Indholdsfortegnelse

G

Gadebelysning

Gadebelysning i større omfang begyndte først sent i København. Endnu i 1500-årene fungerede kun et lys i staden og det var på Gammeltorv. Her sad over Rådhusets ind­gang en jernstang, som bar en jernkurv med brændende ved. Folk måtte ellers klare sig med egne lygter, mere velstillede personer lod sig om natten lede hjem af et bud med en horn­lygte.

En mere effektiv belysning etableredes ved en forordning af 25. juni 1681, hvorefter godt 500 tranlygter opsattes i de københavnske ga­der. men for at spare måtte lygterne ikke tæn­des i de lyse nætter eller ved måneskin. Godt hundrede år senere, i 1767, nævner en tysk rej­sefører, at de københavnske gader oplyses af mange tusinde lyter. Tallet var nu mildt over­drevet. Under Struensees reformivrige styre øgedes gadelygterne med 300 til ca. 1175. De nye var udstyret med engelsk glas (klart glas) i stedet for hornruder og en del fik også reflek­torer bag flammerne. Endvidere fik borgerne lov til at bruge begfakler, når de lystes hjem. Festligt har det været, når kongelige personer om vinteren kørte til komedie i kaner og ka­rosser. Da oplystes gaderne af løbere med blussende fakler.

At gadebelysningen fortsat har været dårlig ses af forordet i Proft og Storchs vejviser fra 1796: "Den nyudarbeidede Gadevejviser, haa­ber Forfatteren, skal tjene mange Fremmede og ældre Indbyggere til stor Bequemmelighed, naar de er nødte til, i Mørket at søge visse Huus-Numere, hvis Følge i hver Gade de ikke vide udenad".

I 1813 oplevede københavnerne en kort stund det mirakuløse gaslys. Blikkenslager Ir­gens lod det opsætte foran sin egen butik i Købmagergade, men den store hob nysgerrige fik politiet til at standse alle videre forsøg. Seks år senere gav myndighederne dog de før­ste bevillinger til gasbelysning. I I857 fik hele byen gasbelysning, da Vestre Gasværk be­gyndte at fungere 4. december dette år. 1800 gaslygter tændtes til erstatning for de 1600 gamle tranlygter (de sidste med tran eksistere­de dog indtil 1882).

Georg Brandes erindrede en gammelliberti­ner, som beklagede det tekniske fremskridt: "Man kan jo ikke mere stifte Bekendtskab med en lille Dame under de Lygter". Selv ople­vede han det mere romantisk: "Hin første Af­ten, da Gassen tændtes, gjorde den ny, stærke Belysning en forunderlig Virkning paa mine Drengenervers Ømfølsomhed. Alle Kvinder syntes mig pludselig rene Straaleskikkelser, eventyrligt bedaarende. Ja, en smuk tredive­aarige Kvinde, jeg mødte, forekom mig saa overvældende dejlig, at jeg fulgte efter hende som forrykt i vild Beundring og Attraa vel en Time, indtil hun forsvandt for mig, hvorpaa jeg Aften efter Aften travede om paa Gaderne i stadigt skuffet Haab om at se hende igen". En ny omvæltning var elektricitetens indfø­relse. Det begyndte med en elektrisk buelam­pe, som tændtes uden for "National" i 1881.

Gaderåb

I avisen Aftenposten kunne folk 1776 læse, at fremmede og landmænd blev forvirrede og øre i hovedet af "det offentlige Falbydelses-Skrig paa vore kiøbenhavnske Gader". I en anden spalte i bladet fra samme år hævdedes det til gengæld, at "Den fornøje­ligste Tid af Aaret er den, naar Muserne fra Nyeboder og Hed-Gudinderne fra Walbye og Grazierne fra Amager i buntede Optog og tril­lende Noder sælger levende Reger og Reddi­ker, holstensk Sild og Flekkesild etc., men desværre denne Røst, lig Nattergalens Sang, varer kun nogle Maaneder!"

Sandt nok gik det livligt til, når kedelflik­kerens skrigen og muslingesælgerens røst mødtes med skorstensfejernes råben fra tagene. Skorstensfejerne var det nemlig 1746 ble­vet pålagt fra skorstenspibens munding at "raabe og give Tegn fra sig". VisekæIlingerne var et særligt indslag i bybilledet. Deres hæse stemmer var ofte skærende, pjaltede var de også, hvilket fik folk til at væmmes. Drenge, der løb med blade, blandede sig også i deres kor. Holberg kunne af samme grund skrive: "i alle Gader man med Magt sig jo maa trænge igiennem Viser igiennem hæse Drenge, der skrige øret fuld, hver i sin Melodi: Nye Viser! nu om Mord, nu Brand, nu Hexeri".

Mens det blev drengene forbudt 1726 at løbe med blade, overlevede visekællingerne indtil 1738. Myndighederne forbød da al falbyden af ucensurerede viser. Alligevel måtte Holberg nogle år senere notere, at man atter løb om i gaderne med viser og eventyr. De forhutlede kvinder fyldte deres kurve med de trykte viser hos P. Horrebow, Svares Enke i Store Kanni­kestræde eller hos Holm S. Popp. De sensa­tionsprægede tekster forfattedes af sultne stu­denter og litterære pirater, hvilket gav niveau­et. Ugepjecerne kom og gik, alt kunne sælges fra rygter til de gyseligste mord. Således beret­ningen fra 1780erne: "En opvækkende Nye Vise, hvorudi Misdæderen Johan Friderich Petersen Kineser, Musketteer ved det Norske Livregiment, som for begaaet forsætligt Drab paa sit eget Barn blev henrettet ved Radbræk­ning og lagt paa Steile og Hjul Torsdagen den 11. December 1783, forestilles som sin Synds Bekiender og en i Fængselet omvendt og be­naadet Synder. Synges som: Nu velan vær frisk til Mode".

