Indholdsfortegnelse

R

Reformert Kirke, Gothersgade 111

Året 1685 fik Københavns tyske, franske og hol­landske kalvinister tilladelse til fri religions­udøveise (samme periode hvor jøderne fik ret til at holde gudstjenester i private hjem). Kir­kens grundsten blev nedlagt 1688, i øvrigt gen­fundet da man restaurerede bygningen 1968­-73. Stenhuggeren Henrik Brockam var kir­kens arkitekt, mens brødrene Frederik og Ni­colai Müller fungerede som entreprenører. 1689 stod kirken færdigbygget. Interiøret led stor skade under branden 1728. Over en rekt­angulær grundplan er bygningen rejst i røde hollandske mursten, de såkaldte mopper, og hovedfacaden er delt ved joniske pilastre. Pi­lastermotivet er ligesom den rigt profilerede hovedgesims og de ovale blændinger under vinduerne typisk for barokstilen. Over hoved­indgangen er sat en kartouche med Christian 5.s og Charlotte Amalies monogrammer; end­videre en indskrift fra Esajas Bog 2, 3.

Interiøret domineres af de hvidkalkede vægge, de mange pulpiturer og den specielt placerede prædikestol. Stolen, som er et pragtfuldt træskærerarbejde af Friederich Ehbisch, hviler på en søjle formet som en pal­mestamme. Neden under er anbragt et nadverbord. Dette arrangement med en forening af alter og prædikestol i samme side af et kirke­rum er typisk for de reformerte kirker, men har også smittet af på enkelte protestantiske kirkerum her i landet. Det mest nærliggende eksempel er Nicolai Eigtveds Christianskirke på Christianshavn (s.d.).

I kirken i Gothersgade står der på loftet på latin (her oversat); "Herren, den bedste og største. Ved den højeste Guds Bistand, ved naadig Befaling af den stormægtigste Monark Christian 5., Danmarks, Norges, Goters og Venders Konge, og ved den ophøjede Dron­ning Caroline Amalie, Landgrevinde af Hes­sens, Omsorg, er dette Tempel rejst til Brug for de reformerte, i det Herrens Aar 1689 den 11. Oktober". Kirkerummet har ingen figurudsmykninger, hvilket også følger den reformerte tradition.

Regensen, Store Kannikestræde 2

Allerede 1569 stiftede Frederik 2. et kommunitet, som skulle understøtte fattige studenter. Men tan­ken om at organisere et egentligt studenterkol­legium realiseredes først under Christian 4. Lejligheden bød sig, da universitetet 1618 kunne erhverve en mægtig ejendom på det nordlige hjørne af Købmagergade og Store Kannikestræde. Ejendommen havde tilhørt Mette Hardenberg, enke efter kansler Christi­an Friis til Borreby, og med lån af kongen køb­tes den for 9.000 daler. En fordel var det også, at gården lå så nær universitetet.

Straks efter begyndte man at forberede op­førelsen af kollegiebygningen, idet småbyg­ninger på grunden, der ikke kunne gøre nytte, blev nedbrudt. Samtidig bestiltes 43.400 nye mursten. Forsinkelser kom dog til, således at den første del af bygningen først kunne tages i brug sommeren 1623. Dette bekræftes af in­skriptionstavlen på gavlen mod Købmagerga­de: "Christian 4., Danmarks og Norges stor­mægtige konge helligede og viede denne from­hedens bolig til Gud og frelseren, som et mid­del til den sande religions rigere og frodigere udbredelse i nordiske riger 1623". Af bygge­regnskaberne fremgår det, at store summer fortsat blev udbetalt frem til 1626. Først 1628 regnes byggeriet for afsluttet. Officielt kaldtes bygningskomplekset for Collegium Regium, men allerede 1629 var Regensen et almindelig brugt navn.

Ved branden 1728 blev store dele af kollegi­et ødelagt, men bevarede planer viser, at det oprindelig var anlagt som et trefløjet kom­pleks, heraf en kort fløj til Skidenstræde (nu­værende Krystalgade) og en lang fløj med port mod Store Kannikestræde. Ud til Købmager­gade rejste man en kirkebygning i et stok­værk. En facadetegning af fløjen til Store Kannikestræde viser, at kollegiet var udsmyk­ket i nederlandsk renæssancestil, som det ken­des fra så mange af Christian 4.s byggerier. Oprindelig boede der 96 alumner fordelt på 48 kamre, og 1626 bestiltes fra Norge 60 kakkel­ovne til Regensen. Fløjen mod Store Kannike­stræde, som var den eneste intakte efter bran­den 1728, blev istandsat 1743 og forhøjet 1777, mens de øvrige opførtes på ny 1731. På Kirkefløjen mod Købmagergade opsattes 1780 et tårn parti med ur. En større ombygning fandt sted 1906-09 under ledelse af arkitekt Martin Borch, hvor den vestre fløj tilkom, ligesom buegangen under Kirkefløjen etable­redes.

Regensens studenter var i 1700-tallet kendt som ballademagere i gaderne, hvor det gik ud over fredelige borgere, men sammenstød mel­lem borchianere og regensianere forekom lige­så ofte. Værst var bataljerne mellem studen­terne fra Regensen og nogle unge landkadet­ter, hvilket 1718 afstedkom en skrivelse fra politimester Ernst: "at Studenterne motte til­holdes at vogte sig fra Klammerie med Land­-Cadetterne, saasom der alt i et par Affteners Tid er fornummet Rencontre og Klammerie imellem dem af dato 30. Martii 1718". Stridig­hederne fortsatte året efter, hvor Regensen nærmest var i belejringstilstand. Landkadet­terne forfulgte dets alumner med dragne kår­der og en nat blev de fleste af kollegiets ruder knust. Regensianerne klagede derefter til universitetspatronen Ditlev Vibe.

