Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/kobenhavnshistorie.dk/public_html/templates/sfkh_l11/functions.php on line 194

 


 

Artikler af Allan Tønnesen i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Allan Tønnesen.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 46, oktober 1989, s. [7]-[8]

[Side 7]

Bygningsfredning

Af Allan Tønnesen

Af landets ca. 3500 bygningsfredede ejendomme er ca. 1000 beliggende i Københavns kommune, næsten alle i centrum. Disse fredninger er gennemført siden vedtagelsen af den første bygningsfredningslov i 1918 og kan ses i fortegnelsen "Fredede Bygningen" der senest er udgivet i 1983 med et supplementhefte fra 1988 (Planstyrelsen).

Københavns Kronik vil fremover holde medlemmerne orienteret om de væsentligste nyfredninger, der sker i kommunen og præsenterer her fire bygninger fredet i 1988.

Charlottenborgs udstillingsbygning, Nyhavn 2

Det trefløjede bygningsanlæg, der slutter sig til det gamle palæ som en gård nr. 2, blev opført som udstillingsbygning i 1883 af arkitekterne Ferdinand Meldahl og Albert Jensen. Det er præget af den lidt prangende stil, der er karakteristisk for tidens monumentalbygninger, her relieffer i terracotta med kunstnersymboler og -portrætter indsat i facadens røde sten. Bygningen, der stadig tjener sit oprindelige formål, stod stort set uændret til 1977, da den blev stærkt ombygget indvendig.

Cirkusbygningen, Jernbanegade 8

Cirkusbygningen opførtes som en rotunde 1885-86 efter tegning af arkitekt H. V. Brinkopff. Murene med de karakteristiske bueblændinger og væddeløbsfrisen af billedhuggeren Hammeleff stammer fra opførelsestiden, hvorimod den oprindelige tagkonstruktion af træ gik til ved en brand i 1914. Den nuværende kuppel er en konstruktion i jernbeton. I 1937 blev bygningen

[Side 8]

ombygget, så den foruden cirkus også kunne anvendes som biograf. I 1964 påtænktes den nedrevet, men overlevede takket være en stærk folkelig opinion. I 1983 blev bygningen gennemgribende istandsat og restaureret, hvorved bl.a. indgangspartiet atter blev synligt.

Toldvagten i Frihavnen, Hovedvej 1

Vagtbygningen består af vejerboden med tårn og et treetages gavlhus m.fl. bygningsdele. Den opførtes 1894 i forbindelse med anlæggelsen af Frihavnen efter tegning af arkitekt E. Schiødte. I 1919 forhøjedes mellembygningen til to etager. Gavlhuset tilføjedes først 1932-33 af arkitekt John Dich. Samtidig etableredes sammenbygningen med Langeliniebroen.

Bredgade 63-65

Der er tale om to tvillinghuse opført 1886 af arkitekt Ferdinand Vilhelm Jensen. De er i fem etager, opført i røde sten med en overdådig og sjælden facadeudsmykning i nyrenæssance, alt i støbte elementer: vinduesindfatninger med søjler eller pilastre med flade, buede og trekantede fordakninger samt balustrader, gesimser og hjørnekvadre. De er opført med store forretningsvinduer i gadeplan. Til begge ejendomme hører to sidehuse og baghus.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 50, oktober 1990, s. [6]-[7]

[Side 6]

Nye bygningsfredninger

Af Allan Tønnesen

Københavns Kronik har tidligere orienteret om nye bygningsfredninger i København. Nedenfor omtales nogle af de mere bemærkelsesværdige fredninger gennemført i 1989.

Bredgade 28. Odd Fellow-palæets koncertsalsbygning

Mens selve Berckentins palæ med sidefløje og pavilloner har været fredet i mange år, er koncertsalen, som de fleste i dag nok forbinder med navnet Odd Fellow-palæet, først nu blevet fredet, efter at have eksisteret i 100 år. Det er en udefra set meget uprætentiøs bygning af gule sten og med tag af tagpap, opført som en tilbygning til det gamle palæs bagside. Det indre er derimod et festligt rum med forgyldte dekorationer og en fremragende akustik, der gør det til en af byens bedste koncertsale.

Bygningen blev opført på foranledning af "Aktieselskabet Concertpalæet" ved arkitekterne Johan Schrøder og G. Wittrock i 1889.

Klerkegade 10 A. Kjædeordenens logebygning

Logebygningen er opført 1869 efter tegning af arkitekt Vilhelm Tvede til sit nuværende formål og bærer i høj grad præg heraf. Den er opført i røde sten i et monumentalt-kirkeligt formsprog, der virker stærkt på baggrund af kvarterets øvrige stilfærdige bebyggelse. Til det fredede hører endvidere en sidebygning fra 1876 og et forhus mod Klerkegade på seks fag fra 1883.

Skolen ved Sundet. Samosvej 50

Skolekomplekset består af to dele: Hovedskolen og Friluftsskolen for svagelige børn. Det er opført af arkitekten Kaj Gottlob 1935-38 som

[Side 7]

et af tidens bedste eksempler på funktionalistisk arkitektur, hvor sollyset, luft og renlighed er væsentlige elementer. Skolen er opført med en fri og mangfoldig brug af materialer, former og flader og afspejler en optimistisk holdning til børn og deres undervisning, som bl.a. kommer til udtryk i dekorationer og farver.

