Indholdsfortegnelse
G
Gadebelysning
Gadebelysning i større omfang begyndte først sent i København. Endnu i 1500-årene fungerede kun et lys i staden og det var på Gammeltorv. Her sad over Rådhusets indgang en jernstang, som bar en jernkurv med brændende ved. Folk måtte ellers klare sig med egne lygter, mere velstillede personer lod sig om natten lede hjem af et bud med en hornlygte.
En mere effektiv belysning etableredes ved en forordning af 25. juni 1681, hvorefter godt 500 tranlygter opsattes i de københavnske gader. men for at spare måtte lygterne ikke tændes i de lyse nætter eller ved måneskin. Godt hundrede år senere, i 1767, nævner en tysk rejsefører, at de københavnske gader oplyses af mange tusinde lyter. Tallet var nu mildt overdrevet. Under Struensees reformivrige styre øgedes gadelygterne med 300 til ca. 1175. De nye var udstyret med engelsk glas (klart glas) i stedet for hornruder og en del fik også reflektorer bag flammerne. Endvidere fik borgerne lov til at bruge begfakler, når de lystes hjem. Festligt har det været, når kongelige personer om vinteren kørte til komedie i kaner og karosser. Da oplystes gaderne af løbere med blussende fakler.
At gadebelysningen fortsat har været dårlig ses af forordet i Proft og Storchs vejviser fra 1796: "Den nyudarbeidede Gadevejviser, haaber Forfatteren, skal tjene mange Fremmede og ældre Indbyggere til stor Bequemmelighed, naar de er nødte til, i Mørket at søge visse Huus-Numere, hvis Følge i hver Gade de ikke vide udenad".
I 1813 oplevede københavnerne en kort stund det mirakuløse gaslys. Blikkenslager Irgens lod det opsætte foran sin egen butik i Købmagergade, men den store hob nysgerrige fik politiet til at standse alle videre forsøg. Seks år senere gav myndighederne dog de første bevillinger til gasbelysning. I I857 fik hele byen gasbelysning, da Vestre Gasværk begyndte at fungere 4. december dette år. 1800 gaslygter tændtes til erstatning for de 1600 gamle tranlygter (de sidste med tran eksisterede dog indtil 1882).
Georg Brandes erindrede en gammellibertiner, som beklagede det tekniske fremskridt: "Man kan jo ikke mere stifte Bekendtskab med en lille Dame under de Lygter". Selv oplevede han det mere romantisk: "Hin første Aften, da Gassen tændtes, gjorde den ny, stærke Belysning en forunderlig Virkning paa mine Drengenervers Ømfølsomhed. Alle Kvinder syntes mig pludselig rene Straaleskikkelser, eventyrligt bedaarende. Ja, en smuk trediveaarige Kvinde, jeg mødte, forekom mig saa overvældende dejlig, at jeg fulgte efter hende som forrykt i vild Beundring og Attraa vel en Time, indtil hun forsvandt for mig, hvorpaa jeg Aften efter Aften travede om paa Gaderne i stadigt skuffet Haab om at se hende igen". En ny omvæltning var elektricitetens indførelse. Det begyndte med en elektrisk buelampe, som tændtes uden for "National" i 1881.
Gaderåb
I avisen Aftenposten kunne folk 1776 læse, at fremmede og landmænd blev forvirrede og øre i hovedet af "det offentlige Falbydelses-Skrig paa vore kiøbenhavnske Gader". I en anden spalte i bladet fra samme år hævdedes det til gengæld, at "Den fornøjeligste Tid af Aaret er den, naar Muserne fra Nyeboder og Hed-Gudinderne fra Walbye og Grazierne fra Amager i buntede Optog og trillende Noder sælger levende Reger og Reddiker, holstensk Sild og Flekkesild etc., men desværre denne Røst, lig Nattergalens Sang, varer kun nogle Maaneder!"
Sandt nok gik det livligt til, når kedelflikkerens skrigen og muslingesælgerens røst mødtes med skorstensfejernes råben fra tagene. Skorstensfejerne var det nemlig 1746 blevet pålagt fra skorstenspibens munding at "raabe og give Tegn fra sig". VisekæIlingerne var et særligt indslag i bybilledet. Deres hæse stemmer var ofte skærende, pjaltede var de også, hvilket fik folk til at væmmes. Drenge, der løb med blade, blandede sig også i deres kor. Holberg kunne af samme grund skrive: "i alle Gader man med Magt sig jo maa trænge igiennem Viser igiennem hæse Drenge, der skrige øret fuld, hver i sin Melodi: Nye Viser! nu om Mord, nu Brand, nu Hexeri".
Mens det blev drengene forbudt 1726 at løbe med blade, overlevede visekællingerne indtil 1738. Myndighederne forbød da al falbyden af ucensurerede viser. Alligevel måtte Holberg nogle år senere notere, at man atter løb om i gaderne med viser og eventyr. De forhutlede kvinder fyldte deres kurve med de trykte viser hos P. Horrebow, Svares Enke i Store Kannikestræde eller hos Holm S. Popp. De sensationsprægede tekster forfattedes af sultne studenter og litterære pirater, hvilket gav niveauet. Ugepjecerne kom og gik, alt kunne sælges fra rygter til de gyseligste mord. Således beretningen fra 1780erne: "En opvækkende Nye Vise, hvorudi Misdæderen Johan Friderich Petersen Kineser, Musketteer ved det Norske Livregiment, som for begaaet forsætligt Drab paa sit eget Barn blev henrettet ved Radbrækning og lagt paa Steile og Hjul Torsdagen den 11. December 1783, forestilles som sin Synds Bekiender og en i Fængselet omvendt og benaadet Synder. Synges som: Nu velan vær frisk til Mode".
