Indholdsfortegnelse

F

Falkoner Allé

Falkoner Allé ligger på Frederiksberg. Nær nuværende Falkoner Allé 118 opførtes 1664 en gård, hvor en falkonermester kunne afrette falke til brug ved de kongelige jagter. Holger Jacobæus omtaler i sin rejsebog fra 1670erne, at gården lå "extra portam septentrionalem" - uden for Nørreport. I 1700-tallet kaldes går­den ofte for Jægerhuset. Da Frederiksberg Slot påbegyndtes i slutningen af 1690erne, blev alléen omlagt som forbindelsesvej til slot­tet. 1883 gav alléen navn til Falkoneralléens Sporvejsselskab.

Farvergade

Hvor Vartorv ligger i dag, var i midten af 1500-årene en gård tilhørende adelsmanden Peder Christiernszen til Hjelmsø. Tæt op til gården lå et bytårn, og Frederik 2. ønskede nu at erhverve ejendommen for at indrette den og tårnet til kgl. farvergård. Til fordel for projektet talte den ideelle vandfor­syning, idet vand let kunne skaffes fra den nærliggende vandmølle (nuværende Vandkunsten, se s. 235). Den 16. december 1559 skrev kongen til sin statholder på Københavns Slot, Mogens Gyldenstjerne, at denne skulle købe gården, som var til salg for 200 daler. Gyldenstjerne skulle samtidig indhente råd hos forstandige borgere angående farveriets indretning, ligesom en farver skulle indfor­skrives fra Hamborg eller Lübeck. I slutnin­gen af samme måned var en tysk farver i fuld gang med at drive virksomheden.

Som årene gik, viste det sig at være en dårlig forretning for kongen. Ved hans død 1588 var farveriet tæt ved at lukke, men solgtes året ef­ter til Tycho Brahe. Han forpligtede sig til at indrette en særlig bygning til farveri, liggende ud til vandet, samt at holde en bolig til farve­rmesteren. Til gengæld ønskede Tycho Brahe at få tilladelse til at bygge et lille observatori­um på den skanse af sten, som stødte op til ejendommen. Den berømte astronom havde i forvejen en gård ved siden af farvergården, hvor han havde opholdt sig i årene frem til 1576, hvor Frederik 2. forlenede ham med Hven. Da Tycho Brahe 1597 for altid forlod sit Uranienborg på Hven, slog han sig atter ned i farvergården, medbringende familie, ty­ende, disciple, kemiske redskaber og et bog­trykkeri. Derefter fulgte stridighederne om hans økonomiske understøttelse, desuden private ærgrelser, hvad der fik ham til at forla­de Danmark i 1599. Tycho Brahes tilknytning til Farvergade ses endnu på Resens Perspek­tivkort over København fra 1674, hvor der un­der Wester-Qvartier er gengivet "das Hospi­tal, Vartov , woselbst Tycho Brahæus seine Observatorium und Wohnung gehabt".

Da Tycho Brahe havde forladt København, forfaldt gården, indtil Christian 4. befalede den indrettet til tugt- og børnehus. Forordningen udstedtes 1605, men allerede året efter flyttedes beboerne til Lille Helliggejsthus. Un­der branden 1795 brændte ejendommen sam­men med de øvrige i den nordlige side af Far­vergade. Men den historiske ejendom blev mindet i gadenavnet, endnu i sidste halvdel af 1600-tallet stavet meget varieret: 1663 Farf­fuegaaden, 1689 Farregaden.

Sidst i forrige århundrede var Farvergade berygtet for sine prostituerede og værtshuset Holger Danske, som lå i nr. 15. Det var en gård med to brede gavlkviste (den sidste af slagsen i København), som oprindelig havde nydt et bedre ry. Den forvandledes efterhånden til en knejpe med tilnavnet "Blodhunden" og 1905 blev den nedrevet.

Filosofgangen

Filosofgangen, navn på en populær prome­nade anlagt indenfor volden mellem Langebro og Vesterport. Luxdorph noterer 19. juli 1787 i sin dagbog, at der "I Gaar var frisk Allarm i den Philosofiske Gang. Politiet og Comman­danten blev drevne tilbage...". De voldsom­me uroligheder blev slået ned dagen efter. I 1799, da København endnu led under opryd­ningen efter branden i 1795, klagede folk over, at der stadig lå grus (lettere byggeaffald) i Filosofgangen. I Meir Goldschmidts fortælling "For otte Skilling Hvedebrød", skrevet i 1840rne, køber to unge mennesker firskil­lingsboller hos kagekonen i Filosofgangen. Promenaden forsvandt 1885 med sløjfningen af Vestervold.

Fiskebløder

Fiskeblødere levede af at opblø­de tørrede fisk og sælge dem. På grund af den ulidelige stank, som fulgte med tilberednin­gen, blev det 1684 forbudt fiskebløderne at fal­byde deres varer på gaderne efter behag. De henvistes alene til Gråbrødretorv, hvor der var god plads. Forbudet var dog svært at håndhæve, således var der 1727 i Store Hellig­gejststræde et hus tilhørende Vincens Otto Bartholin, hvor der i tre værelser blev tilberedt og udblødt fisk. Myndighederne ønskede virksomheden lukket, da naboerne klagede over lugten.

Professionen talte flere velbeslåede med­lemmer, f.eks. fiskebløder Hans Lou, som 1731-32 lod opføre det statelige "ildebrands­hus" på hjørnet af Gråbrødretorv 1 og Niels Hemmingsensgade 15-15a. Den rødmalede ejendom går stadig under navnet "Fiskeblø­derhuset" og er fredet.

