Indholdsfortegnelse
R
Reformert Kirke, Gothersgade 111
Året 1685 fik Københavns tyske, franske og hollandske kalvinister tilladelse til fri religionsudøveise (samme periode hvor jøderne fik ret til at holde gudstjenester i private hjem). Kirkens grundsten blev nedlagt 1688, i øvrigt genfundet da man restaurerede bygningen 1968-73. Stenhuggeren Henrik Brockam var kirkens arkitekt, mens brødrene Frederik og Nicolai Müller fungerede som entreprenører. 1689 stod kirken færdigbygget. Interiøret led stor skade under branden 1728. Over en rektangulær grundplan er bygningen rejst i røde hollandske mursten, de såkaldte mopper, og hovedfacaden er delt ved joniske pilastre. Pilastermotivet er ligesom den rigt profilerede hovedgesims og de ovale blændinger under vinduerne typisk for barokstilen. Over hovedindgangen er sat en kartouche med Christian 5.s og Charlotte Amalies monogrammer; endvidere en indskrift fra Esajas Bog 2, 3.
Interiøret domineres af de hvidkalkede vægge, de mange pulpiturer og den specielt placerede prædikestol. Stolen, som er et pragtfuldt træskærerarbejde af Friederich Ehbisch, hviler på en søjle formet som en palmestamme. Neden under er anbragt et nadverbord. Dette arrangement med en forening af alter og prædikestol i samme side af et kirkerum er typisk for de reformerte kirker, men har også smittet af på enkelte protestantiske kirkerum her i landet. Det mest nærliggende eksempel er Nicolai Eigtveds Christianskirke på Christianshavn (s.d.).
I kirken i Gothersgade står der på loftet på latin (her oversat); "Herren, den bedste og største. Ved den højeste Guds Bistand, ved naadig Befaling af den stormægtigste Monark Christian 5., Danmarks, Norges, Goters og Venders Konge, og ved den ophøjede Dronning Caroline Amalie, Landgrevinde af Hessens, Omsorg, er dette Tempel rejst til Brug for de reformerte, i det Herrens Aar 1689 den 11. Oktober". Kirkerummet har ingen figurudsmykninger, hvilket også følger den reformerte tradition.
Regensen, Store Kannikestræde 2
Allerede 1569 stiftede Frederik 2. et kommunitet, som skulle understøtte fattige studenter. Men tanken om at organisere et egentligt studenterkollegium realiseredes først under Christian 4. Lejligheden bød sig, da universitetet 1618 kunne erhverve en mægtig ejendom på det nordlige hjørne af Købmagergade og Store Kannikestræde. Ejendommen havde tilhørt Mette Hardenberg, enke efter kansler Christian Friis til Borreby, og med lån af kongen købtes den for 9.000 daler. En fordel var det også, at gården lå så nær universitetet.
Straks efter begyndte man at forberede opførelsen af kollegiebygningen, idet småbygninger på grunden, der ikke kunne gøre nytte, blev nedbrudt. Samtidig bestiltes 43.400 nye mursten. Forsinkelser kom dog til, således at den første del af bygningen først kunne tages i brug sommeren 1623. Dette bekræftes af inskriptionstavlen på gavlen mod Købmagergade: "Christian 4., Danmarks og Norges stormægtige konge helligede og viede denne fromhedens bolig til Gud og frelseren, som et middel til den sande religions rigere og frodigere udbredelse i nordiske riger 1623". Af byggeregnskaberne fremgår det, at store summer fortsat blev udbetalt frem til 1626. Først 1628 regnes byggeriet for afsluttet. Officielt kaldtes bygningskomplekset for Collegium Regium, men allerede 1629 var Regensen et almindelig brugt navn.
Ved branden 1728 blev store dele af kollegiet ødelagt, men bevarede planer viser, at det oprindelig var anlagt som et trefløjet kompleks, heraf en kort fløj til Skidenstræde (nuværende Krystalgade) og en lang fløj med port mod Store Kannikestræde. Ud til Købmagergade rejste man en kirkebygning i et stokværk. En facadetegning af fløjen til Store Kannikestræde viser, at kollegiet var udsmykket i nederlandsk renæssancestil, som det kendes fra så mange af Christian 4.s byggerier. Oprindelig boede der 96 alumner fordelt på 48 kamre, og 1626 bestiltes fra Norge 60 kakkelovne til Regensen. Fløjen mod Store Kannikestræde, som var den eneste intakte efter branden 1728, blev istandsat 1743 og forhøjet 1777, mens de øvrige opførtes på ny 1731. På Kirkefløjen mod Købmagergade opsattes 1780 et tårn parti med ur. En større ombygning fandt sted 1906-09 under ledelse af arkitekt Martin Borch, hvor den vestre fløj tilkom, ligesom buegangen under Kirkefløjen etableredes.
Regensens studenter var i 1700-tallet kendt som ballademagere i gaderne, hvor det gik ud over fredelige borgere, men sammenstød mellem borchianere og regensianere forekom ligeså ofte. Værst var bataljerne mellem studenterne fra Regensen og nogle unge landkadetter, hvilket 1718 afstedkom en skrivelse fra politimester Ernst: "at Studenterne motte tilholdes at vogte sig fra Klammerie med Land-Cadetterne, saasom der alt i et par Affteners Tid er fornummet Rencontre og Klammerie imellem dem af dato 30. Martii 1718". Stridighederne fortsatte året efter, hvor Regensen nærmest var i belejringstilstand. Landkadetterne forfulgte dets alumner med dragne kårder og en nat blev de fleste af kollegiets ruder knust. Regensianerne klagede derefter til universitetspatronen Ditlev Vibe.