Ved siden af muslingesælgeren, fiskekoner­ne, matronerne med deres viser, almanakker­nes falbydere og de hurtige bladdrenge færde­des de halvvoksne piger med frugtkurve. Citron-konen blev ligefrem et fast inventar i hovedstaden. Brøndkarse var også populært i 1700-tallets København, hvis man ikke friste­des med "Kartøfler, Kartøf!" Til Københavns politi flød rigeligt med klager. Fra behandlede sager ved l. protokol 1791 er følgende øje­bliksbillede hentet:

"Til Københavns Politimester. I forgaars den 10. (August) om Eftermiddagen, da min... lille Pige ved Navn Sophie Fridericia kom ned ad Vimmelskaftet og raabte med Kir­sebær til Salg kom en Mand ved Navn Johan Brøger... springende ud fra Nr. 159 i Kælde­ren, tog Kurven fra denne Pige og traadte Kir­sebærrene med Fødderne ud i Gaden, gav Pi­gen de groveste Skældsord, og sagde at der i Gaden maatte ingen udraabe! (underskrevet:) Ingeborg Elisabeth Malmberg.

"Gammel Valby Bakkehus", Rahbeks Allé 23 B

"Gamle Valby Bakkehus", Rahbeks Allé 23 B, var oprindelig en gæstgivergård, som statsminister grev Johan Ludvig Holstein 1756 erhvervede. Antagelig havde han planer om at omskabe den til et landsted, men han døde 1763, hvorefter hans bygmester J. C. Conrad i overtog ejendommen. Omkring 1764 stod går­den færdigbygget med fire fløje, og var stadig­væk fungerende som gæstgiveri. 1777 gik Conrad i fallit, og den blev overtaget af dispa­cheur Knud Engelbrecht Langberg. Efter at han havde forbedret gården væsentligt, vide­resolgte han den til forfatteren Knud Lyne Rahbek. Sammen med sin hustru Kamma skabte han her et blomstrende centrum for dansk åndsliv. Vejen fra København derud var meget dårlig, således skrev Kamma Rah­bek engang til et par damer, der var inviteret: "Jeg anser det for min Pligt at advare Dem for den slette Vej, der fører til min Bolig, hvilken især i disse Dage er saaledes, at den næsten er rent impassabel for ethvert Slags Køretøj".

Knud Lyne Rahbek var en typisk repræ­sentant for den tidlige guldalder i dansk litte­ratur. I sin ungdom, hvor han studerede Rousseaus Heloise og GoethesWerther, påbegynd­te han tragedien Axel og Valborg (1778), men arbejdet mislykkedes og gemtes af vejen. Se­nere blev han optaget i Dreiers Klub, hvor fri­sindede tanker dyrkedes. 1785 grundlagde han sammen med digteren Pram månedsskriftet Minerva, senere fulgte tidsskriftet Den danske Tilskuer.

Gammel Mønt

Da grundene omkring Møn­tergården bebyggedes ca. 1630-50, rejstes en række huse fra Møntergade mod syd, og sam­tidig hermed opstod en gade i forbindelse med en lille passage mellem Antonigade og Grøn­negade. På nær et enkelt er alle forhusene på sydsiden af Gammel Mønt fredet og deres byg­ningshistorie kan føres tilbage til tiden kort ef­ter ildebranden 1728, hvor typehuse af for­skellig slags opførtes. Håndværkere og hand­lende flyttede ind i de færdige beboelser. 1732 opførte bager Jacob Nielsen Kölmer således Gammel Mønt 19, herom vidner endnu kring­len over portindgangen.

Smukkest bevaret er hjørnehuset Gammel Mønt/Møntergade, hvor beboersammensæt­ningen omkring 1740 var følgende: I kælderen var der bolig og skænkestue for en øltapper, stuen beboedes af ejeren, en spækhøker med familie og tjenestefolk, øverst var der plads til en skrædder med svend og pige samt en tøm­mersvend. I alt var næsten 30 personer stuvet sammen i de lave rum.

Skønt de fleste af gadens ildebrandshuse forhøjedes i tidens løb, var der stadig tale om stærkt overbefolkede boliger. Forhuset til Gammel Mønt 27 talte 1870 ikke mindre end 65 beboere, heraf boede der syv personer i kælderen og ti på kvisten.

Gammel Strand

I den tidlige middelalder gik kystlinien langs nuværende Løngangs­stræde, Magstræde, Snaregade og Fortun­stræde. Sandsynligvis har Gammel Strand været den strand, hvor fiskerne landede deres fangst, og 1377 nævnes stedet første gang som prope mare (lat. = ved havet). 29. juni 1424 betegnes strækningen ved Stranden. Derefter optræder vekslende benævnelser som Strand­gaden (1559), ved Canalen (1709) og Riveren (1634) eller Revieren (1705). Gammel Strand benyttes tidligst 1716, ofte skrevet i et ord som hos Luxdorph, der 3. april 1786 skriver i sin dagbog: "Farlig Ildebrand ved Gammelstrand hos en Æddikebrygger, i Steenkul, og som længe var dulgt".

Christian 4. købte 1602 Christen Eriksens gård ved Gammel Strand, hvor han i stedet byggede Kongens Gæstegård. Den flyttedes 1621 til Ellen Marsvins gård på hjørnet af Højbrostræde og Læderstræde.

Gammel Strand 48

Forhuset blev opført 1750-51 for grosserer Peter Isenberg af murer­mester Philip de Lange. Oprindelig var byg­ningen i to etager med mezzanin, men ændre­des en del efter branden 1795. Kvisten tilføje­des så sent som omkring 1930. Fra husets opførelse er bevaret den smukke portal, et arbej­de af billedhuggeren Didrik Gercken. Seg­mentfrontonen, som afslutter portalen, er de­koreret med medaljoner og rocailleværk. "Anno 1750" er indhugget over pilasterhove­derne.

Ejendommen benyttes til skiftende udstil­linger af Kunstforeningen, som stiftedes 11. november 1825. Fra begyndelsen har denne forening ydet et væsentligt bidrag til kunstli­vet i København. Niveauet blev allerede lagt med den første udstilling, afholdt 1828, hvor maleren Jens Juels værker præsenteredes. Til denne lejlighed skrev kunsthistorikeren N. L. Høyen et katalog om vor betydeligste portræt­maler i 1700-tallet.