Ved siden af muslingesælgeren, fiskekonerne, matronerne med deres viser, almanakkernes falbydere og de hurtige bladdrenge færdedes de halvvoksne piger med frugtkurve. Citron-konen blev ligefrem et fast inventar i hovedstaden. Brøndkarse var også populært i 1700-tallets København, hvis man ikke fristedes med "Kartøfler, Kartøf!" Til Københavns politi flød rigeligt med klager. Fra behandlede sager ved l. protokol 1791 er følgende øjebliksbillede hentet:
"Til Københavns Politimester. I forgaars den 10. (August) om Eftermiddagen, da min... lille Pige ved Navn Sophie Fridericia kom ned ad Vimmelskaftet og raabte med Kirsebær til Salg kom en Mand ved Navn Johan Brøger... springende ud fra Nr. 159 i Kælderen, tog Kurven fra denne Pige og traadte Kirsebærrene med Fødderne ud i Gaden, gav Pigen de groveste Skældsord, og sagde at der i Gaden maatte ingen udraabe! (underskrevet:) Ingeborg Elisabeth Malmberg.
"Gammel Valby Bakkehus", Rahbeks Allé 23 B
"Gamle Valby Bakkehus", Rahbeks Allé 23 B, var oprindelig en gæstgivergård, som statsminister grev Johan Ludvig Holstein 1756 erhvervede. Antagelig havde han planer om at omskabe den til et landsted, men han døde 1763, hvorefter hans bygmester J. C. Conrad i overtog ejendommen. Omkring 1764 stod gården færdigbygget med fire fløje, og var stadigvæk fungerende som gæstgiveri. 1777 gik Conrad i fallit, og den blev overtaget af dispacheur Knud Engelbrecht Langberg. Efter at han havde forbedret gården væsentligt, videresolgte han den til forfatteren Knud Lyne Rahbek. Sammen med sin hustru Kamma skabte han her et blomstrende centrum for dansk åndsliv. Vejen fra København derud var meget dårlig, således skrev Kamma Rahbek engang til et par damer, der var inviteret: "Jeg anser det for min Pligt at advare Dem for den slette Vej, der fører til min Bolig, hvilken især i disse Dage er saaledes, at den næsten er rent impassabel for ethvert Slags Køretøj".
Knud Lyne Rahbek var en typisk repræsentant for den tidlige guldalder i dansk litteratur. I sin ungdom, hvor han studerede Rousseaus Heloise og GoethesWerther, påbegyndte han tragedien Axel og Valborg (1778), men arbejdet mislykkedes og gemtes af vejen. Senere blev han optaget i Dreiers Klub, hvor frisindede tanker dyrkedes. 1785 grundlagde han sammen med digteren Pram månedsskriftet Minerva, senere fulgte tidsskriftet Den danske Tilskuer.
Gammel Mønt
Da grundene omkring Møntergården bebyggedes ca. 1630-50, rejstes en række huse fra Møntergade mod syd, og samtidig hermed opstod en gade i forbindelse med en lille passage mellem Antonigade og Grønnegade. På nær et enkelt er alle forhusene på sydsiden af Gammel Mønt fredet og deres bygningshistorie kan føres tilbage til tiden kort efter ildebranden 1728, hvor typehuse af forskellig slags opførtes. Håndværkere og handlende flyttede ind i de færdige beboelser. 1732 opførte bager Jacob Nielsen Kölmer således Gammel Mønt 19, herom vidner endnu kringlen over portindgangen.
Smukkest bevaret er hjørnehuset Gammel Mønt/Møntergade, hvor beboersammensætningen omkring 1740 var følgende: I kælderen var der bolig og skænkestue for en øltapper, stuen beboedes af ejeren, en spækhøker med familie og tjenestefolk, øverst var der plads til en skrædder med svend og pige samt en tømmersvend. I alt var næsten 30 personer stuvet sammen i de lave rum.
Skønt de fleste af gadens ildebrandshuse forhøjedes i tidens løb, var der stadig tale om stærkt overbefolkede boliger. Forhuset til Gammel Mønt 27 talte 1870 ikke mindre end 65 beboere, heraf boede der syv personer i kælderen og ti på kvisten.
Gammel Strand
I den tidlige middelalder gik kystlinien langs nuværende Løngangsstræde, Magstræde, Snaregade og Fortunstræde. Sandsynligvis har Gammel Strand været den strand, hvor fiskerne landede deres fangst, og 1377 nævnes stedet første gang som prope mare (lat. = ved havet). 29. juni 1424 betegnes strækningen ved Stranden. Derefter optræder vekslende benævnelser som Strandgaden (1559), ved Canalen (1709) og Riveren (1634) eller Revieren (1705). Gammel Strand benyttes tidligst 1716, ofte skrevet i et ord som hos Luxdorph, der 3. april 1786 skriver i sin dagbog: "Farlig Ildebrand ved Gammelstrand hos en Æddikebrygger, i Steenkul, og som længe var dulgt".
Christian 4. købte 1602 Christen Eriksens gård ved Gammel Strand, hvor han i stedet byggede Kongens Gæstegård. Den flyttedes 1621 til Ellen Marsvins gård på hjørnet af Højbrostræde og Læderstræde.
Gammel Strand 48
Forhuset blev opført 1750-51 for grosserer Peter Isenberg af murermester Philip de Lange. Oprindelig var bygningen i to etager med mezzanin, men ændredes en del efter branden 1795. Kvisten tilføjedes så sent som omkring 1930. Fra husets opførelse er bevaret den smukke portal, et arbejde af billedhuggeren Didrik Gercken. Segmentfrontonen, som afslutter portalen, er dekoreret med medaljoner og rocailleværk. "Anno 1750" er indhugget over pilasterhovederne.
Ejendommen benyttes til skiftende udstillinger af Kunstforeningen, som stiftedes 11. november 1825. Fra begyndelsen har denne forening ydet et væsentligt bidrag til kunstlivet i København. Niveauet blev allerede lagt med den første udstilling, afholdt 1828, hvor maleren Jens Juels værker præsenteredes. Til denne lejlighed skrev kunsthistorikeren N. L. Høyen et katalog om vor betydeligste portrætmaler i 1700-tallet.