"Fiskerhuset"

Fiskerhuset var navnet på et populært traktørsted, som lå på Østerbro i første halv­del af 1700-årene. Da traktørstedet 1722 vurderedes, bestod bygningen af 19 fag i bindingsværk. I husets østside var en stue med anstrøgne brædder på væggene og en vin­dovn, mens to andre stuer var betrukne med spånmåtter. Dertil kom to køkkener med murstensgulv, et spisekammer samt et stald­rum til 13 heste. Haven havde "et Lysthus af savskaarne Stakitter med et nagelfast Bord og tvende Bænke" foruden fem fiskedamme med afløbsrender, et gammelt hyttefad og 218 frugttræer af forskellig slags.

"Flødehusarer"

Flødehusarer er enfolkelig betegnelse i 1700­tallet for amagerbønder, der red mælk og flø­de ind til København. Mælkeprodukterne op­bevaredes i træbimpler (dunke) fastgjort til hesten. Amagerbøndernes særstilling som le­verandører af mælkeprodukter fortrængtes i løbet af 1700-årene af de øvrige københavns­bønder, samtidig med at de kritiseredes for at blande vand i mælken. Herom skrev P. A. Heiberg i " Rigsdaler-Sedlens Hændelser": "Amagerkonerne gør deres Ed paa, at de ikke blander Vand i Mælken, men har den Forbe­holdenhed, at de blander Mælk i Vandet".

Forchhammervej

Forchammersvej på Frederiksberg er op­kaldt efter Johan Georg Forchhammer, som fødtes 1794 i Husum og fik sit virke som geo­log i Danmark. 1818 blev han kaldt til Køben­havn, hvor man havde planer om at anlægge et gasværk. Frederik 6. skal vist nok have lovet ham et rejsestipendium, der gjorde det muligt for ham at rejse til London for at studere gas­belysningen i denne by. Men projektet realise­redes ikke og København måtte vente på sin gasbelysning indtil 1857.

Fortunstræde

I den sene middelalder havde den korte gade ud til Nikolaj Plads intet navn, men omtales 1475 for nogle grunde i den vest­lige ende - "nethen hoss strandhen". 1574 skrives Sancti Nicolai lille Kirkestræde. Sam­me navneform benyttes 1703, hvorimod grundtakster 1645, 1653, 1661, 1668, 1689, 1717 og 1728 bruger den forkortede form Lille Kirkestræde. For at gøre forvirringen større optræder Admiralstræde lejlighedsvis: 1609, 1669 og 1678.

Ingen af disse navne blev gældende, deri­mod betegnelsen Fortunstræde, som første gang optræder 1679. Navnet er efter en gård på hjørnegrunden, nuværende Fortunstræde 7/Ved Stranden 18. Gården kaldtes allerede 6. april 1602 "Fortunen". I den romerske myto­logi var Fortuna lykkens gudinde, en af de mest populære guddomme i oldtidens Rom og særligt dyrket af småhandlende, håndværke­re, kvinder og slaver. 1706-20 ejedes "Fortu­nen" af Frederik Rostgaard, der som ung hav­de studeret arabisk i Tyskland, sprogviden­skab i Holland og oldtysk, oldengelsk og græsk i Oxford. Senere fortsatte han sin studierejse til Paris, Italien og Malta, nu mere med indsamling af værdifulde håndskrifter for øje. Da Rostgaard vendte hjem, udnævn­tes han 1700 til gehejmearkivar. Hans senere løbebane endte tragisk, idet han anklagedes for bestikkelser og dømtes 1725 til tab af em­beder og til at fraflytte København.

Gården ved hjørnet af Fortunstræde blev 1750 afløst af hotel "Den gyldne Fortun", der brændte 1795 og genopførtes 1796-98 for traktør Heinrich Wilhelm Løbel. Smigfaget (det skrå hjørnefag) er typisk for udformnin­gen af de københavnske hjørneejendomme ef­ter den katastrofale brand 1795. Bygningen forhøjedes 1886 med en etage for redaktør Ferslew. Over smigfagets nedgang til restau­rant" Den gyldne Fortun" ses et forgyldt stuk­relief. Det har tjent som bomærke for vinkæl­deren i den bygning, som brændte 1795. På re­lieffet er vinguden Bacchus muntert ved at presse druesaft i munden på en lille dreng, som ligger ned. To drenge er ved at presse druer og en lille satyr holder en vindunk. Relieffet kan dateres 1748. Ingeniør-Sammenslutningen er­hvervede bygningen 1962, efter at der i en år­række havde været bladhus for Nationalti­dende og Dagens Nyheder.

Frederik 6. (1768-1839)

Frederik 6. blev som barn opdra­get efter franskmanden Rousseaus principper­ "Tilbage til naturen" - således måtte han nyde spartansk kost og gå barfodet. Da han 14. april 1784 første gang viste sig i statsrådet, fik han udmanøvreret forskellige politiske grup­per og sikrede sig, at samtlige kongelige befa­linger ikke blot skulle bære hans faders kon­trakt, men også hans egen. Skønt hans folke­yndest dalede under Napoleon-krigene, hil­stes han dog velkommen med jubel, da han 1. juli 1815 vendte tilbage til København fra Wiener-kongressen.

Da man 1835 søgte Frederik 6. om bevarel­sen af trykkefriheden, benyttede han i sit svar det nok så kendte udtryk "Vi alene vide", et symbol på den tungeste reaktion i modsæt­ning til hans ungdoms reform-bevægelser og fremskridt. Hans forhold til Bente Andersen Rafsted (fru Dannemand), som var datter af en borer ved Holmen, bragte ham fire børn. Hendes hus lå på Toldbodvejen (nuværende Esplanaden), hvor Frederik 6. jævnligt aflag­de aftenbesøg.

