6

I Vejviseren 1901 fandtes i anledning af århundredskiftet optaget en af etatsråd T. Krak udarbejdet »Tidtavle til Kjøbenhavns og Frederiksbergs Historie«.

I 1911, 1923 og 1930 udgav Kraks Forlag nye, meget forøgede og omarbejdede udgaver af tidstavlerne. Udgaverne 1923, 1930 og 1953 samt nærværende udgave, der udgives på Politikens Forlag, indeholder tillige et udførligt register.

Begivenhederne i denne udgave er ført op til 1978 incl. Den ældre tid er revideret, og billedstoffet forbedret og udvidet. De fleste billeder tilhører Københavns Bymuseum.

Tidstavlen og Registeret

Tidstavlen indeholder de væsentlige mærkepunkter af Københavns historie, fra byen første gang skimtes i Saxos beretning og derefter dukker frem under navnet »Havn« i en enkelt sætning i Knytlingasaga.

De ældste efterretninger om Danmarks senere hovedstad er få og spredte. Vi ved, at byens borg blev bygget af Absalon i 1167, og at det ældste kloster blev grundlagt i 1238, men for den ældste købstad og dens kirke, trækirken Sankt Clemens, lader tilblivelsesårene sig ikke fastslå.

På grundlag af generalmajor H. U. Ramsings arbejder bringes et kort over byen (se side 4), som den har set ud i tiden op til jordebogen 1377. Til sammenligning har vi anbragt et nutidigt kort overfor på side 5.

Gamle krøniker og årbøger fortæller nu og da om krigeriske begivenheder i og ved byen og om kirkens og kronens standende strid om højhedsretten. I stadsretter, jordebøger og andre bevarede dokumenter finder vi de første vidnesbyrd om byens retsforhold, om skatter, om næringsliv og kommunal forfatning. Som rigets vigtigste by, militært og politisk, økonomisk og kulturelt finder mange landshistoriske begivenheder naturligt deres plads i tidstavlen: Universitetets grundlæggelse, bursproget på Gammeltorv den 30. oktober 1536, hvorved reformationen indførtes, arvehyldingen på Slotsholmen den 18. oktober 1660, den danske nationalscenes grundlæggelse i Lille

7

Grønnegade, Struensee's ophøjelse og fald, frihedsbevægelsen i 1840'erne, der førte til grundlovens givelse, det første socialistiske røre, begivenhederne omkring regering, rigsdag og nationalbank under de to verdenskrige, flådens sænkning den 29. august 1943 o.m.a.

Omkring disse hovedpunkter grupperer sig de mange mindre hændelser og træk, der tilsammen danner billedet af hver enkelt år, hver enkelt periode. Broget og mosaikagtigt bliver indtrykket, men netop derved supplerer tidstavlen den almindelige historieskrivning, der behandler hver side af byens liv for sig. Det har f.eks. sin interesse at se, hvilke indre-københavnske begivenheder, der har fundet sted samtidig med den slesvigske treårskrig 1848-1850: at »Blåtårn«s arrest ved Langebro i disse år blev nedrevet, at den første stenograf ansattes (ved Rigsdagen), Frederiksberg fik sin første gadebelysning, socialistiske teorier fremsattes første gang af Fr. Dreier, adgangen til Langelinie blev fri, Thorvaldsens museum åbnedes, byen fik sine første transportable klosettønder, det kuriøse udsalg af drikkevand fra Roskilde åbnedes ved Rundetårn, Pjaltenborg brændte, fremmede jøder fik adgang til at bosætte sig, Kvæsthusbroen anlagdes, diskussionen om kvindernes emancipation begyndte, og borddanseepidemien udbrød.

Ved læsningen af de sidste årtiers tidstavle vil man kunne danne sig et indtryk af de vældige verdensbegivenheders indvirkning på det københavnske dagligliv og af de store tekniske fremskridt, der er sket.