Gammel Strand 50/
Efter Københavns anden store brand blev forhuset opført 1796-97 for hofhattemager Gudm. Petersen. Bygningen stod oprindelig i tre etager, men forhøjedes til nuværende fire omkring 1850. På samme tidspunkt boede digteren H.V. Kaalund i huset.
Gammeltorv
Gammeltorv er byens ældste torv. Før Absalon byggede borg (1167), fungerede torvet som markedsplads for landsbyen og dens "havn". Måske har et tingsted også været knyttet dertil. På Absalons tid strakte byen sig mellem Farvergade og Vestergade og mellem Gammeltorv og Rådhuspladsen. Københavns første rådhus lå på pladsens østside, og det blev ødelagt, da Valdemar Atterdag 1368 førte krig mod lübeckerne. 1374 omtales pladsen som Forum, mens det 1446 bar betegnelsen det gamle torv, her i modsætning til det yngre Amagertorv. Siden 1470erne har Gammeltorv været i brug som navn.
Da København hærgedes af brand 1728, blev Gammeltorv såvel som Nytorv ødelagt. Efter branden flyttede Holberg ind hos rådmand Laurids Fogh, som ejede en ejendom på hjørnet af Nygade og Gammeltorv. Holberg blev boende her, indtil han 1740 kunne overtage en professorbolig i Latinerkvarteret. Sine oplevelser af Gammeltorv og det tilstødende torv udtrykte Holberg i et latinsk epigram, der i oversættelse lyder:
Du spør, i hvilken Kant af Byen jeg har min Bolig"
To Torve ganske nær, Papil, den findes vil.
Det ene Gammeltorv, med gammel Kunst fortrolig,
Slagsmaal og Tyveri og Svig og Drik og Spil.
Nytorv det andet, der har Skafottet man placeret,
Midt imellem begge har Justitia sit Bo,
Saa imellem Galgenpak og Galgen ugenert
Jeg bor; den ene Gud mig hjælper mod de to.
Holbergs bemærkning "med gammel Kunst fortrolig" hentyder til Caritasspringvandet, som var byens eneste kunstfærdigt udformede fontæne. Fru Justitias bo var byens andet rådhus, som var opført mellem de to torve. Det nedbrændte 1795.
Gammeltorv,
se også Caritas-springvandet
Garnisons Kirke
Grnisons Kirke ved Sankt Annæ Plads blev rejst under Frederik 4.s regering og med ingeniørofficeren Georg Philip Müller som første arkitekt. Hans tegninger, som senere ændredes, er dateret 1697. Samme år skænkede Christian 5. en byggegrund til formålet og den lå på hjørnet af Adelgade og Dronningens Tværgade. Byggeriet skulle delvis finansieres ved bøder, som idømtes ved Højesteret. Projektet forsinkedes imidlertid ved Christian 5.s død 1699 og Danmarks efterfølgende deltagelse i Store Nordiske Krig. 1703 valgtes den nuværende hjørnegrund, hvorefter grundstenen nedlagdes. Men allerede 1704 bestemtes det, at fundamenterne, der fulgte Müllers planer fra 1697, skulle ændres. Man ønskede en større kirke, og hertil leverede generalbygmester Wilhelm Friederich von Platen nye tegninger. Han havde 1698 indhentet Christian 5.s "Permission til at rejse til Italien, Frankrig og andre Lande for at perfektionere sig i Byggekunst". Hjemvendt fra sin udenlandsrejse var han særdeles fortrolig med europæisk barok og gav kirken en rigere form, således med pilasterdelte facader og kuppelspir i stedet for en tagrytter. 24. marts 1706 indviedes bygningen, hvis officielle navn blev Den Herre Zebaoths Kirke (Gl. Testamente: Zebaoth = Hærskarernes Gud). Dette navn slog aldrig an, hvorfor menighedsrådet 1921 vedtog betegnelsen Garnisons Kirke (Den Herre Zebaoths Kirke).
Bygningen fungerede fra begyndelsen som kirke for byens garnison, og indtil 1819 prædikedes her skiftevis på dansk og tysk, et udtryk for den tyske indflydelse på det danske militær. Frederik 6. bestemte da, at den tysktalende del af menigheden herefter skulle høre under Frederiks Tyske Kirke (nuværende Christians Kirke) på Christianshavn. her var der i forvejen en tysksproget menighed.
Garnisons Kirke er i det udvendige stort set uændret, dog forhøjede man 1886 spiret, som er rejst over hovedportalen i vestgavlen. Det indre domineres af de perlegrå, balustersmykkede pulpiturer, der dækker væggene i to stokværk. Pulpiturerne hviler på ottekantede søjler. Alteret, hvis udformning skyldes billedhuggeren Didrik Gercken, er af norsk marmor i forskellige farver. Den arkitektoniske opbygning med forkrøppede gesimser samt korintiske pilastre og søjler er ligesom de hvide guirlander, draperier og engle typisk for barokken, en iscenesættelse med effekter. Skulpturerne er udført af billedhuggeren Just Wiedewelt, fader til den senere så kendte Johannes Wiedewelt. Kirkegården sløjfedes 1851, men man gav tilladelse til, at komponisten J. P. E. Hartmann marts 1900 kunne jordfæstes i samme grav, hvor hans hustru allerede 1851 var stedt til hvile.
Gasbeholderen, Østerbro
Gasbeholderen på Østerbro er den sidste rest af det gamle Østre Gasværk, som opførtes 1876 og toges i brug 23. oktober samme år. Det var hermed det næstældste af byens gasværker. Da gasforbruget allerede 1880 var steget betragteligt, ønskede kommunen at udvide anlægget med en større beholder. Man valgte en såkaldt teleskopbeholder, der bestod af flere cylindre anbragt indeni hinanden. De kunne hæve og sænke sig alt efter gastrykket i beholderen. En sådan konstruktion var aldrig før set i Danmark, og mens ingeniører tog sig af det tekniske, blev det arkitektoniske overdraget til arkitekten Martin Nyrop.
