Indholdsfortegnelse

 

De bastionære fæstninger 1600-1870

Som et led i Christian den 4.s ønske om at styrke København som som handelsby og administrativt centrum for det danske-norske monarki, påbegyndtes en omfattende modernisering af byens gamle befæstning i 1606, der kom til at strække sig over knapt 20 år: Man bibeholdt den gamle fæstningsring omkring byen, men inddrog nu også Slotsholmen i anlægget. Med udgangspunkt i en stor muret bastion på Slotsholmens sydvestlige hjørne blev øen befæstet mod vest og forbundet med byens Vestervold ved muret overhvælvet dæmning (Løngangen). Desuden lagdes den sydlige del af Østervold rundt om en del af Bremerholm, der hidtil havde ligget ubeskyttet.

Befæstningen blev udformet efter de nyeste principper for fæstningsanlæg med en hovedvold af jord, hvorfra der anlagdes bastioner til flankering af forterrænet. Hvem, der har ansvaret for anlægget vides ikke med bestemthed. En Bartholomæus Schmalfeldt, som man iøvrigt ikke ved ret meget om, optræder i de første regnskaber for anlægget som "ingeniør", og han var måske den fortifikationskyndige bygmester.

Der blev bygget ialt 12 bastioner og om hele befæstningen anlagdes en vandfyldt grav, der på grund af højdeforskellene i terrænet var opdelt i bassiner, adskilt af kamme, for at sikre den ønskede vandstand. Det højstliggende bassin fik vand fra Peblingesøen via den gamle forbindelse ved Jarmers Tårn. Samtidigt blev Vesterport og Nørreport ombygget og forsynet med høje spir, og der blev bygget en ny Østerport.

I årene 1618-23 anlagdes Christianshavn som en selvstændig købstad umiddelbart syd for København. Byen, der set fra et fæstningsmæssigt synspunkt lå ideelt midt i de lavtvandede områder nord for Amager, blev anlagt som en fæstningsby med en lav vold, der fik fire hele bastioner og en halv bastion omkring den halve ottekantede by. Mod Amager placeredes en port. Militæringeniøren Johan Semb projekterede anlægget, der dog først blev færdigt, efter at han var rejst bort fra landet. Christianshavns Vold blev i lighed med den næsten samtidigt anlagte voldring omkring København opført som et massivt jordværk.

For at sikre indsejlingen til København fra nord anlagdes i 1624 et blokhus på den lavvandede Refshaleø, der sammen med den Sankt Annæ Skanse på Sjællandssiden (en forløber for Kastellet, påbegyndt 1627), afgrænsede et bassin herfra til inderhavnen mellem Slotsholmen og Christianshavn, hvor flåden kunne ligge.


42

[illustration]


43

[illustration]

Sankt Annæ Skanse fik langt større betydning end blot at forsvare yderhavnen. Den kom til at indgå i en storslået byudvidelse, der førte en total ændring af befæstningen med sig: Ved at forlægge Østervold fra sit oprindelige forløb langs nuværende Gothersgade mod nord, så den kom til at løbe mod øst i direkte forlængelse af Nørrevold, kunne man forbinde byens befæstning med Sankt Annæ Skanse, og derved vinde det store areal, der lå herimellem (Ny-København) for en udvidelse af byen, hvis areal dermed mere end fordobledes.


44

[illustration]


45

Også Søerne skulle indgå som et led i denne plan: På vestsiden, hvor landevejene krydsede, skulle der anlægges tre skanser, der indbyrdes var forbundet med et let retranchement. Denne linie fortsatte i en bastionær vold, der strakte sig nord og syd for Søerne mod Øresund og Kalveboderne, hvorfra de var forbundet med byens hovedvold ved et let retranchement langs kysten. Dermed skabtes tre beskyttede forstæder, der alle var godt bebygget ved Karl Gustav Krigens udbrud i 1657.