1712-91 havde studenterne det særlige privilegium at bære lig for en bestemt takst, hvorefter bevillingen overgik til kommunen. Regensen modtog dog stadig indtægten deraf frem til 1895. Ligbærerkontoret lå til venstre i porten ud til Store Kannikestræde. Det nuværende lindetræ i gården blev i 1950erne plantet til erstatning for den berømte lind, som regensprovst A. C. Hviid lod sætte i 1785. 1 sine erindringer Foråret så sagte kommer (1942) har Kaj Munk skildret livet på Regensen, som det var i 1920rne.
Revolutionære strømninger
Revolutionære strømninger gjorde ikke sit indtog i København med blodige revolutioner, men fik en mere fredelig udvikling. Ganske vist begyndte det dramatisk i 1820, da den revolutionære dr. Jacob Dampe opfordrede til oprør mod den enevældige kongemagt. Men han blev omgående idømt fængsel på livstid og vegeterede i mange år på Christiansø, indtil han blev benådet og endte sine dage i København alt andet end revolutionær.
Så kom Julirevolutionen i Paris 1830, hvilket vakte uro rundt om i Europa. Københavnerne tog det roligere. Ved opførelsen af "Den stumme i Portici" på Det kgl. Teater, forekom der i stykket en hentydning til oprøret i Belgien, hvilket blot inspirerede publikum til at rejse sig og lidenskabeligt hylde den tilstedeværende majestæt.
Grundtvig kaldte i sin ungdoms konservatisme hånligt revolutionen "de parisiske Skoledrenges Ridderspil i Hundedagene" og han tordnede mod forsøg på "at rejse Pøbelbanneret mod Arildstroner og Herrestammer", for det var et ugudeligt oprør ("Politiske Betragtninger", 1831).
1 1848 udkom "Det kommunistiske Manifest" i London. Teksten, som var på tysk og forfattet af Marx og Engeis, indledtes med de berømte ord "Ein Gespenst geht um i Europa - das Gespenst des Kommunismus". En heftig offentlig debat brød atter ud i København, stærkt præget af stud. med. Frederik Dreiers socialistiske tanker. Grundloven af 1849 kunne ikke dæmpe tilfredsheden og i årene 1852-53 udgav Dreier bl.a. ugeskriftet "Samfundets Reform".
En politisk satire med godt bid i samfundets dårskab trivedes i det københavnske magasin "Nemesis". Dets læsere kunne onsdag den 10. marts 1852 læse fablen "Uglernes Plan", der begyndte som følger: "Glenter og Høge og Ugler have igjennem en lang Række af Aar med den største Selvraadighed hersket over Skovens Smaafugle, og gjort det med samme Humanitet, som Embedsmændene i sin Tid udviste imod Borgerne, eller Godseierne imod Bønderne. Fablen fortæller videre, hvorledes alle skovens fugle opnår samme rettigheder (Juni-grundloven), da en ørn vælges til konge. Den slutter pessimistisk med, at småfuglene, "de kortsynede Graaspurve", atter mister den til uglerne.
Louis Pio blev den første socialistleder og udgav, inspireret af Pariserkommunen i 1871, et par flyveskrifter "Socialistiske Blade", der 21. juli 1871 afløstes af ugebladet "Socialisten". I august samme år dannedes en afdeling af "Internationale", der på få måneder fik 9.000 medlemmer, heraf 5.000 i København. Og i september 1871 stiftedes også den første fagforening af tobaksarbejderne.
Da "Socialisten" i 1872 blev dagblad, begyndte Louis Pio at agitere stedse stærkere for en samfundsomvæltning. Natten før et folkemøde på Nørrefælled (se Fælleden), den 4. maj 1872, blev han arresteret sammen med en anden leder, Poul Geleff, og dommen lød på fem års forbedringshusstraf. Pio blev imidlertid benådet 1873, hvorefter han atter kastede sig ud i politik, men fik også konflikter med sine tilhængere. Bestukket med 4.000 kroner af politiet forsvandt han hemmeligt med Geleff til Nordamerika i 1877.
Socialismen var dog kommet for at blive og fik i 1874 sit faste organ "Socialdemokraten", i dag "Aktuelt". To år senere fulgte det socialdemokratiske vittighedsblad "Ravnen".
Ridter, Janus Laurentius
Janus Laurentius Ridter, født 1854 i Åkirkirkeby på Bornholm og død 1921 i København. Skønt uddannet som boghandler, dyrkede han tidligt maler- og tegnekunsten. 1874 optog Illustreret Tidende enkelte af hans tegninger. Det københavnske billedblad var på dette tidspunkt inde i en rivende udvikling, hvor behovet for tegnere voksede. Men mangel på faglig kunnen fik Ridter til 1892 at søge Teknisk Skole i hovedstaden. Han modtog desuden privatundervisning hos maleren C. M. Soya-Jensen, faderen til den senere kendte forfatter og dramatiker Carl Erik Soya. Selv var C. M. Soya-Jensen en meget søgt lærer, der blandt sine elever kunne tælle Christian 9.s døtre, senere dronning Alexandra af England og kejserinde Dagmar af Rusland. Ridter blev kendt som bladtegner, knyttet til de Ferslewske blade, men skildrede desuden København i akvareller. Især brokvartererne blev hans motivkreds, hvor han nåede at gengive den idylliske blanding af fælleder, gartnerier og villaer, som endnu eksisterede ved århundredskiftet. Her er motiver fra Aborreparken, Kastelsvej, Østre Anlæg, Amerikavej, Bagerstræde, Fuglebakken, Godthåbsvej og Blågårdsgade. Flere hundrede prospekter foreligger fra hans hånd og han kan på en måde opfattes som en arvtager af Fattigholm (H. G. Holm) fra første halvdel af 1800-årene.
