Formandens beretning for 2020

 

2020 blev et ligeså mærkeligt år for Selskabet for Københavns Historie som for alle andre, men på trods af Coronaepidemien er det alligevel lykkedes os at holde de fleste hjul i gang:

Året begyndte med en godt besøgt generalforsamling i februar, hvor Vivi Lene Andersen præsenterede det ny bymuseum for os via en levende og engageret powerpointpræsentation. Museet var åbnet nogle dage før, men de fleste havde næppe fået besøgt det endnu, og det er vel tvivlsomt, om de har nået det i de få måneder, det har været åbent siden da. Men foredraget gav i hvert fald et godt indtryk af tankerne bag de nye udstillinger.

I de første dage af marts fik vi arrangeret tre rundvisninger i Den franske Ambassade, altså Otto Thott og i sidste ende Niels Juels gamle Palæ. Der var som forventet meget stor interesse for besøget, men hvad vi omvendt blev meget overrasket over, var de administrative udfordringer, som ambassaden krævede af os. Selv dagen før blev vi afæsket følsomme personoplysninger på samtlige deltagere, uden at de var meldt ud tidligere. Det lykkedes os at afparere, at det hele måtte aflyses med få timers varsel, men i nogle nervøse timer lå det i luften. Det vil vare lidt, før vi igen besøger palæet!

Det var lige før Coronaen, hvilket betød, at vi måtte aflyse de to følgende forårsarrangementer: Barbara Zalewskis foredrag om Vibeke Kruse, der blev flyttet til december, og Mette Lund Jørgensen og Peter Thules Kristensens foredrag om arkitekten Vilh. Klein og hans tid, som er sat på forårsprogrammet for 2021.

Heldigvis kunne vi gennemføre et efterårsprogram, hvor septembermødet forgik i mindre grupper. Det var et besøg i Lille Mølle, hvor en gruppe frivillige har overtaget formidlingen af møllen, efter at Nationalmuseet har givet den tilbage til Flach Bundgaard-fonden, der i sin tid skænkede møllen til museet. Vi fik oprettet tre hold à 20 personer, der kunne holde fin afstand, og rundvisningen i de meget særprægede lokaler, der er indrettet omkring 1920, foregik på bedste vis.

I oktober fortalte Selskabets formand om en række nyopdagede projekter fra midten af 1750’erne til udvidelse af København, enten ved at inddrage forstæderne i en planlagt bebyggelse eller ved at flytte Vestervold langt ud i Kalveboderne og dermed indvinde nye arealer for byen. Vi kunne heldigvis bruge Vartovs store sal, hvor der var plads til 75. Vores medlemmer trodsede den latente fare, og antallet af tilmeldinger gik fint op med antallet af pladser i salen.

Tilmelding måtte vi også have til de følgende arrangementer: I november  besøgte vi Jónshus, det islandske kulturhus i København, som de færreste nok kendte til. Husets leder Halla Benediktsdottir fortalte engageret om husets aktuelle funktioner og om Jón og Ingabjörg Sigurdsson, der i 1860’erne og det følgende tiår samlede islændinge i deres smukke lejlighed. Den er rekonstrueret på husets 2. sal (og er tilgængelig for alle i dagtimerne om hverdagen). I besøget indgik også en præsentation af årbogen. Der var også stor interesse for besøget, der måtte dubleres, da der kun var plads til 35 pr. gang. Det kom også til at gå op med interessen for at deltage.

Året sluttede så med Barbara Zalewskis foredrag om Vibeke Kruse, der var udsat fra april. Det foregik også i Vartovs Store Sal – og ligesom de forrige foredrag med tilmelding og diverse restriktioner.

Bortset fra de to aflyste arrangementer i april og maj er det lykkedes for os at gennemføre en nogenlunde normalt program.

Også årbogen udkom som planlagt. Ja, den kom faktisk allerede tidligere end normalt, allerede i de første dage af september kom den fra trykkeriet i Letland. Det er Selskabets flagskib, og når foredrag og omvisninger er tågede minder, så står den tilbage. Det er 11. gang, Selskabet udgiver årbogen, og den indeholder, som I vil vide, en blandet cocktail af artikler, som mange godt kan lide det.