Frederiksberg Allé

Den lange allé med huse og etageejendomme fra klunke- og jugendtid er knyttet til Frederiks­berg Slot, som blev bygget 1699-1703. Den blev anlagt som kongehusets private vej til slottet. På en plan over vejene ved Prinsens Gård, som er dateret ca. 1697, står om den kommende allé: "Dette bliffuer den Nye Kon­ge Wey, som Continuerer i lige Linie indtil den kommer paa Steenbroen (dvs. Vesterbroga­de)". 1704 var arbejdet afsluttet, men alléen bøjede oprindelig skarpt af til Vesterbrogade ved nuværende Sankt Thomas Allé. Først 1736 forlængedes den til Værnedamsvej.

Da kongefamlien ikke ønskede vogntrafik, blev der 1785 anbragt jernporte for begge en­der af alléen, først nedtaget 1862, da man gjorde vejen offentlig. Før bebyggelsen ind­ledtes ved midten af 1800-årene, lå der mest gartnerhaver ud til alléen. Gartnerne havde små boder ved vejkanten, hvorfra der solgtes blomster.

Bemærkelsesværdig er ejendommen Frede­riksberg Allé 42 A-C, hvor jugendstilen flore­rer vildt. På dansk kaldte man det "skønvir­ke". Hjørnepartiet er smykket med to skjold­holdersker og årstallet 1906 i en krans.

Frederiksberg Allé 32

Frederiksberg Allé 32 er byens tidligste ek­sempel på historicistisk boligbyggeri og er op­ført 1857. Bygningen bærer navnet "Lille Ro­senborg", hvad den stilistisk også søger at leve op til. I flere detaljer er der lighed med Rosen­borg Slot, som Christian 4. byggede i neder­landsk renæssance. Således er trekantgavlene over vinduerne med små figurer repeteret i den frederiksbergske ejendom. Medaljonerne på tårnene er også gengangere. Så sent som 1982 har man søgt at frede den historiske bygning, der i øvrigt samme år gennemgik en temmelig hårdhændet restaurering.

Frederiksberg Have

Frederiksberg Haves arealer udgjorde en del af de jorder, Christian 4. samlede 1620 un­der ladegården. 1651 bortforpagtede hans søn dem til Amagerbønder, der rejste deres huse langs sydsiden af nuværende Allégade og Smallegade. Dronning Sophie Amalie overtog 1662 en halvgård i byen, som dengang kaldtes Ny Hollænderby eller Ny Amager. Hendes ejendom lå ved den nuværende indgang til Frederiksberg Have og her opførtes Prinses­sernes Gaard, en lystgård for de fire prinses­ser: Anna Sophie, Frederikke Amalie, Vilhel­mine Ernestine og Ulrikke Eleonora. Bygnin­gen var et trefløjet anlæg i en etage og rejst i bindingsværk. Her skulle de kongelige børn ny­de naturen og lære lidt om landbrugets myste­rier. Gårdens ridebane strakte sig over nuvæ­rende Frederiksberg Runddel.

Efter prinsessernes giftermål overgik ejen­dommen 1680 til deres tiårige nevø kronprins Frederik (kommende Frederik 4.) og kaldtes fra nu af Prinsens Gaard. Som voksen fik han ofte besøg af sine forældre, Christian 5. og Charlotte Amalie, der iførte sig Amagerdrag­ter for at deltage i hoffets fastelavnsløjer. Kronprins Frederik ønskede i slutningen af 1690erne at omskabe den gamle lystgård med haver til et nyt og prægtigere anlæg, dog under hensyn til de lokale topografiske forhold. Så­ledes blev det nye anlægs udstrækning og øst­vest akse bestemt af den gamle lystgård, mens grænsen mod nord blev sat af den krumme Bredegade (Solbjergs gamle landsbygade"), som skulle bevares. Derimod var Valby Bjerg (nuværende Frederiksberg Bakke) ideel til at bygge et fritliggende lystslot på. Kronprinsen har næppe manglet idéer, for hans store uden­landsrejse 1692-93 til Italien og Frankrig hav­de givet ham et glimrende indblik i disse landes lystslotte og haver.

Men en kyndig vejleder manglede og januar 1697 henvendte han sig til den svenske arkitekt Nicodemus Tessin den Yngre, som tidligere havde arbejdet for hans fader (se s. 67). Anta­gelig blev Tessin tilsendt en plan, og den kan være tegnet af Ernst Brandenburger. Tegnin­gen, som i dag findes i Stockholm, er ringe, og kronprins Frederik har sikkert ønsket kritik eller et alternativt forslag.

Uanset hvad der gik forud af forhandlinger, som vi i dag mangler viden om, sendte Tessin et projekt tilbage, der vidner om fortrolighed med de internationale strømninger i samtidens havekunst. Her er store perspektiver og klar­hed i dispositionen, men også plads til fantasi­en. Ved bakkens fod var lagt et parterre og nord derfor påtænktes to flot udstyrede bu­sketter, mens fire større buskadser til siderne skule fungere som skærme for prydhaven. Til de sidste var foreslået offentlig adgang. Selve bakken ønskede Tessin forvandlet til et nym­fæum (kildetempel), der var udformet som en rund pavillon dækket med kuppel og med fløje som møllevinger. Et lignende arrangement kendte han fra Villa Aldobrandini i Fras­cati (Roms udkant). Kammerjunker Ulrich Adolph Holstein førte korrespondancen med Tessin, som forklarede, at pavillonen nok var "un peu bizarre", men det var mode at dyrke den slags capricer.

Projektet blev i sin tessinske form forka­stet, og den praktiske opgave blev overladt Hans Heinrich Scheel, som var kaptajn i ingeniørkorpset. Han svækkede det svenske for­slag ved ikke at betone hovedaksen gennem bygningen, som Tessin havde gjort det. I øvrigt fik Scheel idéerne til "sine busketter", bl.a. et hækteater, ved at studere Tuilerihaven i Paris. Foråret 1697 begyndte Scheel med en talrig arbejdsstyrke, i hundredvis af udkom­manderede soldater, at nivellere og opfylde terrænet.