Rosenborg, Øster Voldgade 4A
Christian 4. erhvervede februar 1606 en række haver uden for den daværende Nørrevold, og arealet blev ved nye køb udvidet i september samme år. På disse grunde ville kongen anlægge en ladegård til forsyning af hoffets husholdning; desuden påtænktes en lysthave, eftersom den gamle kongelige have (omkring det nuværende Vingårdsstræde) skulle nedlægges. Mens ladegårdsbyggeriet flyttedes længere uden for byen for at erstatte en ældre utidsvarende gård (s.d.), anlagdes en lysthave med lysthus som planlagt. Bygningen stod færdig til brug 1607 og var begyndelsen til det større renæssanceslot.
Idéen med et lysthus uden for voldene var almindelig i udlandet og var også baggrunden for opførelsen af den lidt yngre Blågård. Christian 4.s anlæg omtales tidligst i kilderne som "Dett Nye Løsthuus udj hans Maij: Løsthaffue". Fra omkring 1624 kaldtes det Rosenborg. Den oprindelige bygning lignede en del Badstuen ved Frederiksborg, for den var tilsvarende et rektangulært hus i to stokværk med vindeltrappetårn midt for den ene langside. Da man 1929 foretog en udgravning ud for midten af den søndre del af Rosenborgs vestfacade, blev fundamentet til dette tårn afdækket. En kvadratisk tilbygning fandtes tilsvarende midt på østfacaden, omtalt 1606 som karnap og ved senere udvidelse omformet til et af slottets to mindre tårne. En rest af bygningens oprindelige nordgavl fremtræder i dag som en særlig tyk skillevæg i stueetagen (fuget som ydermur under silketapetet).
I lysthusets stueetage var i karnappen "Smockekammer" (påklædningsværelse), mens et mere rummeligt gemak mod syd var indrettet til dronningen og antagelig to mindre mod nord til kongen. En undersøgelse i dette århundrede har vist, at det mindste af disse rum var dekoreret i den oldenburgske kongeslægts farver, nemlig med gult bræddeloft og røde bjælker. Det viste sig hurtigt, at huset var for småt, hvorefter det 1613-15(") forlængedes med over sin dobbelte længde (45 meter). Muligvis blev bygningens oprindelige, kun 3/4 meter tykke ydermure på samme tid forstærket ved en skalmuring på ½ meters tykkelse. En forhøjelse med et stokværk blev antagelig foretaget 1615, mens førnævnte karnap forhøjedes 1616 til et mindre tårn. Vestfacadens høje, slanke og firkantede tårn med en ottekantet afslutning kan dateres til 1617. Hvem der har stået som arkitekt for disse indledende arbejder vides ikke, men Christian 4. har måske haft nogen indflydelse derpå. Det praktiske arbejde blev tilset af Bertel Lange. Sikkert er det, at næsten alle arkitekturdetaljer genkendes fra det lidt ældre Frederiksborg.
Næste byggefase var 1633-34, hvor et fritstående ottekantet trappetårn rejstes midt for østfacaden (under ledelse af Hans Steenwinkel (d.y."). Det blev sammenbygget med hovedbygningen ved et kort galleri og en åben loggia i første stokværks højde, begge smykket med sandstensornamenter. Efter dette var slottet færdigt og har i det ydre stået næsten uændret til i dag. Som tidligere nævnt havde kongen og dronningen deres "lejligheder" i underste stokværk, der ved udvidelsen blev øget og endnu viser en næsten uændret rumfordeling. I hver af slottets ender er en større sal og som forbindelse mellem disse en korridor i østsiden. Dette princip kendes fra en række samtidige danske herregårde. Fra Frederiksborg kendes planen også, hvor den ene endesal, Sommersalen, beboedes af kongen, mens dronningen disponerede over Vintersalen i modsatte ende, og til begge hørte yderligere nogle mindre rum. På Rosenborg residerede Christian 4. i den nordlige del af slottet og tilsvarende havde Kirstine Munk sin bolig i sydenden. Et sovegemak hørte til hvert af de store rum og dernæst et mellemliggende gennemgangsrum, som var placeret bag det store tårn, hvorfra der var opgang til de øvre stokværk ad tårnets stenvindeltrappe. Til de kongeliges komfort var der badstue i tårnets underste stokværk, hvor væggene var beklædt med tin (man kender også dette fra samtidens orlogsskibe). Badstuens gulv havde forsænket badekar, og fra en fast kedel skaffedes det varme vand. Kongens "hemmelighed" var i en tilbygning til tårnet, konstrueret så snildt, at der var en særlig anordning til vandudskylning.
Rumfordelingen i 2. stokværk blev ændret under Frederik 4., således at de oprindelige to store sale opdeltes i mindre, hvilket gav to selvstændige lejligheder. Den nordlige fik Frederik 4.s søster, Sophie Hedevig. Derimod er riddersalen i 3. stokværk bevaret i hele sin længde, dog med ændrede udsmykninger og inventar.