Gammel Strand 50/

Efter Københavns an­den store brand blev forhuset opført 1796-97 for hofhattemager Gudm. Petersen. Bygnin­gen stod oprindelig i tre etager, men forhøje­des til nuværende fire omkring 1850. På sam­me tidspunkt boede digteren H.V. Kaalund i huset.

Gammeltorv

Gammeltorv er byens ældste torv. Før Ab­salon byggede borg (1167), fungerede torvet som markedsplads for landsbyen og dens "havn". Måske har et tingsted også været knyttet dertil. På Absalons tid strakte byen sig mellem Farvergade og Vestergade og mellem Gammeltorv og Rådhuspladsen. Køben­havns første rådhus lå på pladsens østside, og det blev ødelagt, da Valdemar Atterdag 1368 førte krig mod lübeckerne. 1374 omtales plad­sen som Forum, mens det 1446 bar betegnel­sen det gamle torv, her i modsætning til det yngre Amagertorv. Siden 1470erne har Gammeltorv været i brug som navn.

Da København hærgedes af brand 1728, blev Gammeltorv såvel som Nytorv ødelagt. Efter branden flyttede Holberg ind hos råd­mand Laurids Fogh, som ejede en ejendom på hjørnet af Nygade og Gammeltorv. Holberg blev boende her, indtil han 1740 kunne overta­ge en professorbolig i Latinerkvarteret. Sine oplevelser af Gammeltorv og det tilstødende torv udtrykte Holberg i et latinsk epigram, der i oversættelse lyder:

Du spør, i hvilken Kant af Byen jeg har min Bolig"

To Torve ganske nær, Papil, den findes vil.

Det ene Gammeltorv, med gammel Kunst fortrolig,

Slagsmaal og Tyveri og Svig og Drik og Spil.

Nytorv det andet, der har Skafottet man placeret,

Midt imellem begge har Justitia sit Bo,

Saa imellem Galgenpak og Galgen ugenert

Jeg bor; den ene Gud mig hjælper mod de to.

Holbergs bemærkning "med gammel Kunst fortrolig" hentyder til Caritasspringvandet, som var byens eneste kunstfærdigt udformede fontæne. Fru Justitias bo var byens andet råd­hus, som var opført mellem de to torve. Det nedbrændte 1795.

Gammeltorv,

se også Caritas-springvandet

Garnisons Kirke

Grnisons Kirke ved Sankt Annæ Plads blev rejst under Frederik 4.s regering og med inge­niørofficeren Georg Philip Müller som første arkitekt. Hans tegninger, som senere ændre­des, er dateret 1697. Samme år skænkede Christian 5. en byggegrund til formålet og den lå på hjørnet af Adelgade og Dronningens Tværgade. Byggeriet skulle delvis finansieres ved bøder, som idømtes ved Højesteret. Pro­jektet forsinkedes imidlertid ved Christian 5.s død 1699 og Danmarks efterfølgende deltagel­se i Store Nordiske Krig. 1703 valgtes den nu­værende hjørnegrund, hvorefter grundstenen nedlagdes. Men allerede 1704 bestemtes det, at fundamenterne, der fulgte Müllers planer fra 1697, skulle ændres. Man ønskede en stør­re kirke, og hertil leverede generalbygmester Wilhelm Friederich von Platen nye tegninger. Han havde 1698 indhentet Christian 5.s "Per­mission til at rejse til Italien, Frankrig og an­dre Lande for at perfektionere sig i Bygge­kunst". Hjemvendt fra sin udenlandsrejse var han særdeles fortrolig med europæisk barok og gav kirken en rigere form, således med pila­sterdelte facader og kuppelspir i stedet for en tagrytter. 24. marts 1706 indviedes bygningen, hvis officielle navn blev Den Herre Zebaoths Kirke (Gl. Testamente: Zebaoth = Hærska­rernes Gud). Dette navn slog aldrig an, hvor­for menighedsrådet 1921 vedtog betegnelsen Garnisons Kirke (Den Herre Zebaoths Kirke).

Bygningen fungerede fra begyndelsen som kirke for byens garnison, og indtil 1819 prædi­kedes her skiftevis på dansk og tysk, et udtryk for den tyske indflydelse på det danske mili­tær. Frederik 6. bestemte da, at den tysktalen­de del af menigheden herefter skulle høre un­der Frederiks Tyske Kirke (nuværende Chri­stians Kirke) på Christianshavn. her var der i forvejen en tysksproget menighed.

Garnisons Kirke er i det udvendige stort set uændret, dog forhøjede man 1886 spiret, som er rejst over hovedportalen i vestgavlen. Det indre domineres af de perlegrå, balustersmyk­kede pulpiturer, der dækker væggene i to stokværk. Pulpiturerne hviler på ottekantede søjler. Alteret, hvis udformning skyldes bil­ledhuggeren Didrik Gercken, er af norsk mar­mor i forskellige farver. Den arkitektoniske opbygning med forkrøppede gesimser samt korintiske pilastre og søjler er ligesom de hvi­de guirlander, draperier og engle typisk for ba­rokken, en iscenesættelse med effekter. Skulpturerne er udført af billedhuggeren Just Wiedewelt, fader til den senere så kendte Jo­hannes Wiedewelt. Kirkegården sløjfedes 1851, men man gav tilladelse til, at komponi­sten J. P. E. Hartmann marts 1900 kunne jord­fæstes i samme grav, hvor hans hustru allerede 1851 var stedt til hvile.

Gasbeholderen, Østerbro

Gasbeholderen på Østerbro er den sidste rest af det gamle Østre Gasværk, som opførtes 1876 og toges i brug 23. oktober samme år. Det var hermed det næstældste af byens gas­værker. Da gasforbruget allerede 1880 var steget betragteligt, ønskede kommunen at ud­vide anlægget med en større beholder. Man valgte en såkaldt teleskopbeholder, der bestod af flere cylindre anbragt indeni hinanden. De kunne hæve og sænke sig alt efter gastrykket i beholderen. En sådan konstruktion var aldrig før set i Danmark, og mens ingeniører tog sig af det tekniske, blev det arkitektoniske over­draget til arkitekten Martin Nyrop.