At vi kan udgive en så fornem årbog, skyldes helt og holdent, at medlemmerne slutter op om Selskabet ved at betale kontingent. Vi har jo ingen andre indtægter, så derfor er det bekymrende, at medlemstallet også i 2020 er faldet. Kontingentopkrævningen blev udsendt, før Coronaen ramte landet, så sygdommen er ikke årsag til nedgangen. Faldet ligger i klar forlængelse af de tidligere år, og med 484 medlemmer, ligger tallet 30 under medlemstallet ved nytårsskiftet 2019/20. Der er desværre også grund til at tro, at vi bliver færre i 2021, da tilgangen af nye medlemmer har været mere behersket på grund af Coronaen end normalt. Under alle omstændigheder er det et forhold, der må vække bekymring.

Størsteparten af årbogen er også i 2020 uddelt pr. håndkraft. Foruden medlemmer af bestyrelsen har Finn Andersen, Karen Sejerøeog Jørgen Rasmussen taget deres tørn med hver sit lokalområde. En stor tak for dette.

Selskabets kasserer har i løbet af året haft store problemer med Danske Bank, der pludselig opsagde vores gamle konto med henvisning til, at Selskabet ikke var en forening, men et ”klubfællesskab”. Ja, så fik vi det at vide. Nærmere begrundelser eller procedurer for, hvad der så skulle ske, var ganske uklare, selvom man skulle tro, at banker havde styre på sagerne. Hvert enkelt bestyrelsesmedlem har skullet afgive personlige oplysninger i et omfang, som kunne have været en bedre sag værdig. Man krævede stærke ID: Således blev dåbsattester ikke godkendt som juridisk holdbar identifikation! Jeg tør indestå for, at intet bestyrelsesmedlem har hvidvasket eller vil kunne hvidvaske så meget som et 1-krones frimærke i fremtiden! Og det er jo godt at vide, om end vejen dertil var meget lang og bureaukratisk, og tilmed i nogle dage medførte en pludselig og uvarslet lukning af kontoen! En del af problemet kommer sig af, at vores vedtægter for tegningsret ikke er udtrykt specifikt og har været sådan siden 1935. Det vil vi gøre noget ved, når det bliver muligt at afholde generalforsamlinger uden restriktioner, for ellers vil banken nok ikke godkende vedtægtsændringen!

Bestyrelsen har i 2020 holdt ét enkelt fysisk møde på et forblæst gadehjørne på Oslo Plads, men vi har holdt kontakt i det omfang, det har været nødvendigt, og meget kan gøres pr. mail.  De to grupper, der redigerer årbogen, har klaret arbejdet således, hvor vi normalt afholder et lille møde og drøfter de enkelte artikler. Men sådan er det åbenbart at leve i et år, hvor sygdom ramte civilisationen.

Vi håber med alle andre, at 2021 bliver bedre: Coronaen synes ikke at formindske lysten til at deltage i vores møder, der er velbesøgte, men om forårsprogrammet kan gennemføres helt som planlagt, kommer jo an på udviklingen. Årbogen har fået flere rigtig gode artikler, som vi glæder os til at præsentere medlemmerne for hen på sensommeren, så der er mange gode grunde (evt. al mulig grund) til fortsat at bakke op om Selskabet.

Ved generalforsamlingen her har Barbara Zalewski valgt at trække sig tilbage fra sin suppleantpost, og bestyrelsen vil gerne takke hende for indsatsen i bestyrelsen. Som ny suppleant foreslår vi Camilla Haarby Hansen, der er ansat på Københavns Museum. Hun være varmt anbefalet!

Bemærk i budgettet, at bestyrelsen foreslår kontingentet ekstraordinært nedsat med 50 kr. til 175 kr. Det er en tilpasning til de begrænsede aktiviteter under Coronaen, og vi skal jo ikke ligefrem tjene på soten. Vent venligst med at indbetal beløbet, indtil du får en opkrævning (dvs. efter 15. marts). Til næste år håber vi at alt er i sin vante gænge og glæder os til få ”normale tilstande” igen!

På bestyrelsens vegne                                                   Bjørn Westerbeek Dahl, 15. februar 2021.