhus for Videnskaberne, der bliver frembudne som i en offentlig Krambod", som J. H. Tauber kaldte det i 1760erne. I Kannikestræderne havde de katolske klerke deres gårde, efter reformationstiden indrettet til professorresidenser. Af Vor Frue Kirkeskole opstod Metropolitanskolen (s.d.), mens selve universitetet fik plads på den gamle bispegårds grund.
I gamle dage satte studenterne deres præg på livet i kvarterets gader, ofte ved slagsmål, hvis ikke det ligefrem gjaldt dueller. 1702 blev Jakob Krog og Thomas Kingo stævnet for at have overfaldet kaptajn Kaltoft udenfor Regensen. Kingo kom dog fri af anklagen. En vægter i Skt. Peders Stræde havde 1711 mistanke om, at studenter fra Regensen og Walkendorff "Fredag Nat imellem elleve og tolf" havde slået og tilredt ham.
Lenin
Lenin, hvis virkelige navn var Vladimir Iljitch Ulianov (1870-1924), kom eftersommeren 1910 til København for at deltage i den 8. kongres af 2. internationale. Den fandt sted 28. august til 3. september og afvikledes under Staunings og Borgbjergs værtsskab i Odd Fellow Palæet. I kongressen, som gav anledning til megen presseomtale, selv i de borgerlige tidender, deltog også den franske socialistleder Jean Jaurès; desuden de senere tyske spartakister Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.
Under sit en måned lange ophold i København boede Lenin i ejendommen Vesterbrogade 112a, baghuset på 1. sal. Han fandt adressen gennem en russisk emigrant og udlejeren var vognmand og tidligere skibsværftsarbejder. 10 kr. var huslejen for en måned. Udlejerens kone fortalte nogle år senere til redaktør Anker Kirkebye på dagbladet Politiken, at "Lenin var meget proper og omhyggelig med sit Tøj. Han ejede kun samme blaa Sæt, og hans Sko var meget slidte, men altid pænt velpudsede". Lenin var i øvrigt en flittig bruger af Det kgl. Bibliotek. En mindetavle opsattes 17. september 1984 i ejendommen på Vesterbrogade.
Lille Strandstræde 14
I forhuset er der rester af en bygning, som muligvis kan føres tilbage til 1600-tallet. Den nuværende facade er fra 1773-76, da ejendommen blev ombygget for brigader William Halling. Facaden opdeles ved en fire-fags midtrisalit og en port er anbragt asymmetrisk deri, hvilket skyldes hensynet til den ældre bygning. Ud fra dekorationen med guirlander, medaljoner og vinduesindramninger må arbejdet tilskrives Jardin-traditionen, hvor en af Jardins elever, Hans Næss kommer nærmest på tale.
William Halling var i øvrigt en legendarisk person i datidens København. En tid var han direktør for Asiatisk Kompagni, men ellers tilbragte han meget af sit liv på godset Dronninglund, som han havde erhvervet fra grev C. H. G. Moltke ved byttehandel. Her i det vendsysselske optrådte han som en ren bondeplager, men kunne samtidig få den bizarre idé at ville forskønne befolkningen ved at gifte de smukkeste piger med de smukkeste karle.
Lindencrones Palæ, Bredgade 26
Lindenkrones Palæ er opført 1752 for den rige godsejer Christen Lintrup, som 1756 adledes Lindencrone. Han havde grundlagt sin formue som storkøbmand i det fjerne østen. Bygherren lod kridtstensblokke transportere fra Stevns Klint, hvilken han ejede sammen med godset Gjorslev, og de anvendtes ved palæets opførelse. Fra Eigtveds tegnestue leveredes tegningerne, mens I. C. Conradi havde ansvaret for det praktiske arbejde.
Luxdorph, Bolle Willum (1716-88)
Bolle Willum Luxdorph studerede jura ved universitetet, men fik dog også læst oldtidens klassiske digtere. 1734 ansattes han som sekretær i danske Kancelli, 1774 blev han assessor ved Højesteret, hvorefter han 1760 udnævntes til etatsråd og sluttede sin succes som hvid ridder. Ved siden af sin embedsvirksomhed førte han nidkært dagbog over alt, hvad der hændte i København samt større begivenheder i det øvrige rige. Desuden var han en ivrig bogsamler som historikeren Hans Gram, Ludvig Holberg og andre af tidens humanister.