1712-91 havde studenterne det særlige privi­legium at bære lig for en bestemt takst, hvor­efter bevillingen overgik til kommunen. Re­gensen modtog dog stadig indtægten deraf frem til 1895. Ligbærerkontoret lå til venstre i porten ud til Store Kannikestræde. Det nuvæ­rende lindetræ i gården blev i 1950erne plantet til erstatning for den berømte lind, som regensprovst A. C. Hviid lod sætte i 1785. 1 si­ne erindringer Foråret så sagte kommer (1942) har Kaj Munk skildret livet på Regensen, som det var i 1920rne.

Revolutionære strømninger

Revolutionære strømninger gjorde ikke sit indtog i København med blodige revolutioner, men fik en mere fredelig udvikling. Ganske vist begyndte det dramatisk i 1820, da den re­volutionære dr. Jacob Dampe opfordrede til oprør mod den enevældige kongemagt. Men han blev omgående idømt fængsel på livstid og vegeterede i mange år på Christiansø, indtil han blev benådet og endte sine dage i Køben­havn alt andet end revolutionær.

Så kom Julirevolutionen i Paris 1830, hvil­ket vakte uro rundt om i Europa. Københav­nerne tog det roligere. Ved opførelsen af "Den stumme i Portici" på Det kgl. Teater, forekom der i stykket en hentydning til oprøret i Belgi­en, hvilket blot inspirerede publikum til at rej­se sig og lidenskabeligt hylde den tilstedevæ­rende majestæt.

Grundtvig kaldte i sin ungdoms konserva­tisme hånligt revolutionen "de parisiske Sko­ledrenges Ridderspil i Hundedagene" og han tordnede mod forsøg på "at rejse Pøbelbanneret mod Arildstroner og Herrestammer", for det var et ugudeligt oprør ("Politiske Betragt­ninger", 1831).

1 1848 udkom "Det kommunistiske Mani­fest" i London. Teksten, som var på tysk og forfattet af Marx og Engeis, indledtes med de berømte ord "Ein Gespenst geht um i Europa - das Gespenst des Kommunismus". En heftig offentlig debat brød atter ud i København, stærkt præget af stud. med. Frederik Dreiers socialistiske tanker. Grundloven af 1849 kun­ne ikke dæmpe tilfredsheden og i årene 1852-­53 udgav Dreier bl.a. ugeskriftet "Samfundets Reform".

En politisk satire med godt bid i samfundets dårskab trivedes i det københavnske magasin "Nemesis". Dets læsere kunne onsdag den 10. marts 1852 læse fablen "Uglernes Plan", der begyndte som følger: "Glenter og Høge og Ugler have igjennem en lang Række af Aar med den største Selvraadighed hersket over Skovens Smaafugle, og gjort det med samme Humanitet, som Embedsmændene i sin Tid udviste imod Borgerne, eller Godseierne imod Bønderne. Fablen fortæller videre, hvorledes alle skovens fugle opnår samme rettigheder (Juni-grundloven), da en ørn vælges til konge. Den slutter pessimistisk med, at småfuglene, "de kortsynede Graaspurve", atter mister den til uglerne.

Louis Pio blev den første socialistleder og udgav, inspireret af Pariserkommunen i 1871, et par flyveskrifter "Socialistiske Blade", der 21. juli 1871 afløstes af ugebladet "Sociali­sten". I august samme år dannedes en afdeling af "Internationale", der på få måneder fik 9.000 medlemmer, heraf 5.000 i København. Og i september 1871 stiftedes også den første fagforening af tobaksarbejderne.

Da "Socialisten" i 1872 blev dagblad, be­gyndte Louis Pio at agitere stedse stærkere for en samfundsomvæltning. Natten før et folke­møde på Nørrefælled (se Fælleden), den 4. maj 1872, blev han arresteret sammen med en anden leder, Poul Geleff, og dommen lød på fem års forbedringshusstraf. Pio blev imidler­tid benådet 1873, hvorefter han atter kastede sig ud i politik, men fik også konflikter med si­ne tilhængere. Bestukket med 4.000 kroner af politiet forsvandt han hemmeligt med Geleff til Nordamerika i 1877.

Socialismen var dog kommet for at blive og fik i 1874 sit faste organ "Socialdemokraten", i dag "Aktuelt". To år senere fulgte det social­demokratiske vittighedsblad "Ravnen".

Ridter, Janus Laurentius

Janus Laurentius Ridter, født 1854 i Åkir­kirkeby på Bornholm og død 1921 i Køben­havn. Skønt uddannet som boghandler, dyr­kede han tidligt maler- og tegnekunsten. 1874 optog Illustreret Tidende enkelte af hans teg­ninger. Det københavnske billedblad var på dette tidspunkt inde i en rivende udvikling, hvor behovet for tegnere voksede. Men mangel på faglig kunnen fik Ridter til 1892 at søge Tek­nisk Skole i hovedstaden. Han modtog des­uden privatundervisning hos maleren C. M. Soya-Jensen, faderen til den senere kendte forfatter og dramatiker Carl Erik Soya. Selv var C. M. Soya-Jensen en meget søgt lærer, der blandt sine elever kunne tælle Christian 9.s døtre, senere dronning Alexandra af Eng­land og kejserinde Dagmar af Rusland. Ridter blev kendt som bladtegner, knyttet til de Ferslewske blade, men skildrede desuden København i akvareller. Især brokvartererne blev hans motivkreds, hvor han nåede at gen­give den idylliske blanding af fælleder, gartne­rier og villaer, som endnu eksisterede ved år­hundredskiftet. Her er motiver fra Aborre­parken, Kastelsvej, Østre Anlæg, Amerika­vej, Bagerstræde, Fuglebakken, Godthåbsvej og Blågårdsgade. Flere hundrede prospekter foreligger fra hans hånd og han kan på en må­de opfattes som en arvtager af Fattigholm (H. G. Holm) fra første halvdel af 1800-årene.