De tre skanser ved Søerne (Ladegården, Ravnsborg og Vartov Skanse) og retranchementerne var nogenlunde færdige i 1630. Til gengæld blev forlægningen af Østervold sinket, og også opførelsen af Skt. Annæ Skanse ved havnen gik trægt på grund af pengemangel. Den nye Østervold blev opført i en moderniseret udgave af det ældre nederlandske fæstningssystem, der var udsprunget af erfaringerne fra den nederlandske frihedskrig mod spanierne. De opførtes som store jordværker med foranliggende vandfyldt grave. I profil og grundplan var bastionerne betydeligt større og kraftigere end de kun få årtier ældre bastioner omkring byen.

1630'ernes økonomiske krise forsinkede realiseringen af de store planer for en udbygning af fæstningsværkerne, og der blev ikke foretaget større arbejder. Men efter at Jylland og Skåne under Torstenssonskrigen 1643-45 havde havde været besat og riget været nær sin udslettelse, blev en udbygning af fæstningsforsvaret aktuelt: I 1646 fremsatte rigsmarsk Anders Bille derfor en plan til et landsdækkende fæstningsforsvar, så der ved Lille Bælt, Store Bælt og Øresund skulle anlægges fæstninger til sikring af kommunikationelinierne fra den ene landsdel til den anden.

I det følgende årti blev der anvendt enorme pengemidler til realiseringen af denne plan. For København betød det, at man allerede i 1647 kunne etablere en fæstningsadministration og under ledelse af rigsråd Axel Urup, fra 1656 Henning Quitzou, færdiggjordes den ny Østervold med de to dygtige militæringeniører Georg Hoffmann og Peter Bysser som fagligt ansvarlige for anlægget. Georg Hoffmann udarbejdede også et revideret projekt til Skt. Annæ Skanse, hvis vidtløftige grundplan han ændrede til et mere beskedent fembastionært anlæg (Kastellet).

Arbejderne i København var så godt som færdigtafsluttet, da Karl 10. Gustav i efteråret 1658 begyndte sin belejring af K>benhavn, Østervold var færdig. Blot stod vandet i voldgravene foran den ny voldstrækning ikke så højt som ønskeligt, også Kastellet manglede dæmningen mod havnen (Langelinie). Dele af Christian den 4.s forældede voldstrækning fra begyndelsen af århundredet stod dog stadigvæk omkring Nørre- og Vestervold og langs Slotsholmen, og netop her satte svenskerne deres angreb ind under stormen natten mellem den 10. og 11. februar 1659.

Allerede ved krigsudbruddet havde forsvarerne opgivet retranchementerne, der omsluttede de tre forstæder, fordi de krævede meget mandskab at forsvare. Til


46

gengæld blev de brugt mod deres hensigt, da svenskerne udnyttede dem til anlæg af kanonstillinger, der generede forsvarerne på hovedvolden.

Under krigen var Københavns betydning for det danske forsvar blevet endnu mere markant end tidligere. Hertil kom, at byen ved privilegierne i 1659 officielt var blevet kongens residensby, og med gennemførelsen af enevældens centralistiske styreform i 1660 blev København den vigtigste civile og militære by i landet. København var tillige blevet grænseby over for en agressiv fjende, der på blot få timer kunne sejle direkte til byen med sin flåde.

[illustration]


47

Efter krigen blev de gamle forstæder opgivet, og der blev i 1661 indført et totalt byggeforbud ud til retranchementernes grænse. Dermed introduceredes de første demarkationsbestemmelser for byggeri uden for en dansk fæstning.

Allerede i sommerem 1660 blev arbejdet på en forstærkning af København og Kastellet, men der kom først rigtigt gang i udbygningsarbejderne det følgende år, da Frederik den 3. indkaldte den nederlandske ingeniør Henrik Ruse til landet for at bygge Kastellet færdigt. Han løste den vanskelige opgave at bygge dæmningen mellem Kastellets voldgrav og Øresund (Langelinie). Ruse ombyggede desuden de færdige bastioner efter sine særlige principper for udformningen af en voldlinie, og valgte desuden at styrke skansens forsvar mod land ved at anlægge en befæstet linie med foranliggende våd grav mod land (Smedelinien).

I 1660'erne moderniseredes desuden den gamle Nørrevold og Vestervold, der under belejringen havde stået i sin gamle form fra århundredets begyndelse. Dette skete muligvis efter projekter af Henrik Ruse.