Et særligt hjælpemiddel ved brugen af tidstavlen giver registeret. Ved dens hjælp kan man finde svaret på mangfoldige spørgsmål, der opstår under læsning eller samtale, men som man sjældent har rigtig kronologisk rede på: når forsvandt Lucie Møller fra det nuværende rådhus' plads? når forsvandt Bethelskibet? og når de »Seks Søtre«? Når begyndte den brune rotte at plage vor by? Når anlagdes de første kolonihaver? Når så vi første gang »levende billeder«? og når oplevede vi den første radio-udsendelse og den første fjernsynsudsendelse? Når kom juletræer hertil, når kunstige tænder, tournurer og garconnemoder, fyldepenne, grammofoner, bananvogne, gennemhullede skillemønter, gravco og elektriske køleskabe? Også de første majdemonstrationer og mannequinopvisninger omtales.

Men foruden disse spredte oplysninger yder registeret, navnlig ved hjælp af sine talrige gruppe-henvisninger, vejledning til at følge enkelte sider af byens udvikling i hovedtrækkene.

Den giver os mærkepunkterne i byens ydre vækst, arealindvindinger ved gave, køb, mageskifte eller ved udfyldninger i havnen. Den fortæller, hvordan jorderne mellem Sortedamssø og Hellerup kom i

8

Københavns borgeres besiddelse under biskop Jacob Erlandsen, da de i året 1254 blev fritaget for at betale græspenge til Serridslev bymænd; hvorledes Frederik I, Christian III og Frederik III ved rige gaver udvidede byens grænser; den fortæller om de store indlemmelser - af Christianshavn i 1674, af enklaverne i Dronningens Enghave 1867-88 og af Brønshøj, Valby og Sundbyerne i 1900 og om de senere store kommunale grundkøb.

Af største betydning for byens vækst og udvikling er befæstningens historie (se i registeret ordene: befæstning, demarkationslinien, Vesterport, Nørreport, Kastellet, Østervold etc.). Indtil Christian IV s tid var bebyggelsen begrænset af en voldlinie, der muligvis var fastlagt af biskop Absalon, og som endnu kan spores i den indre by, knækket i Vester Voldgade ved Vartov og i Nørre Voldgade ved Køb-mandsskolen). Christian IV inddrog muligvis kvartererne uden for den gamle Østerport, på Kongens Nytorv og anlagde en ny vold fra Nørreport til Kastellet. Herved fordobledes den indre bys areal. I to hundrede år hindrede voldene og demarkationsbestemmelserne byens udvidelse og forstædernes opvækst. Først i 1852 - ved lov af 6. januar - blev der givet luft, idet man fik fuldstændig byggefrihed uden for søerne, og forstædernes bebyggelse tog nu fart; en lille snes år senere påbegyndtes voldenes sløjfning og bebyggelsen af voldkvartererne, parkernes anlæg m.m.

Også havnens historie (se under havnen, arealindvinding ved opfyldning, Bremerholm, Orlogsværftet, dokanlæg, Frihavnen osv.) fortæller om byens vækst, og om de store terrænindvindinger langs kysten på begge sider af sejlløbet.

Om opførelsen af nye bydele og kvarterer giver tidstavlen ligeledes besked: Nyboder, Frederiksstaden (Amalienborgkvarteret), Frede-riksholm, Gammelholm, Aladdin, Islands Brygge, Amagerbrokvarteret, den moderne rækkehusbebyggelse, højhuse (punkthuse) m.m.

Færdselsvejenes udvikling kan kun delvis følges. De fleste hovedgader i den gamle by (f.eks. Vestergade, Nørregade og Købmagerga-de) er sikkert af middelalderlig oprindelse. Et bestemt grundlæggelsesår kan fastslås for enkelte gader og pladser i den gamle by, navnlig sådanne, som er opstået efter brande: Nygade, Frederiksberggade, Højbro Plads, Kultorvet, Hauser Plads o.fl. Fra nyere tid er medtaget vigtigere færdselsårer.

Til færdselsvejenes udviklingshistorie hører også med, hvad der angår brolægningen; først lidt efter lidt ser vi det offentlige udvide sin kontrol med den, og endelig overtages den i 1777 helt af kommunen; asfaltering (dog kun af fortove) foretoges første gang i 1841.