Lyshøj Allé
Mellem alléens rønnebærtræer tæt ved Toftegårds Plads står monumentet "Jabal, Jubal og Tubalkain". Skulpturgruppen, som skabtes af den franske billedhugger Paul Maximilian Landowski, blev oprindelig opstillet på Vester Boulevard (nuværende H.C.Andersens Boulevard) i 1914. Opstillingen bekostedes af legatet "Albertina", hvis stifter var brygger Carl Jacobsen. Da boulevarden blev omlagt, flyttedes monumentet 1956 til Lyshøj Allé.
De stærkt irrede bronzefigurer fremstiller tre personer fra det Gamle Testamente, der alle var efterkommere af Kain. I l. Mosebog (4,20-22) fortælles det, at Jabal var stamfader til nomaderne, mens hans broder Jubal blev "stamfader til alle dem, der spiller på harpe og fløjte". Tubalkain var deres halvbroder, og fra ham nedstammede "alle dem, der smeder kobber og jern".
Læderstræde
Læderstræde bag Gammel Strand var oprindelig en havnegade og tidligst omfattede den også Kompagnistræde. Når gaden 1397 omtales som Laadbrostrede, henviser det til Ladbroen, der udgjorde den vigtigste del af stadens ældste havn. I 1416 forekommer betegnelsen Lathbrostrede, mens der senere i århundredet optræder forskellige forvanskninger af navnet: Lædherstrædet (1423), Lædærstredhet (1461) og Lederstredet (1475). I 1600tallet blev formerne Læderstræde og Læderstrede efterhånden herskende.
På en af matriklerne mellem Læderstræde og Gammelstrand ligger en smuk ejendom fra nyklassicismens tid. Forhuset mod Gammel Strand (nr. 40) opførtes 1799-1801 for hofgravør David Ahron Jacobsen, og et side- og tværhus er formentlig opført ved samme lejlighed. I 1830 byggedes forhuset til Læderstræde.
Ejendommen beboedes i forrige århundrede af en række kendte københavnere, hvor forhuset mod Gammel Strand naturligvis tiltrak de fleste: 1815-19 arkæologen P. O. Brøndsted , 1843-45 Georg Carstensen, Tivolis grundlægger og dernæst 1850-53 Peter Faber, en mand af helt usædvanlige talenter. Hans interesser for naturvidenskaberne, især elektromagnetismen, gjorde ham 1853 til direktør for telegrafvæsenet, som han tjente indtil sin død 1877. Dette stod vel i skyggen af hans forfattervirksomhed. Faber digtede og komponerede "Den Gang jeg drog afsted" og skrev den udødelige "Højt fra Træets grønne Top".
I året 1853 boede biskop og rigsdagsmand D. G. Monrad også i dette forhus, mens musikdirektør H. C. Lumbye valgte at logere i forhuset til Læderstræde på samme tid.
Løveapoteket
Fredag den 30. april 1971 lukkede en af Københavns mest historiske "butikker", det mere end 350 år gamle Løveapotek ved hjørnet af Amagertorv og Hyskenstræde. I hjørneejendommen, hvor Per Reumert har forretning, havde apoteket sit officin i det nordre butiksfag ud til torvet.
Apotekets historie begyndte 1605, da kronen tilskødede den daværende gård til apoteker Werner von Kleve. Først var apoteket upriviligeret, men fra 1620 fik det bevilling og herfra gik i de følgende årtier vigtige leverancer til hoffet. Rentemesterregnskaberne omtaler ofte "Konfekt, Sukker, Urter og Speceri", mere interessant var en betaling 1621 for "Urter og Farve til Kongens Rideheste". Ligeledes kunne man levere "forgyldt og beskaaret Papir... fin, middel og gemen Papir samt Voks, Lak og Blækpulver" til Christian 4.s behov (1639). Flere af disse ordrer gik til det kgl. laboratorium i Rosenborg Have.
Christian 4.s tafler var krævende, f.eks. bestiltes 28. februar 1639: peber, kanel, muskatblomme, mandler, rosiner, dadler, pistacier, anis, engelsk safran, kardemomme og husblas. I slutningen af 1600-tallet havde "Løveapoteket" opnået en førende position og kun tre andre, Elefantapoteket, Svaneapoteket og Kong Salomons Apotek, var ligeledes priviligerede. Den berømte danske anatom, Thomas Bartholin, som 1672 udgav bogen "De visitatione pharmacopolorum", skrev heri, at lægerne dette år den 13. oktober ved visitationen af de fire priviligerede apoteker i København begyndte med Løveapoteket som det ældste.