En akse, som løb fra foden af Valby Bakke til "Kaninbjerget" (ved Smallegade), blev vin­kelret gennemskåret af en øst-vestlig allé. I ak­sernes skæringspunkt byggede tømrermester Finck senere (1704) en ottekantet pavillon, mens en større bygning blev lagt oppe på Val­by Bakke. Dennes nordre skråning omforme­des til et terrasseanlæg, hvor en kaskade skyl­lede ned ad hundredvis af trin. Vandet hente­des fra et reservoir i Søndermarken, men pum­peværket, som skulle skaffe vandet dertil, voldte store vanskeligheder. Man forsøgte sig både med trædemøller og hestegange.

Den finere havekunst var overladt slotsgart­ner Hans Henrik Bruhn. Fra Holland impor­teredes sjældne vækster og træer, der blev klippet i pyramideform: tax, enebær og kasta­nier, dertil kom pomerans og diverse frugtsor­ter. Statuer, vaser, grotter samt et fasaneri og et bur med vilde dyr var slutstenen på værket. Menageriet lå, hvor nutidens Josty er rejst. I et samtidigt digt om menageriet hedder det:

"Her kunde sees de Diur, hvis Grumhed ellers fnyser,

og som en Bussemand hver Sjæl i Livet kyser at have tæmt sig selv og sin Natur lagt af og drivis af en Dreng med Hyrde-Stock og Staf".

Da haven var færdig 1711, skal den have ko­stet 190.000 rigsdaler. Af regnskaberne frem­går det, at 220 folk 27. juli 1705 slukkede deres tørst med ti tønder øl.

1720 fik J. C. Krieger til opgave at omlægge kaskade-parterrepartiet foran slottet, som var rejst over flere omgange 1699-1709 (se s. 101). Pumpeværket til kaskaden voldte stadigvæk kvaler og løstes ej heller i Kriegers tid. Til gen­gæld er hans smukke udformning af skrånin­gen med de lindebeplantede ramper bevaret. 1798-1800 blev Frederiksberg Have radikalt omlagt efter tegning af Peter Petersen, som lod den franske, geometriske stil ændre til den engelske, hvor naturen fik lov til at udfolde sig i bløde, romantiske former. De sindrige vand­kunster erstattedes af slyngede kanaler og småøer, mens alléerne blev fældet på nær enkelte trægrupper. Dog bibeholdtes hovedakserne. Nye bygninger opførtes, der sammen med hovedindgangen nærmere skal omtales i det følgende.

Hovedindgangen. 1755 leverede Lauritz de Thurah tegningen til Frederiksberg Haves ind­gangsparti ved runddelen. Førnævnte Prin­sens Gård lå på dette sted, og af dens tre fløje var den søndre (orangeriet) 1744 ombygget af Eigtved. 1753 brændte hovedfløjen, i hvis sted Thurah satte det nuværende gitter med to kor­te pavilloner. Billedhuggeren J. F. Hännel ud­førte sandstenspillernes vaser. De to pavillon­bygninger kom til at dække henholdsvis oran­geriets gavl og gavlen af den tilsvarende nord­lige sidefløj, der også havde overlevet bran­den; Thurah måtte dog forny den 1755 p.g.a. brøstfældighed.

Tæt ved hovedindgangen er rejst en statue af Frederik 6, som grundet faderens sindslidel­se rent faktisk regerede landet fra 1784, men først officielt konge ved hans død 1808. Bil­ledhuggeren H. W. Bissen har både foreslået statuens placering og udført den i bronze. På soklen af norsk granit står monarkens person­lige data og årstallet 1858, hvor mindesmær­ket afsløredes. På en af de øvrige sider læses: Her følte han sig lykkelig i sit trofaste Folks Midte.

Frederik 6. var stærkt knyttet til haven, som det er skildret af Meir Goldschmidt i Livs­erindringer og Resultater: "Fader og Moder tog mig en Søndag, iførte deres bedste Klæ­der, imellem sig til Frederiksberg Have, hvor vi skulde se Kongen Sejle.. Lige ud for Slottet laa en lysegrønt og hvidmalet Baad; Sluproer­ne sad med rejste Aarer; agter var bredt et rødt Tæppe. Tæppet, Baaden, Sluproerne, Tilsku­erne ventede paa de allerhøjeste Herskaber med en stille Andagt som i en Kirke, ja mere. Endelig kom Kongen med Prinsesserne Caro­line og Vilhelmine. Han var i General-Admi­rals-Uniform, sagde man".

Fasangården opførtes 1723-24 efter tegning af J. C. Krieger og indrettedes til fasaneri, hvil­ket atter blev nedlagt 1785. Herefter bevare­des bygningen som bolig, men har undergået flere ombygninger, den mest omfattende i 1828, hvor Fasangården forhøjedes med en etage.

Det kinesiske Hus. Den eksotiske bygning opførtes 1798-1800 efter tegning af hof tøm­rermester Andreas Kirkerup og er et af mange eksempler på 1700-tallets interesse for kine­sisk bygningskunst, som kort skal opridses.