Rosenborg, Øster Voldgade 4A

Christian 4. erhvervede februar 1606 en række haver uden for den daværende Nørrevold, og arealet blev ved nye køb udvidet i september samme år. På disse grunde ville kongen anlægge en ladegård til forsyning af hoffets husholdning; desuden påtænktes en lysthave, eftersom den gamle kongelige have (omkring det nuværende Vin­gårdsstræde) skulle nedlægges. Mens lade­gårdsbyggeriet flyttedes længere uden for by­en for at erstatte en ældre utidsvarende gård (s.d.), anlagdes en lysthave med lysthus som planlagt. Bygningen stod færdig til brug 1607 og var begyndelsen til det større renæssance­slot.

Idéen med et lysthus uden for voldene var almindelig i udlandet og var også baggrunden for opførelsen af den lidt yngre Blågård. Chri­stian 4.s anlæg omtales tidligst i kilderne som "Dett Nye Løsthuus udj hans Maij: Løsthaf­fue". Fra omkring 1624 kaldtes det Rosen­borg. Den oprindelige bygning lignede en del Badstuen ved Frederiksborg, for den var til­svarende et rektangulært hus i to stokværk med vindeltrappetårn midt for den ene langsi­de. Da man 1929 foretog en udgravning ud for midten af den søndre del af Rosenborgs vest­facade, blev fundamentet til dette tårn afdæk­ket. En kvadratisk tilbygning fandtes tilsva­rende midt på østfacaden, omtalt 1606 som karnap og ved senere udvidelse omformet til et af slottets to mindre tårne. En rest af bygnin­gens oprindelige nordgavl fremtræder i dag som en særlig tyk skillevæg i stueetagen (fuget som ydermur under silketapetet).

I lysthusets stueetage var i karnappen "Smockekammer" (påklædningsværelse), mens et mere rummeligt gemak mod syd var indrettet til dronningen og antagelig to mindre mod nord til kongen. En undersøgelse i dette århundrede har vist, at det mindste af disse rum var dekoreret i den oldenburgske konge­slægts farver, nemlig med gult bræddeloft og røde bjælker. Det viste sig hurtigt, at huset var for småt, hvorefter det 1613-15(") forlængedes med over sin dobbelte længde (45 meter). Muligvis blev bygningens oprindelige, kun 3/4 meter tykke ydermure på samme tid forstærket ved en skalmuring på ½ meters tykkelse. En for­højelse med et stokværk blev antagelig foreta­get 1615, mens førnævnte karnap forhøjedes 1616 til et mindre tårn. Vestfacadens høje, slanke og firkantede tårn med en ottekantet afslutning kan dateres til 1617. Hvem der har stået som arkitekt for disse indledende arbejder vides ikke, men Christian 4. har måske haft nogen indflydelse derpå. Det praktiske arbejde blev tilset af Bertel Lange. Sikkert er det, at næsten alle arkitekturdetaljer genken­des fra det lidt ældre Frederiksborg.

Næste byggefase var 1633-34, hvor et frit­stående ottekantet trappetårn rejstes midt for østfacaden (under ledelse af Hans Steen­winkel (d.y."). Det blev sammenbygget med hovedbygningen ved et kort galleri og en åben loggia i første stokværks højde, begge smyk­ket med sandstensornamenter. Efter dette var slottet færdigt og har i det ydre stået næsten uændret til i dag. Som tidligere nævnt havde kongen og dron­ningen deres "lejligheder" i underste stok­værk, der ved udvidelsen blev øget og endnu viser en næsten uændret rumfordeling. I hver af slottets ender er en større sal og som forbin­delse mellem disse en korridor i østsiden. Det­te princip kendes fra en række samtidige dan­ske herregårde. Fra Frederiksborg kendes pla­nen også, hvor den ene endesal, Sommersalen, beboedes af kongen, mens dronningen dispo­nerede over Vintersalen i modsatte ende, og til begge hørte yderligere nogle mindre rum. På Rosenborg residerede Christian 4. i den nord­lige del af slottet og tilsvarende havde Kirstine Munk sin bolig i sydenden. Et sovegemak hør­te til hvert af de store rum og dernæst et mel­lemliggende gennemgangsrum, som var place­ret bag det store tårn, hvorfra der var opgang til de øvre stokværk ad tårnets stenvindeltrappe. Til de kongeliges komfort var der badstue i tårnets underste stokværk, hvor væggene var beklædt med tin (man kender også dette fra samtidens orlogsskibe). Badstuens gulv havde forsænket badekar, og fra en fast kedel skaf­fedes det varme vand. Kongens "hemmelig­hed" var i en tilbygning til tårnet, konstrueret så snildt, at der var en særlig anordning til vandudskylning.

Rumfordelingen i 2. stokværk blev ændret under Frederik 4., således at de oprindelige to store sale opdeltes i mindre, hvilket gav to selvstændige lejligheder. Den nordlige fik Fre­derik 4.s søster, Sophie Hedevig. Derimod er riddersalen i 3. stokværk bevaret i hele sin længde, dog med ændrede udsmykninger og inventar.

