Landsbyen Havn

Egnen omkring København har været beboet af mennesker i 5-6000 år. Det viser arkæologiske fund samt gravhøje, som endnu står i de københavnske bydele Bellahøj og Vigerslev. I den tidlige middelalder blev bopladserne nær Øresund til landsbyer. Disse småsamfunds navne lever i dag videre som betegnelser på nogle af Københavns forstadskvarterer. Landsbyen Havn, som første gang nævnes i skriftlige kilder under året 1043, skulle dog vise sig at blive den vigtigste. Her fandt den første rigtige byudvikling sted.

Forklaringen er, at Havn lå ved et trafikalt knudepunkt. Fra Roskilde, som i den tidlige middelalder var en af Danmarks vigtigste byer godt 30 kilometer inde på Sjælland, nåede vejen ved Havn ud til Øresundskystens bedste naturhavn. Denne lå godt beskyttet mod blæst og storm ved det smalle sejlløb mellem Sjælland og øen Amager. Den stærke strøm forhindrede sejlløbet i at sande til og om vinteren i at fryse til. Desuden var stedet let at forsvare mod vendiske sørøvere. Særlig betydningsfuldt var det, at der fra Havn var fine overfartsmuligheder til Sverige, som dengang rummede den meget vigtige handelsplads på halvøen Skanør, hvor købmænd og fiskere fra Østersølandene hvert efterår samledes et par måneder. Havn var også et bekvemt udgangspunkt for skibe, som enten skulle nordpå og ud i Kattegat eller den anden vej ned i Østersøen.

Hvordan Havn så ud omkring år 1100, ved man kun lidt om. Bebyggelsen lå mellem nutidens Rådhuspladsen og Gammeltorv på det terræn, som fra Vestergade skråner svagt ned mod kysten. Strandlinien gik dengang langs Farvergade og Kompagnistræde. Meget tyder på, at Havn var omgivet af voldgrave. Lave, spredte huse af træ eller klinet op af ler tjente som bolig for bønder, handelsfolk og fiskere. Der var også et gadekær. Endelig fandtes en kirke med kirkegård. Typisk nok for en kirke nær havet var den indviet til Sankt Klemens. Rester af bygningen er fundet under Frederiksberggade få meter fra Rådhuspladsen.

Biskoppens borg omkring 1160 skænkede kong Valdemar I. landsbyen Havn med omgivende land til biskop Absalon. Ifølge den danske krønikeskriver Saxo Grammaticus, som levede omkring 1200, havde Absalon i 1167 forhindret en norsk flåde i at gå i land ved Havn, eller som han kalder den Mercatorum portus, Købmændenes havn. Denne oplysning kan tjene som Københavns dåbsattest.

For at beskytte det vigtige sted mod de vendiske sørøvere lod Absalon bygge en borg på en af de lave holme ude i sejlrenden mellem Sjælland og Amager. Ruinerne af dette anlæg kan i dag ses under Christiansborg slot. Absalons borg bestod af en cirkelformet mur af kampesten beklædt med kridtkvadre. Der blev desuden opført nogle tårne og andre bygninger af mursten. Teglbrændingskunsten var netop kommet til Danmark. Desuden viser fund af polerede granitsøjler, at der var tale om et såvel håndværksmæssigt som udsmykningsmæssigt fornemt byggeri.

Navnet København dokumenterer, at det trafikale knudepunkt var blevet en vigtig handelsby. Forklaringen er, at Øresund i 1100 og 1200-årene vrimlede med sild. Saxo fortæller, at fiskerne ligefrem kunne skovle dem op af vandet med hænderne. Fangsten blev derefter bragt i land på den store markedsplads ved Skanør i Sydsverige. Her indfandt købmænd sig fra det folkerige Nordtyskland ikke mindst hansestaden Lybæk, men også fra Norge, Nederlandene og England. Købmænd fra disse lande begyndte i stigende grad at lægge ind til Havn for at sælge saltede sild, klæde og andre varer. Til gengæld købte de så korn, skind, huder og lignende. Landsbyen og fiskerlejet var godt på vej til at blive et center i Øresundsområdet.

I begyndelsen af 1200 årene begyndte Havn derfor at sprænge sine rammer. Der blev opført en helt ny og længere vold med vandgrav foran som beskyttelse for byen. Voldanlægget fulgte den nuværende Vester Voldgade, så Nørre Voldgade, gik derefter i en linie skråt over Landemærket og ned langs Gothersgade til Kongens Nytorv ved Østergade, for til sidste at nå stranden. Byens areal var dermed blevet 7 gange større. Men store dele af den var i lang tid præget af marker, haver og åbne arealer. Husene var stadig primitive, men hist og her begyndte bygninger af mursten med tegltag at skyde i vejret.

Det prægede naturligvis handelsbyen, at den blev kontrolleret af en biskop. Der blev snart rejst endnu en kirke, Vor Frue, som med tiden skulle blive Københavns vigtigste. Senere i 1200 årene fulgte Sankt Petri, mens grundstenen til Sankt Nikolaj, der var de søfarendes nye populære helgen, blev lagt nede ved havnen overfor holmen med Absalons borg. I 1238 grundlagdes et Gråbrødrekloster og senere et Helligåndskloster, hvis kirke stadig findes midt på Strøget.

Københavns voksende økonomiske, politiske og gejstlige betydning gjorde den attraktiv. Gennem 1200 og 1300 årene fastholdt Roskildebispen sin magt over byen. I kortere perioder havde kongemagten dog held til at få overtaget.

Samtidig var København mere og mere blevet en torn i øjet på Lybæk, hvis borgere opdagede, hvordan Københavns indflydelse tog til i Øresundsregionen. Lybækkerne overfaldt derfor byen i 1249. Den hærgede by kom hurtigt på fode igen. Så angreb hanseaterne igen. Nu rev medbragte stenhuggere borgen ned til grunden. Skibe blev sænket i sejlrenden for at hindre passage. Men København og dens borg rejste sig atter.

Man ved ikke meget om selve bystyret i Københavns ældste tid. Byen fik sin første stadsret i 1254. Den blev udstedt af biskop Jakob Erlandsen. Mod visse pligter tildeltes købmændene privilegier af biskoppen, for at de kunne hamle op med den udenlandske konkurrence. Men den gejstlige bevågenhed skyldtes også, at biskoppen ville sikre sig købmændenes loyalitet og forhindre dem i at samarbejde med rivalen, kongemagten. Først i midten af 1300 årene hører man om borgmestre og rådhus.

Omkring 1375 blev der udarbejdet en jordebog for København. Denne kilde giver en interessant og pålidelig beskrivelse af Øresundsbyen. Gammeltorv var det ene af byens centre. Herfra udgik vigtige gader som Vestergade og Nørregade. Alene navnene fortæller noget om gadernes alder og betydning. Via Vimmelskaftet kunne borgerne og byens besøgende nå til byens andet center, Amagertorv nede ved havnen. Fra dette torv begyndte Købmagergade og Østergade. Stort set var det gadenet etableret, som stadig danner strukturen i det moderne København.

Byen rummede 4-5000 indbyggere og har sandsynligvis været Nordens største. Jordebogen nævner 5-600 grundejere. De fleste navne peger mod dansk afstamning. Mange kommer fra omegnens landsbyer eller længere ude fra Sjælland. Men 20% af grundejerne bærer navne, der viser afstamning fra de nordtyske byer langs Østersøen. Gaden Vimmelskaftet kaldtes da også karakteristisk nok dengang Tyskmannegade, mens byens fornemste gilde hed Tyske Kompagni.