Charlotte Biehl skriver om den oldenburg­ske stammes jubilæum 1749, at kongen og dronningen tre aftener beså illuminationerne i København. "Det ved Rådhuset forestillede et kinesisk Tempel og var meget kunstigt indret­tet. Skønt Dronningen var højfrugtsommelig med Prinsesse Louise, steg hun dog af for at bese alt, og da hendes store Fiskebensskørt var hende i Vejen gik hun ind paa Raadstuen, lod en af Damerne tage det af, hæftede Kjolen op med Naale og gik hele Templet igennem i sin korte Underklokke"

Et vist indtryk har det sikkert gjort på hof­fet i København, da den svenske dronning Lovisa Ulrika 24. juli 1753 fik foræret en kine­sisk pavillon i fødselsdagsgave. Det var det første af sin slags i Sverige og opstilledes i Drottningsholms Slotspark, ti år senere erstat­tet af et rigtigt lystslot i "kinesisk" stil. Men før 1753 havde Lovisa Ulrikas broder Frederik den Store allerede bygget et ottekantet kine­sisk lysthus i parken ved Rheinsberg.

Ved Europas hoffer kunne man nogle år se­nere studere arkitekten William Chambers bog Designs of Chinese Buildings, Furniture, Dresses, Maschines and Utensils, som bygge­de på Chambers to rejser til Kina, hvor han flittigt havde tegnet bygninger og haver. Han blev også kendt for pagoden, han opførte i Kew Garden. Den danske billedhugger Johan­nes Wiedewelt henviser i øvrigt til Chambers bog, da han 1762 udførte et større forslag til en ny udsmykning af Fredensborg Have. I det til­hørende idé-katalog annonceres nr. XXXV som "Et lidet Chinesisk Monumentet" og beskrives som en pille "tagen af en Colonna­de, som omringer den Cockinchinske Pagode i Canton; Vaserne og den øvrige Decoration ere overalt Chinesiske, og Figuren forestiller en Chinesisk Nonne".

Samme år kunne det københavnske hof stu­dere en nyerhvervelse i Kunstkammeret, nem­lig en 82 cm høj, lakeret husmodel af lakeret træ og elfenben, som nærmest var udformet som en pagode (nu tilhørende Etnografisk Samling, Nationalmuseet). Kunstgenstande af den slags kom hovedsagelig til Danmark via Asiatisk Kompagnis handel med Kina.

I Frederiksberg Have er Det kinesiske Lyst­hus lagt på en lille ø, hvortil der er adgang over en parasolprydet træbro. Selve bygnin­gen er omgivet af en veranda og indeholder en "Sahl", samt to "Cabinetter" og køkken for­uden" Retirade". Pagodetagets hjørner er ud­styret med bugtende drager.

Apistemplet er opkaldt efter den hellige Apistyr i det gamle Egypten. 1802-04 udførte maleren Nicolai Abildgaard tegningen til byg­ningen, hvis forbillede har været det romerske tempel. Søjlerne i tempelfronten er hentet fra vestibulen i Moltkes Palæ på Amalienborg, da man ombyggede palæet til residensbolig for Christian 7. Oksekraniefrisen og tyre-relieffet er udført i sandsten. 1873 blev templet gen­nembrudt således, at det kunne tjene som ind­gang til Zoologisk Have, men fungerer ikke længere som sådan.

Schweizerhuset med det stråtækte tag er og­så tegnet af N. Abildgaard, opført 1800-01.

Frederiksberg Kirke, Frederiksberg Rund­del/Pileallé

Frederiksberg Kirke er den seneste i rækken af kirker, opført for efterkommere af de hollandske ko­lonister. Allerede i 1651 havde beboerne i Ny-Hollænderby fået Frederik 3.s tilladelse til at opføre et gudshus, som antagelig stod færdig 1653. Under svenskekrigen 1658-60 blev den­ne ligesom hollænderbyen ødelagt. En ny kir­ke rejstes 1662 med kongelig tilladelse, tæt ved Pi1eallé hvor Haveselskabets Have udstræk­ker sig. Her stødte man ofte på rester af gamle begravelser og en udgravning 1943 blotlagde fundamentresterne til en aflang kirkebygning i bindingsværk.

I 1600-tallets senere del besørgedes gudstje­nesten i den anden kirke af kapellanen fra Vor Frelsers Kirke, fra 1695 af den hollandske præst ved Holmens Kirke og efter 1703 af sog­nepræsten i Brønshøj. Sidstnævnte, Niels Hansen Glumsøe, fik dog ringe indtægt deraf og klagede meget derover til kongen.

Allerede i 1695 var den anden kirke så for­falden, at man talte om at bryde den ned. Øn­sker derom forstærkedes sikkert, da hele kvarteret fik større anseelse under og efter det nye slotsbyggeri oppe på bakken. Her rejstes på initiativ af Frederik 4. en pragtbygning ef­ter italiensk maner i perioden 1699-1703. Med sit nye sommerlyststed gjorde kongen Frede­riksberg til et andet centrum i Køben­havn. Det måtte også kræve en mere værdig kirkebygning. Til gengæld var det hollandske præg på stedet falmet, stærkest var det endnu i navne som Albret, Cornelius og van Hauen.

Den 5. maj 1732 bestemtes det ved kgl. reso­lution, at en ny kirke skulle opføres, og som arkitekt valgtes hollænderen Felix du Sart. Han var, som flere andre arkitekter, kommet til byen efter den store brand 1728 for at søge lykken. Helt dårligt var det ikke gået ham, for 1729 fik han bevilling til at drive et kalkværk i København.

Du Sart valgte at tegne en ottekantet kirke, en centralbygning, hvis type var kendt i hans hjemlands protestantiske kunst. Således var St. Anne Parochie i Vriesland, opført 1682, meget lig Frederiksberg Kirke. Selve opførel­sen af kirken blev varetaget af tømrersvend Peder Sørensen Ulv, som ved en art licitation havde vist sig konkurrencedygtig med hoved­stadens mestre. Ifølge byggeregnskaberne ko­stede kirken 8.100 rigsdaler. Christian 6. hav­de alene skænket de 2.000 samt en fri bygge­grund til formålet, mens Felix du Sart måtte nøjes med 12 rigsdaler for sine tegninger, den 6. januar helligtrekongersdag, i 1734 indviedes bygningen i overværelse af Christian 6., kronprinsen og en række højere standspersoner. Førnævnte pastor Glumsøe foretog indvielsen.