9

Gadernes renholdelse kostede konge og magistrat århundredlange kampe; i 1843 f or søgtes gadevanding første gang og i 1851 forsøgte man en general-udskylning af rendestenene, der dog ikke gentoges på grund af den stank, der fulgte med; daglig fejning af gaderne gennemførtes først i 1857. Også kloaksystemet har sin historie, sin tragedie og sin sejr, den sidste vandtes først op imod og i vor tid (se 1897, 1901 og 1945). Endelig fortæller tidstavlen om fortove og rendestene, om broer og viadukter og om de vigtigste forsøg på beplantning af allér og pladser. I 1771 blev matrikelnumrene malet på husene, så man lettere kunne finde folks bolig; de nuværende fortløbende gadenumre indførtes i 1859 i København og i 1863 på Frederiksberg.

I bebyggelsens historie fæstner opmærksomheden sig ved bindingsværkshusene, der indtil byens brand 1728 var langt i overtal. For at fremme genopbygningen blev der givet tilladelse til at fravige de strenge bygningsregler, og bindingsværk var derfor stadig meget fremherskende.

Særlig monumentale eller historisk betydningsfulde bygningers historie er medtaget. Det gælder slottene og kirkerne, byens forskellige rådhuse, palæer, kaserner, hospitaler og museer, Bispegården, Universitetet, Toldboden, arkitektonisk betydningsfulde privathuse o.m.a., deriblandt også længst forsvundne som klostrene, Boldhuset, Sankt Annæ Rotunda, slottets ladegårde, Store Lækkerbidsken, Efterslægtens Gård, Admiralitetet, Admiralsgården, Brokkens Bod, Blågård, Solitude, Vodroffgård.

Registeret giver dernæst midlerne til at følge byens liv ude og inde og de forhold, hvorunder det leves.

Den samler under ét de store ulykker, der har ramt København, krigsbegivenheder, brande, pest, dyrtid. Den fører os til heksebålet, retterstedet, fængslet og kirkegården. Og til de kuriøse begivenheder, der samlede hele samtidens interesse, og som trods deres reelle ubetydelighed erindres som »typiske tilfælde«: »den stærke mand«, synålejomfruens bedrag, Granbergs mislykkede ballonfart, Fanden i Laksegade, Pjaltenborgs brand. S

Den lader os følge fremskridtets vej på de forskellige områder. \ r

Henvisningen belysningsvæsen fører således læseren tilbage til den første nødtørftige gadebelysning under Christian V (forordning af 25. juni 1681), der i 1771 henlagdes under magistraten. Det første forsøg på gadebelysning ved hjælp af gas foretoges af en blikkenslager på Købmagergade i 1813, men måtte forbydes, da det fremkaldte opløb. I 1847 blev »magistratsmåneskinnet« afskaffet, og den 4. december 1857 gav tranlygterne endelig plads for gaslygterne. Samme

10

år kunne man se det elektriske lys forevist på Ridebanen ved Christiansborg; 24 år senere tændtes den første elektriske buelampe uden for National (nu Anva); dette var dog kun et privat arrangement; offentlig elektrisk gadebelysning fik vi først - på Kongens Nytorv - den 26. maj 1892. Og i oktober samme år kom de for gadebelysningen så betydningsfulde auer-brændere med glødenet hertil.

Også gadefærdselens historie har sine mærkepunkter. Til fods, til vogns og til hest har man bevæget sig, før historiens optegnelser er begyndt. Men tidstavlen kan berette om bærestolenes (portechaisernes) indførelse (1664), om de første drosker (1828), diligencer (1834), omnibusser (1841), jernbaner (1847), sporvogne (1863), cykler (1876), automobiler (1895). Tidstavlen fortæller om hvert af disse befordringsmidlers udvikling; således om akkumulatordriftens indførelse på sporvejslinien i Gothersgade 1897, luftledningssystemet på Gammel Kongevej-linien 1899, omstigningsbilletterne i samme år, om sporvejenes overgang til kommunal drift og sammenslutningen mellem Københavns og Frederiksbergs sporveje, om den sidste hestesporvogns forsvinden i 1915, om »hurtigbussens« fremkomst, om sporvognen med »fast konduktør«, sporvognen med reklamer, om elektrificeringen af nærtrafikken. Vi lægger mærke til, at København var den første by på Europas fastland, der fik sporvogne. Eller man får at vide, hvordan den høje bicykle fortrænges af Safety-cyklen i 1886, hører om de første cykelvæddeløbs afholdelse i 1881, luftringens indførelse i 1890 og den første cykelstis anlæggelse i 1892.