Ingeniørerne fastlagde beholderens dimensioner, og det var helt tilfældigt, at den fik samme diameter som den berømte kuppelbygning Panteon i Rom. Beholderens kuppel var en såkaldt Schwedlerkonstruktion, hvis dele ligesom beholderens leveredes fra udlandet. Det blev Nyrops opgave at udforme murstensskallen, hvori der skulle være to porte og en række vinduer, idet lanternen i kuppelen ikke gav tilstrækkeligt arbejdslys. Han løste problemet med vinduesåbningerne ved at anbringe lodrette blændinger i ydermuren, hver med to runde vinduer placeret henholdsvis ved den øverste og nederste runding. Vinduer og blændinger danner en art fibulamotiv hele cylinderen rundt, og yderligere er de to porte arrangeret således, at de ikke forstyrrer rytmen. 1935 blev den indre gasbeholder nedrevet, hvorefter bygningen henlå i en periode som tørvemagasin. For nogle år siden benyttedes den af Det kgl. Teater til opmagasinering, senest har man arrangeret ballet- og teaterforestillinger i den særprægede bygning.
Gauguin, Paul (1848-1903)
Paul Gauguin, fransk maler, som 1873 giftede sig med Mette Gad og 1884 flyttede til København. I Paris havde Gauguin haft forbindelse med de franske impressionister, især Pissarro, hvem han besøgte i Pontoise og malede sammen med. Økonomisk set var det vanskelige år for Gauguin, men kunstnerisk en udvikling.
Da familien Gauguin bosatte sig i København, satsede Paul på et agentur i vandtætte presenninger for det franske firma Dillies & Cie. Salget svigtede imidlertid og i 1885 forsøgte han at slå igennem, først ved 13. marts at sende et billede, "Efteraarslandskab", til Charlottenborgudstillingen. Billedet kasseredes. Dernæst holdt han 1.-6. maj separatudstilling i Kunstforeningen, hvilket helt fortiedes af pressen. Rasende fortalte han Pissarro, at rammehandlerne ikke turde gøre de hvide rammer, han benyttede til sine billeder, da de frygtede at miste deres kunder!
Bitter forlod Gauguin allerede sommeren 1885 det København, som ikke havde anerkendt hans kunst, og han slog sig atter ned i Paris sammen med sønnen Clovis. Tilbage i Danmark opretholdt Mette hjemmet og tog vare på hans malerier og værdifulde samling af franske impressionister. I en efterladt korrespondance kan man følge, hvorledes den ludfattige Gauguin instruerede sin hustru om det uundgåelige salg af malerisamlingen.
Det vides, at Mette solgte en Manet og en Degas til Edvard Brandes, som 1887 havde giftet sig med hendes søster Ingeborg. I 1889 arrangerede Karl Madsen en udstilling i Kunstforeningen, hvor Gauguins "franske impressionister" spillede en hovedrolle. Det københavnske publikum kunne her for første gang studere så mange navne som Cézanne, Pissarro, Sisley, Manet, Degas og Guillaumin.
Senere blev Gauguin selv anerkendt og i dag hænger der eksempler på hans kunst på Ny Carlsberg Glyptoteket og Ordrupgårdsamlingen.
Gefionspringvandet
Gefionspringvandet, officielt kaldet Gefion, der med sine øksne pløjer Sjælland ud af Sverige, er Københavns største monument. Arbejdet skyldes billedhuggeren Anders Bundgård og udgifterne bekostedes dels af Københavns Kommunes Kunstfond, dels af Carlsbergfondet. Sidstnævnte ønskede med en gave på 5.000 kr at markere Carlsbergs 50 års jubilæum i 1897. Oprindelig havde man tænkt sig, at det skulle anbringes på Rådhuspladsen, men her opstilledes i stedet for Dragespringvandet (s.d.). Gefionspringvandet indviedes 1909.
Figurgruppen illustrerer det oldnordiske sagn om gudinden Gefion. I Heimskringlas Ynglingesaga hedder det, at Odin fik sig en bolig på en ø, et sted som nu kaldes Odense på Fyn. Derpå sendte han Gefion nordpå over sundet for at skaffe mere land. Hun nåede til Kong Gylfe af Sverige, som lovede hende så megen ager, hun kunne pløje. Hun drog derpå til Jotunheim, hvor hun avlede fire sønner med en jætte og forvandlede dem til okser. Efter at de havde trukket hendes plov, førte de landet ud i havet og vestpå i retning af Odense, og siden er det blevet kaldt Sjælland.
Gjethuset
Gjethuset (det store) opførtes 1672 på en matrikel, som lå ud til Kongens Nytorv lige vest for Gyldenløves Palæ, det senere Charlottenborg. Det indrettedes til kanonstøberi, heraf oprindelsen til navnet gjet (afledt af det plattyske gieten = støbe).
Kanonstøberiet var ikke den første af slagsen, for allerede 1537 fik et kanon- og klokkestøberi til huse i Skt. Petri Kirke, som efter reformationen var overgået til kronen og snart efter nedlagdes som sognekirke. Da den tyske menighed 1585 fik overdraget Skt. Petri, flyttede man støberiet til Skt. Clara kloster. Sidstnævnte afløstes 1610 af et nyt gjethus i Pilestræde, der skulle blive forgængeren til det store støberi ved Kongens Nytorv.
I sidste halvdel af 1600-årene var der god brug for kanoner til hær og flåde, hvilket førte til en udvidelse af Gjethuset. Marinens bygmester, J. C. Ernst, lod på en tilstødende grund vest her for opføre det såkaldte Lille Gjethus. I begyndelsen af 1700-tallet synes ikke meget at være fremstillet i støberiet og 1719 fik Etienne Capion og Samuel v. Qvoten tilladelse til at agere komedier i Lille Gjethus. Denne virksomhed var dog kun kort tid.