De enkelte rum i slottet fremtræder i dag som en række enestående eksempler på skiftende tiders smag og håndværksmæssige kunnen. I 1. stokværk er Christian 4.s velbevarede lejlighed. Det nordlige gavlværelse, der fungerede som forgemak, var kongens" Vinterstue". Her er væggene dækket af et egetræspanel fra loft til gulv og inddelt i fag ved halvsøjler, hvis fodstykker er udskårne. Over 90 malerier er indsat i panelet, alle indkøbt i Nederlandene af Christian 4. Der er hovedsagelig tale om landskabsmalerier, klippelandskaber fra Mompers værksted, skovbilleder i Paul Brils stil og et lille skøjteløberbillede. Gavlvæggens udhugne sandstenskamin bærer årstallet 1615 og Christian 4.s navnetræk. Loftet, som er smykket med mytologiske scener, stammer fra opførelsestiden, men er overført hertil fra værelset ovenover.
Christian 4.s arbejdsværelse, "Skrivestuen", er i tårnværelset ved siden af, rigt udstyret med kasseteret egetræsloft. Bemærkelsesværdige er de lakerede panelfyldinger med kineserier. I Rosenborgs ældste original bevarede inventarprotokol fra 1718 meddeles det, at væggene er beklædt med "indianske Figurer", bedre vidste man ikke. Da slottet indrettedes til museum i 1830rne, gættede man på, at den "japanske" udsmykning kunne sættes i forbindelse med den ostindiske ekspedition under ledelse af Ove Giedde, som Christian 4. udsendte 1618-22. Først 1914 blev det erkendt, at der var tale om kineserier. Moderne undersøgelser af Gudmund Boesen, en årrække direktør for Rosenborg-samlingerne, har vist, at fyldingerne må være malet efter 1667 og af hollænderen J. de Bray. Som forbilleder har han bl.a. benyttet nogle af sin samtids rejsebeskrivelser med kobberstukne tavler, f.eks. Athanasius Kirchers "China... illustrata", udgivet på latin 1667 i Amsterdam. Skibsmotiver fra disse bøger går igen på Rosenborg-panelerne.
Gavlværelset i 2. stokværk, betegnet "Prinsessens Forgemak" indrettedes i begyndelsen af 1700-årene. Her lod Frederik 4. væggene dække med Audenarde-tapeter, der viser landskaber med Ovidiske metamorfose-scener. Lysekronen er en gave fra den franske konge Ludvig 14.
Riddersalen, slottets fornemste rum, hvor Frederik 4. 1705 lod opsætte det flade, tøndehvælvede stukloft. Stukdekorationerne danner tillige rammen om fire loftsmalerier, der leveredes af den franske kunstner Benoît le Coffre. Emnerne skulle være vigtige regeringshandlinger: "den altid færdige Sø-Rustning", landmilitsens og dragonernes oprettelse samt vornedskabets ophævelse. Af ukendte årsager forkastede kongen billederne og lod i stedet de tyske stukkatører Leonhard Schwabe og Franz Biener modellere dem i stuk, mens billedfelterne i stukrammerne udfyldtes med Hendrick Krocks fire malerier af kronregalierne. Den mest iøjnefaldende del af stukdekorationen er de fire lange figurrækker, hvor personerne bevæger sig hen mod en allegorisk kvindefigur, i al fald i de to af rækkerne. Emnerne er bl.a. krigsmagten og bøndernes taknemmelighed over at modtage frihedssymbolet af Libertas.
Allerede i Frederik 3.s tid benyttedes slottet mindre til beboelse. Christian 5. brugte 1671 slottet til ved en højtidelig lejlighed at uddele dannebrogsordenen for første gang. Fra hans regeringstid opbevaredes også rigets regalier, den kongelige salvingsstol og de tre sølvløver. Stolen og løverne ses i dag i riddersalen. Da Frederik 4. 1706 for første gang tog ophold på Rosenborg, blev han hyldet i et digt af gehejmearkivar Frederik Rostgaard, som passede gehejmearkivet i slottets kælder. Et af versene lød:
I Dag, det er en Dag, som billigen maa tegnis
Med gylden Pen og Skrift blandt dem som
skulde regnis I Tide-Bogen op: thi Rosenborrig faar
Ej større Ære-Dag i dette hundred Aar.
1708-09 foretog Frederik 4. sin anden store udenlandsrejse, hvis hovedmål blev Tyskland og Italien. I Venezia overraktes kongen nytårsdag 1709 en velkomstgave fra republikken "bestaaende af allehaande Forfriskelser saasom Vine, Vildt, Lammekød, Ost, Frugter og Konfekt, røget Kød, Vokslys og adskillige kostbare venetianske Glas". Fra Venezia hjembragte Frederik 4. også otte lysekroner og otte væglampetter af "slebet Galas". Vinteren 1713-14 fulgte en nyindretning af det nordøstlige tårnværelse ved Riddersalen, hvor der skulle være glaskabinet til de hjemførte skatte. Brandmajor Gotfred Fuchs fik ansvaret derfor, idet man på væggene anbragte pyramider af hylder, der beklædtes med glas og kantedes med forgyldte blyborter. Udskårne, forgyldte putti og genier støttede hylderne.