Andre store mærkedage i trafikkens historie er f.eks. den første dampers, »Caledonia«s, ankomst 23. maj 1819, Frihavnens åbning 9. november 1894, »Selandia«s stabelafløbning i februar 1912, de første flyvninger på Amager nytårsdag 1910, den første udenlandske flyverutes oprettelse 1920, den første indenlandske 1936 og de første transatlantiske 1945 og 1946, den første større præsentation af jetflyvere ved Royal Air Force's opvisning ved Kastrup i 1945. En kuriositetens interesse har ballonfartens mindedage, velocipederne fra 1868, »damp-elefanten«s prøvekørsler i 1862 og damp-sporvognen på Strandvejen, der fik lov at gøre tjeneste i 9 år. - Fra de senere år vil man finde oplysninger om de mange forsøg på at regulere færdselen i overensstemmelse med den stærkt voksende trafik.

Om hovedstadens næringsliv må man søge oplysning ved hjælp af en række forskellige »emner«. Adskillige erhverv er for gamle, til at tidstavlen kan fortælle om deres opståen; smede, bryggere, skræddere og bagere har eksisteret før Absalons tid. Med større eller mindre nøjagtighed kan vi derimod opgive tilblivelsen af en række industrier

11

som fabrikation af sukker (1620), glas (1652), papir (1576), tobak (1665), olie (1620), porcelæn (1772), klaverer (1809) og tændstikker (1837). Betydningsfulde data i industriens historie er også oprettelsen af det første jernstøberi på Christianshavn 1769, den første dampmaskines installation i Ankersmedien på Gammelholm 1790, de første industrielle aktieselskabers dannelse i 1839, dynamoprincippets opfindelse af en dansk tekniker i 1851, den første kontinuerlige centrifuge i 1878.

Handelen foregik i gamle dage fra skib eller fra åbne boder ved stranden og på torvet (se år 1294). Efterhånden forøges torvenes antal, og der opstår en vis skiftende arbejdsdeling mellem dem. Lidt efter lidt flyttes en del af detailhandelen ind i butikker i de faste huse, men de har langt fra haft så iøjnefaldende et udseende som nutidens butikker. Endnu i 1844 vakte det betydelig opsigt, da modehandlerin-de Louise Rasmussen (den senere grevinde Danner) udstillede en re-klamevinduesdukke i sin forretning i Vimmelskaftet 38. En julebasar, der arrangeredes af Industriforeningen i årene 1841-43, gav stødet til, at de handlende selv begyndte at pynte deres vinduer ved juletid. Mange forretninger, der nu tælles i hundredvis i København, fandtes ikke, således blomsterforretninger (den første oprettedes 1834), spækhøkerforretninger (1828), handel med fotografiske artikler (1862) etc. Nyere foreteelser var også schweizer-caféer (1788), dampvaskerier (1847), dampkøkkener (1856), annoncebureauer (1858), patentbureauer (1860), kiosker (1896), selvbetjeningsforretninger (1949).

Erhvervenes organisationer går tilbage til middelalderen: Stiftelsen af laug og gilder, myndighedernes kamp mod deres magt; hovedpunkterne i den merkantilistiske næringspolitiks historie - de store handelskompagnier, stats-manufakturerne og de monopoliserede industrier - indtil frikonkurrencens successive sejr i første del af det 19. århundrede. I det sidste hundrede år er der skabt en række nye be-driftskoncentrationer, denne gang på privat initiativ og støttet af store private bankinstitutter. Også de vigtigste af disse er omtalt i tidstavlen, især hvor de har haft betydning for dansk virksomhed på verdensmarkedet. f

Organisationer af mere speciel art er medregnei, hvor de står som udtryk for gennembruddet af et nyt, oftest kulturelt røre i byen, som f.eks. musikliv, dramatiske klubber (fra 1700-tallet), afholdsbevæg-else, nye sportsgrene, ligbrænding, borgerlig konfirmation o.m.a.