Ingeniørerne fastlagde beholderens dimen­sioner, og det var helt tilfældigt, at den fik samme diameter som den berømte kuppelbyg­ning Panteon i Rom. Beholderens kuppel var en såkaldt Schwedlerkonstruktion, hvis dele ligesom beholderens leveredes fra udlandet. Det blev Nyrops opgave at udforme murstens­skallen, hvori der skulle være to porte og en række vinduer, idet lanternen i kuppelen ikke gav tilstrækkeligt arbejdslys. Han løste pro­blemet med vinduesåbningerne ved at anbringe lodrette blændinger i ydermuren, hver med to runde vinduer placeret henholdsvis ved den øverste og nederste runding. Vinduer og blændinger danner en art fibulamotiv hele cylinde­ren rundt, og yderligere er de to porte arrange­ret således, at de ikke forstyrrer rytmen. 1935 blev den indre gasbeholder nedrevet, hvoref­ter bygningen henlå i en periode som tørvema­gasin. For nogle år siden benyttedes den af Det kgl. Teater til opmagasinering, senest har man arrangeret ballet- og teaterforestillinger i den særprægede bygning.

Gauguin, Paul (1848-1903)

Paul Gauguin, fransk maler, som 1873 giftede sig med Mette Gad og 1884 flyttede til København. I Paris havde Gauguin haft forbindelse med de franske impressioni­ster, især Pissarro, hvem han besøgte i Pontoi­se og malede sammen med. Økonomisk set var det vanskelige år for Gauguin, men kunstne­risk en udvikling.

Da familien Gauguin bosatte sig i Køben­havn, satsede Paul på et agentur i vandtætte presenninger for det franske firma Dillies & Cie. Salget svigtede imidlertid og i 1885 for­søgte han at slå igennem, først ved 13. marts at sende et billede, "Efteraarslandskab", til Charlottenborgudstillingen. Billedet kassere­des. Dernæst holdt han 1.-6. maj separatud­stilling i Kunstforeningen, hvilket helt fortie­des af pressen. Rasende fortalte han Pissarro, at rammehandlerne ikke turde gøre de hvide rammer, han benyttede til sine billeder, da de frygtede at miste deres kunder!

Bitter forlod Gauguin allerede sommeren 1885 det København, som ikke havde aner­kendt hans kunst, og han slog sig atter ned i Paris sammen med sønnen Clovis. Tilbage i Danmark opretholdt Mette hjemmet og tog vare på hans malerier og værdifulde samling af franske impressionister. I en efterladt korres­pondance kan man følge, hvorledes den lud­fattige Gauguin instruerede sin hustru om det uundgåelige salg af malerisamlingen.

Det vides, at Mette solgte en Manet og en Degas til Edvard Brandes, som 1887 havde gif­tet sig med hendes søster Ingeborg. I 1889 ar­rangerede Karl Madsen en udstilling i Kunst­foreningen, hvor Gauguins "franske impres­sionister" spillede en hovedrolle. Det køben­havnske publikum kunne her for første gang studere så mange navne som Cézanne, Pissar­ro, Sisley, Manet, Degas og Guillaumin.

Senere blev Gauguin selv anerkendt og i dag hænger der eksempler på hans kunst på Ny Carlsberg Glyptoteket og Ordrupgårdsamlin­gen.

Gefionspringvandet

Gefionspringvandet, officielt kaldet Ge­fion, der med sine øksne pløjer Sjælland ud af Sverige, er Københavns største monument. Arbejdet skyldes billedhuggeren Anders Bundgård og udgifterne bekostedes dels af Københavns Kommunes Kunstfond, dels af Carlsbergfondet. Sidstnævnte ønskede med en gave på 5.000 kr at markere Carlsbergs 50 års jubilæum i 1897. Oprindelig havde man tænkt sig, at det skulle anbringes på Rådhus­pladsen, men her opstilledes i stedet for Dra­gespringvandet (s.d.). Gefionspringvandet indviedes 1909.

Figurgruppen illustrerer det oldnordiske sagn om gudinden Gefion. I Heimskringlas Ynglingesaga hedder det, at Odin fik sig en bo­lig på en ø, et sted som nu kaldes Odense på Fyn. Derpå sendte han Gefion nordpå over sundet for at skaffe mere land. Hun nåede til Kong Gylfe af Sverige, som lovede hende så megen ager, hun kunne pløje. Hun drog derpå til Jotunheim, hvor hun avlede fire sønner med en jætte og forvandlede dem til okser. Ef­ter at de havde trukket hendes plov, førte de landet ud i havet og vestpå i retning af Odense, og siden er det blevet kaldt Sjælland.

Gjethuset

Gjethuset (det store) opførtes 1672 på en matrikel, som lå ud til Kongens Nytorv lige vest for Gyldenløves Palæ, det senere Char­lottenborg. Det indrettedes til kanonstøberi, heraf oprindelsen til navnet gjet (afledt af det plattyske gieten = støbe).

Kanonstøberiet var ikke den første af slag­sen, for allerede 1537 fik et kanon- og klokke­støberi til huse i Skt. Petri Kirke, som efter re­formationen var overgået til kronen og snart efter nedlagdes som sognekirke. Da den tyske menighed 1585 fik overdraget Skt. Petri, flyt­tede man støberiet til Skt. Clara kloster. Sidst­nævnte afløstes 1610 af et nyt gjethus i Pile­stræde, der skulle blive forgængeren til det store støberi ved Kongens Nytorv.

I sidste halvdel af 1600-årene var der god brug for kanoner til hær og flåde, hvilket førte til en udvidelse af Gjethuset. Marinens byg­mester, J. C. Ernst, lod på en tilstødende grund vest her for opføre det såkaldte Lille Gjethus. I begyndelsen af 1700-tallet synes ik­ke meget at være fremstillet i støberiet og 1719 fik Etienne Capion og Samuel v. Qvoten tilla­delse til at agere komedier i Lille Gjethus. Denne virksomhed var dog kun kort tid.