Glumsøe fortsatte med at betjene kirken indtil sin død i 1735, hvorefter kongen bestemte, at Frederiksberg By skulle have sin egen præst. Denne meget regelrette monark gjorde dette for at hjælpe den lille menighed " for "som de søge til Byens Kirker, saa giver det ikkun Anledning til Stadsportens stadige Aabning paa Søn- og Helligdage". For manget trafik om søndgen, hvor kirkegangen skulle vogtes, var ikke efter pietisternes smag. Men den fromme Christian 6. bemærkede også i samme skrivelse, at en fast ansat præst ville være "til stor Beqvemmelighed for Beboerne helst ved Natte- og andre Tider, naar Stadens Porte ere tillukkede, og de behøve enten i Sygdom eller Døds-Angest at trøstes af Guds hellige Ord, men de kan ey faa Bud til nogen af Præsterne i Staden.

Kongen udnævnte i december 1736 studenten Johannes Kinast til den første med fast embede ved kirken. I udnævnelsen omtales Kinast som et "Fredens og Kærlighedens Barn".

Bygningen fremtræder i dag med visse ændringer siden opførelsen, idet et sakristi tilbyggedes 1782 og et våbenhus i 1865. Oktogonen, rejst af røde mursten med hvidpudsede lisener i hjørnerne, står dog fortsat med sit markante præg fra den hollandske tradition. Det stejle, skifterklædte pyramidetag (oprindelig teglhængt) krones af en lanterne, hvor urskiverne bærer årstallet 1734. Det indre domineres centralt af otte søjler, som bærer loftet; i siderne ses pulpiturer i to etager. Blikket rettes naturligt mod altret, hvor marmorerede søjler og pilastre med korintiske kapiæler rejser sig over bordet og indrammer altertavlen. Over denne er prædikestolen og øverst hviler en kraftig profileret og knækket gesims bærende to putti af billedhuggeren Christopher Hübner. De flankerer Guds øje i trekant med stråler og flammende skyer. Altertavlen bestiltes 1839 hos C. W. Eckersberg. Motivet ønskedes komponeret over teksten fra Johannes Evangeliet, kapitel 17: "Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de må være eet ligesom vi".

Af de 22 altertavler, vi kender fra Eckersbergs hånd, er dette arbejde blandt hans bedste. Det var med sin enkle, protestantiske stil med til at danne skole herhjemme. Lyset kommer fra en skjult lyskilde oppe til venstre, et kompositorisk træk, der fører tanken hen på den franske barokmaler Georges de la Tour. Dette skjulte lys hviler over bordet og disciplenes ansigter, men rammer også Judas" tomme taburet. Heri ligger en symbolik: det ondes mulighed, på engang fraværende (Judas) og samtidig til stede som et lysede centrum (lyset på taburetten).

Af kirken øvrige inventar skal nævnes den smukke orgelfacade i rokoko, der opsattes 1754. Instrumentet flyttedes 1881 til Øster Hassing Kirke, hvorfra facaden atter bragtes tilbage til Frederiksberg i 1934.

På kirkegården, hvis ældste del anlagdes 1734, ligger næst efter Assistens de fleste københavnske berømtheder. Man ser nær kirkens hovedindgang et gravmæle over den berømte jurist Anders Sandøe Ørested og Sophie Ørested, født Oehlenschläger. De øvrige medlemmer af familien Oehlenschläger ligger også begravet på Frederiksberg Kirkegård, og endvidere bør nævnes J. C. Hostrup, teaterhistorikeren Thomas Overskou, malerne F. C. Lund og Constantin Hansen, rigsarkivarerne Bricka og A. D. Jørgensen samt skuespillerne J. A. Price og Emil Poulsen. Desuden historikeren og skolestifteren Frederik Barfod.

Frederiksberg Slot

Marts 1699 begyndte opførelsen af det oprindelige, meget beskedne slot, hvis bygherre var kronprins Frederik. Ansvarlig bygmester var Ernst Brandenburg, som i det væsentlige afsluttede byggeriet 1703. Da kronprinsen i mellemtiden havde arvet troen, ønskede han et mere præsentabelt lystslot. Bygningen udvidedes efter J. C. Ernsts anvisninger, således at den fremtrådte med to tværfløje. Grundplanen ændredes herved til et H. Nordfacaden (ud mod Frederiksberg Have) er italiensk i stilen og står uændret bortset fra farven. Facaden mod Søndermarken blev delvis afskærmet fra vejen, da to lavere sidefløje og en portbygning 1733-38 tilføjedes og dannede et gårdrum. Ombygningen blev foretaget af Lauritz de Thurah.

Interiørerne præges af velbevarede, smukke stuklofter fra Frederik 4.s tid. Riddersalens vægdekorationer er tegnet af Harsdorff, mens et morsomt køkken " "Pandekagekøkkenet" " er bevaret i østfløjen. Dette tekøkken indrettedes af Thurah for Sophie Magdalene.