Lystslottet kom efterhånden til at fungere som kongernes og rigets klenodiekammer på linie med Kunstkammeret på Slotsholmen. Traditionen var allerede grundlagt af Christian 4. Da fyrst Christian den Yngre af Anhalt 1623 besøgte Rosenborg, noterede han i sin dagbog, at der var "ein klein Cabinet, in welchem etliche Japanische Sabel, Meszer und Teppich ...". I 1700-tallets midte fortæller en svensker, at han betalte to rigsdaler "för at se denna herligheten". 1804 overførtes Kunstkammerets mineralier til Rosenborg, hvor der i forvejen var to andre mineraliesamlinger. En berømt samling af konkylier, som var grundlagt af kgl. hof- og kunstdrejer, konkyliolog Lorenz Spengler, tilføjedes også Rosenborgs skatte. En reorganisering fandt sted, da man ved kgl. resolution af 4. maj 1833 nedsatte en kommission "til en chronologisk Ordning og Opstilling af de Kunstsager m.m., som opbevaredes paa Rosenborg Slot". Som kommissionens formand valgtes Christian Jürgensen Thomsen, en af de betydeligste skikkelser i dansk museumshistorie. For menigmand har det været en mærkværdig verden. En jysk bondekarl fortæller omkring 1850: "Paa Rosenborg Slot er slet ingen Folk, men lutter Gjemt Sager fra de gamle Konger, og der skal være meget, og Uhyre at see derinde - Men det koster 3 Rdl. ...".
Rosenborg Eksercerplads
Rosenborg eksercerplads, som har indgang fra Gothersgade, blev fra ældre tid benyttet til militære formål. Luxdorph skriver 1760 i sin dagbog, at "Paraden skal være i Rosenborg Have". Ud til Gothersgade lå et eksercerhus, opført 1787 og atter nedrevet 1929, da man gjorde Gothersgade bredere. En helt umilitær begivenhed var den offentlige afbrænding af slidte pengesedler, som i gamle dage fandt sted på eksercerpladsen. Sedlerne destrueredes i en stor ovn på pladsen, mens folk måbende så til uden for gitteret. Det kunne hænde, at en seddel for tidligt kom op af ovnens skorsten og blev fundet på gaden.
Rosenborg Kvarter
Rosenborg Kvarter, det 9. af stadens gamle rodernål, begrænses af Købmagergade, Kultorvet, Sankt Gertrudsstræde, Tornebuskegade, Nørre Voldgade, Gothersgade, Møntergade og Klareboderne. Det inddeltes administrativt i to roder, Trinitatis Kirkes og Reformert Kirkes. Såvel Gothersgade som Rosenborggade og Tornebuskegade opstod i forbindelsen med anlægget af Ny København i 1600-tallet.
Rosenvænget
Rosenvænget er et kendt villakvarter på Østerbro med en lang historie. I 1688 erhvervede amtmand i Norge, Jens Nielsen Toller von Rosenheim, store arealer på stedet og efter ham fik senere lokaliteter navne med forstavelsen Rosen. Hans tid som grundejer var kort, for 1689 sendtes han som overkrigskommissær med de tropper, man overlod kong Vilhelm 3. af England mod Jacob 2. under felttoget i Irland. Her døde Rosenheim året efter i Dublin.
I sidste halvdel af 1700-tallet havde den driftige forretningsmand, etatsråd Reinhard Iselin, sin gård Rosenvenge her og den afløstes senere af landstedet Rosendal og det tilhørende Rosenengen øst derfor. Disse ejendomme købtes 1857 af hofvinhandler og kaptajn i livjægerkorpset Mozart Waagepetersen og året efter begyndte han en udstykning til byggegrunde. En forudsætning for projektet var dog ophævelsen af Magistratens forkøbsret til Rosenengen, hvilken han fik indhentet, ligesom han af kammerherre P. H. Classen og Det Classenske Fideicommis fik overdraget den frie dispositionsret til to arvefæster. Det ene arvefæste, som kaldtes "Jordstrimmelen", omfattede 4.060 kvadratalen og skilte Rosenengen fra Strandpromenaden (nuv. Strandboulevarden).
Efter udstykningen var begyndt, etablerede man hovedvejen og førte den helt ned til stranden. Senere fulgte kvarterets øvrige villaveje, efter vedtægterne planlagt til at være 20 alen brede. Vedtægterne skulle sikre et attraktivt miljø og bestemte også, at villaerne ikke måtte bygges højere end tre etager. Alt dette for at "gavne dem, der sætte Priis paa en landlig Bopæl med Have i Nærheden af Staden og Stranden". Da Waagepetersen sluttede udparcelleringen i 1872, var 49 grunde solgt, men noget af kvarterets oprindelige karakter også ændret. Kravet om 20 alen brede (1 alen = 66 cm) veje var nedsat for de sidste vejstrækninger og gadebelysning med gas var påbegyndt.
Nogle af tidens mest fremstående arkitekter, Gottlieb Bindesbøll og G. F. Hetsch, leverede tegninger til de første villaer. Desuden deltog den flittigt benyttede villa-arkitekt J. D. Herholdt, som i 1857 havde gjort sig bemærket, da han tegnede xylograf Axel Kittendorffs villa på Frederiksberg. Flere stilarter kom til at beherske byggeriet, eftersom perioden prægedes af megen usikkerhed i det arkitektoniske formsprog. Men husene og miljøet appellerede til borgerskabet og folk som B&W-fabrikanten William Wain, højesteretspræsident A. L. Drewsen og vejviser-udgiveren T. Krak flyttede ud i Rosenvænget. Hertil kom krigsminister, oberst Good og marinens kommandør Christiansen.