Som et led i moderniseringen af Vestervold forlængedes 1667/70 volden fra Vesterport sydpå til sejlløbet i Kalveboderne ved anlæg af tre nye bastioner, hvoraf de to sydligste blev anlagt på opfyldt terræn i Kalveboderne. Dermed sikredes også Slotsholmen, og man indvandt Frederiksholmskvarteret for byen.

Forlængelsen af Vestervold blev modsvaret af en samtidigt udbygning af Christianshavns Vold, hvis vestlige del blev forskudt, så den korresponderede med Vestervold. De indgik i en samlet fornyelse af Christianshavn, hvor Sembs gamle anlæg blev erstattet af 6 nye, meget store bastioner. Omkring hele volden lå en vandfyldt grav, omsluttet af en beskyttende kontrescarpe.

De store voldarbejder omkring København og Christianshavn i 1660'ernes slutning blev ledet af militæringeniøren Carl Heinrich von der Osten, men det er ikke afklaret, om han også projekterede de nye anlæg, der muligvis skal tilskrives Henrik Ruse.

Som en symbolsk afslutning på de enorme fæstningsarbejder, blev bastionerne i 1671 officielt navngivet i markante systematiske grupper: Bastionerne i København blev opkaldt efter officerer og militære, der havde gjort sig fortjent under Københavns belejring eller i den tidligere enevældes militære administration. Omkring Christianshavn fik bastionerne navne efter kraftfulde dyr. I Kastellet havde man siden 1666 haft en systematisk navnegruppe opkaldt efter kongens familie og kongens lande.


48

[illustration]

Den nordlige indsejling til København blev efter 1666 alene forsvaret af Kastellet, hvis mægtige bastioner mod Øresund kunne hindre en fjende i at sejle ind mod havnen, der mod øst var beskyttet af Refshalegrundens lave vand. Fuldt tilfredsstillende var dette imidlertid ikke, ikke mindst da flåden her havde sit leje. I 1682-1692 blev Christianshavns Vold derfor forlænget mod nord ved anlæg af Nyværk med


49

sine 7 bastioner, projekteret af militæringeniøren Gottfried Hoffmann. Bastionerne blev opkaldt efter den kongelige familie.

Ved færdiggørelsen af Christianshavns Vold i 1692 havde man i løbet af mindre end 50 år fået ombygget samtlige ældre anlæg i og omkring hovedstaden, samtidigt med at man havde udbygget fæstningen til et fuldt moderne anlæg. Det var en bemærkelsesværdig indsats til sikring af landet på et tidspunkt, hvor adskillige civile og militære projekter måtte skrinlægges, bl. a. havde man opgivet af færdiggøre både Nyborg og Fredericia fæstninger, der først blev færdigbygget i løbet af 1700-tallet. Fæstningsbyggeriet i 1600-tallet understregede Københavns enestående betydning i det danske-norske monarki.

Da en svensk-hollandsk-engelsk flådestyrke i 1700 lagde sig ud for København, viste det sig imidlertid, at befæstningen ikke var stærk nok til at hindre et bombardement af byen Skaderne var få, men bobbardementet gav sammen med Danmarks deltagelse i den efterfølgende Store Nordiske Krig 1709-21 anledning til en udbygning og forstærkning af befæstningen, hvorunder blandt andet voldgraven blev uddybet. Graven udgjorde nu et sammenhængende bassin, og anlagde udenværker foran de særligt truede dele af fæstningen. I 1730'erne fortsattes med en betydeligt renovering af bastionerne i København og omkring Christianshavn, og samtidigt blev så godt som alle militære bygninger fornyet.

Kastellet blev i 1720'erne styrket ved anlæg af udenværker mod nord, men undergik ellers ingen større fortifikatoriske ændringer.

Hvad man ikke kunne tage højde for var den rivende udvikling, der skete inden for artilleriet, og allerede under Store Nordiske Krig (1709-1721) måtte man forstærke Københavns Befæstning mod Øresund ved anlæg af de første søforter Trekroner og Prøvestenen for at skabe en dybde i forsvaret.