Da Frederik 4. besøgte Gjethuset 1729 for at overvære en støbning, indtraf det uheld, at formen brast. Det uhensigtsmæssige i at have en sådan virksomhed midt i byen, brandfaren ikke at forglemme, førte til nedlæggelse af stø­beriet 18. maj 1757, hvorefter det private an­læg i Frederiksværk overtog leverancen til sø­- og landartilleriet. Støberiets indretninger viste sig derefter særdeles anvendelige, da J .-F.-J. Salys rytterstatue af Frederik 5. skulle støbes. Den komplicerede proces fandt sted i Store Gjethus og det tog blot tre minutter at fylde formen med den flydende bronze. Bolle Lux­dorph fortæller, at han så den nystøbte hest og statue i "Get-Huuset" 10. marts 1768. 15. august samme år brød man et stort hul i væggen og det 22 tons tunge monument blev på en slæ­de trukket ud af Gjethuset.

I 1773 fik Artillerikadetakademiet lokale i bygningen, ligesom der indrettedes embeds­bolig til dette akademis stifter, general Hein­rich Wilhelm v. Huth. Han havde bolig her til sin død 1806. Gjethuset forhøjedes med en etage i 1800-tallet og 1830-66 havde den mili­tære højskole til huse i bygningen. 1866 blev den østlige ende nedrevet for at give plads til det ny kvarter på Gammelholm, mens resten af det gamle støberi måtte falde, da det ny Kgl. Teater opførtes 1872.

Glyptoteket, Dantes Plads 22

Glyptoteket, er opført på den gamle stadsgravs grund. Som første etape rejstes 1892-97 en tre-fløjet bygning ud mod pladsen, hvortil arkitekt Vilhelm Dahlerup le­verede tegningerne. Udgifterne til byggeriet var i daværende priser ca. 1 mill. kr, idet stat og kommune hver ydede halvdelen. Brygger Carl Jacobsen gav 250.000 kr til museets ud­styrelse. Der sparedes heller ikke på materia­lerne. Til facaden, hvis udformning kan være inspireret af San Marco Kirken i Venedig, an­vendtes polerede granitsøjler, Savonnière­sten (fransk gullig kalksten) og terrakottade­korationer. Granitsøjlerne bærer bueslag, der indeholder muslingeornamenter, et typisk træk fra den italienske renæssance.

Gennem portalen i denne skærmfacade træder man ind i en tøndehvælvet forhal, der bæres af otte gule kannelerede marmorsøjler og er prydet med H. V. Bissens kvindestatuer. Bag ved ligger den berømmede vinterhave, som 1904-06 tilføjedes af Vilh. Dahlerup. Un­der vinterhavens glastag vokser palmer og i midten er et bassin med billedhuggeren Kai Nielsens skulpturgruppe Vandmoderen. Den blev 1921 hugget i marmor til denne centrale plads og på en måde er det en moderne variant af oldtidens langskæggede flodguder (kopier af sådanne findes på Søtorvet i København). I Glyptotekets vinterhave ses også senantikke sarkofager mellem væksterne, ligesom der er anbragt en pansertorso i porfyr af en romersk kejser, dateret til 300-tallet.

1901-06 opførtes anden etape af museets byggeri, en firfløjet bygning bag den ældre, som arkitekt Hack Kampmann leverede teg­ningerne til. Her hersker den mere nøgterne klassicisme, kulminerende i midterfløjens prægtige festsal, der flankeres af to gårde. I den søjlebårne festsal, næsten som det antikke tempels peristyl (søjlekrans), står langs væg­gene en række senantikke og oldkristne mar­morsarkofager, hvor en af de mest interessan­te bærer det gammeltestamentlige motiv: Jo­nas og hvalfisken.

Vestfløjen i Hack Kampmanns bygnings­kompleks (vender ud til Tivoli) har i midten en risalit med søjleloggia, hvorover en trinpyra­mide rejser sig, inspireret af det antikke mau­soleum i Halikarnassos, som betragtedes som et af oldtidens syv underværker. Pyramiden flankeres af to forgyldte bronzeheste, et mo­tiv, som er hentet fra San Marcokirken i Vene­dig, hvis facade i middelalderen udstyredes med fire antikke bronzeheste. På afstand er Glyptotekets kopier glimrende, men set på nærmeste hold oppe på taget tåler de ikke sammenligning med de venetianske. øverst på trappepyramiden står en forgyldt bronzestatue, som viser Pallas Athene.

Mens Dahlerups bygningsafsnit danner rammen om malerisamlingen med eksempler på dansk guldalderkunst, ligesom 1800-tallets franske strømninger fra David over Corot til Bonnard er repræsenteret, rummer Kamp­manns bygning den verdensberømte samling af oldtidskunst. Dens stifter var brygger Carl Christian Hilmann Jacobsen, søn af Carlsberg Bryggeriernes stifter, kaptajn Jacob Christian Jacobsen. Allerede som dreng blev Carl Ja­cobsen grebet af den klassiske kunst, da han med sine forældre rejste til Italien. Året efter sin studentereksamen gentog han Italiensrej­sen, og 1879 gjorde han sin første store erhver­velse, et portræt af en ung mand, som kan be­stemmes til ca. 540 f. Kr. Dette mesterværk fra den gammelattiske kunst bærer endnu farve­spor i øjne, mund og frisure, hvilket er et godt eksempel på den antikke tradition. Dengang stod statuerne ikke nøgent hvide, men var bemalede. Jacobsen købte portrættet i Paris, da man holdt auktion over den franske arkæolog Olivier Rayet's kunstsamling. Glimrende portrætter fra græsk og romersk tid blev sene­re føjet til, hvilket i dag gør samlingen enestå­ende i hele Europa. Her ses antikke kopier af filosoffen Platon, digterne Anakreon, Ai­schylos og Sofokles, desuden et studie af Alex­ander den Store. Romerrigets historie repræ­senteres ved Vergil, Pompejus og kejserne Au­gustus, Vespasian, Trajan og videre frem til Konstantin den Store, som anerkendte kri­stendommen. Museet har endvidere en sam­ling af egyptisk og etruskisk kunst. Det hele drives som en selvejende institution, Ny CarIs­berg Glyptotek, som oprettedes ved et gavebrev af 8. marts 1888 fra Carl og Ottilia Jacob­sen. Med dette ønskede de at sikre offentlighe­den adgang til deres kunstsamlinger i al frem­tid.