Kunsten trivedes også i kvarteret. I Rosenvængets Hovedvej 27, en bred villa bygget 1860 i italiensk stil efter tegninger af Herholdt, boede maleren P. C. Skovgaard. Han forevigede den smukke Aggersborgs Sø, som lå i nærheden. Af andre tilflyttere kan nævnes Wilhelm Marstrand, C. F. Aagaard og marinemaler Sørensen, hvis atelier stod åbent for Holger Drachmann. Johanne Luise Heiberg boede der ligeledes, "længst ned ved Stranden i fornem Afsluttethed, ligesom i Skyggen af de mange vundne Laurbær". Sådan erindrede Edv. Lehmann stedet og bemærkede om sit eget barndomshjem i Rosenvænget, at Meldahl havde bygget huset "... i en smuk, men ikke alt for praktisk Schweitzerstil".
Rundetårn
Rundetårn opførtes som astronomisk observatorium og indgik samtidig i et større bygningskompleks, der omfattede en studenterkirke (Trinitatis) og et universitetsbibliotek indrettet i samme kirkebygnings underste loft. Christian 4., som tog initiativ til byggeriet, nåede kun at se tårnet færdigt (kirken indviedes første Trinitatis søndag 1. juni 1656). Tre arkitekter anses for at have medvirket til Rundetårns udformning: L. Blasius, J. Scheffel og H. v. Steenwinckel den yngre. Grundstenen til denne, velsagtens mest ejendommelige bygning i København, blev nedlagt 7. juli 1637, og som vigtigste byggemateriale anvendtes små hollandske mursten, også kaldet mopper. Befriet i 1950 for et gammelt lag cement puds ses det nu, hvorledes stenene er lagt i gule og røde bælter på skift.
I tårnet, en cylinder på ca. 15 m i diameter og næsten 36 m i højden, er indbygget en snoet rampe med 7½ vinding. Hvor rampen slutter, begynder en bred trætrappe, men man har hele tiden vidst, at sneglen fortsatte. Da man i 1983 ryddede den næstøverste etage, der omfattede den gamle portnerbolig (senere indrettet til vaskerum og kulkælder), blev det gamle gulv brudt op. Under dette lå slidt, men intakt, fortsættelsen af sneglen svarende til en ½ omdrejning. Den bygningsarkæologiske undersøgelse standsede ved væggen indtil rummet med planetmaskinen og det kan ikke udelukkes, at sneglen har fortsat.
Involveret i byggeriet var også universitetets ledende astronomiske professor, Christian Sørensen Longomontanus (1562-1647), som var elev af Tycho Brahe. Han havde ønsket stjernekiggerborgen bygget på Valby Bakke, men kongen insisterede på placeringen ved universitetskirken. Observatoriets officielle navn blev Stellaburgi Regii Hauniensis, hvad det tydeligt refererede til Tycho Brahes berømte Stjerneborg på Hven (Uranienborg). Københavns Universitet kunne hermed hævde en videnskabelig disciplin, som hørte til tidens mest værdsatte. Indretningen af observatoriet tog dog tid. 1643 afsluttedes kontrakt med tømrerne om opførelsen af fem astronomiske huse på platformen. De var fire alen høje. Ole Rømer (1644-1710) lod 1697 opsætte den første planetmaskine, som han selv havde konstrueret. Han var professor i astronomi og som opdager af lysets hastighed (under et ophold i Paris) blev han den berømteste leder af observatoriet. Den nuværende planetmaskine fra 1928 ses, hvor sneglegangen slutter.
Det smukke smedejernsgitter omkring platformen, som opsattes 1643, blev fremstillet af Christian 4.s kunstsmed, Caspar Fincke. Af de oprindelige 48 gitterfelter blev nogle ødelagt ved branden i 1728. I syv af de nuværende 54 felter ses Christian 4.s monogram og bogstaverne RFP, en forkortelse af kongens motto: Regna firmat pietas - fromhed styrker rigerne. Gitteret blev restaureret for et par år siden.
Vanskeligere har det været at tyde den store rebus på muren af Rundetårn over indgangen. I Rigsarkivet er bevaret Christian 4.s egenhændige udkast dertil. Typisk for den travle konge er det gjort på et forhåndenværende stykke papir, hvor han på bagsiden har skitseret tre pramme, som han 1640 ønskede bygget på Holmen. Allerede Thomas Bang kom 1648 nær den rette tolkning: "Styr lærdommen og retfærdigheden, Herre (Jehova), i den kronede Konge Christian 4.s hjerte". Ved "lærdommen" skal forstås den rette kristelige lærdom, mens det gyldne sværd står for ordet "justiam". De hebraiske bogstaver står for Jahve (Jehova). Mere frie oversættelser er kommet i tidens løb. En af de vittigste stammer fra Regensen og lyder: "Doktorens Trine med den lange kniv dirkede krimskrams ind i hjertet på Christian 4-tal".
Sneglegangen, som fremtræder med flade, hvidkalkede grathvælv, er godt 200 meter lang. Hvad den snor sig om, kaldes en mæglerspindel, en høj cylinder ført lodret op gennem hele bygningen. Allerede Longomontanus nævner i sin bog Introductio in Theatrum astronomicum, udgivet 1639, at den blev konstrueret som en køre- og riderampe, således at kongen kunne komme derop for at overvære observationerne. I Jens Lauritssøns Diarium sine calendarium ..., udgivet 1648, står for året 1642, hvor tårnet var færdigbygget, at "Det er saa slet oc jeffnt ud i sin Opgang, at mand der op kand baade age oc ride". Det blev også benyttet på denne måde. Astronomen Peder Horrebow (1679-1764), som var observatoriets leder i begyndelsen af 1700-årene, beretter, hvorledes Ruslands Czar, Peter den Store, den 2. oktober 1716 red op ad rampen på en russisk hest efterfulgt af Czarina Catharina i en karriol.