Amagertorv 27

Det nuværende forhus er opført 1797-98, efter at dets nærmeste forgænger var gået til ved Københavns brand 1795. I 1982 blev det afvist at frede denne bygning. I forbindelse med en kraftig ombygning blev det imidlertid konstateret, at den tidligere "Jordbærkælder" rummede bygningsdele fra middelalderen. Hermed trådte en sjældent anvendt paragraf i bygningsfredningsloven i kraft, som siger, at middelalderlige bygningsdele, dvs. fra før 1536, er automatisk fredet. Dette er nu blevet tinglyst. Resterne er blevet undersøgt af Københavns Bymuseum, der i sin konklusion udtaler: "Der var tale om en facadevendt bygning med en høj kælder. Den er rejst engang i perioden fra 13-1500-årene. Bygningen er senere, formodentlig i perioden 1550-1700, ombygget, idet facaden mod gaden har fået to 2 m brede åbninger. Samtidig blev der lagt et gulv af hollandske mopper, og murene blev skalmurede til ca. 40 cm's højde over gulvet. Disse åbninger var senere tilmurede med sten af varierende størrelse."

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 58, oktober 1992, s. [6]-[8]

[Side 6]

Nye fredninger i København

Af Allan Tønnesen

Ved flere lejligheder har Københavns Kronik orienteret om nye bygningsfredninger i København, senest i nr. 50, oktober 1990.

Desværre sikrede fredningen ikke fortsat beståen for en af de der omtalte bygninger, Odd Fellow-palæets koncertsalsbygning, der som bekendt brændte tidligere i år. I det hele taget har det været et tragisk år for fredede bygninger i København. Foruden koncertsalsbygningen har Proviantgården og Christiansborg slotskirke været hærget af store brande. Der er nu nedsat et udvalg, som skal undersøge mulighederne for sikringsforanstaltninger til undgåelse af tilsvarende ulykker i fremtiden. Men desværre er der ikke meget at stille op mod sløseri og menneskers dumhed.

I de forløbne to år er der gennemført ca. 30 nyfredninger i København. Her skal de mest bemærkelsesværdige omtales.

Holger Petersens fabrik og arbejderboliger, Tagensvej 83-85

Fabrikken er en af de få bevarede af de store tekstilfabrikker, der opførtes o. 1880 i København, en periode, hvor tekstilfabrikationen samledes i få, men større, dampdrevne virksomheder. Arbejderboligerne ligger lige over for fabrikken. Som noget særligt findes der i stueetagen en sal, hvor arbejderne kunne samles. Her var indrettet et lille bibliotek, og her spiste de ugifte arbejdere.

Stellings hus, Gammeltorv 6

Det hører til undtagelserne, at der fredes huse som er under 100 år gamle. Det er ekstra pikant, når et sådant hus - som her - tillige har bevirket nedrivning af et af byens klassicistiske hjørnehuse, som man normalt ville beklage ud fra en bevaringssynsvinkel.

Huset blev opført i 1937 og er tegnet af arkitekten Arne Jacobsen for den daværende ejer, farvehandler A. Stelling. Det er en forretnings- og kontorejendom i seks etager, den øverste tilbagetrukket. Byggematerialet er jernbeton, i de øverste etager beklædt med glaserede grå naturstensfliser, mens de nederste to dækkes af grønmalede jernplader. Det er rendyrket funkis. Farvehandelen er for flere år siden afløst af en bank.

Østerport station

DSB's arkitekt Heinrich Wenck har ansvaret for en mængde af de velkendte jernbanestationer rundt omkring i landet, ikke mindst den største, Københavns Hovedbanegård, der blev fredet for ca. 10 år siden. En anden af hans bedste stationsbygninger er Østerport station, der blev indviet 1896 og fungerede som endestation for den samtidige kystbane. Den var tænkt midlertidig, men da boulevardbanen i 1917 forbandt Østerport med Hovedbanegården, beholdt man Wencks velfungerende bygning. Den er opført på "stylter", af murede søjler og buer samt betonstøbte profiljernsdragere. Facaderne er brunmalede bindingsværk med tavl i rød blankmur. På det vældige, lave skifertag ses mange små kviste, dekorativt udformede skorstenspiber og andre detaljer, der kan minde om nordisk stavkirkearkitektur. Overalt ses Wencks fine, pittoreske detaljering. Spiret midt på bygningen forsvandt i årenes løb, men blev retableret i 1983.

Nørrebro station

Den særprægede stationsbygning, der er opført i 1930 af DSB-arkitekten K. T. Seest, fik sin helt specielle treetagers udformning på grund af banelegemets karakter af højbane ved det komplicerede gadekryds mellem Nørrebrogade, Lundtoftegade og Nordre Fasanvej. Bygningen er opført af et jernbetonskelet udmuret med murværk, og facaderne stod oprindeligt pudset med svag grønligtfarvet cementmørtel, der i dag fremstår gråt. Det mest karakteristiske er det store buede perrontag. Gavlpartierne havde oprindelig glasinddækning, og nordøstgavlen flankeres af to høje elevatortårne, hvorved den funktionalistiske bygning knytter tråden bagud til traditionel jernbanearkitektur.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 60, marts 1993, s. [1]

[Side 1]

Sølvgades Skole

Af Allan Tønnesen

De offentlige og især de private skoler havde for det meste måttet affinde sig med at blive indrettet i eksisterende bygninger, oprindelig bestemt til helt andre formål. De højere skoler fik vel efterhånden egne bygninger opført til skolebrug, som f.eks. Metropolitanskolen på Frue Plads, og på landet havde Frederik IV's rytterskoler længe været udmærkede rammer om undervisningen. Men almueskolen i byerne havde altid været stedbarnet, hvad bygninger og vel også lærerkræfter angik. Det kan derfor ikke undre, at den ikke var i høj anseelse.