Gothersgade

Gothersgade anlagdes, da den gamle Øster­vold omkring 1647 blev sløjfet. Oprindelig kaldtes gadeforløbet Ny Kongensgade, såle­des i et dokument fra 1650, mens det nuværen­de Gothersgade anvendtes fra 1664 efter fæst­ningsingeniør Henrik Rüses plan. Ved fæst­ningens sløjfning omkring 1870 forlængedes gaden til Sortedamssøen.

Gadens ældste huse er Gothersgade nr. 23­- 25, begge opført i tiden mellem 1650 og 1701 og siden stærkt ombygget. Allerede i 1700-­tallets midte har de formentlig stået sammen­bygget, mens den nuværende facadedekorati­on blev foretaget 1793 for ejeren, bygmester Andreas Kirkerup. Adskillige af gadens øvri­ge huse er, skønt ombyggede, fra tiden efter den store ildebrand 1728. Det gælder de ulige numre 7,11-17,29, 33-33A, 39, 41, 87, 91 og 97. I april 1768 hærgede en brand meget dra­matisk et af gadens huse, som tilhørte Christi­an 7.s livlæge, Johan Just von Berger. Fire mennesker blev slået ihjel, da en gavl faldt ned og livlægens "Biblioteque og skrevne Sager brændte eller blev spolerede", skrev Lux­dorph i sin dagbog.

Over porten til Gothersgade nr. 115 er opsat det gamle bomærke for gæstgivergården Trekroner, som lå på denne matrikel indtil omkring 1900. Tavlen er dateret 1773 og viser en gammeldags tremmevogn med kusk, der blæser i horn. Sentensen over relieffet lyder: "Hvo paa Gud troer, han tryggelig boer".

Gothersgade,

se også "Baron Boltens Gård" og Reformert Kirke.

Grønnegade

Grønnegade skrives allerede 1377 Grønæga­de og denne navneform er bevaret til vore da­ge, mens de fleste andre af byens gadenavne har undergået forandringer. I vore købstæder er grønnegaderne også blandt de ældste, såle­des rækker Ribes Grønnegade tilbage til 1200-­tallet, og overalt betegner navnet oprindelig en græsgroet sti. For den københavnske Grønnegade gælder det, at den i middelalde­ren løb mellem haver over ubebygget jord.

Fra den nordlige side af Grønnegade afgik tidligere en lukket gang, i 1689 og senere om­talt som Smids gang. Gadens ældste huse er nr. 26, 27 og 39, der alle blev bygget før 1700, men senere ændret.

Gråbrødretorv

Gråbrødretorvs historie begynder, da Grå­brødrekloster 1238 oprettedes her. Til kloste­ret, som længe var byens eneste, skænkede grevinde Ingerd af Regenstein i stiftelsesåret sin store gård beliggende i samme bydel. Hun var søster til biskop Peder Sunesøn og dermed af den berømte Hvide-slægt. Klosteret var indviet til Skt. Katharina og dets hovedbyg­ning lå ud til Klosterstræde, mens adskillige mindre bygninger og med tilhørende haver lå fordelt over hele området frem til Købmager­gade.

Den 7.-17. juli 1360 var gråbrødrenes kapi­telsal rammen om Valdemar Atterdags for­handlinger med hansestæderne. Drøftelserne vedrørte bl.a. privilegier til stæderne og fælles mønt. På dette tidspunkt, hvor Dragør udvik­lede sig til et vigtigt sildemarked, fik Grå­brødrekloster og andre københavnske kirker og klostre egne sildeboder og kapeller i fisker­lejet på Amager. 1416 var klosteret atter ram­men om politiske forhandlinger, denne gang mellem repræsentanter for hansestæderne og kong Erik af Pommern. Baggrunden derfor var kongens arrestation af 400 lübeckere på Skånes sildemarked. Klosteret benyttedes og­så hundrede år senere, da Christian 2. d. 31. marts 1515 skulle modtage et gesandtskab fra kejser Maximillian l., som var farfar til Elisa­beth af Nederlandene, hans gemalinde. Ge­sandterne fremførte her kravet om, at kongen skulle vise sin "bolerske" Dyveke ud af landet. Udsendingene måtte dog forgæves rejse hjem.

Den 25. april 1530 blev klosteret nedlagt, forhadte som dets tiggermunke var på grund af vellevned og udskejelser. Da man samme år opgjorde klosterets inventar, omfattede det en række "økonomibygninger", således sakri­sti, bryggers, maltkølle, stegers, svendeher­berge, snedkerværksted, gæsteherberge og porthus. Bygningerne kom først i magistra­tens besiddelse, men 1532 blev de delvis nedre­vet. Endnu er rester dog bevaret. Under ejen­dommen Gråbrødretorv 11/Valkendorfsgade 20 er dele af kældermuren fra middelalderen. Det er et levn fra munkenes fængsel, 1530 om­talt som "Prisonidh". Gråbrødrenes "prison" kunne i 1530 direkte videreføres som byens fængsel og fungerede som sådant indtil 1623, hvor Christian 4. omdannede det til kirke for Tugt- og Børnehuset. Under branden i 1728 blev huset svært beskadiget. Hertil skal føjes, at Nationalmuseet 1968 foretog bygningsar­kæologiske undersøgelser af ejendommen Gråbrødretov 13. Man fandt her rester af mid­delalderligt murværk, som må stamme fra en af de øvrige "økonomibygninger", måske gæ­steherberget"

Wiingardt, som var Hans Tausens bogtryk­ker, nedsatte sig 1532 i København, og 1555 fik han skøde på en gård bag "prisonet". Ind­kørslen dertil skete ad en "slippe" mellem nu­værende Gråbrødretorv 11 og 13. Wiingardts efterfølger på stedet, tillige ægtemand til hans enke, var Lorentz Benedicht. Han var en af Danmarks betydeligste bogtrykkere og ind­førte således frakturen (gotisk) som skrift i dansk typografi. Visehefter og flyveblade flød også fra hans bogtrykkerværksted.