Slotkirken blev 1931 ved kongelig resolution gjort til særligt distrikt i Frederiksberg Sogn. På samme tid gennemførte Hærens Bygningstjeneste, som slottet hører under, en grundig istandsættelse af kirkerummet, der herefter på ny fremtræder som et af landets fineste barokinteriører. Kirkerummets sidevægge opdeles ved pilastre og øverst er et lavt hvælvet stukloft, hvis dekorationer er udført af Johan Christopher Sturmberg. Til loftets midtparti malede Hendrick Krock et stort maleri med masser af skyer, engle og perspektivisk himmelhvælv. Maleriets tema er en fri gengivelse af Johannes Åbenbarings 4. og 5. kapitel: det hvilende lam på den himmelske trone omgivet af stråleglans. De fire evangelistsymboler ses ved tronens fod, og derunder sidder de 24 ældste på svævende skyer,

Den danske guldalder er også knyttet til slottets historie. Adam Oehlenschlägers far var Frederiksberg Slots forvalter i slutningen af 1700-årene og havde bolig på slottet. I de store sale færdedes digteren som barn og i et vers erindrer ham de imponerende dekorationer:102

Oppe paa Loftet er Gudernes Taffel

Hist sidder Jupiter, stærkest af Magt; Venus i Nøgenheds blændende Dragt. Guderne bruger ei Kniv og ei Gaffel.

Frederiksstaden

Frederikssstaden, navn på den bydel, som Frederik 5. lod anlægge for at fejre den olden­borgske stammes 300-års jubilæum 1749. Det første skridt blev taget 21. august 1749, da Jo­han Ludvig Holstein, oversekretær for Dan­ske Kancelli, sendte en skrivelse til Det kombi­nerede Admiralitets og General Commissari­ats Collegium. Heri blev det bekendtgjort, at kongen overvejede at lade Amalienborgområ­det bebygge, og i den anledning ønskedes en betænkning fra admiral U. F. Suhm. Fra den­ne kom få dage senere en udtalelse med tilhø­rende projekt til arealernes bebyggelse. Pla­nen var udført af agent Andreas Bjørn, en af Københavns rigeste købmænd, og den viste to akser, der skar hinanden retvinklet. I skæringspunktet skulle anbringes et monu­ment omgivet af en kvadratisk plads. Dette blev spiren til det senere så storslåede anlæg med Amalienborg Slotsplads som dets cen­trum.

Admiral Suhm havde imidlertid en praktisk indvending: han frygtede at tømmerpladserne ved Toldboden var for brandfarlige, hvorfor han ønskede dem fjernet, før byggeriet indled­tes. Det blev endvidere tilrådet, at bagere, bryggere, brændevinsbrændere og købmænd ikke fik tilladelse til at udøve deres erhverv i den påtænkte nye bydel, da de kunne skabe brandfare. Indtrykket fra branden 1728 var endnu stærkt. 5. september 1749 godkendtes planen med rettelser af Konseilet (regeringen), 12. september kom en redegørelse herom til Københavns Magistrat og sidstnævnte lod herefter trykke en rådstueplakat, hvori pla­nerne om Amalienborgkvarterets bebyggelse blev offentliggjort.

Desværre var ikke alle myndigheder blevet rådspurgt i sagen, det gjaldt således de landmi­litære myndigheder. 9. november 1749 prote­sterede kommandanten på Citadellet Frede­rikshavn, den nyudnævnte oberst W. E. von Paurenfeind. Han hævdede, at den påtænkte bebyggelse ville være i vejen, da citadellets kanoner skulle have frit skud i retning ind mod hovedstaden!

Det kunstnerisk ansvar for Frederiksstadens udformning blev i hovedsagen overladt til hofbygmeser Nicolai Eigtved, der tegnede Amalienborgpalæerne og pladsen. Efter hans død 1754 fik generalbygmeser Lauritz de Thurah ansvaret, da han døde 1759, overgik det til den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin. Resultatet blev brede, lige gader med lige høje grundmurede huse. Englænderen William Coxe foretog 1784 en rejse til Danmark og skrev om Frederiksstaden: "The new part of the town, raised by the late king Frederich V. is extremely beautiful, scarcely inferior to Bath". At sammenligne den københavnske bydel med det eksklusive badested i England var en anderkendelse af rang.

Frihedsstøtten

Frihedsstøtten på Vesterbrogade rejstes 1792-97 til minde om bondereformerne af 20. juni 1788. Sandstensobelisken må ses som en kulmination af den række af monumenter, man i sidste halvdel af 1700-tallet satte over de folk, der gav bønderne bedre kår. Først i ræk­ken var mindestøtten i Hørsholm, rejst 1761 over enkedronning Sophie Magdalene og hen­des reformvenlige rådgiver, grev Stolberg. En­kedronningen var en af de første jordbesidde­re, som udstykkede jorden og lempede hoveri­et. Ved Lyngbyvejen, nær Kildegårdsvænget, ses en stenstøtte i norsk marmor, som 1783 blev opstillet til ære for J. H. E. Bernstorff, Danmarks navnkundige udenrigsminister. Han byggede Bernstorff Slot omkring 1760, og det var bønderne ved dette gods, der kom til at nyde godt af hans fremskridtsiver. Den før­ste virkelige bondereform indledtes her den 7. september 1764, i Ordrup Sogn, som var den mindste af de tre byer under godset. Jordene måltes op og deres evne til at give afgrøde vur­deredes. Ud fra dette foretoges udskiftningen.

Det afgørende skridt blev taget, da en kom­mission 1758 nedsattes for at ensarte de for­skellige reformer for det store nordsjælland­ske krongods, som på det tidspunkt var gået i stå. 1788 afholdtes en fest på Frederiksberg, hvor Christian Reventlow, en af de stærkeste kræfter bag reformarbejdet, kunne overrække de første 15 af flere tusinde skøder til de pågældende arvefæstebønder. Det vakte også stor opmærksomhed, at han holdt en smuk tale for bønderne.

Hovedmonumentet blev Frihedsstøtten, tegnet af Nicolai Abildgaard, som også gjorde skitser til de fire symbolske kvindefigurer omkring stennålen. Den altid flittige Johannes Wiedewelt udførte kvindefiguren, som repræsenterer "Troskaben". Andreas Weidenhaupt fik ansvaret for "Jorddyrkningsfliden", mens "Tapperheden" og "Borgerdyden" skabtes af billedhuggeren Nicolai Dajon, som var en af Wiedewelts dygtigste elever. Den vestlige af soklens medaljoner, en fremstilling af "Retfærdigheden", skyldes også Wiedewelt, og den modsatte sides medaljon, "Trældommens afskaffelse", udførtes af Weidenhaupt.