1728-branden lagde også Løveapoteket i aske, så kun de nøgne mure stod tilbage. Men huset genopstod. I 1762 gjorde daværende indehaver, Christoffer Günther en kostbar bestilling hos kanon- og hofklokkestøber M.C. Troschell. En halv meter høj malmmorter skulle støbes, og det færdige arbejde, prydet med delfiner som hanke, bar latinske inskriptioner. En af disse lød: "Multam malititiam decuit", hvilket lidt populært kan oversættes til "hastværk er lastværk". Malm-morteren, måske Europas største, stod i Løveapotekets officin indtil 1971.
Ved 1795-branden ødelagdes huset atter, hvorefter dets ejer, farmaceuten Ludvig Manthey, lod professor Harsdorff fra Kunstakademiet tegne den ny hjørnebygning. Stilen var nyklasssicistisk og maleren Nicolai Abildgaard leverede endog et par af malerierne til officinet. Bag officinet lå recepturen og urtekammeret, mens der i kælderen var damplaboratorium. Hernede grundlagdes Løvens kemiske Fabrik for mere end et halvt hundrede år siden.
Apotekets inventar var rigt, f.eks. talte det 228 gamle apotekerkrukker, heraf størstedelen fra Den kongelige Porcelainsfabrik, som alle var dekoreret med en forgyldt og rød kant med sort overglasur. I urtekammeret stod 235 grønlakerede lågdåser. Varesortimentet var en kuriøs vandring i gamle receptnavne, for her annonceredes baldrianrod, "Kristen Spillemands Draaber", "Jomfru Mikkelsens Brystdraaber" og "Sadelmager Brandts Universalsalve". Santali Rubrum, rød sandeltræ, og violrod manglede heller ikke.
Den mest navnkundige bestyrer af Løveapoteket var cand.pharm. H. C. Ørsted, som år 1800 virkede i huset, mens Manthey var på udenlandsrejse. Det gav Ørsted lejlighed til eksperimenter inden for elektrokemien. 1907-08 ombyggedes hjørneejendommen, hvorved Harsdorffs smukke nyklassicisme forvandledes til en ornamental jugendstil à la Bindesbøll. Men apotekets enestående interiører bevaredes: skade at myndighederne lod denne institution forsvinde i 1971. Det kunne glimrende have fungeret som museum.
Løvstræde
Løvstræde, som forbinder Gråbrødretorv med Købmagergade, giver associationer om træer og grønne vækster. Strædets historie begynder også dermed, for det var oprindelig en klosterhave til det middelalderlige Gråbrødrekloster, oprettet 1238. Gennem haven snoede en sti sig og løb ud til Købmagergade. Stien blev offentlig gade efter reformationen og kaldtes i begyndelsen for Ny Gråbrødrestræde i modsætning til det nordligere Gråbrødrestræde (nuværende Skindergade nærmest Købmagergade).
En fortegnelse over københavnske gader fra årene 1613-23 fortæller, at gaden nu bar navnet Løffue stræde og i grundtaksten fra 1661 benævnes den Løw Stræde. Da Corfitz Ulfeldt i slutningen af 1630rne opførte sit palads på klostergrunden, blev Løvstræde den vigtigste adgang til den fornemme bygning. Men i 1663 faldt dommen over Ulfeldt, som landsforræder skulle hans gård nedbrydes, pladsen ryddes og en skamstøtte opsættes. I forbindelse med Gråbrødretorvs etablering blev Løvstræde afkortet til sin nuværende længde.
I 1800-tallet kan man tale om det litterære Løvstræde, for her færdedes guldalderdigteren Oehlenschläger og senere hans disciple. Oehlenschläger kom i huset på matrikelnummer 178, det nuværende nr. 7, som bogtrykker Boas Brünnich ejede 1813-26. Han trykte adskillige af hans bøger, bl.a. mesterværket Helge. I 1852 blev ejendommen overtaget af forlaget C. A. Reitzel, hvis kunder var digtere som Christian Winther og Frederik Paludan-Müller; også H. C. Andersen og Kierkegaard søgte forlaget og bogladen, som hørte til.
En af Kierkegaards modstandere, digteren Meir Goldschmidt, boede i midten af 1840rne i Løvstræde 8, og i nr. 10 havde billedhuggeren Jens Adolf Jerichau sit hjem. Det stod åbent for malerne Johan Thomas Lundbye, Christen Købke og P. C. Skovgaard.