Bekymring for et bombardement af København voksede i løbet af 1700-tallet, og der blev med jævne mellemrum fremsat planer om at anlægge fremskudte forter mod land for at sikre byen mod ødelæggelse, men der blev ikke foretaget nogen afgørende ændringer. En Defensionskommission blev nedsat i 1777 for at udarbejde planer for en forbedring af forsvaret, men ligeledes uden større virkning. Den lange fredsperiode efter 1721 gjorde heller ikke en fortsat udbygning aktuel. Det eneste, man opnåede var blot en begyndende udbygning af søforsvaret ved anlæggelsen af en ny befæstning ved Trekroner og Lynetten.


50

[illustration]


51

Voldterrænet blev også udnyttet til civil brug: På de fleste bastioner rejste sig i løbet af 1700-tallet store hollandske møller, der udnyttede voldkronens betydelige højde til at fange vinden. På voldskråningerne og i glaciset bortforpagtede Militæretaten høslettet, i faussebraien frugten fra træer og buske, og i gravene fiskeriet.

Samtidigt åbnedes den københavnske del af volden for offentligheden, og voldgangen udviklede sig snart til en yndet promenade, hvorfra københavnerne kunne glæde sig over udsigten til de landlige forstæder, Søerne og Kalveboderne. Der blev også åbnet for adgang til faussebraien foran Vester- og Nørrevold, hvor dens folkelige navn Kirsebærgangen antyder stedet romantiske karakter.

I begyndelsen af 1780-erne anlagdes to alléer på den del af Kastellets glacis, der vendte ind mod byen, og samtidigt åbnedes Langelinie for offentligheden.

Englændernes bombardementet af København 1807 viste, at fæstningen ikke kunne hindre terrorangreb på byen, men i de fattige år efter 1814 blev der ikke foretaget nogen forbedring af forsvaret.

Manglerne i Københavns Befæstning blev vurderet af den militærkommission, som Christian den 8. nedsatte i 1840, og som to år senere fremkom med en betænkning om det dansk fæstningsforsvar. Heri redegøres grundigt for de angrebsmuligheder en fjende kunne have, og her understreges igen - som af Anders Bille i 1646 - betydningen af at kunne forbinde landsdelene ved kommunikerende fæstninger ved Store Bælt og Lille Bælt. Militærkommissionen kom til det ikke overraskende resultat, at Københavns Befæstning var forældet og umulig at forsvare, og da Kommissionen tilmed mente, at man ikke burde befæste en by med så stor civil betydning som rigets hovedstad med arkiver, biblioteker og andre nationale kulturværdier, foreslog man det sjællandske forsvar lagt til Korsør.

Militærkommissisonen rejste dermed den debat om Københavns Befæstning, der skulle præge de følgende årtier, og som paradoksalt nok skulle resultere i anlægget af Københavns Land- og Søbefæstning 1885-1894.

Men indtil videre fungerede de gamle fæstningsværker stadig som fæstning, der blev vedligeholdt og udbygget.

Ved udbruddet af 1. Slesvigske Krig i marts 1848 blev der foretaget vidtløftige sikringsarbejder omkring portene for at hindre en overrumpling fra Det tyske Forbunds side, ligesom man byggede den store dæmning for "Inondationen" omkring Ladegårdsåen/Lygteåen for at kunne oversvømme den vestlige del af Københavns omegn og dermed holde en fjende på så stor afstand af byen, at den ikke kunne bombarderes.


52

[illustration]


53

I 1853 udarbejdede Ingeniørkorpset et projekt til en udbygning af fæstningsværkerne omkring København.

Der skulle lægges en forsvarsvold langs Kalvebod- og Øresundskysterne fra den gamle vold indtil henholdsvis Harrestrup Å og Gammel Vartov, og mellem disse to punkter skulle de forbindes med en vold. Dermed ville den ældre befæstning kunne fungere som et sekundært fæstningsanlæg. Planerne blev forelagt Rigsdagen, men ikke vedtaget. Kun forbedringer i Søforsvaret kom gennem det parlamentariske system i 1858.