Da Frederik 4. besøgte Gjethuset 1729 for at overvære en støbning, indtraf det uheld, at formen brast. Det uhensigtsmæssige i at have en sådan virksomhed midt i byen, brandfaren ikke at forglemme, førte til nedlæggelse af støberiet 18. maj 1757, hvorefter det private anlæg i Frederiksværk overtog leverancen til sø- og landartilleriet. Støberiets indretninger viste sig derefter særdeles anvendelige, da J .-F.-J. Salys rytterstatue af Frederik 5. skulle støbes. Den komplicerede proces fandt sted i Store Gjethus og det tog blot tre minutter at fylde formen med den flydende bronze. Bolle Luxdorph fortæller, at han så den nystøbte hest og statue i "Get-Huuset" 10. marts 1768. 15. august samme år brød man et stort hul i væggen og det 22 tons tunge monument blev på en slæde trukket ud af Gjethuset.
I 1773 fik Artillerikadetakademiet lokale i bygningen, ligesom der indrettedes embedsbolig til dette akademis stifter, general Heinrich Wilhelm v. Huth. Han havde bolig her til sin død 1806. Gjethuset forhøjedes med en etage i 1800-tallet og 1830-66 havde den militære højskole til huse i bygningen. 1866 blev den østlige ende nedrevet for at give plads til det ny kvarter på Gammelholm, mens resten af det gamle støberi måtte falde, da det ny Kgl. Teater opførtes 1872.
Glyptoteket, Dantes Plads 22
Glyptoteket, er opført på den gamle stadsgravs grund. Som første etape rejstes 1892-97 en tre-fløjet bygning ud mod pladsen, hvortil arkitekt Vilhelm Dahlerup leverede tegningerne. Udgifterne til byggeriet var i daværende priser ca. 1 mill. kr, idet stat og kommune hver ydede halvdelen. Brygger Carl Jacobsen gav 250.000 kr til museets udstyrelse. Der sparedes heller ikke på materialerne. Til facaden, hvis udformning kan være inspireret af San Marco Kirken i Venedig, anvendtes polerede granitsøjler, Savonnièresten (fransk gullig kalksten) og terrakottadekorationer. Granitsøjlerne bærer bueslag, der indeholder muslingeornamenter, et typisk træk fra den italienske renæssance.
Gennem portalen i denne skærmfacade træder man ind i en tøndehvælvet forhal, der bæres af otte gule kannelerede marmorsøjler og er prydet med H. V. Bissens kvindestatuer. Bag ved ligger den berømmede vinterhave, som 1904-06 tilføjedes af Vilh. Dahlerup. Under vinterhavens glastag vokser palmer og i midten er et bassin med billedhuggeren Kai Nielsens skulpturgruppe Vandmoderen. Den blev 1921 hugget i marmor til denne centrale plads og på en måde er det en moderne variant af oldtidens langskæggede flodguder (kopier af sådanne findes på Søtorvet i København). I Glyptotekets vinterhave ses også senantikke sarkofager mellem væksterne, ligesom der er anbragt en pansertorso i porfyr af en romersk kejser, dateret til 300-tallet.
1901-06 opførtes anden etape af museets byggeri, en firfløjet bygning bag den ældre, som arkitekt Hack Kampmann leverede tegningerne til. Her hersker den mere nøgterne klassicisme, kulminerende i midterfløjens prægtige festsal, der flankeres af to gårde. I den søjlebårne festsal, næsten som det antikke tempels peristyl (søjlekrans), står langs væggene en række senantikke og oldkristne marmorsarkofager, hvor en af de mest interessante bærer det gammeltestamentlige motiv: Jonas og hvalfisken.
Vestfløjen i Hack Kampmanns bygningskompleks (vender ud til Tivoli) har i midten en risalit med søjleloggia, hvorover en trinpyramide rejser sig, inspireret af det antikke mausoleum i Halikarnassos, som betragtedes som et af oldtidens syv underværker. Pyramiden flankeres af to forgyldte bronzeheste, et motiv, som er hentet fra San Marcokirken i Venedig, hvis facade i middelalderen udstyredes med fire antikke bronzeheste. På afstand er Glyptotekets kopier glimrende, men set på nærmeste hold oppe på taget tåler de ikke sammenligning med de venetianske. øverst på trappepyramiden står en forgyldt bronzestatue, som viser Pallas Athene.
Mens Dahlerups bygningsafsnit danner rammen om malerisamlingen med eksempler på dansk guldalderkunst, ligesom 1800-tallets franske strømninger fra David over Corot til Bonnard er repræsenteret, rummer Kampmanns bygning den verdensberømte samling af oldtidskunst. Dens stifter var brygger Carl Christian Hilmann Jacobsen, søn af Carlsberg Bryggeriernes stifter, kaptajn Jacob Christian Jacobsen. Allerede som dreng blev Carl Jacobsen grebet af den klassiske kunst, da han med sine forældre rejste til Italien. Året efter sin studentereksamen gentog han Italiensrejsen, og 1879 gjorde han sin første store erhvervelse, et portræt af en ung mand, som kan bestemmes til ca. 540 f. Kr. Dette mesterværk fra den gammelattiske kunst bærer endnu farvespor i øjne, mund og frisure, hvilket er et godt eksempel på den antikke tradition. Dengang stod statuerne ikke nøgent hvide, men var bemalede. Jacobsen købte portrættet i Paris, da man holdt auktion over den franske arkæolog Olivier Rayet's kunstsamling. Glimrende portrætter fra græsk og romersk tid blev senere føjet til, hvilket i dag gør samlingen enestående i hele Europa. Her ses antikke kopier af filosoffen Platon, digterne Anakreon, Aischylos og Sofokles, desuden et studie af Alexander den Store. Romerrigets historie repræsenteres ved Vergil, Pompejus og kejserne Augustus, Vespasian, Trajan og videre frem til Konstantin den Store, som anerkendte kristendommen. Museet har endvidere en samling af egyptisk og etruskisk kunst. Det hele drives som en selvejende institution, Ny CarIsberg Glyptotek, som oprettedes ved et gavebrev af 8. marts 1888 fra Carl og Ottilia Jacobsen. Med dette ønskede de at sikre offentligheden adgang til deres kunstsamlinger i al fremtid.