De enkelte rum i slottet fremtræder i dag som en række enestående eksempler på skif­tende tiders smag og håndværksmæssige kun­nen. I 1. stokværk er Christian 4.s velbevarede lejlighed. Det nordlige gavlværelse, der funge­rede som forgemak, var kongens" Vinter­stue". Her er væggene dækket af et egetræs­panel fra loft til gulv og inddelt i fag ved halv­søjler, hvis fodstykker er udskårne. Over 90 malerier er indsat i panelet, alle indkøbt i Ne­derlandene af Christian 4. Der er hovedsagelig tale om landskabsmalerier, klippelandskaber fra Mompers værksted, skovbilleder i Paul Brils stil og et lille skøjteløberbillede. Gavlvæggens udhugne sandstenskamin bærer års­tallet 1615 og Christian 4.s navnetræk. Loftet, som er smykket med mytologiske scener, stammer fra opførelsestiden, men er overført hertil fra værelset ovenover.

Christian 4.s arbejdsværelse, "Skrivestu­en", er i tårnværelset ved siden af, rigt udsty­ret med kasseteret egetræsloft. Bemærkelses­værdige er de lakerede panelfyldinger med ki­neserier. I Rosenborgs ældste original bevare­de inventarprotokol fra 1718 meddeles det, at væggene er beklædt med "indianske Figurer", bedre vidste man ikke. Da slottet indrettedes til museum i 1830rne, gættede man på, at den "japanske" udsmykning kunne sættes i for­bindelse med den ostindiske ekspedition un­der ledelse af Ove Giedde, som Christian 4. udsendte 1618-22. Først 1914 blev det er­kendt, at der var tale om kineserier. Moderne undersøgelser af Gudmund Boesen, en årræk­ke direktør for Rosenborg-samlingerne, har vist, at fyldingerne må være malet efter 1667 og af hollænderen J. de Bray. Som forbilleder har han bl.a. benyttet nogle af sin samtids­ rejsebeskrivelser med kobberstukne tavler, f.eks. Athanasius Kirchers "China... illustra­ta", udgivet på latin 1667 i Amsterdam. Skibsmotiver fra disse bøger går igen på Rosenborg-panelerne.

Gavlværelset i 2. stokværk, betegnet "Prin­sessens Forgemak" indrettedes i begyndelsen af 1700-årene. Her lod Frederik 4. væggene dække med Audenarde-tapeter, der viser landskaber med Ovidiske metamorfose-sce­ner. Lysekronen er en gave fra den franske konge Ludvig 14.

Riddersalen, slottets fornemste rum, hvor Frederik 4. 1705 lod opsætte det flade, tønde­hvælvede stukloft. Stukdekorationerne dan­ner tillige rammen om fire loftsmalerier, der leveredes af den franske kunstner Benoît le Coffre. Emnerne skulle være vigtige rege­ringshandlinger: "den altid færdige Sø-Rust­ning", landmilitsens og dragonernes oprettel­se samt vornedskabets ophævelse. Af ukendte årsager forkastede kongen billederne og lod i stedet de tyske stukkatører Leonhard Schwa­be og Franz Biener modellere dem i stuk, mens billedfelterne i stukrammerne udfyldtes med Hendrick Krocks fire malerier af kronregalier­ne. Den mest iøjnefaldende del af stukdekora­tionen er de fire lange figurrækker, hvor per­sonerne bevæger sig hen mod en allegorisk kvindefigur, i al fald i de to af rækkerne. Em­nerne er bl.a. krigsmagten og bøndernes tak­nemmelighed over at modtage frihedssymbo­let af Libertas.

Allerede i Frederik 3.s tid benyttedes slottet mindre til beboelse. Christian 5. brugte 1671 slottet til ved en højtidelig lejlighed at uddele dannebrogsordenen for første gang. Fra hans regeringstid opbevaredes også rigets regalier, den kongelige salvingsstol og de tre sølvløver. Stolen og løverne ses i dag i riddersalen. Da Frederik 4. 1706 for første gang tog ophold på Rosenborg, blev han hyldet i et digt af gehej­mearkivar Frederik Rostgaard, som passede gehejmearkivet i slottets kælder. Et af versene lød:

I Dag, det er en Dag, som billigen maa tegnis

Med gylden Pen og Skrift blandt dem som

skulde regnis I Tide-Bogen op: thi Rosenborrig faar

Ej større Ære-Dag i dette hundred Aar.

1708-09 foretog Frederik 4. sin anden store udenlandsrejse, hvis hovedmål blev Tyskland og Italien. I Venezia overraktes kongen nyt­årsdag 1709 en velkomstgave fra republikken "bestaaende af allehaande Forfriskelser saa­som Vine, Vildt, Lammekød, Ost, Frugter og Konfekt, røget Kød, Vokslys og adskillige kostbare venetianske Glas". Fra Venezia hjembragte Frederik 4. også otte lysekroner og otte væglampetter af "slebet Galas". Vin­teren 1713-14 fulgte en nyindretning af det nordøstlige tårnværelse ved Riddersalen, hvor der skulle være glaskabinet til de hjemførte skatte. Brandmajor Gotfred Fuchs fik ansva­ret derfor, idet man på væggene anbragte py­ramider af hylder, der beklædtes med glas og kantedes med forgyldte blyborter. Udskårne, forgyldte putti og genier støttede hylderne.