Landbefæstningen blev derfor opretholdt, vedligeholdt - og forunderligt nok endog udbygget! Så sent som i 1856-57 forsynedes Vestervold med en helt ny ravelin mellem Schacks og Helmers Bastioner til beskyttelse af Københavns ny vandværk. Selvom vagterne blev inddraget i 1856 og byportene revet ned 1856-58, opretholdt man således de strenge fortifikatoriske krav til den nu 200 år gamle befæstning.

[illustration]


54

Allerede i 1852 var demarkationslinien blevet rykket fra Jagtvejlinien til Søernes inderside. Det skete under hensyntagen til de planlagte befæstningslinier langs kysterne, og officielt skete det for at kunne udnytte det umiddelbare forterræn bedre militært. Det civile pres var imidlertid for stort: Allerede i 1838 havde man udformet Døvstummeinstituttet på Kastellets Glacis som en lynette, der hurtigt kunne omdannes til forsvar.

I 1858 blev Blindeinstituttet anlagt lige ved siden af som en rent civil bygning. I 1858 kunne København Kommune beslutte at bygge sit Kommunehospital inden for Søerne (færdigt 1863), og samtidigt fik det Sjællandske Jernbaneselskab tilladelse til at opføre en ny Hovedbanegård på glaciset foran Vestervold, ovenikøbet efter at have fjernet den netop nyanlagte ravelin omkring Vandværket! Årene omkring 1860 betegner således et skred i den militære administration af fæstningen.

Demarkationsbestemmelserne blev dog fortsat opretholdt på strengeste vis, men det var tydeligt for alle, at staten blot ønskede at udskyde en frigivelse, indtil man havde fået lagt en bebyggelsesplan for området, så grundene kunne sælges til fordelagtige priser. Dermed ville staten sikre sig indtægter, der kunne finansiere de nye kostbare fæstningsanlæg omkring byen.

Ved lov ophævede man demarkationsservitutterne på Sjællandssiden af fæstningen i 1867 på en sådan måde, at de for den enkelte grundejer først blev ophævet, når en vis del af en takseret værdistigningsafgift var blevet indbetalt til staten.

Loven berettigede også Københavns Kommune til at købe det samlede fæstningsterræn mod at Kommunen sikrede benyttede en del af arealet til anlæg af parker. Handlen gik i orden i 1869, og pr. 1. juli 1870 overtog Københavns Kommune fæstningsarealet. Datoen markerer samtidigt nedlæggelsen af den del af Københavns Befæstning, der vendte ud mod Sjælland.

Ved købet overtog Kommunen hele fæstningsringen fra Østerbro Ravelin i øst til Rysensteens Bastion i sydvest, men den fik ikke uindskrænket rådighed over arealet: En del af det skulle overdrages til Universitetets Botaniske Have, mindst 300.000 kvadratalen (ca. 118.000 m2) skulle udlægges til park, og desuden skulle staten godkende en bebyggelsesplan for området.

I 1872 godkendtes bebyggelsesplanen, og året efter blev de første sløjfninger foretaget i området omkring Nørrevold. Bebyggelsesplanen blev revideret i 1885, hvorved Kommunen forpligtigede sig til at udlægge ialt 600.000 kvadratalen (ca. 236.404 m2) af fæstningsterrænet som park.


55

[illustration]

Salget af fæstningsarealet berørte ikke Christianshavns Vold eller Kastellet: Christianshavns Vold blev tværtimod udbygget så sent som i 1868-72, da der lagdes en beskyttelsesvold på østsiden af den nyopfyldte Refshaleø, der få år senere blev udlejet til skibsværftet Burmeister & Wain.

Christianshavns Vold blev nedlagt som fæstning i 1909, men først med virkning fra 1916, da man havde færdiggjort en sikring af Amagers sydkyst.


56

[illustration]

Også Kastellet blev opretholdt, men først og fremmest fordi anlægget også rummede en kaserne, som militæretaten ønskede at bibeholde.

Sammen med Christianshavns Vold udgør Kastellet de bedst bevarede dele af anlæggene fra 1600-tallets fæstning, men ingen steder i de københavnske voldkvarterer lades man i tvivl om fæstningsværkernes beliggenhed og udstrækning, der er understreget i 1800-tallets park- og boulevardanlæg.


57