Dette forhold blev ændret ved midten af 1800-tallet, og det skyldtes i høj grad Københavns Kommunes beslutning om at lade opføre kommuneskolen i Sølvgade. Den tre etager høje bygning blev opført 1846-47 af arkitekt P. C. Hagemann i en monumental, senklassicistisk stil. Klasseværelserne var store og højloftede og fik rigeligt dagslys gennem de store vinduer; der var både festsal og gymnastiksal, men ingen garderober. "Det ligner et slot, og ikke en skole for børn", sagde Christian VIII første gang, han trådte ind i skolegården. Skolen i Sølvgade blev forbilledet for talrige senere kommuneskoler og markerer indledningen til den højere anseelse, almueskolen kom til at stå i.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 62, oktober 1993, s. [7]-[8]

[Side 7]

Nye fredninger

Af Allan Tønnesen

Inden for det sidste år er endnu et antal bygningsfredninger gennemført i København. Her skal omtales et par af de væsentligste.

Nyboder Pigeskole, Borgergade 111

Skolen er opført 1858 af arkitekten Bernhard Seidelin som skole for døtre af søetatens officerer. Den blev senere ombygget til søkadetskole, har været anvendt som kaserne og senest som kontorer.

Den firefløjede gulstensbygning i to etager er opført i nationalromantisk stil med rig anvendelse af detaljer i formsten. Det fornemste rum er den glasoverdækkede aula midt i komplekset, hvorfra der via en omløbende svalegang er adgang til de tidligere klasseværelser.

[Side 8]

Skomagersvendebroderskabets Stiftelse, Gasværksvej 25-27

Den treetages rødstensbygning på hjørnet af Istedgade er opført som stiftelse af arkitekten Carl F. Rasmussen 1858-59. Den var indrettet med små etværelses lejligheder til 31 familier.

Bygningen gør sig stærkt gældende ved sine renæssanceinspirerede udsmykninger, først og fremmest gavlkvisten med "vælske" buer, der afsluttes af en snoet pinakel. Bygningen var i flere år truet af nedrivning.

Tegneskolen for Kvinder, H. C. Andersens Boulevard 10

Tegneskolen for kvinder åbnede 1876 som et led i Dansk Kvindesamfunds politik. Forstanderinde blev Charlotte Klein, hvis mand, arkitekten Vilhelm Klein, tegnede skolens nye bygning, der opførtes 1880-81.

Den fireetages bygning har pudset og malet facade i nyrenæssance med detaljer udført i stuk.

Pressens Hus, Skindergade 5

Bygningen er opført 1974 af arkitekten Erik Korshagen som erstatning for et 1700-tals hus af tilsvarende dimensioner. Det er opført i jernbeton med facade af store glaspartier afvekslende med mørktmalede stålplader som udfyldningselementer.

Den helt moderne bygning indgår harmonisk i gadebilledet, tilpasset de omgivende bygninger, som især dens beskedne volumen harmonerer med.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 66, oktober 1994, s. [3]-[5]

[Side 3]

Nye bygningsfredninger

Af Allan Tønnesen

Holmen

Midt i 1700-tallet blev den danske flådes funktioner gradvist flyttet fra Gammelholm til de opfyldte arealer ude i Øresund, som fik navnene Nyholm, Christiansholm, Frederiksholm, Arsenaløen og Dokøen, det område vi under et kalder Holmen. Holmene blev bebygget med bygninger til mange forskellige formål, de ældste med Philip de Lange som arkitekt. Mange har været fredet i adskillige år, f.eks. Mastekranen, Hovedvagten og

[side 4]

Kanonbådsskurene, og så længe Holmen var søværnets hjemsted, var der ingen særlig grund til at udvide fredningen. Denne situation ændredes, da Folketinget for nogle år siden besluttede at flytte søværnets funktioner fra Holmen, for at det attraktive område kunne få anden anvendelse såsom udflytning af offentlige funktioner, opførelse af boliger osv. En lang række af de yngre bygninger og anlæg måtte også anses for fredningsværdige. Den lange fredningsprocedure er nu resulteret i følgende nyfredninger:

Arsenaløen: Værftbrovagten (1863 af J. G. Zinn).

Dokøen: Pumpestationen og dokken (1858 af Alfred Giles).

Frederiksholm: Bådeværftet (1865 af C. T. Andersen), Gymnastik- og eksercerhuset (1892 af C. T. Andersen), Kabysse- og vandkassemagasinet (1860-62 af F. Meldahl), Kobbersmedien (1884 af C. T. Andersen), Modelsamlingens bygning (1893 af C. T. Andersen), Beklædningsmagasinet (1888 af C. T. Andersen), Nordre kedelsmedie og elværk (1887 af C. T. Andersen), Grov- og kleinsmedien (1861 af F. Meldahl).

Nyholm: Planbygningen (1763-64 af Philip de Lange), Kasernebygningen, pavillonbygningen og arresthuset (1890-1910 af C. T. Andersen og V. Birkmand) samt Kontorbygningen i forlængelse af østre takkeladshus (1801 af J. B. Magens).