Gothersgade
Gothersgade anlagdes, da den gamle Østervold omkring 1647 blev sløjfet. Oprindelig kaldtes gadeforløbet Ny Kongensgade, således i et dokument fra 1650, mens det nuværende Gothersgade anvendtes fra 1664 efter fæstningsingeniør Henrik Rüses plan. Ved fæstningens sløjfning omkring 1870 forlængedes gaden til Sortedamssøen.
Gadens ældste huse er Gothersgade nr. 23- 25, begge opført i tiden mellem 1650 og 1701 og siden stærkt ombygget. Allerede i 1700-tallets midte har de formentlig stået sammenbygget, mens den nuværende facadedekoration blev foretaget 1793 for ejeren, bygmester Andreas Kirkerup. Adskillige af gadens øvrige huse er, skønt ombyggede, fra tiden efter den store ildebrand 1728. Det gælder de ulige numre 7,11-17,29, 33-33A, 39, 41, 87, 91 og 97. I april 1768 hærgede en brand meget dramatisk et af gadens huse, som tilhørte Christian 7.s livlæge, Johan Just von Berger. Fire mennesker blev slået ihjel, da en gavl faldt ned og livlægens "Biblioteque og skrevne Sager brændte eller blev spolerede", skrev Luxdorph i sin dagbog.
Over porten til Gothersgade nr. 115 er opsat det gamle bomærke for gæstgivergården Trekroner, som lå på denne matrikel indtil omkring 1900. Tavlen er dateret 1773 og viser en gammeldags tremmevogn med kusk, der blæser i horn. Sentensen over relieffet lyder: "Hvo paa Gud troer, han tryggelig boer".
Gothersgade,
se også "Baron Boltens Gård" og Reformert Kirke.
Grønnegade
Grønnegade skrives allerede 1377 Grønægade og denne navneform er bevaret til vore dage, mens de fleste andre af byens gadenavne har undergået forandringer. I vore købstæder er grønnegaderne også blandt de ældste, således rækker Ribes Grønnegade tilbage til 1200-tallet, og overalt betegner navnet oprindelig en græsgroet sti. For den københavnske Grønnegade gælder det, at den i middelalderen løb mellem haver over ubebygget jord.
Fra den nordlige side af Grønnegade afgik tidligere en lukket gang, i 1689 og senere omtalt som Smids gang. Gadens ældste huse er nr. 26, 27 og 39, der alle blev bygget før 1700, men senere ændret.
Gråbrødretorv
Gråbrødretorvs historie begynder, da Gråbrødrekloster 1238 oprettedes her. Til klosteret, som længe var byens eneste, skænkede grevinde Ingerd af Regenstein i stiftelsesåret sin store gård beliggende i samme bydel. Hun var søster til biskop Peder Sunesøn og dermed af den berømte Hvide-slægt. Klosteret var indviet til Skt. Katharina og dets hovedbygning lå ud til Klosterstræde, mens adskillige mindre bygninger og med tilhørende haver lå fordelt over hele området frem til Købmagergade.
Den 7.-17. juli 1360 var gråbrødrenes kapitelsal rammen om Valdemar Atterdags forhandlinger med hansestæderne. Drøftelserne vedrørte bl.a. privilegier til stæderne og fælles mønt. På dette tidspunkt, hvor Dragør udviklede sig til et vigtigt sildemarked, fik Gråbrødrekloster og andre københavnske kirker og klostre egne sildeboder og kapeller i fiskerlejet på Amager. 1416 var klosteret atter rammen om politiske forhandlinger, denne gang mellem repræsentanter for hansestæderne og kong Erik af Pommern. Baggrunden derfor var kongens arrestation af 400 lübeckere på Skånes sildemarked. Klosteret benyttedes også hundrede år senere, da Christian 2. d. 31. marts 1515 skulle modtage et gesandtskab fra kejser Maximillian l., som var farfar til Elisabeth af Nederlandene, hans gemalinde. Gesandterne fremførte her kravet om, at kongen skulle vise sin "bolerske" Dyveke ud af landet. Udsendingene måtte dog forgæves rejse hjem.
Den 25. april 1530 blev klosteret nedlagt, forhadte som dets tiggermunke var på grund af vellevned og udskejelser. Da man samme år opgjorde klosterets inventar, omfattede det en række "økonomibygninger", således sakristi, bryggers, maltkølle, stegers, svendeherberge, snedkerværksted, gæsteherberge og porthus. Bygningerne kom først i magistratens besiddelse, men 1532 blev de delvis nedrevet. Endnu er rester dog bevaret. Under ejendommen Gråbrødretorv 11/Valkendorfsgade 20 er dele af kældermuren fra middelalderen. Det er et levn fra munkenes fængsel, 1530 omtalt som "Prisonidh". Gråbrødrenes "prison" kunne i 1530 direkte videreføres som byens fængsel og fungerede som sådant indtil 1623, hvor Christian 4. omdannede det til kirke for Tugt- og Børnehuset. Under branden i 1728 blev huset svært beskadiget. Hertil skal føjes, at Nationalmuseet 1968 foretog bygningsarkæologiske undersøgelser af ejendommen Gråbrødretov 13. Man fandt her rester af middelalderligt murværk, som må stamme fra en af de øvrige "økonomibygninger", måske gæsteherberget"
Wiingardt, som var Hans Tausens bogtrykker, nedsatte sig 1532 i København, og 1555 fik han skøde på en gård bag "prisonet". Indkørslen dertil skete ad en "slippe" mellem nuværende Gråbrødretorv 11 og 13. Wiingardts efterfølger på stedet, tillige ægtemand til hans enke, var Lorentz Benedicht. Han var en af Danmarks betydeligste bogtrykkere og indførte således frakturen (gotisk) som skrift i dansk typografi. Visehefter og flyveblade flød også fra hans bogtrykkerværksted.