På en del af klostergrunden byggede den mægtige rigsråd Corfitz Ulfeldt sin gård, hvor han levede fyrsteligt med sin hustru Eleonora Christine, datter af Christian 4. Men 1663 faldt dommen over Ulfeldt. Han kendtes skyl­dig i landsforædderi og frakendtes liv og gods. Desuden blev hans gård nedbrudt sten for sten, hvorefter stedet udlagdes til en offentlig plads. I dens midte rejstes en skamstøtte til minde om hans ugerninger. Selv efter 1728­-branden, hvor den ødelagdes, lod man den genrejse.

1842 syntes myndighederne, at det var til­strækkeligt, og den blev nedtaget for senere at blive genrejst i Nationalmuseets gård. På støt­ten læses: "Forræderen: Corfitz Ufeldt (WF): Til Ævig Spott: Skam og Skiendsel:" I øvrigt skiftede Ulfeldts Plads, som stedet havde hed­det, i 1841 til det nuværende navn Gråbrødre­torv.

Ved bybranden 1728 blev næsten hele be­byggelsen omkring Ulfeldts Plads jævnet med jorden. De nuværende ejendomme på torvets sydside stammer fra tiden derefter, en række fine eksempler på de såkaldte "ildebrandshu­se". På indskriftstavlen over opgangen til Gråbrødretorv l læses: "Hvad Ilden har for­tæret har Gud igen beskiert". Bygningerne på torvets vestside opførtes efter bombardementet i 1807 og er typiske for denne periodes byggeskik. I 1968 fik torvet status som gågade.

Gråbrødretorv 3

Gråbrødretorv 3, "Wessels Hus". 1732 blev forhuset opført af tømrermester Morten Pe­dersen for skipper Mads Børgesen Lund. Ef­ter bybranden 1728, som lagde torvets huse i ruiner, havde Lund fået tilladelse til at bygge en "interimshytte" (midlertidig bolig) på sin grund. Han lod i stedet Morten Pedersen op­føre et baghus "et Loft højt", hvad der var ulovligt og resulterede i en retssag. Hele be­byggelsen, hvortil der også hørte trappehus og baghus, stod færdig 1732, men så kom ejeren i strid med Morten Pedersen om betalingen. Den blev fastsat til 160 rigsdaler.

Et broget persongalleri er knyttet til husets historie. Da skipperens datter, Anne Marie Lund og hendes mand, hofplattenslager Søren Nielsen Schiøtt var flyttet ind, blev huset ombygget 1759. Ved denne lejlighed gjorde man facadevinduerne i forhuset større, og på første sal lod man udsmykke en sal med væg­malerier. I kælderen boede der i en periode en sæbesyder, og 1770erne digteren Johan Her­man Wessel på 2. sal. Her er et par mindestuer indrettet, den ene med kalkmalerier fra 1700-årene, der viser et frodigt rankeslyng. Det var i denne periode, at Wessel skrev "Kær­lighed uden Strømper". I marts 1773 begyndte man at spille stykket på Det kgl. Teater, og den 29. samme måned indrykkedes en annon­ce i Adresseavisen: "Denne Aftens Indtægter tilhøre Forfatteren, hos hvem Sedlerne faas i no. 127 på UlfeIds Plads, saavel som ved Ind­gangen". I 1774 annoncerede Wessel med, at "Kærlighed uden Strømper forøget med en Epilog og sælges paa Ulfeids Plads i no.127 an­den Sal til Gaden for 24 Skilling uindheftet og 28 Skilling heftet".

Gudstjeneste

Tidligere var kirkegangen en vigtig del af hovedstadens rytme, naturligvis med forskelligt indhold gennem århundreder­ne. Den katolske kirke gjorde meget for at holde de troende til gudstjenesten. Således fik Vor Frue Kirke i 1376 lov til at bevilge 40 dages aflad til dem, der på kirkeindvielsesdagen overværede en gudstjeneste "for at det kristne Folk desto frommere og hurtigere skal strøm­me dertil". Processioner skulle også styrke de troende. I 1429 skænkedes gods til Køben­havns Helligåndskloster for at det kunne hol­de daglig messe og en årlig procession.

Efter reformationen spillede kongefamilien en stor rolle i byens religiøse liv. Når "Vejret var lystigt" kunne københavnerne opleve "Hs. Majestæt (Christian 3.) og Dronningen med sine Jomfruer ride til Kirken paa Gange­re".

Selve gudstjenesten fik også en ny form ef­ter lutherdommens sejr. Stolestader havde man kendt i middelalderen i form af korstole oppe ved alteret, alene benyttet af gejstlige, men nu blev kirkernes gulve fyldt med stole­rækker. Intet menighedsmedlem kunne dog frit disponere, det tilkom alene kirkens styrel­se at bestemme de enkelte medlemmers vær­dighed og dermed følgende placering. øverst sad de fineste, nederst de ringeste.

Retten til et stolestade kunne fortabes, som i tilfældet med en kone i Skt. Nikolaj Kirke i 1719. Det skete, fordi hun "med uanstaaelig Skjænden og Ord, som har rejst sig og adskil­linge Gange er forfalden imellem hende og en anden Kone, som havde Stade og sad i Stol hos hende, fordi at hun Supplikantens Hustru imod al Skik og Maner havde sat og hver Gang de kom i Kirken vilde sætte en hendes yngre Datter ovenfor den anden Kones ældre Dat­ter".

En endnu større forandring var afskaffel­sen i 1640 af den latinske korsang, hvor man samtidig indførte afsyngelsen af danske salmer. Om gudstjenesterne havde været langva­rige før reformationen, blev det ikke lettere derefter. Men helt usædvanlig var gudstjene­sten ved indvielsen af Vor Frelsers Kirke på Christianshavn den 19. april 1698. Den dag kørte kongehuset til kirken kl. 9 om morgenen og forlod den først igen kl. 16.30 om eftermid­dagen.

I 1700-tallet oplevede københavnerne en overflod af prædikanter med vidt forskellige evner. Nogle revsede som Morten Reenberg ved Helligåndskirken (1709-20). Han gik end ikke tilbage for kritisere Frederik 4.s forhold til grevinde Viereck: "Naar der er Ildløs paa Slottet, maa da Helliggejstes Klokke ikke klemte, naar Landets Vældige drager med Synd og Laster Herrens Straf over det, maa da en Guds Ords Tjener ikke vække dem af Sik­kerheds Søvn".