Med de nu gennemførte fredninger er ialt 26 bygninger og anlæg på Holmen fredet. De nye funktioner vil blive afpasset fredningsbestemmelserne. Glæden over at det meget spændende anlæg nu åbnes for offentligheden blandes med sorg over, at en mere end 250-årig funktion, der i enestående grad var knyttet til Danmarks og Københavns historie, er ophørt, og med bekymring for det følsomme områdes fremtid.

Langeliniepromenaden og Dahlerups pakhus,
Langelinievej 7

Da Københavns frihavn blev anlagt i begyndelsen af 1890'erne, blev københavnerne berøvet deres elskede havnepromenade. Som kompensation besluttedes det at anlægge en ny promenade på østsiden af frihavnsmolen, adskilt fra frihavnen ved et stort støbejernsgitter. Under promenadens øvre del indrettedes lagerrum, og der plantedes træer. For den arkitektoniske udformning stod arkitekten Vilhelm Dahlerup, der også leverede tegningerne til de to pakhuse, der samtidig blev opført på frihavnssiden af molen, og som i 1907-08 og 1913-29 blev suppleret med to andre pakhuse.

I mere end 15 år har disse pakhuse stået tomme, og det har været diskuteret, hvorledes arealet og eventuelt bygningerne skulle udnyttes, bl.a. har der i ca. 10 år foreligget et projekt af arkitekterne Utzon til en hotelbebyggelse på hele molestrækningen, et projekt som ville indebære nedrivning af alle pakhusene. Hotelprojektet er nu indskrænket til den yderste del af molen, hvor de to yngste pakhuse lå, mens det største af Dahlerups pakhuse bevares. Det er opført 1893-94 i fem etager og i en arkitektonisk udformning, der helt svarer til det for en del år siden nedbrændte store pakhus (med Herkulesstatuen på toppen af gavlen), som også var opført af Dahlerup. Stilen er inspireret af Christian IV-tidens nederlandske renæssance og har skullet give associationer til København som handelsby og Østersøens stapelplads.

Telefonkiosken på hjørnet af Østerbrogade og Jagtvej

I 1896 opstilledes rundt om i byen fire telefonkiosker tegnet af arkitekten Fritz Koch, og senere tilkom der yderligere syv. De kom til at udgøre et karakteristisk indslag i det københavnske bybillede. De seks, der er tilbage, er i årenes løb blevet flyttet og har fået andre funktioner.

Den kiosk, der nu er blevet fredet, er fra 1896. I den ene af de seks sider findes døren til telefon og skrivepult. De øvrige vægge er af glas og beregnet til annoncering. Det grønne kobbertag afsluttes af en tagrytter, hvori der er anbragt et ur med skive i tre retninger. Der er et mylder af detaljer, bl.a. indeholder træfrisen under taget de 12 stjernetegn.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 70, oktober 1995, s. [5]-[8]

[Side 5]

Nye bygningsfredninger

Af Allan Tønnesen

Traditionen tro bringes her en række af det sidste års bygningsfredninger i København. Tendensen gennem de senere år til fredning af yngre bygninger er meget udtalt i årets høst; af de siden sidste præsentation gennemførte 10 fredninger er de ni under 100 år gamle og således gennemført efter bygningsfredningslovens undtagelsesbestemmelse. De fleste er store og monumentale bygningsanlæg af høj arkitektonisk kvalitet, hvilket fremgår af efterfølgende udvalg:

Vestersøhus, Vester Søgade 44-78 og Gyldenløvesgade 21

Det store boligkompleks, der ligger ud til den nordligste del af Sankt Jørgens Sø mellem Gyldenløvesgade og Kampmannsgade, er opført 1935-36 og 1938-39 af arkitekterne Kay Fisker og C. F. Møller i den da fremstormende funktionalistiske stil.

Den 8 etager høje bygning var en nyskabelse inden for boligbyggeriet, især karakteristisk ved de høje karnaptårne med tilknyttede altaner, som gjorde lejlighederne meget lyse.

Radiohuset, Rosenørns Alle 22

Omkring 1930 blev Københavns gamle fattiggård, Ladegården, nedrevet, og en række store beboelseskomplekser og offentlige bygningsanlæg

[Side 6, illustration]

[Side 7]

opført på byggetomten i de følgende år. Det sidste var radiohuset, der opførtes 1938-45 efter projekt af arkitekten Vilhelm Lauritzen.

Anlægget er opdelt i en tofløjet hovedbygning mod Rosenørns Alle, en studieblok midt på grunden og koncertstudiet mod Julius Thomsens Gade. Bygningerne er udført i jernbeton, facaderne er beklædt med bleggule, keramiske fliser og tagene dækket med kobber. Særlig koncertstudiets buede tag er af stor virkning.

En nyere fjernsynsbygning fra 1955-56 mod Worsaaesvej er også med i fredningen.

Politigården, Polititorvet 14

I forbindelse med retsplejereformen 1916 blev det besluttet at opføre en ny bygning for Københavns politi, der indtil da havde haft lokaler i Råd- og Domhuset på Nytorv. Projektet, udarbejdet af arkitekten Hack Kampmann, blev vedtaget 1919, og arbejdet blev efter Kampmanns død 1920 fuldført efter hans projekt, således at bygningen stod færdig 1924.