I tidens løb har forskere sammenlignet dette usædvanlige tårn med alle mulige eksempler i udlandet. Som et af de nærmeste, geografisk set, henvises der til Varberg-fæstningen, hvor der i Kokkenborg-bastionen findes et anlæg med trinløs, spiralsnoet opgang. Slottene i Berlin ligesom Hartenfels i Torgau kan også have været forbilleder. Da Jean Picard fra Pariserobservatoriet havde besøgt København for at studere tårnet, skrev han 1680, at en vogn med lethed kunne køre op i dette på samme måde som i tårnet i Amboise (slot i Frankrig). I virkeligheden var der to sværtbyggede tårne med spiralrampe, som prydede Amboise, og skønt Christian 4.s arkitekter næppe har set slottet, kan de have studeret du Cerceaus navnkundige bog, Les plus excellents batiments de France, som udkom i 1570erne. Heri stod det omtalt.
En symbolik bag tårnet har man også søgt. Der er endog blevet trukket paralleller til Babelstårnet! Svagheden i denne sammenligning ligger i, at Babelstårnet traditionelt repræsenterer hedenskaben og menneskets dårskab. Tankegangen er trods dette ført videre til S. Ivo alla Sapienza, universitetskirken i Rom, som påbegyndtes 1642 af Francesco Borromini. Han forsynede bygningens kuppel med et konisk, snegleformet tårn, en klar parafrase på Babelstårnet og den babyloniske visdom knyttet dertil. Man har derfor tolket S. Ivotårnet som en positiv repetition af en negativ original, efter at Guds visdom nu har manifesteret sig i mennesket.
Renæssancens lærde kredsede også om stjernekiggertårnene og deres idé-mæssige tilknytning til Babelstårnet. I englænderen Robert Records Castle of Knowledge, en lærebog om astronomi udgivet 1556, viser titelbladet et kompakt middelaldertårn med stjernekiggere. Her sættes Urania, et symbol på den solide videnskab, over for lykken, repræsenteret ved den flygtige og vakkelvorne Fortuna.
Interessant er også de skrifter, den engelske mystiker og naturfilosof Robert Fludd udgav 1617-19. De omhandlede en universallære, derunder fysik, astrologi, astronomi, kabbala (jødisk mystik i middelalderen), men også musikteori. Bogen er fyldt med illustrationer, deriblandt et kobberstik, som Fludd kalder "Musikkens Tempel", og det viser en kompliceret fantasibygning. På musernes bjerg tænkes den at stå. Det slående er ligheden mellem denne bygnings udvendige udformning og Rundetårns, begge steder ses øverst en rundbuefrise, ligesom lisen-inddelingen er fælles. Fludds tårn er endvidere smykket med en spiral og koncentriske cirkler, hvad der først giver mening, når man læser hans egen forklaring: "Du skal omhyggeligt betragte spiralomdrejningen i det største tårn, som betegner luftens bevægelse når den bliver berørt af lyden eller stemmen. De to døre betyder ørerne eller høreorganerne, uden hvilke den frembragte lyd ikke kan opfattes, ej heller kan der være nogen indgang til templet uden dem".
En moderne forsker, Frances Yates, har vist, at denne sneglehus-bygning er et forsøg på at illustrere den klassiske oldtids lære om akustik, og hænger sammen med troen på sfærernes harmoni. Herved skal forstås Antikkens opfattelse, at himmellegemerne udsender underskøn musik ved deres bevægelse. Platon skriver i sin 10. bog af Staten, hvorledes krigeren Er i en vision ser himmelens otte sfærer dreje rundt om "Nødvendighedens Ten". Det kan således tænkes, at Rundetårns sneglegang symboliserer de otte himmelske sfærer, der dengang antoges at omfatte planeternes syv og fixstjernernes.
Rundetårn har siden 1958 været en selvejende institution, som driver det tilhørende museum med en stor, bogsamling om historisk astronomi, flere hundrede stik og en fornem instrumentsamling. Her er Francois de Montgenets himmelkugle fra 1560, et kinesisk horisontalur, danske vægtlodder fra slutningen af 1600-tallet m.m.
Ryesgade
Ryesgade på Nørrebro [SIC: Østerbro, subsidiært Nørrebro og Østerbro] er opkaldt efter krigshelten, general Olaf Rye. Han organiserede 1849 tilbagetrækningen af en dansk hærafdeling op gennem Jylland, hvor den fra Helgenæs på Djursland blev udskibet og atter landsat i fæstningen Fredericia. Det skete uden at fjenden bemærkede det. Under et udfald fra fæstningen 6. juli samme år mistede Rye livet.
Anlæggelsen af Ryesgade blev 1857 vedtaget af borgerrepræsentationen som et led i bebyggelsesplanen for forstæderne. Ideens ophavsmand var kgl. bygningsinspektør J. D. Herholdt, men det tog lang tid, før projektet var afsluttet. Første etape var strækningen fra Skt. Hansgade nordpå i året 1858, derefter fulgte det nordre forløb frem til Østerbrogade. Så sent som 1881 standsede den daværende Ryesgade omtrent ved Irmingergade. Nord for denne linie, i en længde af 450 alen, var intet anlagt og dette mellemstykke blev først senere lukket.