En række andre opslagsord henviser til tildragelser, der illustrerer det moderne samfunds trinvise udvikling. De sociale kampes forum

12

er nu et andet end i middelalderen og under enevælden. Om strejker hører vi vel allerede i 1734 (ved opførelsen af Christiansborg) og i 1794, men først efter den fri forfatnings indførelse begynder socialismens historie i København. Den første socialistiske folketingskandidat opstilledes allerede i 1852 på Christianshavn, men opnåede kun 109 stemmer; derefter hører vi intet til bevægelsen, før Louis Pio i 1871 begynder sin agitation. Tidstavlen beretter videre om den første socialistiske fagforenings dannelse samme år, om kampene på Fælleden den 5. maj 1872 og fører os frem til Socialdemokratiets sejr i borgerrepræsentationen 1917, 8 timers arbejdsdagens gennemførelse i 1919 og til dannelsen af det første socialdemokratiske ministerium i 1924.

På samme måde giver den gennem en række data gangen i kvindesagens udvikling fra den dag, da kvinder første gang mødte som tilhørere til H. C. Ørsteds forelæsninger på Universitetet i 1805 og fremkomsten af Clara Rafaels Breve i december 1850 til gennemførelsen af kvindernes valgret i 1915. Opslagsordene grundlovskampen, forsvarsbevægelsen, provisorier m.fl. henviser til forskellige sider af vort politiske liv, som har særlig tilknytning til hovedstaden.

Helt ind i hjemmene er virkningerne af den nyere tids sociale udvikling trængt. Indirekte fortæller tidstavlen også herom. Indførelsen af centralvarme (se årene 1825, 1885 og 1925 - den første kommunale varmecentral, w.c.'er (1894), personelevator (1894), støvsugere (1904), smørrebrødsforretninger (1914) og folkekøkkener (1917), elektrisk lys, elektrisk køkken, elektriske køleskabe o.m.a. betyder tilsammen en revolution i det daglige liv. En gruppehenvisning som vandforsyning viser, hvilken lang og besværlig række trin hjemmenes forsyning med en af de vigtigste livsfornødenheder har gennemløbet - fra »Vaterkonsten«s indretning på Christian III's tid til vor tids mægtige udvidelser af de artesiske boringsanlæg ved Taastrup-Val-by, Søndersø, Lejre osv.

Det kulturelle liv i København var fra første færd knyttet til kirken. Byen var Roskildebiskoppens domæne, dens ældste skole, Me-tropolitanskolen (fra omkring 1209), var oprettet af kapitlet, klostrene var kirkens værk, det første store åndelige røre i byen var reformationen. Mærkepunkter i kirkens og gudstjenestens historie efter reformationen er påbudet (fra 1577) om, at mænd og kvinder skal stå på hver sin side i kirken, kætterforfølgelserne, indførelsen af dansk salmesang i 1640, af det nugældende ritual i 1685 og af konfirmationen i 1736, ophævelsen af straffen for ikke at gå til alters i 1757 og af djævlebesværgelsen ved dåben i 1783; forfølgelsen af reformerte og

13

andre kættere, Grundtvigs og Søren Kierkegaards kamp mod det bestående på kirkens område. Frelsens Hær; Oxford-bevægelsen m.m. nævnes.

Om en kommunal skole hører vi første gang 1640. I øvrigt havde man på denne tid - Christian IVs - størst omsorg for sømandsstan-dens uddannelse (se navigationsskoler). I 1665 ser vi en lærer tilbyde undervisning i bogholderi; der er tillige det første avertissement, vi kender i Danmark. Tidstavlen fortæller om det store antal private skoler, der oprettedes i den filantropiske tid i slutningen af det 18. århundrede og om begyndelsen til rejsningen af de store moderne kommuneskoler. Også fra Universitetets og de andre lærde undervisningsanstalters historie er hovedpunkterne givet, kommunitetet og kollegierne, museer og laboratorier, videnskabelige opdagelser i »det lærde århundrede« og i vor egen tid.