Komplekset udfylder en karré, der udgør en uregelmæssig firkant. Indvendig er det disponeret med en stor cirkulær, søjleindrammet gård og fem mindre gårde. Det er i fire etager med etageadskillelser i jernbeton. Facaderne står pudsede med bånd, gesimser og afdækninger i Fakse kalksten. Hovedindgangen er markeret af en arkade.

Politigården er kulminationen på nyklassicismen. Det højtidelige anslag er gennemført i alle bygningens detaljer.

"Stærekassen", Tordenskjoldsgade 5

I 1928 vedtog Rigsdagen en lov om opførelse af en bygning til brug for Statsradiofonien, selvstændigt beliggende, men i nær kontakt med Det kgl. Teater, idet et tilskuerrum med scene samtidig skulle kunne benyttes af teatret. Bygningen blev opført 1929-33 efter projekt af arkitekten Holger Jacobsen. Efter opførelsen af det nye Radiohus har bygningen udelukkende fungeret som teater.

Bygningens opførelse tværs over Tordenskjoldsgade og i en højde, der langt overgik nabobygningerne, blev stærkt debatteret i samtiden, og i de senere år er diskussionen genopstået i forbindelse med planer om dens nedbrydning til fordel for en ny "ny scene". Striden blev løst ved kulturministe-

[Side 8]

rens beslutning om, at bygningen skulle bevares, hvorefter den kunne fredes.

"Stærekassen", som dens navn hurtigt blev i folkemunde, er inspireret af samtidig italiensk modernisme. Den fremtræder udadtil gråpudset med store bronzerelieffer af billedhuggeren Utzon-Franck og med et mosaikloft i buen over Tordenskjoldsgade af maleren Einar Nielsen. Indvendig er bygningen udsmykket af en lang række af tidens bedste billedkunstnere.

Dronningegården, Dronningens Tværgade 23-45, 32-54 og Borgergade 15-17

Rydningen af Adelgade-Borgergade kvarteret, et af byens ældste, men også dårligst vedligeholdte, blev 1943-44 og 1956-57 fulgt op af opførelsen af et storstilet beboelseskompleks, tegnet af arkitekterne Kay Fisker, C. F. Møller og Eske Kristensen.

De fire vinkelformede, otte-etages bygninger, opført i tegl med tegltag, danner tilsammen en åben karrébebyggelse omkring pladsen, der gennemskæres af Dronningens Tværgade og Adelgade. Det gennemgående træk er 8½ etages høje gavlhuse med indbyggede altaner, adskilt af lavere, let tilbagetrukne forbindelsesbygninger.

Dronningegården er eksponent for den arkitekturopfattelse, der i Danmark voksede ud af funktionalismen i en særlig bolig- og arkitekturtradition. Den er desuden rammen om et meget harmonisk byrum.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 74, oktober 1996, s. [3]

[Side 3]

Nye bygningsfredninger

Af Allan Tønnesen

Mens der ved de tidligere års præsentationer af nye bygningsfredninger har været tale om et udvalg, er det denne gang hele årets høst af nyfredninger i København, der skal omtales. Det kan samtidig konstateres, at tendensen til at anvende bygningsfredningslovens undtagelsesbestemmelse stadig er udtalt, idet tre af de fire nyfredninger er yngre end 100 år.

Den Hirschsprungske Samling, Stockholmsgade 20

Bygningen er opført i 1908-11 af H. B. Storck som rammen om tobaksfabrikant Heinrich Hirschsprungs efterladte malerisamling, er præget af den antikke klassiske stil og adskiller sig fra samtidens øvrige historicistiske arkitektur, hvor stilblandingen er fremherskende. Herved peger den frem mod de følgende års mere strenge nyklassicistiske stil.

Folkets Hus, Enghavevej 40

Bygningen er opført 1953-56 af Vilhelm Lauritzen. Den har dannet ramme om den københavnske arbejderbevægelses politiske, faglige og kulturelle liv siden opførelsen og frem til midten af 1980'erne. Folkets hus er opført i overensstemmelse med tidens modernistiske arkitektur og udsmykket med Dan Sterup Hansens gavlmosaik, der fremstiller "folket". Der skulle kunne foregå mange møder samtidig, og huset har derfor mange større og mindre mødesale - med og uden sammenlægningsmuligheder - og et sindrigt trappesystem, der skulle sikre gnidningsfri afvikling af de mange menneskers færden i huset.

Frihavnens elektriske centralstation, Dampfærgevej 2-4

Den tidligere elektriske centralstation er opført i 1894-95 af V. Dahlerup med tilføjelser 1899, en værkstedsbygning fra 1913 af Henning Jørgensen og kedelhuset fra 1899 af Fr. Levy. Det er et af de ældste bevarede eksempler af på denne bygningstype i Danmark. Københavns frihavn er såvidt vides den første frihavn i verden, hvis kraftforsyning udelukkende blev dækket med elektricitet.

Husum skole, Karlslundevej 23

Anlægget, der består af en hovedbygning og to dermed sammenbyggede sidebygninger, er opført 1930 af Edvard Thomsen og Frits Schlegel. Det er en af de tidligste funktionalistiske skoler herhjemme, og den har i kraft af sine arkitektoniske kvaliteter dannet forbillede for mange af mellemkrigsårenes aula-skoler. Den udmærker sig ved sin helstøbte fremtoning og gennemarbejdede detaljering.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 78, s. [4]-[7]

[Side 4]

Årets bygningsfredninger i København

Af Allan Tønnesen

Siden sidste præsentation af gennemførte bygningsfredninger (se Københavns kronik nr. 74) har Folketinget vedtaget en række ændringer af bygningsfredningsloven. En af de mere væsentlige er nedsættelsen af alderskriteriet fra 100 til 50 år. Som det vil være fremgået af de senere års nyfredninger, har denne aldersbegrænsning ikke spillet den store rolle, idet der i vidt omfang er blevet fredet efter undtagelsesbestemmelsen, som siger at bygninger af særlig fremragende værdi kan fredes uanset alder. Denne bestemmelse gælder også efter de nu gennemførte ændringer, som får virkning fra 1. december i år.