Mange af gadens beboere klagede over dette smøleri, en enkelt var dog godt tilfreds med den lukkede gade, nemlig løjtnant H. Schow, som underviste folk i at køre på velocipede. I 1875 husede gaden blot 300 familier, allerede 1901 var Ryesgade med sine 9.000 beboere den folkerigeste i København og i 1970erne var tallet oppe på 30.000. I samme periode oplevede kvarteret en opblomstring af charmerende marskandiserbutikker.
Rådhuset og Rådhuspladsen
Rådhuset og Rådhuspladsen har fælles historie. De er fremstået af klunketidens ønske om en monumental plads, der skulle indramme et lige så monumentalt rådhus. Hvor Rådhuspladsen ligger i dag, var i gamle dage en del af byens Vestervold. Den udbyggedes i 1600tallet på dette sted med Schacks og Gyldenløves Bastioner, og på sidstnævntes plads kom rådhuset senere til at ligge.
Da man i 1850erne sløjfede volden, skabtes et frit terræn. Herpå etableredes 1872-89 en industri- og kunstudstillingspark, der blev en kolossal succes. Den første udstilling åbnedes 13. juni 1872 med megen festivitas. Der indledtes med en kantate, skrevet af Carl Ploug og med musik af N. W. Gade. Christian 9. gav følgende ord: "Idet jeg nu ønsker, at denne Udstilling maa bære rig og velsignet Frugt for Industriens og Kunstens Udvikling til de nordiske Rigers Held og Styrke, erklærer jeg denne anden nordiske Kunst- og IndustriudstiIling for åbnet".
Til lejligheden opførtes "Industribygningen" på hjørnet af " Vesterbros Passage", hvor den kom til at sætte stærkt præg på den senere Rådhusplads. Bygningen, som rejstes 1870-72 efter arkitekt Vilhelm Kleins tegninger, bestod af fire fløje med hjørnepavilloner og var i to etager. Materialet var røde tegl og stilen fransk inspireret. I 1879 tilføjedes en midtbygning, en storslået hal, også efter Kleins tegninger [SIC: Er den ikke samtidigt med resten"]. Den blev i 1930rne opgivet for at give plads til biografen "Palladium". Hele komplekset blev nedrevet 1976 for at afløses af det nuværende "Industriens Hus".
Udstillingsområdets senere hovedbygning opførtes 1887 med den da 39 år gamle Martin Nyrop som arkitekt. Hans bygning strakte sig næsten fra " Vesterbros Passage", fortsatte sydvest for byens gamle Halmtorv (hvor "Lurblæserne" nu er rejst) og nåede til Vester Voldgades daværende forlængelse.
Hovedidéen i Nyrops bygning var en imponerende trækonstruktion, der kronedes af en enorm kuppel med flagstang øverst. Valget af træ som hovedmateriale var ganske vist utraditionelt, men klart inspireret af udstillingsbygninger i London, Liverpool og Edinburgh, hvor man delvis havde benyttet trækonstruktioner.
Nyrop havde med ét slag vundet anerkendelse og skrev i Den tekniske Forenings Tidsskrift 1888-89: "Det er værd at lægge mærke til, hvilken afgørende Betydning alle Detailspørgsmaal og Enkeltheder ved en Bygning faar for det heles Karakter og Udseende, og hvorledes man stadig maa gaa ud fra Enkelthederne som de bestemmende. Hensyn til Glasset bestemmer Tagets Hældning og Rude-Sprodsernes indbyrdes Afstand: gangbare Tømmersorters Dimensioner giver Faginddelingen; Bræddebredden regjere med Hensyn til Bygningens Ydre, hvor Inddelingen maa gaa ud fra dette Maal". Manifestet var klart og ligeså det næste mål: projekteringen af det ny rådhus. Først blev udstillingsområdet ryddet efter aftale med kommunen og lå øde 1. januar 1889. To måneder senere afleverede Nyrop sit første projekt til et nyt rådhus. Det skete i konkurrence med bl.a. Dahlerup og Valdemar Koch. Skønt Nyrops forslag stod sig i forhold til de øvrige, mere eller mindre overlæssede kransekageprojekter, måtte han dele førstepræmien med Koch. Men efter en ny konkurrence, sejrede han alene, hvorefter udgravningen påbegyndtes 1892.
Den 28. juli 1894 nedlagde man grundstenen på kronprins Frederiks (8.) sølvbryllupsdag og allerede fire år senere fejredes rejsegildet. Yderligere tre år senere var den indvendige indretning så vidt, at man kunne arrangere en kunstudstilling. Nytårsaften 1903 skulle det ny klokkespil indvies og folk stod tæt og forventningsfulde. Dybt skuffede blev mange, da bølleoptøjer og larmende skrubtudser og kinesere ændrede pladsen til en kampplads, hvori flere bedsteborgere deltog. Klokkespillet blev aldeles overdøvet, og politiet fik ikke standset kampene før ved firetiden næste morgen.
Anskuer man Nyrops bygning i dag, kan han ikke holdes fri for at dyrke historiske stilarter som sine konkurrenter. Til gengæld hævder den sig stadig ved sin klare disposition. Rådhuset er formet som en aflang firkant med gennemgående korridorer og hovedindgange på kortsiderne. Firkanten er opdelt i en større og mindre gård, sidstnævnte overdækket med glastag, hvad der gør den anvendelig som festsal.
Bygningens fineste rum, Borgerrepræsentationens festsal, indviedes 1905.