Lystslottet kom efterhånden til at fungere som kongernes og rigets klenodiekammer på linie med Kunstkammeret på Slotsholmen. Traditionen var allerede grundlagt af Christi­an 4. Da fyrst Christian den Yngre af Anhalt 1623 besøgte Rosenborg, noterede han i sin dagbog, at der var "ein klein Cabinet, in wel­chem etliche Japanische Sabel, Meszer und Teppich ...". I 1700-tallets midte fortæller en svensker, at han betalte to rigsdaler "för at se denna herligheten". 1804 overførtes Kunst­kammerets mineralier til Rosenborg, hvor der i forvejen var to andre mineraliesamlinger. En berømt samling af konkylier, som var grund­lagt af kgl. hof- og kunstdrejer, konkyliolog Lorenz Spengler, tilføjedes også Rosenborgs skatte. En reorganisering fandt sted, da man ved kgl. resolution af 4. maj 1833 nedsatte en kommission "til en chronologisk Ordning og Opstilling af de Kunstsager m.m., som opbe­varedes paa Rosenborg Slot". Som kommissi­onens formand valgtes Christian Jürgensen Thomsen, en af de betydeligste skikkelser i dansk museumshistorie. For menigmand har det været en mærkvær­dig verden. En jysk bondekarl fortæller om­kring 1850: "Paa Rosenborg Slot er slet ingen Folk, men lutter Gjemt Sager fra de gamle Konger, og der skal være meget, og Uhyre at see derinde - Men det koster 3 Rdl. ...".

Rosenborg Eksercerplads

Rosenborg eksercerplads, som har ind­gang fra Gothersgade, blev fra ældre tid be­nyttet til militære formål. Luxdorph skriver 1760 i sin dagbog, at "Paraden skal være i Ro­senborg Have". Ud til Gothersgade lå et ek­sercerhus, opført 1787 og atter nedrevet 1929, da man gjorde Gothersgade bredere. En helt umilitær begivenhed var den offentlige af­brænding af slidte pengesedler, som i gamle dage fandt sted på eksercerpladsen. Sedlerne destrueredes i en stor ovn på pladsen, mens folk måbende så til uden for gitteret. Det kun­ne hænde, at en seddel for tidligt kom op af ovnens skorsten og blev fundet på gaden.

Rosenborg Kvarter

Rosenborg Kvarter, det 9. af stadens gamle rodernål, begrænses af Købmagergade, Kul­torvet, Sankt Gertrudsstræde, Tornebuskega­de, Nørre Voldgade, Gothersgade, Mønterga­de og Klareboderne. Det inddeltes administra­tivt i to roder, Trinitatis Kirkes og Reformert Kirkes. Såvel Gothersgade som Rosenborgga­de og Tornebuskegade opstod i forbindelsen med anlægget af Ny København i 1600-tallet.

Rosenvænget

Rosenvænget er et kendt villakvarter på Østerbro med en lang historie. I 1688 erhver­vede amtmand i Norge, Jens Nielsen Toller von Rosenheim, store arealer på stedet og ef­ter ham fik senere lokaliteter navne med for­stavelsen Rosen. Hans tid som grundejer var kort, for 1689 sendtes han som overkrigskom­missær med de tropper, man overlod kong Vilhelm 3. af England mod Jacob 2. under felttoget i Irland. Her døde Rosenheim året ef­ter i Dublin.

I sidste halvdel af 1700-tallet havde den drif­tige forretningsmand, etatsråd Reinhard Ise­lin, sin gård Rosenvenge her og den afløstes se­nere af landstedet Rosendal og det tilhørende Rosenengen øst derfor. Disse ejendomme købtes 1857 af hofvinhandler og kaptajn i liv­jægerkorpset Mozart Waagepetersen og året efter begyndte han en udstykning til bygge­grunde. En forudsætning for projektet var dog ophævelsen af Magistratens forkøbsret til Rosenengen, hvilken han fik indhentet, lige­som han af kammerherre P. H. Classen og Det Classenske Fideicommis fik overdraget den frie dispositionsret til to arvefæster. Det ene arvefæste, som kaldtes "Jordstrimmelen", omfattede 4.060 kvadratalen og skilte Rosen­engen fra Strandpromenaden (nuv. Strand­boulevarden).

Efter udstykningen var begyndt, etablerede man hovedvejen og førte den helt ned til stran­den. Senere fulgte kvarterets øvrige villaveje, efter vedtægterne planlagt til at være 20 alen brede. Vedtægterne skulle sikre et attraktivt miljø og bestemte også, at villaerne ikke måtte bygges højere end tre etager. Alt dette for at "gavne dem, der sætte Priis paa en landlig Bo­pæl med Have i Nærheden af Staden og Stran­den". Da Waagepetersen sluttede udparcelle­ringen i 1872, var 49 grunde solgt, men noget af kvarterets oprindelige karakter også æn­dret. Kravet om 20 alen brede (1 alen = 66 cm) veje var nedsat for de sidste vejstrækninger og gadebelysning med gas var påbegyndt.

Nogle af tidens mest fremstående arkitek­ter, Gottlieb Bindesbøll og G. F. Hetsch, leve­rede tegninger til de første villaer. Desuden deltog den flittigt benyttede villa-arkitekt J. D. Herholdt, som i 1857 havde gjort sig bemær­ket, da han tegnede xylograf Axel Kitten­dorffs villa på Frederiksberg. Flere stilarter kom til at beherske byggeriet, eftersom perio­den prægedes af megen usikkerhed i det arki­tektoniske formsprog. Men husene og miljøet appellerede til borgerskabet og folk som B&W-fabrikanten William Wain, højesterets­præsident A. L. Drewsen og vejviser-udgi­veren T. Krak flyttede ud i Rosenvænget. Her­til kom krigsminister, oberst Good og mari­nens kommandør Christiansen.