På en del af klostergrunden byggede den mægtige rigsråd Corfitz Ulfeldt sin gård, hvor han levede fyrsteligt med sin hustru Eleonora Christine, datter af Christian 4. Men 1663 faldt dommen over Ulfeldt. Han kendtes skyldig i landsforædderi og frakendtes liv og gods. Desuden blev hans gård nedbrudt sten for sten, hvorefter stedet udlagdes til en offentlig plads. I dens midte rejstes en skamstøtte til minde om hans ugerninger. Selv efter 1728-branden, hvor den ødelagdes, lod man den genrejse.
1842 syntes myndighederne, at det var tilstrækkeligt, og den blev nedtaget for senere at blive genrejst i Nationalmuseets gård. På støtten læses: "Forræderen: Corfitz Ufeldt (WF): Til Ævig Spott: Skam og Skiendsel:" I øvrigt skiftede Ulfeldts Plads, som stedet havde heddet, i 1841 til det nuværende navn Gråbrødretorv.
Ved bybranden 1728 blev næsten hele bebyggelsen omkring Ulfeldts Plads jævnet med jorden. De nuværende ejendomme på torvets sydside stammer fra tiden derefter, en række fine eksempler på de såkaldte "ildebrandshuse". På indskriftstavlen over opgangen til Gråbrødretorv l læses: "Hvad Ilden har fortæret har Gud igen beskiert". Bygningerne på torvets vestside opførtes efter bombardementet i 1807 og er typiske for denne periodes byggeskik. I 1968 fik torvet status som gågade.
Gråbrødretorv 3
Gråbrødretorv 3, "Wessels Hus". 1732 blev forhuset opført af tømrermester Morten Pedersen for skipper Mads Børgesen Lund. Efter bybranden 1728, som lagde torvets huse i ruiner, havde Lund fået tilladelse til at bygge en "interimshytte" (midlertidig bolig) på sin grund. Han lod i stedet Morten Pedersen opføre et baghus "et Loft højt", hvad der var ulovligt og resulterede i en retssag. Hele bebyggelsen, hvortil der også hørte trappehus og baghus, stod færdig 1732, men så kom ejeren i strid med Morten Pedersen om betalingen. Den blev fastsat til 160 rigsdaler.
Et broget persongalleri er knyttet til husets historie. Da skipperens datter, Anne Marie Lund og hendes mand, hofplattenslager Søren Nielsen Schiøtt var flyttet ind, blev huset ombygget 1759. Ved denne lejlighed gjorde man facadevinduerne i forhuset større, og på første sal lod man udsmykke en sal med vægmalerier. I kælderen boede der i en periode en sæbesyder, og 1770erne digteren Johan Herman Wessel på 2. sal. Her er et par mindestuer indrettet, den ene med kalkmalerier fra 1700-årene, der viser et frodigt rankeslyng. Det var i denne periode, at Wessel skrev "Kærlighed uden Strømper". I marts 1773 begyndte man at spille stykket på Det kgl. Teater, og den 29. samme måned indrykkedes en annonce i Adresseavisen: "Denne Aftens Indtægter tilhøre Forfatteren, hos hvem Sedlerne faas i no. 127 på UlfeIds Plads, saavel som ved Indgangen". I 1774 annoncerede Wessel med, at "Kærlighed uden Strømper forøget med en Epilog og sælges paa Ulfeids Plads i no.127 anden Sal til Gaden for 24 Skilling uindheftet og 28 Skilling heftet".
Gudstjeneste
Tidligere var kirkegangen en vigtig del af hovedstadens rytme, naturligvis med forskelligt indhold gennem århundrederne. Den katolske kirke gjorde meget for at holde de troende til gudstjenesten. Således fik Vor Frue Kirke i 1376 lov til at bevilge 40 dages aflad til dem, der på kirkeindvielsesdagen overværede en gudstjeneste "for at det kristne Folk desto frommere og hurtigere skal strømme dertil". Processioner skulle også styrke de troende. I 1429 skænkedes gods til Københavns Helligåndskloster for at det kunne holde daglig messe og en årlig procession.
Efter reformationen spillede kongefamilien en stor rolle i byens religiøse liv. Når "Vejret var lystigt" kunne københavnerne opleve "Hs. Majestæt (Christian 3.) og Dronningen med sine Jomfruer ride til Kirken paa Gangere".
Selve gudstjenesten fik også en ny form efter lutherdommens sejr. Stolestader havde man kendt i middelalderen i form af korstole oppe ved alteret, alene benyttet af gejstlige, men nu blev kirkernes gulve fyldt med stolerækker. Intet menighedsmedlem kunne dog frit disponere, det tilkom alene kirkens styrelse at bestemme de enkelte medlemmers værdighed og dermed følgende placering. øverst sad de fineste, nederst de ringeste.
Retten til et stolestade kunne fortabes, som i tilfældet med en kone i Skt. Nikolaj Kirke i 1719. Det skete, fordi hun "med uanstaaelig Skjænden og Ord, som har rejst sig og adskillinge Gange er forfalden imellem hende og en anden Kone, som havde Stade og sad i Stol hos hende, fordi at hun Supplikantens Hustru imod al Skik og Maner havde sat og hver Gang de kom i Kirken vilde sætte en hendes yngre Datter ovenfor den anden Kones ældre Datter".
En endnu større forandring var afskaffelsen i 1640 af den latinske korsang, hvor man samtidig indførte afsyngelsen af danske salmer. Om gudstjenesterne havde været langvarige før reformationen, blev det ikke lettere derefter. Men helt usædvanlig var gudstjenesten ved indvielsen af Vor Frelsers Kirke på Christianshavn den 19. april 1698. Den dag kørte kongehuset til kirken kl. 9 om morgenen og forlod den først igen kl. 16.30 om eftermiddagen.
I 1700-tallet oplevede københavnerne en overflod af prædikanter med vidt forskellige evner. Nogle revsede som Morten Reenberg ved Helligåndskirken (1709-20). Han gik end ikke tilbage for kritisere Frederik 4.s forhold til grevinde Viereck: "Naar der er Ildløs paa Slottet, maa da Helliggejstes Klokke ikke klemte, naar Landets Vældige drager med Synd og Laster Herrens Straf over det, maa da en Guds Ords Tjener ikke vække dem af Sikkerheds Søvn".