Årets nyfredninger holder sig i usædvanlig grad inden for 100 års-reglens rammer. Bortset fra nogle få og mindre væsentlige fredningsudvidelser drejer det sig om følgende:

Holmens Kanal 14, Den Danske Bank

Bygningen blev opført 1897-98 som en tilbygning til det, der dengang hed Landmandsbanken, men som oprindelig var et palæ opført 1795 af C. F. Harsdorff for grosserer Pierre Peschier, og som i 1850 blev ombygget ved bl. a. påbygning af en etage af G. F. Hetsch.

Sidst i 1800-tallet skulle banken udvide, og man fik da en tilbygning af en af tidens store arkitekter H. B. Storck til at projektere en tilbygning, der både distancerer sig fra Harsdorffs klassicistiske bygning og underordner sig den. Det sidste opnås ved overholdelsen af samme etagehøjder og hovedgesims

[Side 5]

samt anvendelsen af røde mursten. Men bortset herfra er det arkitektoniske udtryk et ganske andet. Facaden er inspireret af norditaliensk renæssancearkitektur, meget passende, da det jo var i de norditalienske bystater grunden blev lagt til det moderne bankvæsen.

Hovedfacaden mod Holmens Kanal fremstår med et højt sokkelparti i gråt marmor og derover rød, blank mur, prydet med udsmykninger i forskellige typer marmor. Mest bemærkelsesværdig er vinduerne med omramninger, der varierer i form, størrelse, antal og udsmykning fra etage til etage. Facaden er endvidere udstyret med en medaljon på murværket mellem stueetagens to rundbuede vinduer, en rigt udsmykket hovedgesims samt en kraftig, profileret kordongesims. I det indre er der flere usædvanligt prægtige og rigt udstyrede sale, hvis stilistiske udformning efter datidens skik varierer efter rummenes brug.

Studiestræde 8, "Noahs Ark"

Forhuset er opført 1798 af bygmester C. C. Martens. Det er fredet som et sjældent velbevaret eksempel på ydmygt etagebyggeri fra tiden omkring 1800, og et tidligt eksempel på et lejebolig­kompleks opført for småkårsfolk. Det har desuden en interessant historie.

Det blev opført kort efter byens brand i 1795 sammen med et baghus. Lejlighederne var så små og skrabede, at selv fattigfolk havde råd til at bo her. I 1801 var det samlede antal beboere oppe på 191! Blandt lejerne i baghuset var teaterhistorikeren Thomas Overskous forældre, og han har i sine erindringer mange år senere givet en af de mest levende skildringer af Københavns Bombardement i 1807. Såvel forhus som baghus blev reddet takket være en overmenneskelig indsats gennem tre

[Side 6]

døgn af ejeren og hans tjenestepige. Trods kraftig modstand fra bevaringsvenner blev baghuset i 1960'erne bortsaneret, mens forhuset blev stående, omend kondemneret.

Det er på syv fag og i hele fem etager. Oprindeligt har det sikkert været uden nogen facadedekoration, idet vinduesindramninger og -afdækninger på 1. og 2. sal er fra sidst i 1800-tallet. Over midtervinduet på 1. sal er indsat en mindeplade med indskriften: Her var Thomas Overskous barndomshjem.

Ryesgade 104 og Sortedams Dossering 85, "Soldenfeldts Stiftelse"

Bygningen er opført 1893-94 efter tegning af H. B. Storck. Brødrene Joseph og Vilhelm Soldenfeldt (opr. Soldin), der var ungkarle og hele livet boede i Fortunstræde 1, havde ved et fælles testamente bestemt, at deres efterladte formue skulle anvendes til oprettelsen af en stiftelse for "værdige og trængende aldrende lærerinder, husjomfruer, syjomfruer og andre fruentimmer i lignende stilling, hjemmehørende i København".

Da den længstlevende af brødrene var død i 1891, blev disse bestemmelser ført ud i livet. Bygningen består af fire fløje på fire etager, der omslutter et grønt gårdanlæg. Den står i blank mur af røde sten på yderfacaderne og af pudset murværk mod gården.

Hovedfacaden ud mod Sortedams Dossering er den fornemst udsmykkede med mange dekorative detaljer i røde formsten og sandsten, bl. a. en balkon over hovedpartalen, søjler mellem de

[Side 7]

små koblede vinduer samt forskellige våbenskjolde og medaljoner, herunder 12 medaljoner udført af billedhuggeren Carl Aarsleff med kvinder i halv figur symboliserende forskellige dyder. I det indre er det mest interessante rum forsamlingssalen i to etager med hvidmalede, panelbeklædte vægge og herover vægdekorationer udført af maleren Franz Schwarz. Stiftelsen er stadig i brug efter testatorernes bestemmelse.