Kunsten trivedes også i kvarteret. I Rosen­vængets Hovedvej 27, en bred villa bygget 1860 i italiensk stil efter tegninger af Herholdt, boede maleren P. C. Skovgaard. Han forevigede den smukke Aggersborgs Sø, som lå i nær­heden. Af andre tilflyttere kan nævnes Wil­helm Marstrand, C. F. Aagaard og marinema­ler Sørensen, hvis atelier stod åbent for Holger Drachmann. Johanne Luise Heiberg boede der ligeledes, "længst ned ved Stranden i for­nem Afsluttethed, ligesom i Skyggen af de mange vundne Laurbær". Sådan erindrede Edv. Lehmann stedet og bemærkede om sit eget barndomshjem i Rosenvænget, at Mel­dahl havde bygget huset "... i en smuk, men ikke alt for praktisk Schweitzerstil".

Rundetårn

Rundetårn opførtes som astronomisk obser­vatorium og indgik samtidig i et større byg­ningskompleks, der omfattede en studenterkirke (Trinitatis) og et universitetsbibliotek indrettet i samme kirkebygnings underste loft. Christian 4., som tog initiativ til byggeriet, nå­ede kun at se tårnet færdigt (kirken indviedes første Trinitatis søndag 1. juni 1656). Tre arki­tekter anses for at have medvirket til Runde­tårns udformning: L. Blasius, J. Scheffel og H. v. Steenwinckel den yngre. Grundstenen til denne, velsagtens mest ejendommelige byg­ning i København, blev nedlagt 7. juli 1637, og som vigtigste byggemateriale anvendtes små hollandske mursten, også kaldet mopper. Be­friet i 1950 for et gammelt lag cement puds ses det nu, hvorledes stenene er lagt i gule og røde bælter på skift.

I tårnet, en cylinder på ca. 15 m i diameter og næsten 36 m i højden, er indbygget en snoet rampe med 7½ vinding. Hvor rampen slutter, begynder en bred trætrappe, men man har he­le tiden vidst, at sneglen fortsatte. Da man i 1983 ryddede den næstøverste etage, der om­fattede den gamle portnerbolig (senere indret­tet til vaskerum og kulkælder), blev det gamle gulv brudt op. Under dette lå slidt, men in­takt, fortsættelsen af sneglen svarende til en ½ omdrejning. Den bygningsarkæologiske undersøgelse standsede ved væggen indtil rummet med planetmaskinen og det kan ikke udelukkes, at sneglen har fortsat.

Involveret i byggeriet var også universitetets ledende astronomiske professor, Christian Sørensen Longomontanus (1562-1647), som var elev af Tycho Brahe. Han havde ønsket stjernekiggerborgen bygget på Valby Bakke, men kongen insisterede på placeringen ved universitetskirken. Observatoriets officielle navn blev Stellaburgi Regii Hauniensis, hvad det tydeligt refererede til Tycho Brahes be­rømte Stjerneborg på Hven (Uranienborg). Københavns Universitet kunne hermed hæv­de en videnskabelig disciplin, som hørte til ti­dens mest værdsatte. Indretningen af observa­toriet tog dog tid. 1643 afsluttedes kontrakt med tømrerne om opførelsen af fem astrono­miske huse på platformen. De var fire alen høje. Ole Rømer (1644-1710) lod 1697 opsætte den første planetmaskine, som han selv havde konstrueret. Han var professor i astronomi og som opdager af lysets hastighed (under et op­hold i Paris) blev han den berømteste leder af observatoriet. Den nuværende planetmaskine fra 1928 ses, hvor sneglegangen slutter.

Det smukke smedejernsgitter omkring plat­formen, som opsattes 1643, blev fremstillet af Christian 4.s kunstsmed, Caspar Fincke. Af de oprindelige 48 gitterfelter blev nogle øde­lagt ved branden i 1728. I syv af de nuværende 54 felter ses Christian 4.s monogram og bogstaverne RFP, en forkortelse af kongens mot­to: Regna firmat pietas - fromhed styrker ri­gerne. Gitteret blev restaureret for et par år si­den.

Vanskeligere har det været at tyde den store rebus på muren af Rundetårn over indgangen. I Rigsarkivet er bevaret Christian 4.s egen­hændige udkast dertil. Typisk for den travle konge er det gjort på et forhåndenværende stykke papir, hvor han på bagsiden har skitse­ret tre pramme, som han 1640 ønskede bygget på Holmen. Allerede Thomas Bang kom 1648 nær den rette tolkning: "Styr lærdommen og retfærdigheden, Herre (Jehova), i den krone­de Konge Christian 4.s hjerte". Ved "lærdom­men" skal forstås den rette kristelige lærdom, mens det gyldne sværd står for ordet "justi­am". De hebraiske bogstaver står for Jahve (Jehova). Mere frie oversættelser er kommet i tidens løb. En af de vittigste stammer fra Re­gensen og lyder: "Doktorens Trine med den lange kniv dirkede krimskrams ind i hjertet på Christian 4-tal".

Sneglegangen, som fremtræder med flade, hvidkalkede grathvælv, er godt 200 meter lang. Hvad den snor sig om, kaldes en mæglerspindel, en høj cylinder ført lodret op gennem hele bygningen. Allerede Longomontanus nævner i sin bog Introductio in Theatrum astronomicum, udgivet 1639, at den blev kon­strueret som en køre- og riderampe, således at kongen kunne komme derop for at overvære observationerne. I Jens Lauritssøns Diarium sine calendarium ..., udgivet 1648, står for året 1642, hvor tårnet var færdigbygget, at "Det er saa slet oc jeffnt ud i sin Opgang, at mand der op kand baade age oc ride". Det blev også benyttet på denne måde. Astronomen Peder Horrebow (1679-1764), som var obser­vatoriets leder i begyndelsen af 1700-årene, beretter, hvorledes Ruslands Czar, Peter den Store, den 2. oktober 1716 red op ad rampen på en russisk hest efterfulgt af Czarina Catha­rina i en karriol.