Inskriptionerne skyldes digteren Thomas Thaarup (1749-1821), som 1790 blev kendt over hele landet, da han skrev syngestykket "Høstgildet", en dramatisk idyl om den dan­ske bonde. I dette spil skildrede Thaarup fremtidens danske bonde, frigjort fra hoveriet og andre bånd.

Frimands Kvarter

Frimands Kvarter, det 7. i rækken af hoved­stadens gamle rodemål, begrænses af Ama­gertorv, Vimmelskaftet, Skoubogade, Skindergade og Købmagergade. Kvarterets navn er efter Hans Frimand, som var dets rodeme­ster (skatteopkræver m.m.) 1606-10. Ved Kø­benhavns belejring 1659 kunne kvarteret stille 356 mand, og på selve stormnatten var kom­pagniet opstillet på voldstrækningen fra Ha­nens Skanse til Nørreports Bastion. Store dele af kvarteret, især Gråbrødretorv, Løvstræde og Klosterstræde, blev ødelagt af branden i 1728.

Fælledparken

Fælledparken blev anlagt 1908-12 og omfat­ter ca. 58 ha. 27. april 1909 plantedes det første træ af borgmester Jensen. Parkområdet eta­bleredes ved sammenlægning af Københavns tidligere græsningsarealer for heste og kvæg: Blegdamsfælled, Nørre Fælled og Øster Fæl­led. Indtil 1893 var fællederne øvelsesplads for militæret, således fandt flere mønstringer sted på Nørre Fælled i 1679, og 1710 var der på samme fælled en militærmanøvre med tusind­vis af soldater. Da zar Peter den Store 17. juli 1716 kom til København, havde hans soldater slået lejr på fællederne. Omkring 30.000 mand havde zaren med sig, der sammen med danske soldater udgjorde en hærstyrke på 53.000 mand. Planen var, at denne hær skulle invade­re Sverige, men tiden forpassedes og 27. okto­ber sendte zar Peter sine soldater tilbage til Nordtyskland.

I. maj 1726 blev alle de uopdyrkede fælle­der udbudt til bortforpagtning på tre år ad gangen, men der indkom ikke tilstrækkeligt gode tilbud. 1771 blev Struensee henrettet på Nørrefælled. Med den stigende interesse for hestesport i begyndelsen af 1800-årene var der skabt mulighed for afholdelse af hestevædde­løb og sådanne blev holdt i årene 1833-36, at­ter gennemført 1843-47.</>

Ved Slaget på Fælleden den 5. maj 1872, hvor arbejderne afholdt møde (på Nørre Fæl­led), indsatte Københavns politidirektør både politidelinger til fods og ryttere fra garderhu­sarerne. Det kunne dog også gå mere fredeligt til. Garden, hvortil regnedes Garderhusarregi­mentet og Livgarden til fods, afholdt i slutnin­gen af 1800-årene en række "Kongerevuer". Til stede var Christian 9. Herom refereres af en samtidig kilde, at da defileringen "omtrent Klokken tolv vare tilende, udbragtes der et Le­ve for Kongen, der hilsende red forbi Rækker­ne, hvilket istemtes med levende Hurraraab af Tropperne og den forsamlede Menneske­mængde".

Fælledvej 4

Fælledvej 4 på Nørrebro var omkring 1900 en gård med butiksindretning i forhuset og stalde i side- og baghus. Ejeren lod i 1921 sidst­nævnte bygninger erstatte med mere tidssva­rende til bilgarager, men undervejs i byggeriet skiftede han mening og lod dem indrette til re­staurationsetablissementet "Patricia". I bag­huset blev der således både cafe og bevært­ning, mens sidehusets første sal rummede spise- og dansesal. I 25 år fungerede stedet som restaurant, hvorefter fabrikant Harry Løhr ombyggede bygningerne til "Det danske skriftstøberi" og 1950 skiftede ejendommen endnu en gang ejer. I forbindelse med dette opdagede man, at Storm P. havde udsmykket et af lokalerne i baghuset med en festlig billed­frise.

Når malerierne, udført med vandfaste kase­infarver, så længe havde været upåagtede, skyldtes det bl.a., at de hverken stod omtalt i Storm P.s dagbogsoptegnelser eller i samtidi­ge avisudklip. En undersøgelse har vist, at de­korationen blev udført juli 1922 og endnu fin­des der folk på Nørrebro, der erindrer Storm P. arbejdende på sit stillads i baghuset. Frisen omfatter næsten 20 episoder med Peter Vim­melskaft som den gennemgående figur, enten ude for at jage "hvide høns" eller i beruset til­stand. På et af billederne sover han rusen ud på en halvmåne. Adgang til lokalet kan skaf­fes mod forudgående henvendelse til ejeren.

Faaborg, Hans (-1516)

Hans Faaborg tjente som slots­skriver på Københavns Slot. Det lykkedes ham ved intriger at opnå Christian 2.s yndest, bl.a. ved at angive sin herre, slotshøvedsman­den Torben Oxe. Hans Faaborg fortalte kon­gen, at Torben Oxe havde forsøgt voldtægt mod Dyveke. Christian 2. mistænkte til gen­gæld Faaborg for at have forsøgt derpå. Ved en undersøgelse viste det sig, at slotsskriveren havde uorden i sine regnskaber og han blev hængt 10. november 1516. Da Dyveke døde og Torben Oxe senere selv blev hængt, opstod rygtet, at Faaborg var uskyldig. Folk hævdede at have set lys over hans galge.