Litteraturens, kunstens, teatrets og pressens historie er fremhævet ved en række mærkedage, hvoraf vi i flæng nævner: udgivelsen af den første danske bog (Rimkrøniken) i 1495, det første avisprivile^i-ums udstedelse i 1634, indretning af en fast skueplads på Boldhuset i 1662, afholdelse af de første offentlige koncerter i 1727, Kunstakademiets stiftelse i 1754, den første kunstudstilling i 1769, kampen om trykkefrihed (se henvisningerne fra dette ord i registeret). Epokegørende værker er nævnt ved deres fremkomst i København: Holbergs første komedier, »Hafnia Hodierna«, Vejviseren, Wessels »Kærlighed uden Strømper«, Ewalds »Fiskerne«, Oehlenschlægers »Digte 1803« og »Hakon Jarl«, Heibergs første vaudeville, H. C. Andersens første eventyr og »Københavns Diplomatarium«. Rahbecks »Danske Tilskuer«, Goldschmidts »Corsaren« og de mest betydende aviser er omtalt, ligeledes den »illegale presse« under besættelsen.

For forlystelser i snævrere forstand sørgede i ældste tid først og fremmest kongen, når han ved sin tronbestigelse, ved bryllupper m.v. lod afholde optog, turneringer og andre ridderspil. Historien beretter dog også om andre offentlige fornøjelser som »den synderlige kunstner«, der i 1586 udførte sine bedrifter på en line, der var udspændt fra Frue spir over Gammeltorv til Rådhuset. En senere tid tilhører maskerader (se 1684 o.fl.st.), hestevæddeløb (første gang 1771), Dyrehavsbakkens glæder (1780 m.v.) Casortis pantomimer, »Morskabsteatrene«, Mester Jakel, vauxhalls, ildfester, beridere, ballonopstigninger, grundlovsfester, børnehjælpsdage, Tivoli, Al-hambra, Rosenlund, biografteatre. Og den sidste menneskealder er især sportens og sportsopvisningernes tid. Her oplyses vi bl.a. om, hvornår fodbold, golf, kricket, seksdagesløb m.m. fik indpas.

14

Som et ordnende bånd omkring hovedstadens mangfoldige livsytringer ligger fra de ældste tider byens styre og retsorden. Tidstavlen opregner de vigtigste bestemmelser i de biskoppelige stadsretter, de kongelige privelegier og den nyere tids friere kommunalforfatninger; man følger magistratens og kommunalbestyrelsens udvikling, ser politi, fattigvæsen og de mange andre kommunale »væsener« udvikle sig af en svag og tilfældig form; oftest er begyndelsen gjort af kirken eller af private. Af skatternes labyrint er kun udsøgt de vigtigste eller de kulturelt interessanteste. På retsvæsenets område holder rester af middelalderligt barbari sig længe. Retterstedet forsvandt fra den indre by i 1761, men brændemærkning og kagstrygning foretoges på Nytorv indtil 1780; disse to straffemåder afskaffedes først lovformeligt henholdsvis i 1840 og 1866; forinden var spidsrodstraf afskaffet i 1836 og tortur under forhør i 1837, tamperretten forsvandt i 1797, gældsfængslet (delvist) i 1872; endvidere omtales striden om pryglelov og dødsstraf i vort århundrede, tysk retsforfølgelse under besættelsen m.m. På retsvæsenets og på lovgivningens områder er i øvrigt kun medtaget sådanne kendsgerninger, der i særlig grad berører hovedstadens liv og udvikling.

Disse korte uddrag af tidstavlens indhold vil forhåbentlig vise, at den kan yde nogen nytte som et let tilgængeligt hjælpemiddel for kendere og venner af vor bys historie gennem tiderne.

Supplerende tidstavler

Indholdet af disse er nøje angivet ved de enkelte »tavler«s overskrifter: Danmarks konger, Ministerier og ministre, Overpræsidenter, overborgmestre og borgmestre i København. Af praktiske grunde er disse rækker opført for sig (efter tidstavlen over mærkepunkter af Københavns historie), da de, indføjede i den store tidstavle, ville have gjort den alt for uensartet og mindre overskuelig.