Løngangsstræde 24. Tilbygning til "Vartov"

Det oprindelige barokanlæg mod Farvergade, Vester Voldgade og Løngangsstræde var opført 1724-54 af J. C. Krieger og blev ombygget og forhøjet 1855-60 af N. S. Nebelong. Anlægget blev i 1930 lukket også til den fjerde side ved en tilbygning tegnet af arkitekten Aage Rafn.

Den vinkelformede tilbygning på henholdsvis tre og et fag spænder mellem forhuset Løngangsstræde 24 og sidehuset til Farvergade 25. Den treetages bygning er muret i røde tegl og har rødt tegltag. De småsprossede vinduer har pudsede indfatninger. 1. og 2. etage benyttes til pastoralseminarium, mens 3. etage og tagetagen indgår i forhusets præstebolig. Den korte fløj rummer i 1. etage et kapel i form af et næsten kvadratisk rum.

Tilbygningen adskiller sig fra Aage Rafns øvrige arbejder, idet han her har taget udgangspunkt i de eksisterende bygningers formsprog og gentaget disses facadeskema på nybygningen, der i høj grad er medvirkende til at give gårdsrummet dets harmoniske karakter.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 84, marts 1999, s. [3]-[6]

[Side 3]

Nye fredninger i København

Af Allan Tønnesen

Siden sidste præsentation af nyfredninger i Københavns Kronik nr. 78 (oktober 1997) er der gennemført ni bygningsfredninger i Københavns kommune, hvoraf de mest bemærkelsesværdige omtales nærmere i det følgende. Som tidligere omtalt er bygningsfredningsloven ændret, således at det nu er muligt at frede bygninger der 50 år gamle (tidligere 100 år). Dette har dog ikke i videre omfang påvirket billedet af aldersfordelingen mellem årets nyfredninger, idet kun to er opført efter år 1900. Sammenlignet med tidligere år er billedet nærmest det modsatte, idet man da i høj grad tog undtagelsesparagraffen i anvendelse. Det er stadig sådan, at bygninger af særlig fremragende værdi kan fredes, uanset de ikke opfylder det generelle alderskriterium. Det er bemærkelsesværdigt, at der i det forløbne år er fredet forholdsvis mange objekter, som ikke er egentlige bygninger.

Blågårds Plads

Pladsen, der er resultat af et samarbejde mellem arkitekten Ivar Bentsen og billedhuggeren Kai Nielsen, stod færdig i 1915. Den blev etableret på et område, hvor tidligere Heegaards jernstøberi

[Side 4]

havde ligget, og som i 1898 var blevet erhvervet af Københavns Kommune med henblik på anlæggelsen af et rekreativt areal for beboerne i det tæt bebyggede kvarter.

Pladsen er udformet som et 30 x 50 m stort forsænket område omgivet af en høj granitbrystning, hvori indgår 22 granitskulpturer, nogle forestillende legende børn, andre eksempler på det arbejdende folk: smed, tømrer, murer, fiskekone m.fl.

Blågårds Plads, der er blevet betegnet som "Københavns smukkeste pladsrum", har i høj grad levet op til sit formål som legeplads for børn og som et sted for afholdelse af folkemøder.

Dronning Louises Bro

Efter opførelsen af den monumentale søtorvsbebyggelse (opført 1873-76, fredet 1978) besluttedes det i 1884 at anlægge en ny bro i aksen Frederiksborggade-Nørrebrogade, som kunne danne et værdigt forbindelsesled mellem den gamle by og Nørrebro. Opgaven blev overdraget arkitekten Vilhelm Dahlerup og stadsingeniør Charles Ambt. Den nye bro og de dertil knyttede anlæg blev bygget 1885-87 og fik navn efter Christian IX's dronning.

Dahlerup og Ambt skabte et grandiost broanlæg i solide materialer og efter tidens smag rigt udsmykket, så anlægget blev en storstad værdigt. Hertil

[Side 5]

bidrager ikke mindst de fire flagstænger ved broens ender og lygtestanderne på brystværnet. I fredningen indgår også de fire stensatte ramper med støbejernsrækværk mod søerne, de tre buede bænkerækker samt skulpturerne "To siddende unge mennesker" (Johannes Hansen 1940), "Nilen" og "Tiberen" (afstøbninger af romerske originaler).

Ørstedsparken, gitterdragerbroen

Da den gamle Nørreport blev nedrevet i 1856, etablerede Ingeniørkorpset en jernbro af gitterdragerkonstruktion over det der herefter kaldtes "Nørreports Gab", så de promenerende og ridende stadig uhindret

[Side 6]

kunne komme fra den ene del af volden til den anden. Efter traditionen var en vigtig årsag hertil, at Frederik VII yndede lange rideture ad hele voldkronen, men reelt skyldtes det militærets eget behov for at sikre kommunikationen mellem voldens enkelte dele ved et eventuelt angreb. Det var også forklaringen på, at den blev opført af jern og ikke af træ, der lettere kunne skydes i stykker.

Broen bestod af et langt brofag udført som et smedejernsgitter og er formentlig Danmarks ældste bro af denne type.

Men også voldene faldt, og i 1873 blev broen flyttet til Ørstedsparken, en af de parker der blev etableret på det gamle voldterræn. Der blev ved den lejlighed opstillet to naturstenssøjler ved hver ende af broen. Det var i øvrigt den senere stadsingeniør Charles Ambt, der fik ansvaret for anlæggelsen, og hvis fortjeneste det er, at broen blev genbrugt.