Andre præster forstod at skabe sindrige paralleller mellem de evige og timelige forhold. Da Vor Frue genåbnedes 1738 efter den store ildebrand, var biskop Peder Hersleb hovedtaler og han udlagde Vor Frue som Guds audiensgemak og alterbordet som Guds taffel, medens skriftestolen var at ligne med Hans rentekammer. Det var i grunden ikke så flyvske tanker, når det huskes, hvad Ludvig Holberg oplevede i Leipzig året før. Der hørte han magister Stivelius bevise ud fra Bibelen, at de salige ville blive fyrsteligt bespist i himmelen.
En prædiken kunne også være en prøvelse som i tilfældet Niels Schytt, en af Reenbergs senere efterfølgere i embedet ved Helligåndskirken. "Hand fattes Røst og Gaver, er og mavr in Materie, men kand maaske blive god", skrev Luxdorph i 1785.
Den manglende opvarmning i ældre tider var et stort problem, klart udtrykt i 1806 af svenskeren J. E. Angelin: "Det forhåller sig gunås i Köpenhamn som i andre stora stader: man går sällan i Kyrkan, ty man fruktar att bådde sommer och vinter förkyla sig inom dess sten-hvalf".
"Gule Hest"
"Gule Hest", en gæstgivergård på det gamle Vesterbro, er forlængst nedrevet. Den lå ligesom den endnu eksisterende "Sorte Hest" (nu bl.a. teater) ved Vesterbrogade, hvor tilrejsende til København kunne gøre ophold og spise. Gæstgiveriet "Gule Hest" var opført i midten af 1700-årene som en grundmuret, trelænget gård med kampestenssokkel, okkergule mure og højt, rødt mansardtag. Hovedlængen lå langs den nuværende Kingosgade, mens portlængen vendte mod Vesterbrogade.
Et synligt minde om bygningen er en snavset cementplakette over opgangen til Vesterbrogade 106 b, hvor man læser, at den "Gule Hest" bortfaldt 1778 og blev i stedet kaldt "Håbet". I medaljonens midte ses et relief af en kvinde med anker, et gammelt kristent symbol for håbet (lat. spes). Årstallet på plaketten hentyder formentlig til, at den københavnske handelsmand Peter Borre i 1778 købte "Gule Hest" for at begynde en tobaksplantage på ejendommens jorde (notits i Luxdorphs dagbøger). Borre havde i 1760 som hofagent fået overdraget administrationen af tobakshandelen og sørgede for indkøb af tobaksblade og deres oplag i alle købstæder. Da monopolet ophævedes 1778, har han sikkert følt sig fristet til at prøve kræfter med dyrkningen af tobak.
En senere og ligeså initiativrig ejer var tekstilfabrikant og justitsråd Ole Ferdinand Olsen, som havde tjent en formue på en linnedfabrik i Køng. Efter at han 1844 havde afhændet fabrikken, erhvervede han "Håbet". Da byen voksede ud over Vesterbro i de følgende år, fik han solide indtægter på at bortsælge de tilliggende jorder stykke for stykke. I 1885 blev Ferdinand Olsens gård nedrevet og Kingosgade i stedet anlagt med tilhørende etagebyggeri.
"Gule Palæ, Det"
"Det Gule Palæ", Amaliegade 18, rejstes 1764 for købmand H. F. Bargum. Ved opførelsen, som skete efter tegninger af N. H. Jardin, benyttedes fundamenter fra den forrige ejers påbegyndte byggeri. Resultatet blevet nyklassicistisk hus, som markerede et stilskifte hos det københavnske borgerskab. Facadens guirlander, medaljoner og relieffer af vaser understregede det ny.
Huset blev siden kendt som slavehandlerens palæ. Kort fortalt havde Bargum i 1760 skaffet sit firma, Gustmeiers Enke & Bargum, monopolet på tobakshandlen i Danmark, ganske vist mod en årlig afgift på 100.000 rigsdaler til den danske stat. Hovedstadens tobaksspindere protesterede mod dette og året efter mistede han monopolet. Så fik han bedre held med fabrikationen af fiskebensstativer til korsetter og skørter. Pengene rullede rigeligt ned i Bargums lommer og derefter gik han ind i den danske slavehandel i kompagniskab med Gustmeiers enke.
Af staten fik han oktrojen for 20 år på den danske slavehandel med forterne Christiansborg og Fredensborg. I 1766 kunne han sende sit første skib af sted og senere havde han fem skibe på farten til Guinea og Dansk Vestindien. Bargum syntes imidlertid, at "omsætningen" af slaver var for ringe; indtil 1766 havde forterne kun præsteret ca. 400 slaver om året. Nu skulle de levere fire gange så mange, hvilket viste sig at være umuligt. Forskellige uheld, en krig på Guineas kyst i 1770, skibsforlis og store tab af slaver på grund af sygdomme under transporterne, udhulede Bargums handelsimperium. Til sidst måtte han flygte for sine kreditorer, flakke rundt i Europa og efter 1792 forsvinder de sidste spor af denne sælsomme mand.
Gåsegade
Gåsegade i Vester Kvarter hed i middelalderen Gråbrøndstræde. Et lokalt bryggeri, som grundlagdes af Christian 3., gav anledning til det senere navn Gåsegade. For i bryggeriet fremstillede man en speciel slags øl, "Gøs" eller "Gaas", der bestod af både hvidtøl og spiritus. Opskriften på denne kraftige drik var hentet fra Goslar i Tyskland, hvor man benyttede Goseflodens vand. Brygningen i København er sikkert hurtigt blevet opgivet, da det lokale vand næppe har kunnet måle sig med det tyske.
Selve bryggeriet omtales omkring 1550, siden hen nævnes kun "Gåsebryggergrunden"og i 1689 optræder for første gang navnet Gåsegade. Indtil 1905, hvor man nedrev gadens vestlige side, var stedet sammen med Farvergade et berygtet centrum for prostitution.