Andre præster forstod at skabe sindrige pa­ralleller mellem de evige og timelige forhold. Da Vor Frue genåbnedes 1738 efter den store ildebrand, var biskop Peder Hersleb hovedta­ler og han udlagde Vor Frue som Guds audi­ensgemak og alterbordet som Guds taffel, medens skriftestolen var at ligne med Hans rentekammer. Det var i grunden ikke så flyv­ske tanker, når det huskes, hvad Ludvig Hol­berg oplevede i Leipzig året før. Der hørte han magister Stivelius bevise ud fra Bibelen, at de salige ville blive fyrsteligt bespist i himmelen.

En prædiken kunne også være en prøvelse som i tilfældet Niels Schytt, en af Reenbergs senere efterfølgere i embedet ved Helligånds­kirken. "Hand fattes Røst og Gaver, er og mavr in Materie, men kand maaske blive god", skrev Luxdorph i 1785.

Den manglende opvarmning i ældre tider var et stort problem, klart udtrykt i 1806 af svenskeren J. E. Angelin: "Det forhåller sig gunås i Köpenhamn som i andre stora stader: ­man går sällan i Kyrkan, ty man fruktar att bådde sommer och vinter förkyla sig inom dess sten-hvalf".

"Gule Hest"

"Gule Hest", en gæstgivergård på det gamle Vesterbro, er forlængst nedrevet. Den lå lige­som den endnu eksisterende "Sorte Hest" (nu bl.a. teater) ved Vesterbrogade, hvor tilrejsen­de til København kunne gøre ophold og spise. Gæstgiveriet "Gule Hest" var opført i midten af 1700-årene som en grundmuret, trelænget gård med kampestenssokkel, okkergule mure og højt, rødt mansardtag. Hovedlængen lå langs den nuværende Kingosgade, mens port­længen vendte mod Vesterbrogade.

Et synligt minde om bygningen er en snavset cementplakette over opgangen til Vesterbro­gade 106 b, hvor man læser, at den "Gule Hest" bortfaldt 1778 og blev i stedet kaldt "Håbet". I medaljonens midte ses et relief af en kvinde med anker, et gammelt kristent symbol for håbet (lat. spes). Årstallet på plaketten hentyder formentlig til, at den køben­havnske handelsmand Peter Borre i 1778 køb­te "Gule Hest" for at begynde en tobaksplan­tage på ejendommens jorde (notits i Lux­dorphs dagbøger). Borre havde i 1760 som hofagent fået overdraget administrationen af tobakshandelen og sørgede for indkøb af to­baksblade og deres oplag i alle købstæder. Da monopolet ophævedes 1778, har han sikkert følt sig fristet til at prøve kræfter med dyrk­ningen af tobak.

En senere og ligeså initiativrig ejer var teks­tilfabrikant og justitsråd Ole Ferdinand Ol­sen, som havde tjent en formue på en linned­fabrik i Køng. Efter at han 1844 havde afhæn­det fabrikken, erhvervede han "Håbet". Da byen voksede ud over Vesterbro i de følgende år, fik han solide indtægter på at bortsælge de tilliggende jorder stykke for stykke. I 1885 blev Ferdinand Olsens gård nedrevet og Kingosgade i stedet anlagt med tilhørende etagebyggeri.

"Gule Palæ, Det"

"Det Gule Palæ", Amaliegade 18, rejstes 1764 for købmand H. F. Bargum. Ved opførel­sen, som skete efter tegninger af N. H. Jardin, benyttedes fundamenter fra den forrige ejers påbegyndte byggeri. Resultatet blevet nyklas­sicistisk hus, som markerede et stilskifte hos det københavnske borgerskab. Facadens guir­lander, medaljoner og relieffer af vaser under­stregede det ny.

Huset blev siden kendt som slavehandlerens palæ. Kort fortalt havde Bargum i 1760 skaf­fet sit firma, Gustmeiers Enke & Bargum, mo­nopolet på tobakshandlen i Danmark, ganske vist mod en årlig afgift på 100.000 rigsdaler til den danske stat. Hovedstadens tobaksspinde­re protesterede mod dette og året efter mistede han monopolet. Så fik han bedre held med fabrikationen af fiskebensstativer til korsetter og skørter. Pengene rullede rigeligt ned i Bar­gums lommer og derefter gik han ind i den danske slavehandel i kompagniskab med Gustmeiers enke.

Af staten fik han oktrojen for 20 år på den danske slavehandel med forterne Christians­borg og Fredensborg. I 1766 kunne han sende sit første skib af sted og senere havde han fem skibe på farten til Guinea og Dansk Vestindi­en. Bargum syntes imidlertid, at "omsætnin­gen" af slaver var for ringe; indtil 1766 havde forterne kun præsteret ca. 400 slaver om året. Nu skulle de levere fire gange så mange, hvil­ket viste sig at være umuligt. Forskellige uheld, en krig på Guineas kyst i 1770, skibs­forlis og store tab af slaver på grund af syg­domme under transporterne, udhulede Bar­gums handelsimperium. Til sidst måtte han flygte for sine kreditorer, flakke rundt i Euro­pa og efter 1792 forsvinder de sidste spor af denne sælsomme mand.

Gåsegade

Gåsegade i Vester Kvarter hed i middelalde­ren Gråbrøndstræde. Et lokalt bryggeri, som grundlagdes af Christian 3., gav anledning til det senere navn Gåsegade. For i bryggeriet fremstillede man en speciel slags øl, "Gøs" el­ler "Gaas", der bestod af både hvidtøl og spi­ritus. Opskriften på denne kraftige drik var hentet fra Goslar i Tyskland, hvor man benyt­tede Goseflodens vand. Brygningen i Køben­havn er sikkert hurtigt blevet opgivet, da det lokale vand næppe har kunnet måle sig med det tyske.

Selve bryggeriet omtales omkring 1550, si­den hen nævnes kun "Gåsebryggergrunden"og i 1689 optræder for første gang navnet Gå­segade. Indtil 1905, hvor man nedrev gadens vestlige side, var stedet sammen med Farver­gade et berygtet centrum for prostitution.