I tidens løb har forskere sammenlignet dette usædvanlige tårn med alle mulige eksempler i udlandet. Som et af de nærmeste, geografisk set, henvises der til Varberg-fæstningen, hvor der i Kokkenborg-bastionen findes et anlæg med trinløs, spiralsnoet opgang. Slottene i Berlin ligesom Hartenfels i Torgau kan også have været forbilleder. Da Jean Picard fra Pa­riserobservatoriet havde besøgt København for at studere tårnet, skrev han 1680, at en vogn med lethed kunne køre op i dette på samme måde som i tårnet i Amboise (slot i Frankrig). I virkeligheden var der to svært­byggede tårne med spiralrampe, som prydede Amboise, og skønt Christian 4.s arkitekter næppe har set slottet, kan de have studeret du Cerceaus navnkundige bog, Les plus excel­lents batiments de France, som udkom i 1570erne. Heri stod det omtalt.

En symbolik bag tårnet har man også søgt. Der er endog blevet trukket paralleller til Ba­belstårnet! Svagheden i denne sammenligning ligger i, at Babelstårnet traditionelt repræsen­terer hedenskaben og menneskets dårskab. Tankegangen er trods dette ført videre til S. Ivo alla Sapienza, universitetskirken i Rom, som påbegyndtes 1642 af Francesco Borromi­ni. Han forsynede bygningens kuppel med et konisk, snegleformet tårn, en klar parafrase på Babelstårnet og den babyloniske visdom knyttet dertil. Man har derfor tolket S. Ivo­tårnet som en positiv repetition af en negativ original, efter at Guds visdom nu har manife­steret sig i mennesket.

Renæssancens lærde kredsede også om stjernekiggertårnene og deres idé-mæssige til­knytning til Babelstårnet. I englænderen Ro­bert Records Castle of Knowledge, en lærebog om astronomi udgivet 1556, viser titelbladet et kompakt middelaldertårn med stjernekigge­re. Her sættes Urania, et symbol på den solide videnskab, over for lykken, repræsenteret ved den flygtige og vakkelvorne Fortuna.

Interessant er også de skrifter, den engelske mystiker og naturfilosof Robert Fludd udgav 1617-19. De omhandlede en universallære, derunder fysik, astrologi, astronomi, kabbala (jødisk mystik i middelalderen), men også mu­sikteori. Bogen er fyldt med illustrationer, deriblandt et kobberstik, som Fludd kalder "Musikkens Tempel", og det viser en kompli­ceret fantasibygning. På musernes bjerg tæn­kes den at stå. Det slående er ligheden mellem denne bygnings udvendige udformning og Rundetårns, begge steder ses øverst en rund­buefrise, ligesom lisen-inddelingen er fælles. Fludds tårn er endvidere smykket med en spi­ral og koncentriske cirkler, hvad der først gi­ver mening, når man læser hans egen forkla­ring: "Du skal omhyggeligt betragte spiralomdrejningen i det største tårn, som betegner luftens bevægelse når den bliver berørt af ly­den eller stemmen. De to døre betyder ørerne eller høreorganerne, uden hvilke den frem­bragte lyd ikke kan opfattes, ej heller kan der være nogen indgang til templet uden dem".

En moderne forsker, Frances Yates, har vist, at denne sneglehus-bygning er et forsøg på at illustrere den klassiske oldtids lære om akustik, og hænger sammen med troen på sfærernes harmoni. Herved skal forstås An­tikkens opfattelse, at himmellegemerne ud­sender underskøn musik ved deres bevægelse. Platon skriver i sin 10. bog af Staten, hvorle­des krigeren Er i en vision ser himmelens otte sfærer dreje rundt om "Nødvendighedens Ten". Det kan således tænkes, at Rundetårns sneglegang symboliserer de otte himmelske sfærer, der dengang antoges at omfatte plane­ternes syv og fixstjernernes.

Rundetårn har siden 1958 været en selvejen­de institution, som driver det tilhørende mu­seum med en stor, bogsamling om historisk astronomi, flere hundrede stik og en fornem instrumentsamling. Her er Francois de Mont­genets himmelkugle fra 1560, et kinesisk hori­sontalur, danske vægtlodder fra slutningen af 1600-tallet m.m.

Ryesgade

Ryesgade på Nørrebro [SIC: Østerbro, subsidiært Nørrebro og Østerbro] er opkaldt efter krigshelten, general Olaf Rye. Han organise­rede 1849 tilbagetrækningen af en dansk hær­afdeling op gennem Jylland, hvor den fra Hel­genæs på Djursland blev udskibet og atter landsat i fæstningen Fredericia. Det skete uden at fjenden bemærkede det. Under et ud­fald fra fæstningen 6. juli samme år mistede Rye livet.

Anlæggelsen af Ryesgade blev 1857 vedta­get af borgerrepræsentationen som et led i be­byggelsesplanen for forstæderne. Ideens op­havsmand var kgl. bygningsinspektør J. D. Herholdt, men det tog lang tid, før projektet var afsluttet. Første etape var strækningen fra Skt. Hansgade nordpå i året 1858, derefter fulgte det nordre forløb frem til Østerbroga­de. Så sent som 1881 standsede den daværen­de Ryesgade omtrent ved Irmingergade. Nord for denne linie, i en længde af 450 alen, var in­tet anlagt og dette mellemstykke blev først se­nere lukket.