Hedebygade 24-30 A

De fire forhuse med baghuse, der er opført 1884-86 i 5 etager, blev fredet som karakteristiske eksempler på etageboligbebyggelse i de københavnske brokvarterer sidst i 1800-tallet, især fordi baghusene er bevaret, og lejlighedernes oprindelige lejlighedsplaner i vid udstrækning er bibeholdt, hvilket efterhånden er noget af en sjældenhed.

Særlig kendt er baghuset nr. 30 A. Her fødtes forfatteren Tove Ditlevsen, og hun har i flere digte og bøger ("Barndommens Gade") beskrevet livet og vilkårene her i 1930’rne. Fredningen af de for en umiddelbar betragtning ret ordinære huse var forinden blevet stærkt debatteret, også i dagspressen, idet der allerede forelå en byfornyelsesbeslutning bl.a. gående ud på, at baghusene skulle nedrives.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 87, januar 2000, s. [9]-[11]

[Side 9)

Fredninger i København 1999

Af Allan Tønnesen

Den hvide Kødby, Halmtorvet 19-27

I årene 1931-34 opførtes "Den hvide Kødby" tegnet og opført af stadsarkitekt med bistand af Tage Rue, Curt Bie og R. C. C. Hedegaard samt for ingeniørarbejderne Carl Bruun og Johannes Børge. Den skulle afløse den gamle "Brune Kødby" fra 1879 lige ved siden af.

Hele anlægget er opført i hvidmalet jernbeton med ensartede vinduer af blåmalede jernrammer. Ud til Halmtorvet ligger den centralt placerede fjerkræhal, der på begge sider er omgivet af en randbebyggelse, som danner to gårdrum. Randbebyggelsen er opført i én etage opdelt i en række mindre butikker. Anlæggets største bygning, kød- og flæskehallen, ligger i gården bag fjerkræhallen. Også den er omgivet af en randbebyggelse af butikker. Der er desuden en række andre bygninger med

[Side 10]

forskellige formål, såsom maskinhuset, talgsmelteriet, slagtehallen, svalehallen og frysehuset.

Arkitektonisk er Den hvide Kødby et tidligt udtryk for funktionalismen. Den hvide, saglige arkitektur er uden væsentlig udsmykning, men virker ved sin monumentalitet. Fine detaljer er den rundede baldakin langs flæskehallen og kompleksets symmetriske opbygning, der sammen med de ensartede komponenter som døre, vinduer, ure og skiltning giver indtryk af et samlet anlæg. Hvidt er den dominerende farve med indslag af elementer i blåt og rødt.

Bikuben, Silkegade 6-8

Sparekassen Bikuben blev stiftet i 1857 med kontorer i direktørens lejlighed, Silkegade 13. I 1860 købte sparekassen nr. 8 overfor, som senere blev ombygget og indrettet af arkitekten H. C. Stilling. I 1881 blev det nedrevet, og i de følgende tre år opførte J. D. Herholdt et delvist sammenhængende bygningsanlæg med facader til såvel Silkegade som Pilestræde. De to gamle facader blev i 1927-29 forbundet af en hjørnebygning af Gotfred Tvede. Endelig blev der i 1959 opført en tilbygning af Poul Kjærgaard med facade mod Silkegade.

Herholdts og Tvedes bygninger fremtræder som et stilistisk meget homogent byggeri. Det er opført på en høj granitsokkel med mure i rød blankmur, hvis enkle flader horisontalt brydes af en kordongesims i sandsten og krones af en kraftig, profileret hovedgesims. Vertikalt opdeles facaderne dels af en sandstensbeklædning af det skråt afskårne hjørne, dels af sandstenspilastre som markering af overgangen mellem Herholdts og Tvedes byggeri. Bygningerne har lave kobbertage, der o. 1930 er forsynet med en kobberklædt mansard mod gården.

Anlæggets højdepunkt er den indre gård, der er inspireret af italiensk renæssancearkitektur, men af Herholdt omsat til hjemlige materialer i en slags "fri historicisme". Facaderne prydes af et fortløbende, dekorativt bånd med lyse guirlander på sortpudset grund, indfattet og adskilt af borter og rosetter i røde formsten. Gården har travertinbelægning samt et bassin og en trappe i samme materiale.

Poul Kjærgaards tilbygning er holdt i sin tids formsprog med en enkelt udformet glasfacade, der kun hvad etagehøjderne angår underordner sig det ældre anlæg.

[Side 11]

Carlsberg-viadukten

I 1847 opførtes den første bro over jernbanen omtrent hvor den nuværende viadukt er. Det var en såkaldt "englænderbro", opført i mursten som en trefagsbue-bro af det engelske firma, der anlagde jernbanestrækningen mellem København og Roskilde. Men på grund af jernbaneudvidelser blev den nedrevet i 1899, da den nuværende bro blev opført.

Den nye bro er en jernkonstruktion tegnet af DSBs ingeniør Kristen Møller. Den spænder med to buer over såvel den firesporede jernbane som Vigerslev Allé. Den er af nittet jern og udformet som en dobbelt cirkelslagsbue-bro med tilslutningsfag i gitterdragerkonstruktion. Broens tre midterste fundamentspiller er af granit, mens fæstepillerne er af røde mursten med granitkvadre som murkrone.

Viadukten er fredet som smuk og elegant ingeniørarkitektur, der står uændret siden opførelsen, og som en velbevaret repræsentant for nittede jernkonstruktioner i Danmark.