Mange af gadens beboere klagede over dette smøleri, en enkelt var dog godt tilfreds med den lukkede gade, nemlig løjtnant H. Schow, som underviste folk i at køre på velocipede. I 1875 husede gaden blot 300 familier, allerede 1901 var Ryesgade med sine 9.000 beboere den folkerigeste i København og i 1970erne var tal­let oppe på 30.000. I samme periode oplevede kvarteret en opblomstring af charmerende marskandiserbutikker.

Rådhuset og Rådhuspladsen

Rådhuset og Rådhuspladsen har fælles hi­storie. De er fremstået af klunketidens ønske om en monumental plads, der skulle indram­me et lige så monumentalt rådhus. Hvor Råd­huspladsen ligger i dag, var i gamle dage en del af byens Vestervold. Den udbyggedes i 1600­tallet på dette sted med Schacks og Gyldenlø­ves Bastioner, og på sidstnævntes plads kom rådhuset senere til at ligge.

Da man i 1850erne sløjfede volden, skabtes et frit terræn. Herpå etableredes 1872-89 en industri- og kunstudstillingspark, der blev en kolossal succes. Den første udstilling åbnedes 13. juni 1872 med megen festivitas. Der ind­ledtes med en kantate, skrevet af Carl Ploug og med musik af N. W. Gade. Christian 9. gav følgende ord: "Idet jeg nu ønsker, at denne Udstilling maa bære rig og velsignet Frugt for Industriens og Kunstens Udvikling til de nor­diske Rigers Held og Styrke, erklærer jeg den­ne anden nordiske Kunst- og IndustriudstiI­ling for åbnet".

Til lejligheden opførtes "Industribygnin­gen" på hjørnet af " Vesterbros Passage", hvor den kom til at sætte stærkt præg på den senere Rådhusplads. Bygningen, som rejstes 1870-72 efter arkitekt Vilhelm Kleins tegnin­ger, bestod af fire fløje med hjørnepavilloner og var i to etager. Materialet var røde tegl og stilen fransk inspireret. I 1879 tilføjedes en midtbygning, en storslået hal, også efter Kleins tegninger [SIC: Er den ikke samtidigt med resten"]. Den blev i 1930rne opgivet for at give plads til biografen "Palladium". Hele komplekset blev nedrevet 1976 for at af­løses af det nuværende "Industriens Hus".

Udstillingsområdets senere hovedbygning opførtes 1887 med den da 39 år gamle Martin Nyrop som arkitekt. Hans bygning strakte sig næsten fra " Vesterbros Passage", fortsatte sydvest for byens gamle Halmtorv (hvor "Lurblæserne" nu er rejst) og nåede til Vester Voldgades daværende forlængelse.

Hovedidéen i Nyrops bygning var en impo­nerende trækonstruktion, der kronedes af en enorm kuppel med flagstang øverst. Valget af træ som hovedmateriale var ganske vist utra­ditionelt, men klart inspireret af udstillings­bygninger i London, Liverpool og Edinburgh, hvor man delvis havde benyttet trækonstruk­tioner.

Nyrop havde med ét slag vundet anerken­delse og skrev i Den tekniske Forenings Tidsskrift 1888-89: "Det er værd at lægge mærke til, hvilken afgørende Betydning alle Detailspørgsmaal og Enkeltheder ved en Byg­ning faar for det heles Karakter og Udseende, og hvorledes man stadig maa gaa ud fra Enkelthederne som de bestemmende. Hensyn til Glasset bestemmer Tagets Hældning og Rude-Sprodsernes indbyrdes Afstand: gang­bare Tømmersorters Dimensioner giver Fag­inddelingen; Bræddebredden regjere med Hensyn til Bygningens Ydre, hvor Inddelin­gen maa gaa ud fra dette Maal". Manifestet var klart og ligeså det næste mål: projekteringen af det ny rådhus. Først blev udstillingsområdet ryddet efter aftale med kommunen og lå øde 1. januar 1889. To måne­der senere afleverede Nyrop sit første projekt til et nyt rådhus. Det skete i konkurrence med bl.a. Dahlerup og Valdemar Koch. Skønt Ny­rops forslag stod sig i forhold til de øvrige, me­re eller mindre overlæssede kransekagepro­jekter, måtte han dele førstepræmien med Koch. Men efter en ny konkurrence, sejrede han alene, hvorefter udgravningen påbegynd­tes 1892.

Den 28. juli 1894 nedlagde man grundste­nen på kronprins Frederiks (8.) sølvbryllups­dag og allerede fire år senere fejredes rejsegil­det. Yderligere tre år senere var den indvendi­ge indretning så vidt, at man kunne arrangere en kunstudstilling. Nytårsaften 1903 skulle det ny klokkespil indvies og folk stod tæt og forventningsfulde. Dybt skuffede blev man­ge, da bølleoptøjer og larmende skrubtudser og kinesere ændrede pladsen til en kamp­plads, hvori flere bedsteborgere deltog. Klok­kespillet blev aldeles overdøvet, og politiet fik ikke standset kampene før ved firetiden næste morgen.

Anskuer man Nyrops bygning i dag, kan han ikke holdes fri for at dyrke historiske stil­arter som sine konkurrenter. Til gengæld hævder den sig stadig ved sin klare dispositi­on. Rådhuset er formet som en aflang firkant med gennemgående korridorer og hovedind­gange på kortsiderne. Firkanten er opdelt i en større og mindre gård, sidstnævnte overdæk­ket med glastag, hvad der gør den anvendelig som festsal.

Bygningens fineste rum, Borgerrepræsenta­tionens festsal, indviedes 1905.